Hej Ole Bjørn og Jan/Serotonin o.fl.

Det er virkelig spændende, hvad "I har gang i", synes jeg - en religion baseret på kosmos.

Ordet kosmos har jeg set forklaret som: Universet opfattet som en ordnet helhed, der er uendelig i tid og rum.

Det får mig til at tænke på ordet hellig, som jo netop rummer begrebet helhed (samt begrebet heldbringende).

Så når Ole Bjørn efterlyser en kosmisk religions templer e.l., så er min første tanke, at universet er helligt - og derfor vores tempel (og så vil jeg tillade mig at være en ignorant angående, hvad der yderligere måtte VÆRE - udover universet).

Det heldbringende ser jeg som det, at vi eksisterer på en klode, der gi'r os alt, hvad vi har brug for (og det heldige kan jo også forstås sådan, at vore behov svarer til, hvad vi tilbydes).

Den andægtighed og ydmyghed overfor universet (og tilværelsen, formoder jeg), Ole Bjørn nævner, som værende almindelig blandt videnskabsfolk, vil vel føre os til, at verden ikke er til for vores skyld - ej heller det modsatte - men til at vi er en del af helheden, det hellige.

Dermed slipper vi vel også fri af dualismen (den egocentriske opfattelse af godt og ondt o.s.v.), som Jan netop vil erstatte med idéen om eenhed, oplevelsen af eenhed.

Når dertil lægges, som Ole Bjørn skriver, at verden, universet er uforståeligt for os, og at det er en håbløs opgave at finde ud af, hvad verden, universet, egentlig er - og når man vist roligt kan tilføje, at vi jo heller ikke ved ret meget om os selv, det fortrængte bevidste, det kollektivt ubevidste, og hvad vi ellers måtte VÆRE - så synes jeg, vi er klar til at leve i dette hellige tempel, som jeg synes, universet ER.

På "vores" klode, hvor vi bor, og hvor kloden holder af os - eller i hvert fald holder på os med sin tyngdekraft (som vistnok slet ikke er en kraft), så vi ikke hjælpeløst driver ud i verdensrummet - har menneskeheden gennem årtusinder forsøgt at forholde sig til eksistensens gåder både filosofisk og religiøst, og der er efter sigende bl.a. kommet ca. 5000 forskellige religioner ud af det.

Nu skulle de så - forstår jeg - fejes til side og erstattes af religion nr. 5001: Den kosmiske religion.

Jeg er selvfølgelig enig i, at al den råddenskab, der på forskellig måde er vokset op indenfor de enkelte religioner - diverse former for korruption - at det bør bekæmpes, men bag alle de mange religiøse idéer ligger jo oprindeligt den samme andægtighed og ydmyghed, som Ole Bjørn beretter om hos videnskabsfolk.

Derfor tror jeg, vi skal undlade at "smide barnet ud med badevandet" og i stedet agte og ære det kreative og visionære i de mange religioner - i hvert fald så vidt som det ikke på fundamentalistisk vis går ud over andres trosfrihed.

De fleste store verdensreligioner rummer jo forestillingen om en eller flere personificerede guder (Den ortodokse kristendom hævder dog, mig bekendt, at dette kun er et billede, mens Gud selv er hinsides enhver menneskelig forestillingsevne).

Det kan jo godt forekomme at være en temmelig menneskecentreret og primitiv verdensopfattelse, men det er ikke desto mindre min oplevelse, at sådanne gudsbilleder kan være gode hjælpemidler på vejen mod det hellige - især hvis man ikke derved låser sig fast i en formindskelse af verdens vidunderlighed.

Som kosmisk religiøs (hvad jeg egentlig synes, jeg er) vil jeg derfor ikke have noget imod, men tværtimod agte og ære kvaliteterne i de mange forskellige religioner, og jeg føler mig hjemme i enhver kirke, tempel, moske o.s.v., hvor jeg oplever at det hellige æres - ofte endda på meditativ vis eller anden åndeligt berigende måde.

Mit skøn er derfor, at den kosmisk religiøse fint kan klare sig med det allerede eksisterende - ikke behøver hverken præsteskab eller egne templer, men derimod nok en afklaring af den kosmiske religiøse idé.

M.v.h. Arne.

Hej igen Ole Bjørn.

Ja, hvor styrer jeg egentligt hen?

Det er helt klart et spørgsmål vi alle måske skulle stille os selv.

