Hvad skal en religion indeholde?

Med mere end 5.000 religioner og trosretninger i denne verden kan der være god grund til at spørge: Hvad er fælles for alle disse religioner, som åbenbart er nødvendige for menneskenes forståelse af det uforståelige?

Når man undersøger dette problem finder man hurtigt ud af, at guder ikke er en nødvendighed. Flere af østens store religioner opererer overhovedet ikke med gudsbegreber.

Det samme gælder universets skabelse. Der findes andre religiøse forklaringer af universets tilblivelse end at det er gudeskabt. Der findes endda religioner, der opererer med et evigt univers uden begyndelse, så heller ikke skabelse er et krav.

Heller ikke håbet om et evigt liv efter døden, eller forestillinger om paradis eller helvede er en betingelse, for der er religioner som ikke anerkender livet og døden som andet end faseovergange mellem en fortid, nutid og fremtid som er tilstede konstant.

Et moralkodeks er heller ikke en betingelse. Der er religioner, som ikke beskæftiger sig med moral, fordi moral og tradition anses som et verdsligt anliggende, der er guderne uvedkommende.

Mange tror på en transcendental verden. Nogle tror at denne verden griber ind i vores liv. Andre tror at den hviler i sig selv. Heller ikke her finder vi en fællesnævner.

Efter udelukkelsesmetoden når vi så frem til, at det eneste, der er fælles for alle religioner, er et element af mysticisme – erkendelsen af at der er noget, der ligger udenfor den menneskelige fatteevne og altid vil gøre det. Noget stort og ubegribeligt.

Men det er jo præcis, hvad universet selv er – stort og ubegribeligt. Kan det være sådanne tanker Einstein havde, når han udtrykte håbet om, at man en dag i fremtiden kunne enes om en kosmisk religion uden nogen personificerede guder?

Jeg vedkender mig gerne, at ligesom Einstein, Bohr og mange andre videnskabsmænd overvældes jeg også af en følelse af andægtighed og ydmyghed, når jeg i tankerne bevæger mig ud i makrokosmos eller ned i mikrokosmos mirakuløse og for mennesker paradoksale verdener – følelser, der er sammenlignelige med religiøs andagt.

Hvorfor er Einsteins kosmiske religion så ikke forlængst blevet en realitet. Hvad mangler der for at en kosmisk religion kan konkurrere med de eksisterende religioner. Den har jo trods alt den åbenlyse fordel at være baseret på konstatérbare fakta.

Hvis nogen har gjort eller vil gøre sig nogle tanker herom, hører jeg gerne om det.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Darwin mente også, at man sagtens kan være religiøs samtidig med at være naturvidenskabsmand.
For det religiøse indeholder - som du så glimrende viser - element af det mystiske, det storslåede, det uovertrufne.
Til gengæld må man trække på smilebåndet, hvis man skal tro på, at en mand kunne gå på vandet, eller at en anden mand kunne flyve på ryggen af en bevinget hest uden at falde af. For hvem tror på det? De samme, som tror på engle og dæmoner? Eller julemanden? Eller trolde og nisser? Vælg selv.

Kære Ole.

Den kosmiske religion, det lyder jo helt eventyrligt og kan den nok få alle videnskabsmænd ind under sine vinger.
Jeg har også altid været betaget af universet og studerer det nu så meget tiden tillader, der sker virkelig de store ting,her kan
religionerne ikke være med, de er jo gået istå for et par tusinde år siden, selvom flere påstår det modsatte.

Det store univers ligesom indgyder mere respekt, end ihvertfald min respekt for religionerne.

I det store univers er vi som atomer på et knappenålshoved.

Hvem i det store univers bryder sig om vor mikroklode der som de trillioner af alle andre kloder svæver rundt i de stadig næsten samme baner,vores liv på små 100 år et som et blink i nuet og ikke mer, i forhold til det umådelige store univers.

