Hej Simon

Åh ja, musik og muzak og en hel verden til forskel. Forurening sker på mange planer og ikke blot som plastikaffald langs veje og kyster.

Brændingen

Mægtigst af al musik er erindringens brænding,
mørk som nætternes bølger og lys som dagenes skum.
Det brølende danseorkester fra damperen ude på havet
er som lidt motordunken i mågernes høje rum.

Luften er brændende tung under himlens glastag,
det lyner i kimingen, stumt, som fra fremmede lande.
Umærkeligt langsomt erobrer bølgerne kysten.
Den fjerne brænding slår brusende op om min pande.

***

Lysene i byen

Jeg længes efter nætterne i byen,
efter den fine musik
i mørket mellem huse.

Dage på torve og pladser
hvor pludselig blændende sol
suser i håret som blæst.

Og efter solfald
lys genopstår:
neonblomster skyder op
i nattens jord.

Lysene! - ja, lyset fra det lave,
der skyller gyldent over alle mure
og regner natteløvet morgengrønt.

***

Enhed

Uendelige timer gennem byen
fra dagen begynder at gråne.
Vi cykler gennem alle nattens timer
som båret af den hvide vingemåne.

Den bar os udenfor – her stod vi stille
uendelige år, bag vinduesglas,
hvor svalesværme styrtede forbi os
og lød som blæsten på en åben plads.

Bestandig er vi midt i byens hjerte,
hvorfra vor skæbnes røde kredsløb springer.
Storbytrafikken løber støt deroppe,
båret af bøgeskovens brede vinger.

***

Længsel

Min længsel er en glad og åben slette.
Den tog mod dine kys som sol og regn.
Den tog imod dig, favnende og evigt –
nu møder jeg dig ofte på min egn.

Du går omkring blandt unge blege tanker,
blandt ufuldendte gerninger og ord.
Her blir dit liv så blåt og uden ende,
her blir hver fattig leg så god og stor.

Du, mine hænder aldrig kunne eje
du lever i min forårsåbne egn,
hvor alting endnu kun er spæd forundring,
hvor alt får lov til at gro i sol og regn.

Nu møder jeg dit ansigt og din stemme
og dine kys blandt alt hvad der er smukt.
Jeg længes, men min længsel lider ikke,
den er sin egen regn, sin egen frugt.

***

Fuglestemmen

Ud af det blå springer skyernes
hvide klinter,
og inde i skoven genopstår
blomstrende sne fra i vinter.

Øjet er træt af at sejle på
lyshavets perlemor,
tørster efter de fugtige
farver, der frodigt gror.

Da stiger som øer af havet
bøgenes kroner,
de bølgende riger hvor solsorten
syngende troner.

Et savn, der tøer op og tumler
som vandløb fra frostens fængsel
og styrter ud i et hav af
dybere, vildere længsel.

Lise Sørensen


"P.s.: hva' sir du fx til sådan en fætter, RM, der fint ka' bruges som sluf: http://www.baker-street-studios.com/shop/other/dexter-bear/"

Den er jeg helt med på, Simon. Det er godt at kunne holde varmen, når man bevæger sig i blæsten udenfor. ;))
Se også her, hvad der findes i samme shop og poesiens verden:

http://www.baker-street-studios.com/shop/ephemera/stream-of-thoughts/

http://suebenwell.com/books/stream-of-thoughts/


Solskinsrige hilsner
RoseMarie

Hejsa RM..

Sue Benwell er her ukendt, en herlig side! ;)

Lidt til maven:

Pelikanens flugt


Helt rolig sejler pelikanen overe bølgernes toppe
så klodset at det ser ud til at den må falde
Og dog, den rider, den sejler, den svæver, som ingen
som intet andet
og løfter dig en anelse ud af dig selv
Jeg ville en hyldest til pelikanen
Jeg faldt med snotten i sandet
Jeg vendte mig om, op, og jeg så dig pelikan
Det stille havs fugl …
En hyldest til faldet der står

*

Sneugle


Jeg havde ikke noget verdenssyn
Jeg havde et par øjne
og de havde engang set en hvid ugle på en snemark i en
barndom
Jeg kunne ikke tage den med mig ud af barndommen
Et eller andet forblev der, uforløst og gjorde mig
mismodig
Det er sært, den hvide ugle, snemarken og disse øjne
der møder disse øjne
og en ny vinter dækkede sin glemsel på glemsel
og jeg sad ved et bord og gloede ud ad et vindue
Jeg ville væk
Jeg beder hvert græsstrå om forladelse, om nåde, hvert
strå jeg knækkede for den ørken der trak mig ud i sit
totale billede
Og uglen der vogtede over mig
Uglen der ikke havde glemt mig

- Thomas Boberg..