Jeg ville mene at det grundlæggende vi skulle beskæftige os med var, at vi kommer til nogle erkendelser af det som gør, at menneskehedens historie ser ud som den gør.

Hvad er det som gør, at mennesket tilstadighed bliver ved med at påføre sig selv og andre smerte(forsvar/angreb)(og ødelægger naturen)?

Grundlæggende så er det vores identifikation med et fiktivt selv, eller vores begær efter at realisere og stabilisere en "jeg" følelse.

Det er et eksistentielt spørgsmål som hele tiden driver mennesket(ubevidst), og vi søger hele tiden at få en bekræftigelse af hvem vi er, igennem vores omgivelser. Men vores tanker er fokuseret eller fikseret på form, og formen kan aldrig give et tilfredstillende indhold.

Hvis vi skulle bestræbe os på, at vi gerne vil opnå et globalt samfund, så er det også nødvendigt virkelig at se nøje på hvilket udgangpunkt vi tager i os selv(vores tanker).

Hvis en religion er bygget op omkring ideen om, at den skal konkurrere og "vinde", så vil den aldrig kunne skabe eenhed, fordi udgangspunktet ikke bygger på eenhed men adskillelse.

Min tro bygger på at eenhed er virkeligheden, og den tankegang jeg bestræber mig på at praktisere, er udelukkende oplevelses-orienteret. Min tro bygger på en forståelse af, at der er en bevidsthed som ikke er bundet til et fiktivt eller illusorisk selv, og det jeg oplever er, at når jeg ikke identificere mig med mine tanker, så oplever jeg det som er hinsides troen(bevidstheden som blot ved, og som blot er).

Spørgsmålet er om vi forsøger at definere os selv igennem form, eller igennem indhold. Det vi ser som det primære, vil også bestemme over vores adfærd og handlinger.

Og nej, det er ikke et spørgsmål om at filosofere over universet, men et spørgsmål om at være i sin oplevelse af universet, som er en oplevelse af en bevidsthed som ikke er bundet til form.

Hvis jeg skulle tro på en kosmisk religion, så skulle den bygge på en forståelse af hvad der er virkeligt og hvad der er illusion. Den skulle indeholde den visdom som ser på verden af form som det den er, og ikke som noget den ikke er. Den skulle kunne hjælpe mennesket med, at forstå deres sande natur. Den skulle hjælpe mennesket med at forstå, at det de ser i dem selv, vil også være det de ser i verden, og omvendt. Den skulle hjælpe mennesket med at se på den sindsyge som deres fiktive/illusoriske selv/jeg forårsager. Den skulle hjælpe mennesket med at erkende deres fælles eenhed.

Den skulle ikke konkurrere med andre religioner, men blot hvile i bevidstheden om, at den tager udgangspunkt i hvad der er sandt og hvad der er falsk. Hvis den byggede på sandheden, så ville den heller ikke bekymre sig om verden, eller lade sig påvirke af verden, fordi den ville blot være det sted som mennesket kunne komme til, når mennesket var klar til at give slip og få fred.

Det grundlæggende princip skulle være eenhed, og alt skulle være bygget op omkring forståelsen af hvad eenhed er, og hvad adskillelse er. Den skulle kunne "gå helt ind til benet", og ikke skjule problemet eller forsøge at retfærdiggøre problemet. Og vigtigst af alt, ikke projicere problemet ud på verden.

Kærligst Jan.

Nu lyder du straks lidt mere fornuftig, Jan, men det ser ud til, at du stadig ikke har forstået mit spørgsmål.

Der er ikke noget behov for at definere en kosmisk religion, for den er forlængst blevet defineret som en betagelse af universet (naturen) som helhed uden nogen personificerede transcendentale væsener som tilbedelsesobjekter.

Men religioner er jo organiserede trosfællesskaber, med myter, ritualer og besværgelser, suppleret med mødesteder, hellige steder og en form for præsteskab. Kan disse overhovedet undværes i en religion, og hvis ikke, hvilken form skal de så have i en kosmisk religion som ovennævnte?

Det var dette, jeg gerne ville høre andres tanker om.

Mvh

Ole Bjørn ;)


P.S. Vores opfattelse af verden har altid været og vil altid være en illusion, al den stund at vore sanser kun kan registrere en forsvindende lille brøkdel af universets processer. Vi har udvidet vore sanseområder med moderne teknologi, og derved opnået en form for ekstra forståelse, men denne forståelse bliver fortsat opfattet med de begrænsninger, som vore egne sanser sætter.

