Mere morgensang til morgenbordet og årstiders vekslen ...


Årstiderne

Vasketøj vajer for vinden.
Småbørn får knopper på kinden.
Piger bli'r drillet
og fodbold bli'r spillet
for nu er det sommer i Danmark.

Dagene falder så dystre.
Skolebørn vil ikke lystre.
Tøj blir forældet
og tårer blir fældet
for efterår er det i Danmark.

Skilsmisser. Dødsfald. Romaner.
Hoste og nedfrosne planer.
Næsen blir dryppet
og tuden blir dyppet
for nu er det vinter i Danmark.

Blomster på eng og i potte.
Banket blir mangen en måtte.
Plæner blir sået
og digte forstået
for nu er det forår i Danmark.

Benny Andersen

Mor'n RM..

Som inspiration til livets orden kvitteres her med:

FREEDOM

O THOU so fair in summers gone,
While yet thy fresh and virgin soul
Inform’d the pillar’d Parthenon,
The glittering Capitol;

So fair in southern sunshine bathed,
But scarce of such majestic mien
As here with forehead vapour-swathed
In meadows ever green;

For thou – when Athens reign’d and Rome,
Thy glorious eyes were dimm’d with pain
To mark in many a freeman’s home
The slave, the scourge, the chain;

O follower of the vision, still
In motion to the distant gleam,
Howe’er blind force and brainless will
May jar thy golden dream

Of Knowledge fusing class with class,
Of civic Hate no more to be,
Of Love to leaven all the mass,
Till every Soul be free;

Who yet, like Nature, wouldst not mar
By changes all to fierce and fast
This order of Her Human Star,
This heritage of the past;

O scorner of the party cry
That wanders from the public good,
Thou – when the nations rear on high
Their idol smear’d with blood,

And when they roll their idol down –
Of saner worship sanely proud;
Thou loather of the lawless crown
as of the lawless crowd;

How long thine ever-growing mind
Hath still’d the blast and strown the wave,
Tho’ some of late would raise a wind
To sing thee to thy grave,

Men loud against all forms of power –
Unfurnish’d brows, tempestuous tongues –
Expecting all things in an hour –
Brass mouths and iron lungs!

- Tennyson.

Blandt helligdomme er Apollon igrunden en ugræsk gud, en trojansk ven og forbundsfælle som tilmed var skyld i Patrokles død – Achilleus kalder ham (i Iliaden) for ”den fordærveligste af alle guder”, men i Apollons Oprør af Villy Sørensen, begynder fortællingen således:

Forord

Historien om de græske guder er fortalt mange gange, men
de udødeliges historie er ikke fortalt før.
Historie betyder udvikling i tiden, og de udødelige lever jo
udenfor tiden, så at sige i et evigt nu, hvor alting sker på én
gang. Det er det indtryk man sædvanligvis får af de græske
guder.
Men for det første var guderne ikke udødelige fra begyn-
delsen. At de blev udødelige var den store begivenhed i deres
historie, og den er aldrig blevet nærmere udforsket. For det
andet skete alting ikke på én gang i gudeverdenen, men – med
et godt græsk ord – kronologisk – det viser den nyeste forsk-
ning.
Her følger beretningerne om hvordan det hele gik til.

Henimod fortællingens slutning, der jo tit er en bedrøvelig begivenhed, genopstår i kap. 23. Oraklet i Delfi hvori Apollon tar affære, også denne beretning har sin betragtning:

