Her RM..

Her lidt af hvert, bl.a. et par strofer fra en næsten defaitist, under den spanske borgerkrig, måske nok rettere var han en liberal humanist, der som så mange andre desillusionerede pennemænd fik vasket polituren af under en frygtelig krig der rev drømme midt over. Digtet herunder er fra omk. 1936:

Poem

A happy vicar I might have been
Two hundred years ago
To preach upon eternal doom
And watch my walnuts grow;
But born, alas, in an evil time,
I missed that pleasant haven,
For the hair has grown on my upper lip
And the clergy are all clean-shaven.
And later still the times were good,
We were so easy to please,
We rocked our troubled thoughts to sleep
On the bosoms of the trees.
All ignorant we dared to own
The joys we now dissemble;
The greenfinch on the apple bough
Could make my enemies tremble.
But girl's bellies and apricots,
Roach in a shaded stream,
Horses, ducks in flight at dawn,
All these are a dream.
It is forbidden to dream again;
We maim our joys or hide them:
Horses are made of chromium steel
And little fat men shall ride them.
I am the worm who never turned,
The eunuch without a harem;
Between the priest and the commissar
I walk like Eugene Aram;
And the commissar is telling my fortune
While the radio plays,
But the priest has promised an Austin Seven,
For Duggie always pays.
I dreamt I dwelt in marble halls,
And woke to find it true;
I wasn't born for an age like this;
Was Smith? Was Jones? Were you?

- George Orwell.

Og her så et andet længselsfuldt udtryk, men i en anden krig, for slottenes skæbne vi bærer i os:

Liliekonval

Alverdens Digte er ikke saa skønne som en Liliekonvals Duft,
og ikke en Strofe paa Jorden kan rumme en nordisk
Sommernats Luft,
men dog maa jeg synge min Længsel ud, mens
Liliekonvallerne staar
paa mit Skrivebord, og en Sommernat forbi mine Ruder gaar.

Tungt minder den Duft om en svunden Tid og en
jeg har elsket engang
og elsker i Nat, mens jeg prøver paa at synge en enkel Sang,
der skælvende for sidste Gang med en bristende Melodi,
mens Liliekonvallerne dufter sødt, og en Sommernat
drager forbi.

Den skal rumme en sorg der er ren og stor som Sorgen
over en Død,
aanej, for min Elskov lever endnu, og Sorgen er ikke sød,
den er bitter og tung som en Liliekonval, der visner
i denne Nat,
naar de smaa Klokker ringer for sidste Gang, bedrøver
og dybt forladt.

Det var Sommer engang, men en Sommernat der ikke var
tynget af Savn,
og Liliekonvallerne duftede sødt, og hvisked
min Elskedes Navn,
selv den værdige Solsort var lattermild og fløjtede en glad Melodi,
og Lykken laa gemt i min hule Haand, og Natten
gled aldrig forbi.

Men siden gik der for meget itu, til at Livet kan drømmes hen,
og se, mine Hænder er fulde af Skaar, der aldrig kan heles igen,
derfor græder jeg lidt, mens Liliekonvallerne visner
imod mit Bryst,
og Natten drager min Rude forbi med en tabt Lykkes
Smil og Lyst.

- Tove Ditlevsen, Pigesind, 1939.

Efter TD’s lille smuksak herover, ka man jo stikke hovedet i Erik Poupliers ”Mit slot i Provence”, hvor i han skriver:
”Slottet er symbolet på det uopnåelige, drømmen om et ubekymret liv i splendid isolation, højt hævet over hverdagens trakasserier, fjernt fra verdens ondskab og aggression. Slottet er livsnydelse, naturglæde og harmoni. Og det er en leg.
Som børn bygger vi sandslotte. Allerede da spøger slottet i vor fantasi, slottet står i eventyrets glans. Endnu før barnet er vokset fra sandslottene, opstår de kulørte, skæve slotte på tegnepapiret, somme tider også på tapetet, og sælsomme tårnprydelser på mange af de gamle kolonihavehuse eller tårnimitationer på ældre villaer, som man i dag hjerteløst vil benævne gamle kasser, vidner om, at slotsbyggeriet, om end under beskedne former, fortsætter i voksenalderen.
I vore dages ensrettede, kedsommelige og kolde boligarkitektur findes ingen tårne og spir, ingen ydre tegn på slotsdrømme. Hvis nogen stadig bygger slotte, er de usynlige. Menneskene i dag vil også helst skjule for omverdenen, at de går med drømmen om noget andet …”.

