Hej Arne Thomsen,

jeg vil tage din udfordring op, med hensyn til ” om der er andre, der har lyst at deltage”.



En kosmisk religion har to helt klare svagheder og mangler, personlighedsmysteriet er ikke berørt eller forklaret; hvem vi er og hvem vi kan blive, nyskabelsen, vores vorden (personlighedsdannelsen og karakterdannelsen og udviklingen); det andet der ikke bliver berørt og forklaret er at mennesket er et historisk væsen, igen et vordende væsen (mennesket er ikke noget, men bliver noget takket være dets historiske selvbevidsthed, individuelle (Freud) såvel som kollektive (Marx) historiske selvbevidsthed) nok mere end det er et kosmisk væsen (alene et være væsen). Vesten valgte den historiske vej (historiens mening og mål) og den individuelle vej, vores vorden og bliven til, og østen valgte harmoni og væren, det kosmiske, som også grækerne var mest optaget af. I den sammenhæng vil jeg sige at det er en ting at være en person og noget helt andet at vorder en person. Den jødiske sans for historien mere end det kosmiske, går takket være Paulus over i vestens kulturhistorie.





Læser i Bjarne Lentz, ”Paul Tillich” (105 – 106) følgende:

Ser vi nærmere på den første af polariteterne, individualisation – participation, fremgår det tydeligt, at symbolet ”personlig Gud” er uundværligt for Tillich, fordi mennesket kun kan have et eksistentielt forhold til noget personligt, noget individuelt. Kun en person kan overvinde vor ensomhed, angst og fortvivlelse. Udtrykket ”personlig Gud” betyder imidlertid ikke, at Gud er en person (a person), men han er heller ikke mindre end personlig. I sin diskussion med Einstein om det personlige gudsbegreb forsvarer Tillich sin opfattelse af Gud som person på en sådan måde, at beskyldningen mod ham for panteisme viser sig grundløs, hvis panteisme forstås ud fra indiske eller spinozistiske forudsætninger. Værens dyb kan, hævder Tillich her, ikke symboliseres med noget, der ligger under personplanet. Det guddommelige er et ”Han” lige så meget, som det er et ”Det”, eller rettere, det transcenderer begge. Hvis personsymbolet udelades, transformerer ”Det”-elementet det guddommelige til noget lavere end det personlige, som det er tilfældet i panteismen, for eksempel i en spinozistisk version som Einsteins. Nej, Gud er tværtimod grunden i alt personligt. Væren inkluderer personlig væren. Gud bærer personligheds ontologiske magt i sig. Den Gud, som er en person, transcenderes af den Gud, som er det ”personlige-selv” (Personal-Itself).

Trods sin afvisning af Einsteins kritik af det personlige gudsbegreb, er Tillich klar over, at udtrykket personlig Gud er et forvirrende symbol, for så vidt det kan komme til at antyde tanken om et højeste væsen, der er hævet over verden – altså det teistiske gudsbegreb. Gud er ikke på supranaturalistisk vis ”hævet over verden”, men participerer i alt liv som dets grund og formål. Dette må ikke forstås således, at Gud kommende ”udefra” participerer temporalt og rumligt i en fra ham adskilt verden. Citater slut.


Ud fra nogle af Einsteins artikler er der også noget der tyder på at han er tilhænger af en spinozistisk form for panteisme.

While it is true that scientific results are entirely independent from religious or moral considerations, those individuals to whom we owe the great creative achievements of science were all of them imbued with the truly religious conviction that this universe of ours is something perfect and susceptible to the rational striving for knowledge. If this conviction had not been a strongly emotional one and if those searching for knowledge had not been inspired by Spinoza's Amor Dei Intellectualis, they wouid hardly have been capable of that untiring devotion which alone enables man to attain his greatest achievements. (Religion and Science: Irreconcilable?)