Revolution og oprørstanker er altid fulgt i kølvandet på folketingsvalg, særlig med sjove små oprør fra midten; nåja, pt. har Paludans fiskeri tydeligvis skabt oprør i begge sider af åen, selv om enhver vel indser at manden bare ville forsvinde i mængden midt i Christiansborgs fantasiverden:

Opfordring til oprør


Jeg kunne egentlig godt tænke mig at gøre oprør,
men det er ikke til at nå alt sammen.
Jeg ved heller ikke hvordan man gør,
sådan i detaljer , barrikader etc.
Brosten er sikkert svære at få op, især den første,
og så står man der og pirker, –
hvad nu hvos man slet ikke kan få den op?
Så går man selvfølgelig hen hvor der er vejarbejde,
dær har de dem jo oppe i forvejen, og så siger man:
»Hvad med en lille rask rå barrikade, gutter?«
Men så er der alle skiltene med pilene
og de blippende blinklamper
og alle hakkerne og skovlene og spaderne,
og hvad hjælper det så man aldrig overgiver sig?
Hvid fol bare går uden om
bliver der ingen rejsning i Istedgade.
(For øvrigt er den vist også asfalteret nu!)
Det ville ellers være lækkert med et oprør, hr,
et lille et. Et af de små danske.
Dem inde fra midten . tak. Nu er de vel friske?
– Nej, altså, alene tanken gør mig nervøs:
Hvordan begynder mand? Sådan her:
Man går hen til nogen der står og venter på bussen.
»Rejs jer, « siger man så.
»Hva’ er der??« siger de så.
»Oprør!« siger man så.
De ser sig undrende om.
»Fra midten,« siger så, »rejs jer!«
Men de bliver stående.
»Rejst jer så, « siger man igen, »alle danske,
alle mand som en, og gør Danmark frit!«
Så bliver de flove,
som om de alle sammen har slået en prut
og så kommer bussen
og dær ligger landet, i våde og lænker,
og sådan er det hver gang.
Næe, hr, ham Dansken er slap, slap og usund,
og hvordan man får ham sund igen
er ikke godt at vide. Et lille oprør, måske,
fra højre, bare et lille et,
hvis De har dem i den størrelse, hr?
Jamen, mand, siger nogen så,
du kan jo bare mane. Der er ingenting der maner
som et digt der går til tops! –
Men det er jo ikke sagen.
For det første kan man jo ikke sådan gå hen
og bare gøre det der står i digtene,
»Jeg er Havren«, for eksempel,
og for det andet er der alt for få der læser digte,
ca. 350 styk for mit vedkommende,
og det er alt for lidt til et oprør, –
næe, så skulle man snige sig ind på ugepressen
eller skaffe sig adgang til massemedierne,
TV eller r-a-d-i-o.
Hold da kæft!
For faen, gutter!
Skal vi lige tage og fikse et lille råt oprør,
her og nu, – parat?
Vi tager venstrefløjen først, de er lissom flest
når det drejer sig omkring oprør.
Altså, venstrefløj, parat, nu: REJS JER!!
Kom så op med jer! Ja, det er længe siden,
sær bajerne fra jer og kom så op, sådan, ja, fint!
Og så midten, kom så, midten, nu!
Alle sammen, ingen slinger i valsen, kom så,
op og då. Godt nok.
Og så højrefløjen, kom så, højrefløj!
(Pause)
HALLO!
Hallooo, højrefløj! Op med Dem,
ja, det er Dem jeg taler til, hr!
(Bliv nu siddende, Erhard,
det er ikke nogen afstemning, det her!)
Er de oppe, hr? Fint!
Står vi så? Har alle rejst sig nu?
Alle mand som en?
Gå så ud og gør Danmark frit,
pigerne er begyndt.

- Per Højholt, Kvababbelser, 1985.

mvh
Simon

P.s.:

Løbehjulet er på mode, som myggebasser summer fartbøller om alles ører. Ældre damer holder håndtasken tæt til kroppen, cyklister ser misundeligt streger blie til prikke i horisonten; inden længe ses propeldrevne børn med skoletasker flagrende i vinden, og over kristuskaffen på Café din sjæls frelse sidder en kristusbønne og forestiller sig hvordan hans åndelige væren flagrer rundt i vor herres fri natur i kraft af egen ”propel”…

Den unge mand i helikopteren

Til Adam Oehlenschlägers 200 års dag.


Højt til vejrs i min skinnende boble
under rotorens klaprende le
kigger jeg ned på den skinnende storby,
hvad kan der være at se?
Ingenting, først, tåge og skyer
dæmper og slører mit syn,
som jeg har glemt at fordoble,
men så – nu! – går jeg ned gennem skyen
og ser gennem tåge og røg
og kemiske dampe – byen!
(Synger:)

Sikken by
man ser fra sin sky,
utrolige larm,
ånde så varm,
at boblen dugger
og gi’r sig og vugger.
Jeg går længere ned,
jeg vil ned og vær’ med,
jeg må finde et sted
med ro nok og fred
til at få helikopteren ned!