De slotte Erik og Annalise Pouplier har båret i sig blev i den grad virkeliggjort, ikke mindst i kraft af byggesten fra tankeslotte han byggede ind i rigtig manges øjne, der som mine om et øjeblik skal det, har ligget dér på puden og drømt sig ind i det sydlige Frankrig. At virkeliggøre drømme blir vor egen opgave, materialer skorter det jo ikke på. Nat dér ;)

mvh
Simon

Halløj i natten

... her i det nye døgns anden time
Drømmene ja, drømmene er livsvigtige ... også i den grad :))

Drømmene er over os, efteråret også ... og så må hun jo frem igen igen, hende med alfabetet og efteråret :))


efteråret findes; eftersmagen og eftertanken
findes; og enrummet findes; englene,
enkerne og elsdyret findes; enkelthederne
findes, erindringen, erindringens lys;
og efterlyset findes, egetræet og elmetræet
findes, og enebærbusken, ensheden, ensomheden
findes, og edderfuglen og edderkoppen findes,
og eddiken findes, og eftertiden, eftertiden

Hun ka' nu det der med at gi' eftersmag til efteråret ... og forsmag på fortsættelsen og eftertiden ;)

... og derfor er fortsættelsen endnu et efterårsdigt

Løvfaldets ildskær

Sommeren lufter kontrasternes holmgang,
spænder fra tørke til tordenkaskader,
lynildens, solens og regnskyllets samklang,
pisker og kæler for bakker og flader.

Dagene aftager, sommeren segner,
blade med gnister af ild kolliderer,
skovene brænder, og daghimlen blegner,
løvets bordeauxrøde skær eksploderer.

Stormene rejser sig, rusker og blæser,
fejende henover fastland og øer,
renser og udtynder, hviner og hvæser.

Falmende udfases flammepaletter,
falder som bladenes sidste kulører;
efterårsfarverne lutrer og sletter.

Rune Engelbreth Larsen


... for så at gå direkte over i det drømmende rige med skønne ord og billeder af samme herre

https://www.youtube.com/watch?v=5EpejL6FfOo


Glædelig nat og drøm dejligt
RoseMarie

Godmorgen..

Så fint det er, ja hun må indlemmes ind imellem, enig ;)
Du skal lige ha denne smukke sang – ka aldrig få den ud af hovedet, og billeder fra hans bog om Oda Krogh sidder lige så herligt fast, når melodonten flyder. Så værsgo at slås lidt den, du også..;)

https://www.youtube.com/watch?v=8wHSc5ybnYk

bedste hilsner
Simon

Hej RM..