4 relevante artikler findes her:

http://www.sacred-texts.com/aor/einstein/einsci.htm#TOP



Resten er vist primært guf for os ”hard core” kristne (men det er stadig en kritik af de kosmiske religiøse forestillinger):


”Det –religiøsitet” det kosmiske; også Gud som energi (hvor ”hvad vi er” og ”hvad der er” overgår ”hvem vi er” og ”Ham/Hende der er” som mulighed, altså vores vorden (nyskabelsen og personlighedsdannelsen, dette at vorde, blive noget, frem for at være noget)) og Einsteins panteisme a la Spinoza, stiller jeg mig som kristen skeptisk og kritisk overfor. Da kristendom jo bygger på menneskers personlige møde med Kristus (1)* (se nederst), Guds nedstigen i tiden og det værendes verden, altså i historien. Hvor det Billede vi er skabte i, træder ind i tiden, i historien (menneskehedens historie som vores egen personlige individuelle historie) og danner os, skaber os, vinder skikkelse i os. Kristus som Bild, hvor vores iklædning Kristus, Kristus der vinder skikkelse i os, bliver dannelsen, personlighedsdannelsen, vores ”Bildung”.

”Det –religiøsitet” fører os ofte bag lys og billede/ansigt (er ofte ansigtsløs og ubevidst), ”Det” fører os bag om personplanet, vores personlige erfaringer og liv. Det er et krav til kristendommen at personplanet er inkluderet, personligt individuelt liv og erfaringer, kristendom må ikke ligger under personplanet, ja, kan ikke ligger under personplanet da det er givet i med og ved Kristus; i, ved og med personen Jesus af Nazareth (korsfæstede historiske person). Sådan skabes Gesichte (personhistorie, vores personlige individuelle historie og liv/skæbne); der så igen skaber historie, menneskehedens historie (verdenshistorie). Kristi gesichte (det konkrete menneske der viser sig at være båret af Guds ånd, Ånden, i et og alt han foretog sig, hvilket vi udtrykker ved at kalde ham for Guds søn); skaber verdenshistorie, hvilket er en kendsgerning vi må bøje os for (uanset om vi kan lide det eller ej, uanset om vi tænker på det som fup og humbug, så er det fakta, historien har talt).

Gesichte, den historie/skæbne der knytter sig til vores Eigenwelt; Historie, den historie der knytter sig til Mitwelt, vores fælles verden. Disse to planer er sammenfiltret, da vi jo fødes ind i en sproglig historisk kontekst, hvor vi på samme tid dog er individer, personligheder, med vores egen historie, Eigenwelt; hvor nogle individer (Eigenwelt der påvirker Mitwelt) formår at påvirke historiens gang i særlig grad, især jøderne (Jesus; Paulus; Marx; Freud, Einstein for blot at nævne nogle få).


En sproguafhængig og Bildungsløs bevidsthedstilstand, en mystisk ”Det” religiøs bevidsthedstilstand (ordløs og meningsløs; mørk og upersonlig/ansigtsløs/billedløs bevidsthedstilstand) er det mest frygtelige vi mennesker kan udsætte os selv for, men stærke regressive kræfter får os til at lege med disse forhold, og utallige hjælpemidler tages i brug i den sammenhæng, tænker her især på stoffer (nydelsesmidler) og kemikalier (medicin). At beskæftige sig med universet, kosmos, på en ikke mystisk og sober måde, trækker for meget på følelsen af beundring og forundring, og det foregår tavst, uden tiltale og kald. I den sammenhæng er det vigtigt at bringe Ordet (kaldet og tiltalen) fra Gud, Kristus, ind i menneskers liv igen (hvilket også er at bringe Meningen (og tænkningen) ind i folks liv igen), det guds ord, der kalder på det der ikke er til, så det bliver til. Kristendommen beskæftiger sig med det dionysiske, men ikke i blind form eller udenom ord og tænkning, forstanden (den ekstatiske fornuft sprænger og ødelægger ikke fornuften, se Paulus 1 Kor 14 og Ef 3). Fornuften er kun en del af menneskets natur. Mennesket er ikke på græsk vis identisk med dets fornuft; Sønnen (det nye) og Faderen (det gamle, det der er) og bevidstheden/Helligånden (Selvet) er højere end fornuften.

Igen med hensyn til Paulus: Troen er en ekstatisk form for erkendelse, i hvilken mennesket stiller sig uden for sig selv, uden dog at ophøre med at være sig selv. Mennesket ophører ikke med at være fornuftsvæsen, men fornuften drives, når den i troen gribes af det ubetingede (Tillich), ud over sig selv og bliver ekstatisk fornuft (se fx Ef 3). I åbenbaringserfaringen smelter tro og fornuft sammen til en enhed, forskellen mellem subjekt og objekt forsvinder (Berdyaev). Den ny virkelighed med Kristus i Gud ved Ånden, er liv, men ikke genstand, hvorfor Gud kun erkendes gennem erfaringen af den Guddommelige virkelighed selv, som er liv. Og vi er her ude over genstandsbevidstheden (subjekt objekt spaltningen (syndefaldet)), hvorfor der intet er at tro på, kun liv at erkende og leve (Berdyaev).





