Hej Simon

Ja, det er en interessant tidd, vi står i lige nu med udfaldet og konsekvenserne af begge valg. Jeg tror, jeg forstår dine tanker om EU, Storbritannien og de nordiske lande. I hvert fald har vi en sammenfaldende tone i sprog, kultur og historie, som bl.a. her kalder på denne genkendelse fra en artikel i Weekendavisen denne uge ...

»Det er det lys, vi vender mod hinanden, så vi kan se hinanden – og os selv. Eller, endnu bedre, få øje på, at vi ikke er alene. Når en roman er sådan et lys, så er det ikke et spørgsmål om, at den er opløftende eller opbyggelig som fortælling, at karaktererne er gode eller sympatiske. Det er et spørgsmål om dens sandfærdighed. Og det er klart, at vi ikke alle kan være et fyrtårn som Tolstoj, men vi kan jo heller ikke lægge os fladt på maven. Op og stå! Det er det, citatet fra Tolstoj fortæller mig: Man må gå efter at lægge sit lys til summen af lys. Man kan ikke rigtig tillade sig andet.«

https://www.weekendavisen.dk/2019-19/boeger/summen-af-lys

... som et lys i natten og til weekenden. Så go'weekend til dig og endelig igen som ugerne i april med sol og forårsvejr.

Go'nat igen
RoseMarie

Morn’ RM

Ja, jeg læste den; der er rigtige ting deri. Måske du tillige læste Stram kurs på slap line i WA # 18? Jeg ved nu ikke om jeg ville kalde det kommende valg for interessant, eller spændende, da jeg stadig undres over hvad der får folk til overhovedet at ville sætte et krys inden for berammede tilbud - som det eneste interessante.
Nordisk Råd er jo et gammelt virksomt organ, der sagtens ku' videreudvikles og være Storbritannien og os selv til hjælp.

Her lidt sol til de små blå, midt i forårsbassinet – om ikke andet, er det jo rart at se Hr. Jacobsen med stjerner i øjnene, når hans elskede stråler i dem, som her hvori undfangelsen spores med smil:


Fragmenter


Imens digte og sangen falder,
så må vi hellere stå op,
og falde ind

*

Løftet op i din skagenskjole,
denne lufttomme befrielse,
ja dette tænkende dannebrogsflag.


Sankt Helgen Stens dag


Så nyvågen med sol på alle sider,
kun brisen i vinduet kalder mig op.

Bliv dog liggende, og drøm den sol tril ende,
men brisen i vinduet ser nu lige på mig.

At tænke en dag som denne til ende, nej,
jeg starter forsigtigt i havnen med termokaffe.

Skagen starter på alle sider af mig, mens du sover,
jeg ruller en cigaret i søgangen, jorden dog.

Så nyvækket med sol på alle sider,
men jeg vil hjem til dig, og se din vågnen.

Jeg kan høre vandet nette din krop, sikken indsigt,
jeg ruller en cigaret ved skrivebordet, jorden dog.

At tænke en dag som denne til ende, nej.


Tumulter for to elskende


Haver havde da intet at give,
da vi først havde set os selv.

Havet havde kun spejlets virkning,
og så langt efter os som hinanden.

Havet havde da intet at give,
da vi først havde set os selv.

Havet viste os kun genvirkningen,
og så langt efter os som hinanden.

Havet havde da intet at give,
da vi først havde set os selv.


Fødslen


Sågar klar til at kæmpe igen,
klar til at se videre på ny,
næsten rede til at forsvare igen,
ja, rede til at lyse igen.

Vi siger allerede velkommen, mens navlestrengen
lægger sig som et hjerte på verden.
Vi siger allerede, kom til fronten,
og så skal vi jo til at tænke som voksne, ja, som børn.

Der er så stort i dette tomme rum,
der er så meget der ventes at falde ned,
ja, der er talt om engle der snublede
men de kom på vingerne igen,
og nu vil de være sammen med os alle sammen.
Der er så fyldt i dette store rum,
og der vil sikkert komme mange til. Der er
så mange der vil befolke dette rum.

Naturen ligger jo som den skal,
nu skal vi bare ikke trampe for mærkbart på.

Så sæt bare hegnene op,
sæt gerne et skel for vores overlevelse.
Jeg tror også køerne drømmer,
siden de kan skrifte menuen med to maver.
Og der er bellis i græsset der aldrig vil gøre os noget,
ja, der er vilde tulipaner der kun vil
have os til at synge for os selv.

Vi siger altid velkommen, og navlestrengen
har lagt sig som et hjerte på verden.
Vi siger altid, tilbage til fronten,
og så skal vi jo til at tænke som mennesker.
Vi siger altid velkommen til.


Af et akvarium på himlen


Når der blødes efter disse indfald,
er de gående der skumler i gruset,

Skratter de er der luft mellem husene,
og græs der venter på sine tilfælde,

Cirka sådan præcis som en elsket,
der binder hele naturen i sin vrede

Når der undres over denne trælleenergi,
er det et stille det går ud over igen


- Jac.

mvh & god weekend..
Simon

P.s.: noget så uhørt som en el-knallert, borede sig i går ind mellem os på stien; dem havde jeg ikke før set – eller hørt, og forestiller mig fiskeren på sin el’ert med mælkekassen under tidlig morgensol, som et vindpust havne i armene på stakkels hr. Jensen, der i egne tanker uforstyrret stak øret frem ved tværvejen...

