Hej igen Simon

Nej, SR vil jeg helst heller ikke undvære, men jeg synes nu, han virker både frisk og frejdig trods alder og skavanker. Næste gang han byder velkommen i det grønne er han tilbage i direkte udsendelse, og jeg håber så inderligt på en guidet tur i det høje bløde græs med pinseliljer i blomst. Ja, lige dér ku' jeg godt tænke mig at nedsænke mit korpus for at nyde pinseliljeduften og udsigten til himlens blå igennem de grønne trækroners birkeløv ... :))

Dagvise

Nu blomstrer marken skær med græs,
og græsset på det grønne næs
så yndigt kalven klæder;
hvert dyr i rigdom smykker sig,
så dyk med lyst da også dig
i Danmarks fagre glæder.

Den mørke jord, den tunge jord
er grebet af en dårskab stor,
af elskovslængsler blide,
frem i det høje svale rum
som havblå himmelbølgers skum
går skyer jomfruhvide.

Min sjæl vågn op, det er en dag
af overjordisk velbehag
med sol på brede enge,
o, lad din sang om træets blad
opløftes fint i brisens bad,
stig frit min sang og længe

Paul la Cour

***

En ny Dagvise

Vi hilser vor Verdens eneste Sol
af Hjertets dybeste Grunde.
Som Hanen højt i Dagningen gol,
som Lærkesang over Lunde,
saa stiger mod Himlens Gudestol
vor Hymne fra tusind Munde.

Se, Dagen straaler i Himmelens Sal,
saa Øjnene tynges og blændes,
i Østens og Vestens Lysportal
dens Færd begyndes og endes;
og ved dens Gang over Bjerg og Dal
paa Jorden Sjælene tændes.

Naar Solen gaar højt, maa den mørke Nat
halvvaagen over os blaane,
og selv naar den dybest os har forladt,
den tit har en Drøm at laane,
som spejler sig inderligt, mildt og mat
ned fra den slukkede Maane.

Højlovede Sol, i Middagsstund
dit Lys som et Hav sig lukker,
i korte Skygger fra Træ og Lund
vi sløret vort Hoved dukker
og hører som gennem et Flor af Blund,
det kurrer, kagler og kukker.

Paa Bugter og Vige, langs Skrænt og Næs
det flagrer som gyldne Vinger,
Som hen over Agre om Gren og Græs
smaa Sommerfugle sig svinger,
og Bankerne ligger som Blomsterlæs,
mens Bække klukker og klinger.

I Løv og Buske, i Krat og Hegn,
hvor Fuglene Reder bygger,
er Æg og Unger, og vidt over Egn
det vifter af Vingeskygger,
og Skyerne Byger af Torden og Regn
i Himmelens Kroge brygger.

Ved Aaer, som sig mellem Brinker snor,
og rundt i frodige Enge,
hvor gule solrige Blomster gror,
der flokkes Piger og Drenge,
som af det blussende Blomsterflor
sig Kranse om Haar maa hænge.

Du Sommerens Guddom, Verdens Fryd,
der vækker af Døs og Dvale
hver levende Sjæl til Lys og Lyd
i dæmrende Morgensvale!
Velkommen i Øst! Højlovet i Syd!
Paa gensyn, naar du maa dale!

***

Jeg står i dag på stjernens hvælv.
I mig dens kræfter strømmer.
Jeg føler stjernen i mig selv,
hvor alle farver drømmer.

De drifter, som i ungdoms sang
mod himlens vidder tindre,
af dybe dulgte kilder sprang
i jordens eget indre.

Af muld og hav sprang livet frem
i fjernt forglemte tider.
Til muld og hav går livet hjem
hver gang det døden lider.

Og alle ting, jeg kommer nær,
har dyb, jeg aldrig måler.
Ej røber solen, hvad de er,
men kun, hvordan de stråler.

Dog nærmer verden sig så øm.
Og månen over haven
er som fortabte sjæles drøm
om solens skin – i graven.

Det er, som sø i sommervind
og Danmarks grønne dale
står spændt som sluser mod mit sind,
vil briste ud i tale.

Det er, som jordens hav og muld
med alle deres døde
er med en viden underfuld
mig gået stumt i møde.

Det uudsigelige land
som genfærd søger sjæle.
Og stjerners mulm og stjerners brand
i mig vil have mæle.

Thøger Larsen


... og tak for Bjørnvig til inspiration for alle sanser :))

Go' weekend til dig med vildt og hvidt fra himlen
RoseMarie

P.s.

Har man sagt Bjørnvig og natur, så følger helt naturligt mere natur og Vagn Lundbye ...