(1)*:

Nemlig er tro noget eksistentielt der omfatter hele menneskets eksistens, det kognitive, det emotionelle og viljeslivet. Det er individet der gribes af Kristus i troen og på ekstatisk vis magter at træde ud af sin egen selvtilstrækkelighed/relationsløshed og isolation; altså syndighed.

Selve den umiddelbare erkendelse af at være forvandlet og grebet af tro, tro på begivenheden Kristus, er altafgørende: hvor Kristus der er bærer af Ånden kommunikerer sig selv ind i vort liv, ved Ordet, så at vi ikke lever noget Kristenliv, men Kristus lever i os; hvorved vores gamle syndige relationsløse virkelighed bliver overvundet i kraft af denne virkelige Kristus-begivenhed i vores personlige liv. Historisk kritik vil aldrig kunne rokke ved dette forhold, hvor Kirke er Christus Praesens, den ny virkelighed med Gud i Kristus, der er karakteriseret ved at Kristus bærer ånden ind i vores liv ved Ordet, sit ord, på konkret legemliggjort/skikkelig historisk vis.

Heller ikke for Kirkegaard er kristendommen en lære, noget abstrakt, men en person: Jesus Kristus; dette at finde en person i stedet for en lære, noget individuelt i stedet for noget universelt, hvilket jo dog er forargeligt, at et Menneske skulle have den realitet: som enkelt menneske at være lige overfor Gud og at Gud bekymrer sig om vores synd:

fortvivlelse (åndløshed) (Kirkegaard); relationsløshed (Jüngel) (og så videre, alt efter hvordan synden opfattes: fremmedgjorthed (kollektiv symptomdannelse/neurose (hukommelsestab og dermed bevidsthedstab (ingen eller svækket klassebevidsthed)) (Hegel og Marx); ikke væren (Tillich); uegentlighed (ontologisk glemsel) (Heidegger); fortrængninger og individuel symptomdannelse/neurose (hukommelsestab og dermed bevidsthedstab (jeg svækkelse)) (Freud)).

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

PS:

alle mine indlæg er skrevet for at vise at der er et alternativ, og dette mit indlæg skal vise at der er et alternativ til en eventuel kosmisk religion.

Citat

"En kosmisk religion har to helt klare svagheder og mangler, personlighedsmysteriet er ikke berørt eller forklaret; hvem vi er og hvem vi kan blive, nyskabelsen, vores vorden (personlighedsdannelsen og karakterdannelsen og udviklingen); det andet der ikke bliver berørt og forklaret er at mennesket er et historisk væsen, igen et vordende væsen (mennesket er ikke noget, men bliver noget takket være dets historiske selvbevidsthed, individuelle (Freud) såvel som kollektive (Marx) historiske selvbevidsthed) nok mere end det er et kosmisk væsen (alene et være væsen). Vesten valgte den historiske vej (historiens mening og mål) og den individuelle vej, vores vorden og bliven til, og østen valgte harmoni og væren, det kosmiske, som også grækerne var mest optaget af. I den sammenhæng vil jeg sige at det er en ting at være en person og noget helt andet at vorder en person. Den jødiske sans for historien mere end det kosmiske, går takket være Paulus over i vestens kulturhistorie."

Citat slut.

Hvilket personlighedsmysterium? At man ikke kender sig selv?

Du vil da ikke fortælle mig at du er gået hen og blevet ateist, marxist eller behaviorist? Tror du at mennesket fødes som en tom skal og derefter formes af sin omverden? Det benægtes af enhver iagttagelse af børn i virkeligheden. De har i så udpræget grad deres egen personlighed. Dette kan man argumentere selv for de gudløse idet hvert menneske har et unikt DNA, har jeg læst i en populærvidenskabelig bog.

Jeg tror at det er sundest hvis vi forholder os direkte til hinanden som menneskelige væsner og så holder alle de tekniske forklaringer til vores støvede studereværelse.

Vi er mennesker. Og vi er pokkers uberegnelige.

Kære Hanskrist.

Jeg har en kedelig meddelelse til dig. Einstein siger, at det vil være umuligt for dig at forstå, hvad kosmisk religion er for en størrelse. Din tro på Kristus' guddommelighed og Paulus' damaskusoplevelse udelukker dig fra at fatte begrebet. Det fremgår af de Einstein artikler, som du henviser til.