Einsteins kosmiske univers som en slags religion er vel "godtaget" af de fleste videnskabsmænd,der arbejder i det kosmiske, det kan vel siger at være en form for religion, at finde ud af hvorfor alting ER, ikke begrænset af et par tusind års anden tro om hvorfor.

Hej Ole Bjørn.

Det lyder rigtig interessant med en Kosmisk religion.

Jeg mener du har glemt noget omkring det som religioner har til fælles, nemlig at de altid har en fjende.

Og ofte er fjenden også meget mystisk og uforståelig.

Gad vide hvem/hvad den Kosmiske religion skal have som fjende?

Man kunne vel sige, at hvis en religion bygger på en dualistisk-tankegang, ja, så kan det vel ikke undgås at der må være en eller anden form for fjende.

Hvis der findes noget uforståeligt, så må der også være en ide om det uforståelige, og så er spørgsmålet jo blot at få beskrevet ideen, og få undersøgt om den giver mening, eller om den modsiger sig selv.

Videnskaben beskriver egentligt blot sindets ide om adskillelse, og kalder så fragmenterne af sindets eenhed ved forskellige navne. Det vi ikke kan iagttage med de fysiske sanser, og det som hjernen ikke kan rumme eller forstå, det er eenhed, og derfor bliver universet ved med at være uforståeligt.

Indholdet i en religion skulle bygge på ideen om, at virkeligheden udelukkende er eenhed, og så skulle der være en teori som underbyggede denne ide, og formålet med religionen skulle bygge på, at mennesket praktiserede ideen om eenhed, og dermed kom til en oplevelse af eenhed.

Stort set alle religioner bygger på en teori eller teologi, som har udspring fra ideen om adskillelse, og det er så også det som praktiseres, og ja, frygt er altid på et plan hovedtemaet, selvom det ofte skjules.

Hvis vi forener vores sind Ole Bjørn, så er jeg sikker på, at vi kunne skabe en religion, som kunne åbenbare universets eenhed.

Og siden vi er en del af universet, så må vi også indeholde universets eenhed, og det vi indeholder, det kan vi også opleve.

Det er bevidstheden om eenheden, den universelle bevidsthed.

Kærligst Jan.

Kære Jan (serotonin).

Nogle gange skriver du noget meget fornuftigt. Dit sidste indlæg hører til undtagelserne, og jeg kan ikke rigtigt se, hvor du styrer hen.

En religion behøver ikke at have fjender, men i praksis har alle religioner mindst 5000 fjender, nemlig de andre religioner. Men selv om verdens to største religiøse hovedretninger benytter et fjendebillede som et af samlingspunkterne, så er det primære samlingspunkt for alle religioner fortsat et symbol på noget helligt.

For en række af de nyere religioner ser det ud til, at indsamling af penge er deres primære funktion, men de har alligevel opstillet et transcendentalt samlingspunkt for tilbedelse og en vejledning for de troende om, hvordan de skal leve deres liv.

Men hvad skal være samlingspunkt for en kosmisk religion? Skal der være fysiske tilbedelsessteder (kirker, templer, mandalaer o.s.v.) og skal den have et "præsteskab" som vejledere? Skal den have ritualer og ceremonier? Skal den have en form for bibel (som nødvendigvis måtte være under konstant revision)? Skal den have et moralkodeks, og hvad skulle være det grundlæggende princip.

En kosmisk religion er i princippet en naturreligion, blot befriet for personificerede guder, ånder og dæmoner, men hvis den skal konkurrere med eksisterende religioner (og vinde), må den både være letforståelig og opfylde de behov, som de nuværende religioner opfylder.

Så i stedet for at "filosofere" over, hvad det uforståelige univers egentlig er (en håbløs opgave), så skulle du snarere tænke over dette: Hvad er det, din nuværende tro har givet dig, som du også ville kræve af en kosmisk religion for at kunne tro på den?

Mvh

Ole Bjørn ;)


P.S. Lad os prøve, om vi kan komme helt ind til benet af dette problem, som på langt sigt vil være en forudsætning for et globalt samfund.