Totem Albert Dam

Nordbo ved tiliset uvejrssejl
spejdende horisonten rundt
Shaman i pyramidisk halvmørke
mellem amøbe og pukkelhval
Søger på vandring i sig selv
langs følingers mælkeveje
Sammenfaldet af træ og kvinde

***

Qallunaatut Upput

Du er dette digt
hvor du søgende
et sted at gemme dig
går med færre og færre smil
fra ansigt til ansigt
i en halvtom
langelandsk rutebil
og deler ud af en håndfuld
brændte mandler

Du er dette blik
henad en stenet strand
langs Østersøen
hvor du søger
efter dit land
i de hvide skyer på himlen
med et ansigt
hvor kun din venten
og brune øjne er tilbage

Du er dette hjerte
som skinner rødt
på de store isbjerge
og endeløse snemarker
hvor din slæde med
sæl og ryper
glider om de yderste
forbjerge
gennem de sidste
slugter
mod bopladsens trommelyde
og den stigende forventning
blandt dyr og mennesker.

***

Eventyret og Kærligheden og de grå ulve

Liggende i modlys
den sidste lille flok
ved bredden af en strandsø
hvor sulfoskummet
og flydende fisk
stiger og falder
omkring dunhammerne

Uvidende om ozonbæltets
og engangsemballagens
svindende tidsfrist
ruller et par store unger
legende rundt på engen

For blot et par somre siden
gik der endnu
hellige uden hensigt
græssende urokser
i baglandets stille kult

En gammel hunulv rejser sig
og vejrer længe
mod ildskær inde i landet
og rundt om hende
rykker flokken tættere

Over dem er himlen
mere himmel
end nogensinde
mere mulig
end nogensinde

Renen og ørnen er væk
og der er ikke længere
end et par løvfald
mellem den lille flok
og et modent brombærkrat
hvor landets sidste bjørn
liggende på siden
med et næsten gennemgnavet ben
i en stålsaks
fik øjet og maven skudt op
i tusinder af hjem

I samme bevægelse
bryder ulvene ud af stilheden
stryger forenede med stedet
i et fastlagt forløb
ud til havet
hvor de løber lidt frem
og tilbage
inden de med fralandsvinden
begynder at svømme
ud mod de græssende
rener og urokser
de brune bjørne
og ørne som forlængst har set dem

Dyrets og træets og Jordens tal
tegnet i alt levende væv
står skrevet henover himmelhvælvingen

Eventyret og kærligheden udspringer
af virkelighedens stilhed
og uforanderlighedens kredsende magi.

***

Syngestykke

Menneskene synger
siger det syge barn
og vender sig ind mod
væggen

Husene synger
fortsætter en stemme
i støvregnen på de øde
veje

Stjernerne synger
kommer det lidt efter
inde fra skyggerne bag
gravene

Alting har sin sang
siger bedstefaderen
og sætter sig hen til
sengen


Go'morgen og go'lørdag til dig
RoseMarie

Morn' RM..

I det bløde solrige græs og oven på sneflagers nys forvilden sig nedover sommerudsigten midt i foråret, så at sige: dér stod jeg og røg en pind, der glødede lige så forarget som katten, der som jeg havde set månen i træerne, dog var dens månesyge præget af pip. Efter en kattens forargelse over uvejret var der jo ikke andet at gøre end retræten til den bløde bag.

Her lidt mere fra Bjørnvig, der netop har det så fortrinligt i selskab med naturen i Hr. Lundbye:

TYSK BY

En rejse tilbage i tiden. Alene.
Lange støvende eftermiddage,
trykkende formålsløs forventning.

Uhyre ressource latens og fortvivlen,
kroppen en eneste fallisk støtte,
i mangel af bedre et krav om gudinder.

Vejtræer og parker kvalte anslag,
væksten nedtalt til eksplosivt zero
eller død – som min stående krop.

- Th. Bjørnvig.

Godt at vide Søren Ryge er oppegående i vor herres fri natur, også jeg gerne ser ham i. Jeg er jo intet tv-menneske, bortset fra den slags.

Hilsner i morgensolen..
Simon

P.s.:

Han var lidt "mørk" i blikket, dér, den gode Thorkild Bjørnvig, der jo også havde lysere tanker, endda noget så fint som...

Morgentanker

Der er den igen, den sværmende kugle
af skingrende fuglelyd, lydløst midt i den
en blødvinget ugle -

mit søvnsind prisgivet
morgentanker.

- Th. Bjørnvig.

Minerva må ha' kigget ham over skulderen, mens han med langt blik så ud ad vinduet - den herlige poet! ;)

Godmorgen..
Simon

Der er kun én kunst

Der er kun én kunst:
at forsage Delfiske dunster,
mørke og mærkeliggørelse,
fraser og fyld,
afkunstle kunsten,
afstaa fra kunst til kunstner,
og gøre den ærlige ting
for dens egen skyld.

- Piet Hein.

mvh
Simon