Kære Arne.

Jeg har desværre ikke rigtig tid til at svare på dit indlæg lige nu, så det må vente, men du skal nok få en kommentar inden dagen er gået.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Hej Ole Bjørn, Kræn-p og Serotonin og alle I andre.

Det her bliver ganske kort, for jeg har ikke tiden til at give et gennemtænkt svar (dog jeg ser nu at det ikke blev kort, men et meget langt indlæg, der dog er skrevet lige fra leveren (hofteskud)).

Sådan som jeg opfatter kristendommen, så drejer kristendommen sig om det personlige liv og ikke upersonlige forhold. Selv skelner jeg mellem det-religiøsitet (og herunder vil jeg rubricere den kosmiske religion (som også var Tillichs kritikpunkt overfor Einstein, at personlighedsmysteriet ikke behandles)) og jeg-religiøsitet (jeg-du-religiøsitet) der beskæftiger sig med personlighedslivets mysterier. Det vigtigste i jeg-religiøsiteten er personlighedsdannelsen og karakterdannelse, vores kreativitet og intelligens, vores livsmod: mod til at participere, at være til for andre og andet end os selv, og at dette ikke behøver være ulig modet til at bekræfte os selv, vores vitale og kreative stræben og udtryk, behov for fornyelse og forandring (altså en kreativ etik frem for en lovetik og god gammeldags hæmmende og neurotisk moral om hvad man må og ikke må, der kun skaber eksistentiel angst, fordi man ikke realiserer sine muligheder (den med talenterne der hæmmes, undertrykkes og graves ned)).

Ego er jo netop at være orienteret imod omgivelserne. Egoet er jo netop der hvor realitetsprøvningen foregår. I den diskurs Freud har været ophavsmand til. Jo mere ego, jo mere altruisme, og jo mindre egoisme (jo mindre går mennesket til grunde i sig selv (egoisme er at gå til grunde i sig selv)) (1)* se nederst siden. I megen moderne religiøsitet, især østlig inspireret, går mennesket til grunde i sig selv eller det går op i upersonlige forhold, i ”det”, hvilket også er en kosmisk religions svaghed og manglede sans for personlighedslivets mysterium, personlighedsdannelsen og karkaterdannelsen, vores individualitet, personlighed og jeg.

Eksempler på at man forplumrer og benægter alting omkring vores ego (frygt) og individualitet og vores krop, finder jeg i EKIM –læren, hvor man vil forbi enhver form for dualisme, kritisk sans og fornuft, for at nå frem til tanken/ideen om enhed og oplevelsen af enhed. En sådan vej finder jeg værende naiv monisme og i den forstand er dualisme, frygt og adskilthed, en højere sandhed. Der er da også kun frygt (”angst”) og adskilthed (korsfæstelsen) der formår at gøre menneskeheden, såvel som det enkelte menneske, voksen. Vores store hjerne skyldes alene frygt og intet andet. Havde vi tilhørt en frygtløs race, da ville den store hjerne vi render med, ej have set dagens lys. Frygt borger for objektivitet, hvorimod angst ofte gør neurotisk og æder sjæle op så de ender i subjektivisme, går til grunde i subjektivisme.

Til grund for enhver religion finder vi livskraftens kilde, som selv sagt også er livsmodets kilde, og den kristne religion (Paulus) handler om hvordan denne livskraft tilflyder personligheden og formår at genskabe et nyt menneske, med en ny personlighed og karakter (Gud-billede-lighed). Her er udtryk vigtigere end indtryk. Og de fleste religioner vil gøre indtryk på mennesket, hvorimod Kristusbegivenheden kommer bag på mennesket og giver mennesket et kreativt udtryk, en ny kreativ handlingsbasis (måske et lidt alloplastisk kreativt udtryk (hidrørende de to karismatiske skikkelser Jesus og Paulus)). Hvorfor nøglebegrebet til at forstå kristendommen (Paulus) er den ny skabelse, altså menneskets guddommelige potentialer for at udtrykke sig kreativt og spirituelt uden hensyn til loven og moralen, fordi den er opfyldt i at man finder sig selv i kærlig og venlig, menneskelig, samvær med andre (vi skal elske vores næste som os selv).


