Kære Anne.

Som jmp skrev på indlægget lige før, så er de på de andre planeter tem'lig dumme, jeg tror sandelig jeg må være immigreret fra en anden planet, jeg føler mig lidt dum, eller for at sige det på en anden måde, hold da helt kæft hvor må det være svært at være troende, altså "rigtigt troende", det kan min lille hjerne slet ikke klare.

Al min skolelærdom ihvertfald hvad angår religion er helt forkert, jeg er blevet ført bag lyset af min religionslærer, hvor skal jeg klage??

Her går jeg og tror næsten ordret på biblen og skolelærdommen, at den gode gud skabte det hele, var det bare et trick for at fange mig?, eller er man begyndt at trække i land, heldigvis kan jeg se du muligvis også er lidt forvirret, det kan så trøste mig en smule.
Efterhånden er jeg kommet til den forståelse, at der slet ikke er nogen gud i virkeligheden,men det er nærmest noget, nogle opbygger i sig selv og får overbevist sin hjerne om er det eneste rigtige.

At man på det nærmeste skal være filosof for at forstå den virkelige tanke bag religionen gør det ikke lettere, men tilsyneladende drejer det hele sig ikke så meget om gud men betydeligt mere om Jesus, han havde da hud og hår og vistnok temmelig nærværende, undtagen når han ikke var det, har man degraderet den kære gud til fordel for hans "søn"?? det gud gik og lavede var dog for vidtløftigt.

Måske er det naturvidenskabens landvindinger der har gjort at man har ført gud ud på et sidespor, rent skabermæssigt, fordi det trods alt var for meget arbejde for ham, at han/den stadigt skulle "skabe".

Så er der nogle der blander Jesus, Kristus, helligånden og gud sammen i en treenighed, som een og samme person, og Hanskrist har sin helt egen eventyrlige blanding, som vist kun et fåtal forstår et pluk af og dem hører jeg ikke til, men jeg læser ufortrødent alle hans indlæg( uden at blive klogere).

Nå men Anne pas nu dine opgaver, vi ser gerne du brillerer ved eksamen, så brug ikke hele natten på at svare min tåbelige snak.

Kære treram

Jeg forstår sandelig godt, at du bliver forvirret, og det glæder mig til dels at læse dine spontane udtryk. Dog, jeg kan ikke love, at jeg med dette indlæg kan gøre dig mindre forvirret, da tiden som sagt er lidt knap.

Nu er det sådan, at vi troende også bare er mennesker med udtryk, også hvad gælder kristendommen. Det er mit gæt, at din forvirrig bl.a. beror på, at jeg m.fl. udtrykker os på en anden måde end det kristedomsudtryk, du i sin tid blev vant med. Det er jo netop det, jeg så ofte har forsøgt at sige dig. Min generation blev ikke indprintet noget om synd og andre kristne termer, der var blot et kristendomsfag med nogle historiefortællinger, men jeg husker intet af det, og kom ikke i bekendtskab med kristendommen som sådan. Hertil vil jeg side, at teologien ikke er en statisk "videnskab"/disciplin som andre videnskaber heller ikke er det. Kast blot et blik på kirkehistorien og den magt kirken havde gennem mange århundrede og så den tid, vi har i dag, hvor kirken mere er et tilbud. Desuden befinder vi os på den debat, hvor der "leges" med vore forskellige tanker og synspunkter, og det kan godt være, at Hanskrist kalder sig "hardcore kristen", men det er han jo ikke i konservativ forstand, snarere på tænkningens (teologiens/filosofiens) præmisser.

Da jeg i sin tid startede på religionsdebatten, stod der Løgstrup på min indre lystavle, men langsomt begyndte han at glide ud, fordi "Den etiske fordring" begyndte at kede mig, og kristologien blev på en måde mere relevant. I forbindelse med dit indlæg i går kunne jeg så med glæde konstatere, at netop Løgstrup var - trods det besværlige i skabelsestroen (Gud som skaber versus naturvidenskaben) skabelsesteolog og fænomenolog. Arne Thomsen finder også, at Løgstrups fænomenologi er brugbar, men det jeg nu vil fremhæve er, hvad vi forstår ved skabelse og nyskabelse.

Det centrale punkt for Løgstrups skabelsesteologi er de suveræne livsytringer . Disse er før-etiske, dvs. de leverer moralens indhold men er ikke identiske med moralske eller etiske normer, hvilke vi selv gennem vores selvopholdelse er med til at skabe. De suveræne livsytringer involverer mennesket uden, at det er på menneskets egne betingelser, for godheden (barmhjertighed, tillid, talens åbenhed m.fl) skyldes ifølge Løgstrup Gud selv. Det betyder med andre ord, at vores tilværelse ikke bunder i det meningsløse, det destruktive, i arvesynd. Det springende punkt er, at det gode ikke blot kommer ind med Kristus for at sejre over det onde, for det gode er en del af vores tilværelse, både ontologisk og kosmologisk (og her bliver Ole Bjørns tråd pludselig interessant).

Tilintetgørelsen er for Løgstrup (og dette kan vi næppe være uenige i) en integreret del i tilværelsen, hvor vi må leve med truslen om det tilintetgørende (det modsatte af nyskabelsen).

Det Løgstrup gør er at vende menneskers moralitet og behov for at ville forklare det meningsløse 180 grader for i stedet at give en analyse af det lykkeliges/det godes tilstedeværelse. Han skaber så at sige en dialektik mellem det før-etiske (de suveræne livsytringer) og det etiske (de etiske forskrifter), og mellem skabelsen og nyskabelsen. Nyskabelsen finder vi i Jesus forkyndelse, der - som en fornyelse ud over det gamle - fordrer, at vi tager stilling og involverer os i ubekymrethed (jf. bjergprædikenen).