Det forklarer jo også den misforståelse, som du slutter af med. Der findes nemlig ingen alternativer til kosmisk religion. Har man én gang oplevet den kosmiske indsigt og samhørighedsfølelse, som Einstein i mangel af bedre ord kaldte for religiøs, bliver de eksisterende religioner til primitivt tankespind. Der skal mindst en senil demens til at ændre denne betagende erkendelse.

Når Einstein og Bohr og andre store naturvidenskabelige erkendelsesfilosoffer bruger ord som Gud, religion, sjæl og ånd, så er det i en hel anden betydning end den, der fremgår af ordbøgerne. Man kan kalde det et epistemologisk fagsprog, men da ordene også findes i almindeligt sprog i et væld af betydninger, så ville det nærme sig det mirakuløse, hvis disse store tænkere ikke blev misforstået af mindre ånder. Derfor ser man bl.a. at den kosmisk religiøse ateist Einstein bliver taget til indtægt for Jehovas Vidners snæversynede religion.

Der kan trækkes en lige linie fra Epikur og Lukrets over Spinoza til Einstein videre til vore dages naturvidenskabelige topforskere. Alle brød de med religiøs vanetænkning og tro på hellige skrifter, fordi de besad en indsigt baseret på selvstændig og radikalt nyskabende tænkning. De søgte, og de fandt at den menneskelige erkendelse er en udvidelsesproces, der aldrig vil stoppe så længe mennesker eksisterer.

Den sandhed er åbenbart ubærlig for de fleste, som kræver en sandhed her og nu. Hvad gør man så med de radikale tænkere? Man klistrer en mærkat på dem, som man kan forholde sig til, for så har man jo styr på varylerne. Derfor blev Spinoza både kaldt ateist og pantheist to næsten diametrale modsætninger, og Einstein bliver både opfattet som monotheist og pantheist uden at være nogen af delene. De var blot originale tænkere forud for deres tid.

Historien kan vise os, hvilken vej vi bevæger os, men den kan aldrig vise os, hvad vi er på vej til. Vi kender ikke fremtiden, men hvis vi ekstrapolerer ud fra den historiske udvikling, så tegner der sig to muligheder klarere end andre. Enten udrydder menneskeheden sig selv, eller også vil alle de nuværende religioner en dag blive afløst af en fælles kosmisk religion.

Menneskene er blot ikke modne til dette fremskridt endnu.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Arne Thomsen.

Det er muligt, at du tidligere har læst det følgende fra min krønike. Når jeg gentager det her på vort nye forum, skyldes det, at det for mig selv at se udtrykker et stadium på vej mod noget ubestemmeligt. Bag dette ubestemmelige kunne måske gemme sig noget, som man med lidt god vilje kunne kalde »Kosmisk Religion«.

Når jeg bruger udtrykket ’med lidt god vilje’ skyldes det, at det minder om religion ved at være ledsaget af følelsen af numinøsitet – storladen hellighed – men på den anden side er der ikke nogen guddom i denne holistiske følelse. Måske oplever vi af og til noget, som hidrører fra mangedimensionaliteten i vort univers og som vi fejlagtigt oplever som udslag af noget guddommeligt. Thi jeg fastholder, at vor bevidsthed er et interface til noget, der er mere omfattende.

Det følgende er en lang historie, men jeg håber at du og andre af debatkollegerne har den fornødne tålmodighed.

I Iens Bennetsen’s Fodspor.

Undertiden kan man falde i staver, og det er ikke den ringeste beskæftigelse, man kan hengive sig til. Undertiden faldt man i staver, når man var færdig med markarbejdet og havde kørt traktoren op i hjørnet ved skellet ind til Mie og Kristian. Derfra kunne man overskue hele marken på et halvt hundrede tønder land, som man havde pløjet, harvet og tilsået med byg.

Man startede traktoren igen for at køre et lille stykke hen langs det nordlige læhegn. Her standsede man for at kigge på langs ned gennem den lange plovfure, der stadig kunne anes, og som strakte sig som trukket efter en snor mere end en kilometer ud til spidsen vest for skellet ind til Linda og Kristian. Man ville lige afslutte sin andagt ved selvvelbehageligt at svælge i egne færdigheder, før byggen groede op og skjulte mesterværket.