Jeg finder at Arne Thomsen siger noget væsentligt når han skriver:

Når dertil lægges, som Ole Bjørn skriver, at verden, universet er uforståeligt for os, og at det er en håbløs opgave at finde ud af, hvad verden, universet, egentlig er - og når man vist roligt kan tilføje, at vi jo heller ikke ved ret meget om os selv. Citat slut.

Gåden og problemstillingen, udfordringen og opgaven, i al religiøsitet er:

”at vi jo ikke ved ret meget om os selv”;,,, men her skulle religionerne gerne gå ind og hjælpe til. Gå foran naturvidenskaberne som må komme bagefter og bekræfte eller afkræfte.

Det er ikke sådan at jeg ikke kan se at evolutionsteorien og astrofysikken og andre naturvidenskabelige discipliner ikke lærer os noget, ja endda meget, om os selv. Men mennesket er et kulturelt skabende væsen, læg oveni at vi har en historisk selvbevidsthed, der igen øger vores evner for fornyelser og forandringer, der alt sammen gør at mennesket ikke kan forklares ud fra naturen alene. Altså fortæller Marx (for ikke at sige Freud) mere om hvem vi er, hvem mennesket er, end Einstein gør.


Jeg ville forlange at en religion skal forklare, skal kunne kaste lys på; neurosen contra sundhed; ja enhver form for psykisk lidelse der ikke er 100 % genetisk bestemt. En religion skal magte at kaste lys på lykkeligt liv contra dette at føre et mere eller mindre trist liv. En religion skal kunne forklare vores spiritualitet, altså vores kreativitet, potentialer for at være kreative og produktive. En religion skal kunne frigøre intelligens, fordi den i linien fra Paulus til Freud, arbejder med at ophæve fortrængninger, menneskehedens såvel som individets, den enkeltes, fortrængninger. En religion skal kunne bevare sine ”tilhængere” åndsfriske (også fysisk og psykisk sunde) lige til sidste åndedrag. En religion burde kunne udelukke demens og alzheimer, uanset om der skulle være noget genetisk her, så burde en religion sikre at disse gener ikke kommer til at spille nogen rolle, altså ikke manifesterer sig, begynder at gøre sig gældende. En religion skal kunne forklare hvorfor nogle magter at leve for andre og andet end dem selv (selvtranscendens (Gal 2, 19 – 20)), uden at de af den grund mister sig selv, ved ikke at realisere sig selv som hele mennesker (Marx’s projekt og Paulus ditto).

Dette var nogle af de krav jeg stiller til en religion og som jeg mener, er de væsentligste.




Resten af mit indlæg er for hard core troende kristne og drejer sig om Gal 2, 19 – 20, altså menneskets evner for selvtranscendens, kernen i kristendommen, og det der gør at Vesten ikke grunder i sig selv, er gået til grunde i sig selv, men har været objektiv orienteret, omverdensorienteret (både den mitwelske (hospitaler og socialforsorg mm) såvel som naturen, umwelt, hvor vi har naturvidenskaberne og alle de tekniske opfindelser (i Vesten er intentionalitet og vitalitet fuldstændig sammenfiltret, altså en kultur der sikrer at folk ikke ender som subjekter, men altid står i forhold til noget objektivt som de beskæftiger sig med):


Det paradoksale hos Paulus er at Gud i Kristus, er Ham vi kan sige du til, er dus og som vi via opstandelsen er bekendt med, og som er nærmere på jeget end jeget er på sig selv, og som bekræfter jeget, ikke udsletter vores individualitet, i og med at det sætter et nyt jeg. Kernesund mystik.

Kære Paulus hvad var det der skete i dit liv, da du gik fra at leve under loven, under Overjeget, dødet af moral, og ikke levende for Gud, til et nyt liv, til en ny skabelse, hvor din Jeg-styrke får sin resourcekilde hverken fra loven eller din egen menneskelige moral (som er en uheldig alliance imellem id-et og Over-jeget) , men fra Kristus, Guds fuldkommenhed i menneskelig skikkelse, så du kunne skrive dine berømte ord: jeg er korsfæstet med Kristus, jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig. Gal 2,20. Vi kender alle sammen frugterne af at dit liv i Kristus får en hel ny handlingsbasis, Kristus betyder virkelig krise og omvendelse i dit liv. Vi takker dig for hvad du har udrettet med Kristus som Herren i dit liv.