Så - fri os fra den bogstavelige læsning og lad dit rige komme.

Mvh
Anne

P.S

Jeg beklager treram, at der i indlægget ovenfor er flere uklarheder og slåfejl.

F.eks. henviser jeg til kirkehistorien i forbindelse med, at jeg giver udtryk for, hvorledes teologien ikke er noget statisk. Hermed mener jeg, at der gennem kirke-/teologihistorien er sket ændringer i måden at opfatte kristedommen på, og med henvisning til de rimelige katastrofale følger gennem kirkens historie i vesteuropa fra oldtiden og frem til det 21 århundrede, ser vi trods alt teologien som en disciplin, der hele tiden er i bevægelse og i dialog. Denne udvikling er med til at skabe andre måder at opfatte kristendommen på samt nye udtryk.

Kære Anne.

Tak for dit PS, det ligesom gjorde forklaringen mere klar, det er så bare mig (og alle de andre fra 60 og opefter) der tror at gt og biblen stadig er gældende.
Det er selfølgelig en nødvendighed for kirken at prøve at følge med tiden, hvis den vil overleve, ihvertfald her i Danmark hvor folk er mere kritiske med hvad de bliver fortalt.

Det er måske derfor at man er begyndt at udradere gud og give sig helt hen til Jesus istedet, for som jeg skrev i forrige indlæg : han har både hud og hår, ligesom muslimerne der taler næsten entydigt om muhammad og sjældent nævner Allah.

Men giver disse nye tider sig udslag i præsternes prædiken, for det er heldigvis længe siden jeg har sat min ben i en kirke, da det kun sker til begravelser, sidste gang jeg var der, var der ikke megen forskel at høre fra de sidste mange år, men det er måske fordi ikke alle præster er med på "moden".

Nu henviste du til Løgstrup, han siger et sted: alle disse tydninger peger mod en skabende magt i universet. Der er du ikke enig med Løgstrup kan jeg forstå, der findes (mellem os) ingen gud der har skabt universet.

Kære treram

Dette bliver i første omgang et meget kort svar, som jeg måske kan uddybe en af dagene (har en masse arbejde, der først får en ende ud på natten).

Men du har set, hvad der er på færde, og som jeg af en eller anden grund ikke fik med i mit sidste indlæg:

ALH står nu mellem Løgstrup, der som fænomenolog taler om universets Gud, altings ophav, og så på den anden side Bonhoeffer, der ud fra "Nachfolge" taler om den dyre nåde, det at efterfølge Jesus Kristus; dyr er nåden, fordi den fordømmer synden, nåde er den, fordi den retfærdiggør synderen.

Men vigtigt er det at bemærke, at Løgstrup her repræsenterer Første trosartikel (Gud som skaber), hvorimod Bonhoeffer repræsenterer det 20 århundredes kristologi og soteriologi, dvs. Anden trosartikel. Løgstrups ærinde er bl.a. på den ene side at gøre op med en hinsidig-transcendental teologi, imens han på den anden side gør op med moralteologien (dette kan læses om i Skabelse og tilintetgørelse, kap. 6.). Løgstrup siger altså ikke noget om, at Gud skal erkendes UDE i universet, for som jeg forstår det, afsøger han langt mere en beskrivelse af tilværelsens fænomenonalitet forstået som Guds før-etiske magt.

Løgstrup er trods alt rimelig klar, når han i sit opgør med Kierkegaard kan postulere, at det er i forholdet til sin næste, at ens gudsforhold afgøres. Det handler derfor ikke om at putte Gud i de sorte huller men om at være til i skabelsen som i nyskabelsen (komplementariteten mellem det gamle og nye).

Om der findes en Gud, der har skabt universet kan kun troen begribe. Jeg tror på universets egne skabelses-/tilblivelsesprocesser, men jeg tror også på, at der er mere mellem himmel og jord end vores fornuft kan begribe - om dette så er Gud forstået som energi/ånd vil jeg lade stå åbent (det er interessante og storslåede tanker, men er det ikke også at søge Gud uden for denne verdens grænser?).

Både Løgstrup og Bonhoeffer tager afsæt i Luther, og med en fod inden for det tillichske religionsfilosofiske univers (Paul Tillich) er jeg ret sikker på, at der for mit vedkommende ikke er tale om en teologisk splittelse, blot om et emne, der med tiden skal tænkes igennem og uddybes.

Nu vil jeg så på samme måde som til Jytte Ibsen sige, at der ikke er tale om, at Jesus er = Gud, vi henvises jo af Jesus selv til Gud. Jeg er altså ikke enig i, at kirken er ved at uddragere Gud, for enhver gudstjenste handler om Gud (Guds-tjeneste). Men Gud kan igennem Jesus Kristus forståes/erkendes/mødes/tros her på jorden, lige her, hvor vi befinder os som den Gud, der ikke erkendes uden for denne verdens grænser men i stedet som det evige element, det vertikale, der bryder ind i vores tid og vores liv i den horisontale dimension (Tillich) gennem Menneskesønnen Jesus Kristus.

Og nej, Bibelen er ikke mindre interessant af den grund, den indeholder jo mangt og meget, bl.a. NT's Jesu forkyndelse, der ikke er at sammenligne med Muhammeds livsførsel. Spørgsmålet er, hvilken autoritet og tro, man knytter til Bibelen.

Dette er, hvad jeg i denne omgang kan afstedkomme

Mvh
Anne