Ups!

Tre venner i intimt lag, forårsglæden:

TEGNING

Hun lå på ryggen
tæt imod ham
og tegnede på hans mave
piletræer, en flod, kinesiske bjerge
og som en tyndskægget
vismand oprejst
men med halvt bøjet hoved
stod penis og så eller tænkte.

*

Her hvor sangfugle i mørkningen er ved at ta' pyjamas på:

En NATTERGAL

Med en vis selvfølgelighed
der kommer af store afstande
taler vi rent ud om det hele,
mit håb og jeg,
vi har alt at miste og ved derfor
hver lille bevægelses betydning.
Det er ikke uden tvivl
at vi begge betragter
mit ansigt stivnet da jeg i nat
pludselig
mens man mærkede mørket vokse
hørte en nattergals
rene sang.
Men vi bliver enige om
at tidsløsheden er en selvfølgelig del af tiden
og bevæger os igen
videre, langsomt og fjernt.

- Poul Borum.

mvh
Simon

Her en herlig side for de af os der ynder Colin Dexter-læsning på langs:

http://www.crime4u.com/morsehompage.html

mvh
Simon
P.s.: hva' sir du fx til sådan en fætter, RM, der fint ka' bruges som sluf: http://www.baker-street-studios.com/shop/other/dexter-bear/

Fra miljødigtene Delfinen (1975) her lidt om støjen – vores mor syntes ”støjen” vi hørte lugtede af brændt gulvtæppe; dén studsede jeg lidt over; vores mormor har muligvis hørt en skovbrand uden hoved og hale; jeg ved ikke om vi lyttede…
Irma-muzakkens døs dengang har grebet om sig: det off. rum er nu fyldt af ben med plasticmuffer om ørerne, mere eller mindre organiserede elektroner, der rytmisk pumpes ind i hjerner der sjældent registrerer andre muffeben, i en omverden med stigende befolkningstæthed.
Irma har for længst slukket for muzakken, nu er kun trykimpulser på synsnerver muligt – brændte de virkelig et gulvtæppe af, ville det måske antages at være ”musik”…

Om musikken

Stands musikken overalt,
dens pauseløse strøm fra vægge, lofter,
i restauranter supermarkeder
(Green sleeves i soft idestil), på færgerne,
i spilledåserne på fire hjul
i fart eller standset foran rødt,
i lejlighederne, hvor ingen hører,
undtagen dem ved siden af: Nat-
arbejderen, som må ha søvn,
studenten, som skal læse,
håndværkeren ved momsregnskabet.
Luk millioner af vibratormunde,
som overfylder, trykker øret, transistorstrømmen
fra skov og strand og nabohaven, fra personen,
der vandrer i sit ambulante lydrum,
lydkufferten i hånden, døv for bølge
og vind og fugl: En drunte i sit larmbur.
Ja stands den i kollegierum, gågader,
musik i overdosis, bassens drøn
som lydnarkotika,
larmindustriens potpourrier overhovedet,
og lyt et øjeblik – –
Til Hvad?
Først motorstøj
og bremsehvin, knallertens acceleration,
MYlokomotivets svingningstal
halvt under høregrænsen, sirenens over –
til telefoners insisterende kímen,
bulldozerskramlen, trykluftsbor, som pludselig
hidser sig op, og når som helst et jethyls
furiediagram på trommehinden,
det daglige delirium, lyt tranceagtigt
og intenst – –
Og tænk det bort
Tænk stilhed, pause, rekonvalescens
i stedet, balsamisk, uden ende, og lyt
til den blir renselse, akkumulering,
en vågen søvn, usynligt svangerskab,
eller – måske – blir tomhed, tvang, blir stumhed
som den ved skræk, ved død, i fremmed land
og faret vild – –
Men lyt:
For der begynder
musikken: En fugl i ødet,
en fløjte, streng, et enligt interval –
fløjten med huller til en sans af fingre,
panfløjtens mange rør til læbers gliden,
strengen til fingres greb, til buens løb,
tubaens muntre poltergejst og sorgbrum,
oboens midnatssmægten, basunens domsklang,
trompetens morgenlyd og bækkenslagets
to sole mod hinanden, en celestas
sangbare rumskib, elektronisk
atomtagfat med skingre hyl: Fjernheder
som ekkoer ind i stoffets kerne – musik
som sammensmelter, eller gør synsk og ensom –
purpurberuser, eller gør skærpet lydhør –
kontakter sfæresange eller stilhed
bag røg- og larmforgiftet atmosfære;
musikken vi har glemt – –
Det er det samme:
Koncertsal, festklædt publikum,
pingvin tæt ved pingvin og over-
pingvinen med sin taktstoks vingeslag,
som ikke løfter ham, men kalder horn
oboer slagtøj bækner frem –
eller en mangefarvet hvirvel om
elektrisk apparatur, guitarer, trommer,
forsangeren i ekstatisk samkvem med
sit lydæg, kyssende en sværm af toner
frem af det, latterfugle, hulkefugle –
her eller der: den levende musik,
hvorom en fynbo skrev med kompetence,
en komponist, en musicmaker, han hvis ild,
den uudslukkelige, just i aften
ved denne fest vil knitre lyde stige
erindre os – som spillemanden Mozart,
når han lod sin billardkø stå for et par noder,
som faldt ham ind – erindre os en stund om hvad
musikken er.

- Thorkild Bjørnvig.

mvh
Simon