Du skriver at du ikke lever mere selv, men Paulus dog, hvor skinner din personlighed og dit temperament dog kraftigt igennem. Hvordan skal vi dog lige forstå din uforlignelige kreativitet og virkekraft i Kristus. Hvordan lykkes det dig at placere Kristus i Jeg-ets livgivende hjertekærlige centrum og ikke i Over-jegets dødende og undertrykkende sted. Hvordan lykkes det dig i Kristus, at trække Friheden og Ånden fra Gud ind på Jeg-ets plads, så både du og jeg forbliver med, i, alle vores personligheds kalejdoskopiske mangefarvede spektrum, selv om Kristus regerer og konstant giver os nyt liv og ånd, i og fra Gud. Spørgsmål på spørgsmål til Kristus-hemmeligheden i dit liv stiller jeg dig, og du besvarer så smukt det hele i dine breve.

Paulus du kom med dit vidnesbyrd om Kristus, Friheden og Ånden i Kristus fra Gud, før europæisk og amerikansk humanisme, før oplysningstiden og før Freud, før vi fik nogen psykologi, så det er på grund af dig, på grund af dit evangelium, på grund af din den Paulinske kristendom, at vi nyder godt af Friheden både på det personlige plan og på samfundsniveauet. Så sandelig du har mere end nogen anden sat Kristus-virkeligheden i spil, du er og bliver far til os alle sammen i Kristus, det er dig der mere end nogen anden formår at iklæde os Kristus, ja du ”kristne” os mere end nogen anden, hos dig gribes vi af Kristus og den Frihedens ånd der her skænkes os som gave fra Gud, her gribes vi af den Frihed, Ånd, vi har fra Gud og i Gud. Du er den sande Marx, du er den sande Freud, eller du kan det de ville, uden at snuble, fordi du har forstået og fundet og taget imod gaven, nåden, fra Gud i dit liv, så du med rette kan skrive dine berømte ord: jeg er korsfæstet med Kristus, jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.

Vi ved og vi må respektere, at Kristus-hemmeligheden der ligger til grund for det du kalder dit evangelium, hviler på en åbenbaring fra Gud, så Kristus-virkelighedens transcendentale problematikker må vi bøvle med til stadighed, vores fulde forklarelse i Kristus, vil altid bero på at der går hul på vores egen bevidsthed, ånd, at vi kommer til kort i vores egen selvretfærdighed, at vores egne religiøse aspirationer opgives, noget der sker til fulde i korsfæstelsen, i vores ligedannelse Kristi død, således at vi kan modtage Kristus fuldt ud som den Guds magtgerning med os, der gør at vi er udrustede til at leve under livets ånds lov, udfriet som vi der er fra syndens og dødens magtrige over os, vi taler om vores ultimative Frihed i Kristus, Kristus der betyder evigt liv for os, Kristus der er evigt liv. (sidste afsnit halter lidt, trænger til en teologisk opstramning og en lidt bedre argumentation, men jeg lader det stå selv om jeg ikke er helt tilfreds med mig selv her)







Mange kærlige hilsner Hanskrist.


(1)*:

Endelig frihed har en endelig struktur, og hvis jeget prøver at overskride denne struktur, ender det med tab af jeget, hvilket for enhver pris ikke må ske. Hvorfor vi må være kritiske overfor mystik, da den ofte ikke tager det konkrete og tvivlen i forhold til det konkrete alvorligt. Den kaster sig direkte ud i al menings og værens grund, for at lægge det konkrete og det endeliges værdier og betydninger bag sig. Derfor løser mystikken ikke meningsløshedens problem som det sekulariserede vesten slås med, da for os ”Gud” er død. Det er derfor ikke den østlige mystik der kan løse vores problemer, men vi må forblive i den diskurs der er sat af Marx og Freud. Vi skal magte en individualisering uden at vi af den grund miste vores forbundethed med verden, den umweltske (naturen og kosmos) og den mitweltske (næsten, samfundet og kulturen) og vi skal kunne magte i selvtranscendens at kunne leve for andre og andet end os selv uden at miste os selv, vores personlighed/jeg og vores kreative stræben og den selvrealisering der er forbundet hermed. Megen fanatisk forkastelse at jeget (både indenfor kristendommen og østlig inspireret nyreligiøsitet) er udtryk for det ikke-kreative mod til at være sig selv.