Filosofi

De dødelige havde hurtigt gjort den sørgelige erfaring at det
går den værste bedst i samfundslivet. Størst magt og rigdom
opnår den der uden skrupler søger sin egen fordel og forfølger
sine egne formål. Men hvis det gåt de hensynsløse bedst – og
de kaldte sig selv »de bedste« – hvor kan de da kaldes de vær-
ste? Var det bare de svage, fattige og magtesløse der trøstede
sig med at de var bedre end de stærke?
De dødelige gjorde efterhånden også den erfaring at hen-
synsløshed hævner sig. De store tyranner hyldes en tid lang,
så fældes de af dem de har tyranniseret – eller af andre der
ønsker deres magt.
Hvad der lønner sig nu – kun at søge sin egen fordel – hæv-
ner sig siden: det er, om ikke samfundslivets lov, så dog en
lovmæssighed i tilværelsen. Gajas eget princip. De kaldte det-
te princip nemesis. De kaldte det hovmod, det overmod der
står for fald hybris.
Også for de dødelige var det lidt af en overgang at skulle
leve i tiden (som selvstændige væsner) og ikke kun i nuet
(som barnet ved mors bryst). De blev ikke født med tanken
om følgerne, de måtte lære at skelne mellem det der er godt
for mig nu (= det behagelige) og det som er godt til enhver
tid, ikke kun for mig. Dermed var de allerede begyndt på de-
res græske filosofi.
Apollon lærte i Delfi de dødelige at se frem i tiden og tænke
på følgerne, for en selv og de andre. Han hjalp dem til at skelne
mellem goderne og det gode (og forresten også mellem onder-
ne og det onde), en skelneevne, der også kaldes fornuft og
som, når den bliver herskende evne, kan kaldes visdom. Der-
for hyldede ikke kun digterne (Pindar og Aischylos), en og-
så filosofferne (Platon og Sokrates) Apollon som deres gud-
dom, og en af hans senere præster i Delfi (Plutarch) sagde at
han var lige så meget filosof som profet.
Oraklet lod sig forlyde med at Sokrates var den viseste
blandt grækere, fordi han vidste at han intet vidste, – en ironi
over de lærde der mente at vide besked. Sokrates docerede
ikke, men ironiserede – og viste konsekvenserne af en – gal –
tankegang.
På sin vis gjorde Oraklet det samme: viste konsekvenserne
af gale handlinger. Også Pythia ytrede sig gerne ironisk og
tvetydigt, fordi de dødelige selv måtte tyde og selv måtte tage
ansvaret.

- Villy Sørensen, Apollons Oprør, 1989.

Tja, natborde er nok lige så forskellige som de der ligger ved siden af dem, men alle smiler de vel, når de skæver interesseret til hverandre.. Ha' en fornøjelig efterårsdag, RM, med brusende vind i håret og knapt så megen regn..;)

mvh
Simon

Ohøjsa på kanten af aftningen, RM..

Den yngre Andersen vil sikkert forblive herlig læsning tiden ud, og ikke bare på grund af digtene, men hans hele væsen. Alligevel vender så mange af os jo tilbage til digtene, der ligesom han selv, blev folkeeje. Alene deres enkle skønhed med livet på hovedet, sætter jo en del på plads, ja man ka' ligefrem gå og nynne Årstiderne for sig selv, mens man plumper et salathoved ned i kurven, lidt som Mariehønen Evigglad...


Viden

Jeg kender ikke meget til meget
det jeg kender til
er i forvejen meget udbredt
tænk at vide bare een bestemt ting
som andre ikke var stødt på
for eksempel forholdet
mellem mariehønens pletter
jeg ville ikke forholde min viden
tværtimod
af og til ville jeg rejse mig
ved møder og andre sammenkomster
og komme ind på pletterne
og derpå sætte mig uden at vente
nogen særlig anerkendelse
blot med den rankhed i ryggen
og fasthed i blikket det gir
at kunne henvise
direkte til mariehøns.

mvh & nat nat..
Simon

Hej Simon

Mariehønen Evigglad som go'natsang er godt for de smilende drømme, og som morgensang kan dagen jo kun være ret godt begyndt med smilet forrest til at møde resten af dagen ... :))

Benny&Halfdan i en skøn sammenblanding kommer her, så dagen ka' nydes ... :))


Det er tegn på uforstand
at kalde Halfdan rimsmed.
Han er sprogets havemand.
River i sit rimbed … du der mægter mangt et ord
at sætte på hver nælde:
Tak fra os! Din dåd er stor,
varmt dit verse-vælde

Benny Andersen

***

Noget om forvaltning af pund

Jeg er en lille digter.
Mit pund er ikke stort.
Det vejer firehundred gram.
Det har det altid gjort.