(Helikopteren lander på Frederiksberg Runddel)

Men øret danser, en kogende kedel
som trommer på himlen med pift!
Her bliver jeg aldrig en leddel,
oh, Herre, giv mig et lift!
Beving den tomlende yngling
på vej til det indre af byen
med Illum og chillum og B
& W, musikanter og østerlandsk the,
politi med optrukne knipler
og Rådhuspladsens alkove!
Der vil jeg sove
til stjernerne pibler!

(Sover på en bænk. Natten falder på.)

Oh, nat, jordiske fryd,
som gi’r poesien dens lyd!
Vor Frues klokker
som kalder og lokker,
så findes dog dyd!
Her vil jeg vanke
ud min skælvende planke
og nyde dens fred!*)
Gud, send heligkopteren ned!
Dette liv med dets dytten og pift
som gi’r mine ører sin rift,
det er mig den rene forgift!
De arbejder også på skift!
Det ligner noget af Swift!
Jeg frygter, mit kønslem blir stift!
Vift, Codan, vift!**)
Her har du, Vor Frue, dit stift!

(Puler Vor Frue Kirke, ældes, dør.)


*) Dydens
**) Fejlhuskning hos det unge menneske

- Per Højholt, Kvababbelser, 1985.

mvh & soldag..;)
Simon

Hej du og hej dér

... og ja, lige herfra og til dér under syrenen i majsolens dans :))

Jeg tror paa spraglede, springende Toner,
rødt, hvidt og lilla, grønt, gult og blaat;
jeg tror paa alt undtagen paa graat.
Javist er det grønne for øjet godt
og rødt nervøst for visse Personer -
jeg tror paa alle Dyder og Skændsler,
smører dem op med hvad Farver og djærve Pensler
jeg finder for godt.

Tom Kristensen

... og jo, jeg tror, jeg finder i dag bedre og for godt :))

Hej RM..

Her lidt herlig læsning til under træet, med isthe i en kommende solvarme, fra I halvfemserne:

Sprog og drøm

Sprog og drøm og det fine blystøv fra
den skærpede stift. Affaldet, det
overflødige der vokser idet det fjernes
At blive brugt og blive brugt op
Hvide bunker af tid der ulmer i det
unævntes felt. Du er den du vil blive
når du forlader og træder ind, hvid af
de dage der venter dig.

*

Vi kører stærkt og vi
kører stærkere. Altid det
samme udviskede ansigt
og mumlen af stemmen uden
ord. En ondartet vind
fandt frem og brød igennem
og nogen standsede op
for at se. Ud af sprogbunken
et svedent øje, betragter
dig.

SOUVENIRS
(1-13)

1

Som når et vandrør springer
flyder gården over hvor et barn sætter
skibet af papir til havs

lever vi i tilfældighedernes rige,
og du bevæger dig langs et overbegroet hegn
ved den forladte jernbane

i forstaden hvor du ikke længere bor
og følger sporet,
forbi elektricitetsværket,

ud i randens affolkede områder
ved bjergenes fødder
den yderste fattigdoms grænse,

øde uden ord,
summende generationer
og fjerkræsfarme sandet til, indhegnet

af rusten pigtråd,
ingentings
afblomstrede buske,

så uventet de røde der blander
sig med dagens flydende flod og blænder
profilen af en erindring.

2

Papirskibe, natsværmere af silke, stålkraner
og masterne der ligner pinde i et sindrigt mønster
forbundet med sytråd

danser på sandbankens ryg under solen
vi tog ud for at lære at kende.
Lyshvirvler slynger dig langt ind i årene,

årene med gaderne
hvor stemmer dør hen med den nedrevne skole.
Der er kun erindringens usikkerhed

at forlade sig på.
Eg blev til korkeg, bøg til ficus, ahorn til ceder
og pisonay.

Vinduerne
vinker videre
som om rejsen havde tabt dit ansigt af sporet.

…

*

FOSSILT

Ordene her
har ingen modtager
ingen destination
i min erindring
er ingen duer med brev
med afsender
i tiden

De er
krøbet ind i sig selv som snegle
er blevet deres eget
hus
af skaller
der flyder på mørkets vand
eller
kryber på molens pæle
ned ad
ned ad mod dybet
ingen retning
andet end ned
ingen sakse
at fægte i hornhinder med

De er gået så langt
at de ikke længere er mine
at de er blevet meningsløse
er blevet sig selv
uden objekt
snegle på tidens bundgarnspæle
ned ad mod forstening
stødt til hvile
i tankens æon
mørkets fosiller
skyller op på en bred
hvor end ikke tiden går

*

Dagen har kastet
søm i det tredje øje

Blomsten har pillet
klokken af sig selv

Tørsten har drukket
såret ud af stilken
vi hev op af den
skrigende krop

Døden har byttet livet
ud med sandheden
sandheden om sig selv
i vores marv
smidt
overalt hvor vi er

- Thomas Boberg.

mvh & god weekend..
Simon