Niels Arbøl: "Den Lykkelige Forening - Grundbog i Katolicismen" side 233:


At bede er det enkleste af alt; det kan erfares af alle, ja er sikkert erfaret af alle, blot de vil tænke ærligt tilbage. Bøn er i første række det vigtigste udtryk for tro på Gud. Den udtrykker derfor også en dyb forskel på mennesker. Der er to mænd, den ene beder, den anden beder aldrig. Dermed er alting sagt. Forskellen mellem dem kunne ikke udtrykkes tydeligere (O. Ricard). Dengang det blev sagt om den berygtede forfølger, Saulus fra Tarsus: Se, han beder (Ap. Ger. 9:11) da vidste de, at den største af alle forandringer var sket med ham. Han blev kristenhedens største missionær og teolog.

Bøn er samtale med Gud, venskabelig kommunikation mellem Skaber og skabning. Man kan ikke leve som kristen uden bøn, for den er selve livsånden i en kristens liv og i Kristi legeme. Bøn er oprettelse af enhed i den enkelte, såvel som i det menneskelige fællesskab. Bøn er at blive forenet med Gud, han som alene er stor nok til at opfylde menneskets længsel efter lykke. i såvel

Bøn er noget meget personligt og er derfor yderst mangfoldig indhold som form. Hvad det første angår, kan bønnen kan være meget enkel og nøgtern. Den kan bestå i bøn for sig selv eller for andre - forbøn. I bønnen kan man udøse sit hjerte for Gud, klage og spørge: Hvorfor? Bøn kan bestå i bekendelse af synd og skyld, i overgivelse til Guds vilje, men også i taksigelse, lovprisning og tilbedelse.

Hvad formen angår, har vi den mundtlige bøn, der både kan være fri og spontan, men også bønner, som holder sig til en allerede formuleret tekst. Hvor rig denne skat af bønner er, vidner såvel messeliturgien som klosterets tidebøn med Davidssalmerne om. Der findes mundtlige bønner med en bestemt rytmisk gentagelse, som i rosenkransen og i vekselbønnerne. Det samme gælder Jesusbønnen, der fra sin oprindelse i den ortodokse kirke har vundet stor indpas i den katolske kirke. Den er kort og ganske enkel, men på en måde en syntese af hele den kristne tro: »Herre Jesus Kristus - forbarm dig over mig! Det mest fuldkomne udtryk for mundtlig bøn er den bøn, som Kristus selv har lært os at bede: »Fader Vor« (Mt. 6:9-13; Lk. 11:2-4). Denne bøn er målestok for al anden bøn. Men bønner behøver ikke at være mundtlige og formet af ord. Der er en meget lang katolsk tradition for eftertanken, for den stille lytten eller skuen, d.v.s. den form for bøn, vi kalder meditation. Den, der mediterer, spreder ikke sin opmærksomhed, men samler den som i et brændpunkt omkring en tekst fra bibelen (skrift- meditation), et religiøst billede (billedmeditation) eller omkring en livssituation, der har berørt én på det dybeste niveau (livsmeditation).