Jeg skriver sjove digte.
Jeg skriver også triste.
De første læser andre folk.
Selv læser jeg de sidste.

Jeg fødtes som de fleste,
udi min barndoms vår.
Men efter knapt et års forløb
var jeg omtrent et år.

Og siden blev jeg større,
hvad ofte sker med små,
når de får rejst sig og forstår
at det kan gå at stå.

En tid gik jeg i skole,
men gjorde skolen skam,
fordi jeg skrev at Amsterdam
er verdens største dam.

Og at den lå i Jylland,
hvor Luther førte krig
mod Absalon hvis søn, Kong Hans,
blev myrdet af Marsk stig.

Så blev jeg sat i lære
hos en berømt barber.
Der stod jeg så og raged folk
som raged mig en fjer.

Det gik vist skidt. Så gik jeg.
Og det var godt jeg gik.
For man har aldrig hørt om en
barber, der skrev lyrik.

Jeg blev poet i Danmark.
Her lever jeg i fred.
Og mangler pundet nogle gram
husk, posen tæller med!

Den vejer ikke meget.
Og får du knebent mål,
så læg dit eget rige pund
i vægtens anden skål.

Så stiger jeg til himmels
i kraft af dine gram.
Og du vil hviske fra din jord:
O, bare jeg var ham!

Halfdan Rasmussen

... og på vej til nisseriernes allernysseligste tid kan Halfdan også sige med på:

Norske nisser nyser ikke.
Når det blæser koldt fra nord
låser de med nissenøgler
deres nissenæsebor.

Nysseligste dag til nissen
RoseMarie

Ohøj til lyden af salige dryp, RM..

Ind imellem ér de nu særdeles lange, dryyyp, og så det korte! Helt som musik af Nørgård, på en af de dage nye ark ser tangenterne, hvor selv norske nissenæser akkompagnerer, med salige små...dryp, dryyyp; min egen rødmer ligefrem, i begejstring over perspektiverne!

Tja, jeg synes jo ikke det blir meget bedre, og sjovere, end når Benny og Halfdan løber om hjørner med vore ører, for vi ka' jo slet ikke lade være med at løbe med. Du ska' nu alligevel ha' noget andet, her musikken holder pause og jeg må afsted: lidt poesi fra en tid hvor misundelsen havde mange ansigter og alvorlige udsigter, en tid hvor Catullus’ kærlighed til en vildbasses søster, berømt for sin skønhed, virkelig fik løven op i katten:

Envy wears a mask of love, and, laughing sober
fact to scorn,
Cries the Weakest as to the Strongest, “Ye are equals,
equals born.”

Equal-born? O yes, if yonder hill be level with
the flat.
Charm us, Orator, till the Lion look no larger than
the Cat…

*

“Frater Ave Atque Vale”

Row us out from Desenzano, to your Sirmione
row!
So they row’d, and there we landed – “O venusta
Sirmio!”
There to me thro’ all the groves of olive in the
summer glow,
There beneath the Roman ruin where the purple
flowers grow,
Came that “Ave atque Vale” of the Poet’s hopeless
woe,
Tenderest of Roman poets nineteen-hundred years
ago,
“Frater Ave atque Vale” – as we wander’d to and fro
Gazing at the Lydian laughter of the Garda Lake
below
Sweet Catullus’s all-but-island, olive-silvery Sirmio!

- Tennyson.

mvh & husk: at når nissenæsen er kold og våd, da må rødderne holdes tørre! ;)
Simon