|
2
registrerede Hanskrist
,(1 usynlig),
28
gæster og
157
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Fra miljødigtene Delfinen (1975) her lidt om støjen – vores mor syntes ”støjen” vi hørte lugtede af brændt gulvtæppe; dén studsede jeg lidt over; vores mormor har muligvis hørt en skovbrand uden hoved og hale; jeg ved ikke om vi lyttede…
Irma-muzakkens døs dengang har grebet om sig: det off. rum er nu fyldt af ben med plasticmuffer om ørerne, mere eller mindre organiserede elektroner, der rytmisk pumpes ind i hjerner der sjældent registrerer andre muffeben, i en omverden med stigende befolkningstæthed.
Irma har for længst slukket for muzakken, nu er kun trykimpulser på synsnerver muligt – brændte de virkelig et gulvtæppe af, ville det måske antages at være ”musik”…
Om musikken
Stands musikken overalt,
dens pauseløse strøm fra vægge, lofter,
i restauranter supermarkeder
(Green sleeves i soft idestil), på færgerne,
i spilledåserne på fire hjul
i fart eller standset foran rødt,
i lejlighederne, hvor ingen hører,
undtagen dem ved siden af: Nat-
arbejderen, som må ha søvn,
studenten, som skal læse,
håndværkeren ved momsregnskabet.
Luk millioner af vibratormunde,
som overfylder, trykker øret, transistorstrømmen
fra skov og strand og nabohaven, fra personen,
der vandrer i sit ambulante lydrum,
lydkufferten i hånden, døv for bølge
og vind og fugl: En drunte i sit larmbur.
Ja stands den i kollegierum, gågader,
musik i overdosis, bassens drøn
som lydnarkotika,
larmindustriens potpourrier overhovedet,
og lyt et øjeblik – –
Til Hvad?
Først motorstøj
og bremsehvin, knallertens acceleration,
MYlokomotivets svingningstal
halvt under høregrænsen, sirenens over –
til telefoners insisterende kímen,
bulldozerskramlen, trykluftsbor, som pludselig
hidser sig op, og når som helst et jethyls
furiediagram på trommehinden,
det daglige delirium, lyt tranceagtigt
og intenst – –
Og tænk det bort
Tænk stilhed, pause, rekonvalescens
i stedet, balsamisk, uden ende, og lyt
til den blir renselse, akkumulering,
en vågen søvn, usynligt svangerskab,
eller – måske – blir tomhed, tvang, blir stumhed
som den ved skræk, ved død, i fremmed land
og faret vild – –
Men lyt:
For der begynder
musikken: En fugl i ødet,
en fløjte, streng, et enligt interval –
fløjten med huller til en sans af fingre,
panfløjtens mange rør til læbers gliden,
strengen til fingres greb, til buens løb,
tubaens muntre poltergejst og sorgbrum,
oboens midnatssmægten, basunens domsklang,
trompetens morgenlyd og bækkenslagets
to sole mod hinanden, en celestas
sangbare rumskib, elektronisk
atomtagfat med skingre hyl: Fjernheder
som ekkoer ind i stoffets kerne – musik
som sammensmelter, eller gør synsk og ensom –
purpurberuser, eller gør skærpet lydhør –
kontakter sfæresange eller stilhed
bag røg- og larmforgiftet atmosfære;
musikken vi har glemt – –
Det er det samme:
Koncertsal, festklædt publikum,
pingvin tæt ved pingvin og over-
pingvinen med sin taktstoks vingeslag,
som ikke løfter ham, men kalder horn
oboer slagtøj bækner frem –
eller en mangefarvet hvirvel om
elektrisk apparatur, guitarer, trommer,
forsangeren i ekstatisk samkvem med
sit lydæg, kyssende en sværm af toner
frem af det, latterfugle, hulkefugle –
her eller der: den levende musik,
hvorom en fynbo skrev med kompetence,
en komponist, en musicmaker, han hvis ild,
den uudslukkelige, just i aften
ved denne fest vil knitre lyde stige
erindre os – som spillemanden Mozart,
når han lod sin billardkø stå for et par noder,
som faldt ham ind – erindre os en stund om hvad
musikken er.
- Thorkild Bjørnvig.
mvh
Simon
|
|
|
|
