Mojn’ RM..

Ja, det ér virkelig Højholt, at sige den slags: ”jeg sætter mig herud i gavlen, for at blive dummere, høre græsset gro” – en salig vished bare stråler ud i tankerummet, fordringers forglemmelse, stedet hvor man ka hvile i sig selv, eller bare de trætte ben. Jamen han er sgu så jysk som Vesterhavet, den gode mand – man får den tanke, at klitterne nok har kigget ham lidt an, før de besluttede sig for anbringelsen!
Der er en vidunderlig stemning mellem de to gutter i filmen om Højholt, de bare sidder dér i gavlen med ører der vibrerer til lyden af regnens fald på livet, ja hans humoristiske sans for livets lod simrede helt til slut, hans mesterstykke der muliggjorde indblikket i det udsagte, mens andet jo hvilede i sig. Ku bare godt lide det menneske, digteren, og selvfølgelig må lidelser jo ha deres afslutning, andet ville jo være ukærligt og decideret umenneskeligt, det sir sig selv; men jeg ka altså godt tænke – og helt egoistisk naturligvis – hvor træls det ér at miste sådan et menneske i oplevelsesrummet. Men sådan er det altså, livets lyd…;)

Og ja, de biblioteker, akja! De har unægtelig forandret sig som tiden er gået: den tystnad der førhen havde sin egen pegefinger, er nu erstattet af et helt andet miljø, hvor man indtil 22 aften selv ka færdes mellem rygsider og afhente det bestilte. Det ka alt sammen være meget godt, selv om jeg nu mere synes det ligner en ønskværdig elektronisk mur mellem mennesker, og så i et ”samfund”.
Jeg ka nu bedre lide alle disse finurlige påhit mennesker tænker og finder på, når de overfor hinanden taler om noget der optager dem, altså nuancerne og tonefaldets mulige inspirationer, men det er sådan mine ører har det, desuden findes bibliotekaren jo lidt endnu. Men at gå på opdagelse mellem digtere og forfattere man aldrig har hørt om, det er en rigtig fin fornøjelse, der heldigvis blir ved i det uendelige – enkelte blir man aldrig færdig med, ståstedet for indblikket flyttes og alt er pludselig vendt helt på hovedet, og til sidst får man netop lyst til bare at sætte sig ved siden af Højholt og høre vinden i piletræerne; det er lidt i den retning, jeg tror det ér ;)

Morn og go kaf’..;)
Simon

Westerhaw, O Westerhaw
du Danmarks allerdejligste haw
æ Westerhaw


:)))))))))))))))))))))))))))))))


Hej Simon
Jo da,jeg tror også lige at sandet, klitterne og bølgerne har kigget ham ud og ikke har kunnet gøre andet end at favne ham lige netop dér ... med udsigt til horisont og en rødmende solnedgang

Æ haw sådan som Uffe Harder har oplevet og oplivet det med ord ... godt nok med lidt Zorbadans på sandstranden ;)

Græsk dag

I de springende delfiners morgen
knitrer den unge sol i skummet
og glæden rejser sig i sejlets omrids.
Udfoldet i den grænseløse klarhed
brænder lyset i den fulde glans' ligevægt
og roen hviler uopløselig i søjlen
over blodets beruselse.
Stenens og bladets forvandlinger
frigør cikadesang
til purpurblæksprutten synker
i det levende hav

Mojn og go' ætermiddagskaf' te dæ, Simon
RoseMarie ;)

Att.: den dansende zorbadianer…

Ja noget skete jo, og meget apropos hans næsten-overflødige-lillefinger, så ka det tænkes, at han – som anthropoidernes vidunderbørn, derovre vestpå jo har for vane – simpelthen stak den i klitten for lige at se om vejret nu også holdt? Ska ikke gøre mig klog på moralen ovenover, og skulle sådan en dum københavner nu ha gjort sig skyldig i visse misforståelser – det være sig Jyske Lov, geologien, etc. – så ha mig venligst undskyldt, også hvis du selv er vokalarbejder histovrefra..;)
Jeg springer ud idet: har jeg aldrig set en delfin, altså uden stamtavle og alt det dér, hvilket må være noget helt særligt, altså at se dem springe i flugt med båden, som jeg desværre kun har set ske på flims.