Man svælgede også i bevidstheden om, at denne jord var noget, man ejede – en gård ti gange så stor som barndomshjemmet på Østermarken – og man følte stolthed over endnu en gang at være nået til vejs ende med det brydsomme forårsarbejde.

Men lidt efter lidt blev den uklædelige selvglæde afløst af besindelse. For en del af marken har jo været dyrket siden 1799. Her havde selvejerbonden Iens Benetsen brugt sommeren til med sit studeforspand at pløje en tønde land hede op og med rydhakken brudt den sort-brune al. Den 20. november 1799 skrev han med bistand af præsten i Sdr. Omme sogn:

»Til Kongen

Da Ieg af 6 Hallindbechs Byes Beboere, var den Eneste, der i anledning af udskiftning s: a: paatog mig at udflytte mit lidet Sted 7 Skp: 1/3 alb: paa Byens udmark Gamle,,marken kaldet, og derved overvandt den Vanskelighed som heele Byen hidtil har lidt, ved at dyrke og drive dette næsten ¼ miil borte ligende mark, og især den Mose og moradsagtige Vej, hvilket har foraarsaget mig og mine Kreaturer utrolig Slæb: men Ieg har dog i denne forsommer udflyt og opbygt min liden Gaard paa udyrket Heede, ved ermeldte mark Skels søndere ager Ender, der efter mit fattige Evne er gandske istandsat, som medfølgende Synsforretning udviiser. Ieg havde forhen 150 Rd paa dette lidet Sted at forrente, og med denne udflytning er Ieg nu kommen langt dybere i gield, Siden Jeg har laant alt til Bekostningen. Jeg seer gierne mange gode Stykker Heede ligende baade mellem agrene og omkring ved, men Ieg som har ikun Stude at kiøre og pløye med, formaar ey engang at beholde dem saalænge, til de bliver stærke nok: Ieg har dog allerede opbrudt 1 ty: land tæt ved min Gaard, men der var vel meget meere som kunde forbedre min agerlod, hvis Ieg var det mægtig. __ Herfore Indflyer Ieg allerunderdaanigst til Deries Kongl: Naade, allydmygst bedende om, at Ieg af den Høy=Kongl: Kasse, allernaadigst maatte betænkes med noget til Bygningshielp. __

Allerunderdaanigst

Iens Benetsen.« (Citat slut.)

(Kilde: Rigsarkivets arkivalier fra Det Kongelige Amtskammer i Kiøbenhavn)

Iens Benetsen modtog 27 rigsdaler og 48 skilling som udflytningshjælp, og senere ejere af Gammelmark har slidt sig krumme og skæve ved at udvide den første mark og bringe mosens morads under plov. I glæden over ens egen indsats måtte man sande, at det var uklædeligt at tilskrive sig selv al æren for den nytilsåede bygmark.

Man måtte også indse, at det var at vende tingene på hovedet at godte sig over ejerskabet. Forholdet var tværtimod, at jorden havde ligget der hele tiden, og det var den, der havde ejet de bønder, der for en flygtig stund havde lånt den, før de blev lagt i kisten. De havde været gæster på jorden, som man nu selv var gæst. Og gæster skal være ærbødige over for den jord, som de får til låns. De skal også være ærbødige over for de hedengangne gæster og deres brydsomme liv.

Og da man nu var faldet i staver over dette, gik tankerne videre. Iens Benetsen og hans efterfølgere havde dyrket jorden ud fra de erindringer, der gennem århundreder havde nedfældet sig i de mange liv, som var blevet levet i den gamle bondekultur. De vidste, hvad de skulle gøre ved jorden for at få den til at yde det karrige udkomme, som de og deres husdyr skulle leve videre på.

De var intuitivt bevidste om sammenhængene mellem liv og død. De kendte forårets fremspiring og efterårets visnen. De kendte den ideligt gentagne cirkelbevægelse: Man begynder i vuggen og ender i graven. Efter fødsel kommer død, og livet leves i dette mellemrum. Og det er i dette mellemrum, man skal gøre sin skyldighed.

Fødsel og død, opståen og forsvinden. Man ser atter en gang ud over marken, og det falder én i tanken, at marken ikke er nogen ting. Den er en proces, hvor liv opstår og liv forgår i en så svimlende fart, at tanken har svært ved at følge med. For hvert skridt man tager på marken, lever der under ens fodsål levende væsener, hvis tal skal skrives med ti cifre.