Her et særlig smukt digt, som Sylvia Plath ikke selv nåede at se udgivet – hun levede det sidste halve år alene og i en svær depression med sine to små børn i en ny lejlighed, hendes lille dreng kunne endnu ikke sproget. Det var i dette halvår der skete en radikal forvandling med hendes poesi, og digtet her er fra den meget smukke samling der hedder Winter Trees (1971):

CHILD

Your clear eye the one absolutely beautiful thing.
I want to fill it with colour and ducks,
The zoo of the new
Whose names you meditate –
April snowdrop, Indian pipe,
Little

Stalk without wrinkle,
Pool in which images
Should be grand and classical

Not this troublous
Wringing of hands, this dark
Ceiling without a star

*

Det er også oversat til dansk:

BARN

Dit klare øje er det ene fuldkomment smukke.
Jeg ønsker at fylde det med farver og ænder,
et zoo for det nye

Hvis navne du grunder over –
aprilvintergæk, indianerpibe,
lille

Stilk uden rynke,
dam på hvilken billeder
burde være storslåede og klassiske

Ikke denne bekymrede
hændervriden, dette mørke
loft uden en stjerne.

Bedste hilsner,
Simon

Morn’ i kaffen RM.. ;)

Ja nu ved jeg jo godt, at du – når klorofylet ikke inspiceres – just er taget på efterårsferie i nys erhvervet poesi, og almindelig høflighed er derfor ikke at forstyrre, hvorfor jeg altså nøjes med at rette min egen strittende pegefinger mod selve fortsættelsen af interviewet/filmen ”Højholt”, idet jeg pt. bader i de ”Udsatte egne – det er mig”, som bogen naturligvis måtte hedde.
Dén må du hygge dig med, når bilen atter skal ud og galopere og du trænger til udsættelse – filmen er fra ’96, bogen fra ’98 – et århundrede jeg af forskellige årsager syntes bedre om.

I indledningen til Højholts ”Praksis 4: Lynmuseet og andre blindgyder”, ser øjet flg. text:

”Lige siden han var barn havde han været tryg ved blindgyder, disse ufordægtige, indladende steder som er lutter opfyldelse, hvor ingen forventninger tynger hjertet og ingen udveje lokker det, hvor man een gang for alle er faret vild og trygt bebor sin vildfarelse. Blindgyden er alle labyrinters regel, moderskødet hvorfra kun en fødsel fører, den kvindelige favn hvor alle gestus er foreløbige, dødelige og endeløse.”
Måske alligevel Minotauros stadig er indespærret i Deadalus labyrint, dér i Knossos…;)

God søndag og læselyst!
Simon

Morn’ Sleepyhead..;)

Skyerne må vige for et Højholt gry, øjet med briller på himlen, med orakeldrys i kaffen vågner øret – der er sjov og ballade nederst, kug derind og se sjov ud med Gitte..;)


Poetens hoved

I
Langt til havs gynger poetens hoved.
Fader, din søn.
Solen græsser i det vestlige led.
Skyerne grønne som urter.

II
Delfinernes blade for solen
synker ned i det tomme led.
Mægtige årstider perses her
og gynger i stjernelys.
Isbjerge sejler
med striber af siddende lærker.

III
Morgen. Lemmer
rullet sammen blandt sovende ord.
Min tunge som slikker
foden af disse ledeblokke.

*

Spejlet

En ufødt der vender sig og siger
- som i slow motion en druknende søger op mod sit
spejlbillede –
vender igen og synker krum som et øre
mens han, skvulpende livløs skraber
sin tinding mod kajens stenkant
sørgmodig: kun svømmende kender vi
ophængt i vand en magnetnåls dirren.

- Per Højholt.

Kug her: http://www.kb.dk/da/nb/tema/litteratur/hoejholt/hoejholtfilm.html


mvh & håb om sol over hatten når det tides! ;)
Simon