Disse mikrober har man selv et biologisk fællesskab med, idet deres genetiske koder for mere end halvdelens vedkommende er identiske med ens egne. De lever af de mange planterester, der blev pløjet ned under forårspløjningen, og regnormene borer huller i jorden, så de mange mikrober kan få ilt til deres omsætning af stubbene og den nedpløjede halm.

De efterlader de kemiske stoffer i vandopløselig tilstand, så den fremspirende byg kan få næring deraf. De er et led i den storslående omsætning af kulstoffet, dette vidunderlige stof, der med sine valensegenskaber er i stand til at indgå så mange forskellige bindinger med ilt og brint, at kun mikrobiologerne har overblik derover. Disse bindinger kan atter gå i forbindelse med kvælstof, fosfor, kalium og de øvrige grundstoffer, som plantelivets levende væsener består af.

Man falder i staver herover og genkalder for sit indre blik billedet af Krabbe-Tågen, der i en fjern fortid eksploderede som en supernova, der spredte sine grundstoffer i det omgivende univers. Grundstoffer, der var blevet dannet i den tunge stjernes hede indre, hvor tripple-alpha-processen har nogle mellemstadier, der lige akkurat gør det muligt, at kulstof kan dannes.

Dette stjernestøv svæver i universet og trækker sig lidt efter lidt gravitationelt sammen til nye fiksstjerner; for eksempel til den sol, som vor klode i ca 4,6 milliarder år har kredset omkring. Lyset fra denne sol får vore planter til gennem fotosyntesen at sammensætte kulstof fra atmosfæren med vand fra rødderne, så vi får nyt organisk materiale, som vi kan få næring af til vort eget livs korte intermezzo i universets fortløbende og cycliske liv/død- proces.

Er det ikke tankevækkende, at vi selv er undergivet den samme cycliske liv/død-proces og dens uomgængelige lovmæssighed? Og er det ikke et vildskud for tanken, at vi under denne livets og dødens uomgængelige lov gør os selv til noget særligt? Til noget andet og mere end stjernestøv, der deler vilkår med alt andet levende, som må dø, for at andre kan leve?

Skulle vi ikke i stedet gå ind og erkende denne vor skyldighed over for alt, hvad der er levende, og som lever af det, der ikke længer er det? Skulle vi ikke gøre dette først, før vi puster os op i storhedsforestillinger om vor egen betydning, hvor vi mener os at sige noget væsentligt, blot fordi vi i vor dværgekløgt kan formulere ord, som vi kalder begreber?

Og kan vi ikke tillige undres over den storladne sammenhæng med alt andet, som lever, og som får den del af vore livsprocesser, som vi kalder vore tanker, til at fantasere om vore egne tanker som en del af en langt mere omfattende proces? Får os til at opleve os selv som et mønster, der er vævet ind i det store mønster af universets dynamik. Vævet ind i universets tværforbundne netværk, hvor ingen del er mere oprindelig end nogen anden del.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Hej Hanskrist.

Det er ikke nemt for mig at følge samtlige de tanker du udtrykker, men jeg er da enig i (hvis det er dét, du mener), at man ikke blot objektivt kan betragte verden.

Der er et samspil mellem betragteren og det betragtede - mellem subjekt og opbjekt.

Det var jo Niels Bohr også inde på, vel især indenfor kvantemekanikken, hvor jo også komplementariteten (det gensidigt udelukkende, kan man vel kalde det) også er væsentligt, ligesom også i de psykiske processer (primær- og sekundær-processer).

Hertil kommer jo det enkelte menneskesinds traumer - og konsekvenserne heraf i subjekt-objekt forholdet.

Også, synes jeg, er det væsentligt at medtænke det spontane og fænomenologiske, som Knud Ejler Løgstrup m.fl. er inde på.

Inden jeg bliver totalt svimmel vil jeg gerne tilføje, at dine ord om symbolet: "En personlig Gud" (Tillich) får noget til at dæmre svagt hos mig indenfor, hvad jeg selv spontant har oplevet.

Jeg må indrømme, at det meste af alt det her går over mit hoved, så jeg nøjes med betagelsen af, hvad jeg kalder "Verdens sande Væren", som altid vil være over min forstand, samt det totalt ufattelige: "Sandheden bag Verdens sande Væren", som meget vel, synes jeg, kan betegnes med ordet Gud.

M.v.h. Arne