Spillemand under et oliventræ

Jeg havde længe hørt det, men jeg troede, jeg havde fået solstik, så i første omgang tog jeg mig ikke af det.
Men det blev ved … i flere timer.
Så var jeg klar over, at jeg ikke havde fået solstik. For enten falder man om af solstik og hører absolut intet, eller også er det ikke solstik, og så hører man virkelig, hvad man hører.
Det som mit lydhøre øre opfattede, men som jeg havde svært ved at tro på, var anden satsen af Paganinis koncert nr. 1 i d-dur op. 6 udsat for violin, og det var ikke naboen, der spillede hverken på radio eller grammofon, for han sad stadig i Nordfrankrig og drømte om, at han kunne få solgt den forbandede kolonialhandel, så han kunne komme ned til sit elskede Provence.
Nej, tonerne kom fra et eller andet sted i det ubeboede skovområde på den anden side af vejen.
Der kunne heller ikke være tale om en omstrejfende naturelsker med sin transistorradio i hånden eller en parkeret vogn med bilradioen gående for fuld drøn. Bilen var utænkelig af den grund, at kun dyr og mennesker kan færdes i terrænet, og transistorradioen duede heller ikke, for det var ganske afgjort live musik. Den samme sats blev spillet om og om igen med variationer, enkelte strofer blev repeteret.
Et sted i landskabet stod et menneske med en violin og øvede sig på at opnå den fuldendte beherskelse af andensatsen af Paganinis koncert nr. 1 i d-dur op. 6. I mine øren lød det fremragende. Jeg var temmelig sikker på, at det var en violinvirtuos, der øvede sig.
Da rejste jeg mig beslutsomt fra mit udendørs arbejdsbord og sagde til Annalise. »Jeg går en tur i skoven, jeg vil gerne møde Yehudi Menuhin.«
»Har du fået solstik?« spurgte Annalise.
»Nej, jeg har netop ikke fået solstik.« sagde jeg.
Nu hørte Annalise det også. »Ja,« sagde hun. »Du har ret. Hvis det virkelig er Yehudi Menuhin, så inviter da hjem til et glas vin.«
Jeg begav mig på vej. Katten fulgte mig. Den holder lige så meget af at gå tur som en hund. Den trasker i hælene på en, og engang imellem springer den op i et træ for at nyde udsigten. På det punkt adskiller den sig fra hunden.
Vi gik gennem krat og kravlede over stenmure og kom til et åbent område med spredte oliventræer.
Og dér under et skyggefuldt oliventræ stod manden med sin violin under kind, ulasteligt klædt i badebukser. Han stod foran sit nodestativ, fuldstændig optaget af sin kunst. Han spillede guddommeligt.
Katten og jeg satte os på en sten og lyttede tavse og andægtige.
Men spillemanden var ikke alene i naturens koncertsal. Rundt om os spillede cikaderne. Deres musik kan undertiden være øredøvende midt på dagen, næsten enerverende, men Menuhin lod sig ikke distrahere, og det varede heller ikke længe, før jeg kun hørte hans violin.
En halv time efter gjorde han en pause.
Først da fik han øje på mig.
Jeg gik hen til ham og spurgte, om han havde noget imod, at katte og jeg lyttede til ham. Det havde han ikke. Jeg kunne ikke lade være med at spørge ham, hvorfor han stod her i Provence under et oliventræ og spillede Paganini.
Det viste sig, at han gik på musikkonservatoriet i Paris, men nu var han på ferie i Provence, og han kunne ikke tænke sig at holde ferie uden sin Stradivarius. Imidlertid havde det vist sig ganske umuligt for ham at komme til at øve sig på det hotel, hvor han havde indlogeret sig. Enten forstyrrede han de øvrige gæster, eller også blev han selv forstyrret af uvedkommende støj fra sine omgivelser. Så han kørte ud af landevejen, drejede ned ad en lille grusvej, parkerede vognen og satte sit nodestativ op i grøftekanten.
Har var ikke nået langt med Paganini, før nogle mennesker kom løbende fra et sommerhus i nærheden og spurgte, om han var blevet vanvittig. Da han benægtede det, bad de ham finde et andet sted at udøve sin kattemusik.
»Jeg kunne se på deres bil, der holdt uden for huset, at det var parisere, og de plejer dog ellers være utrolig tolerante over for støj,« sagde den unge virtuos. »Men med musik er det åbenbart noget andet. Nå, men jeg skyndte mig naturligvis at pakke sammen, undskyldte mange gange og fandt et mere øde sted, hvor jeg satte vognen og travede herhen, hvor jeg kunne være sikker på at være langt fra beboelse. Og her vil jeg så øve mig resten af tiden – hvis jeg da ikke generer nogen med det.«
Han tilføjede, at han følte, at han her ude i naturen, i den rene, friske luft, midt i et stykke uberørt Provence, spillede bedre end nogen sinde. Men måske hang det sammen med, at han var født i Sydfrankrig, og her på dette sted, hvor han havde sine rødder, blev indfanget af en fortryllelse, en naturkraft, der fik ham til at yde det ypperste.
Jeg indbød ham en forfriskning, men han bad om, at det måske måtte være en anden dag. Han var ikke færdig med Paganini for i dag.
Katten og jeg trak os stilfærdigt tilbage.
Bag os hørte vi igen anden satsen af Paganinis koncert Nr. 1 i d-dur, op. 6, og lige for øjeblikket tav cikaderne – enten i ærbødighed for en større mester på musikkens område, eller blot fordi de nu engang ind imellem vanen tro holder pause.
Men jeg spekulerede på, om jeg virkelig her i Provence, ude i naturen under et tilfældigt oliventræ havde opdaget en ny Yehudi Menuhin.

- tyv ranet fra Erik Poupliers vidunderlige bog ”Mit slot i Provence” (1979); og det tror jeg nu heller ikke han har noget imod, slet ikke når jeg lægger en lille øren-godbid nederst – lyt selv:
https://www.youtube.com/watch?v=6rQMI8t_8-w

mvh
Simon

Go’morn’ RM..

Endnu vides det ikke, om der med morn’ tænkes på én engang i foråret, en dag hvor du med ugler i håret pludselig stikker hovedet ud af hulens dør og med armene strakt, misser lidt med øjnene i et bragende forårssolskin – en sådan morgen efter vintersøvnen skal være dig velundt, dog foreslår jeg, at dine ben lige stikker ud og laver kaffe mens dine øjne læser brev fra Ester Nagel til Tove Ditlevsen. De to gode veninder havde i mange år en livlig korrespondance med hinanden, man finder den i Ester Nagels ”Husmor og Skribøse”, og stikker man næsen i den, da har man det nogenlunde lige så snagende pragtfuldt som havde man stukket den i en gammel vens dagbog, urtiden flyver smilende nedover siderne.
Nu har det jo aldrig været nemt at skulle leve af at skrive, fantasiens påfund synes derimod at ha været en voksende rigdom hos begge fruerne, lige fra billige middagsretter til…ja, læs selv humoriderne – Tove der kaldte veninden Ester for en ”humoride”, og ganske velfortjent, tør man svagt antyde, men humor og ironisk selvdistance har stensikkert ingen mangelvare været hos nogen af dem, hvilket står klokkeklart når Tove beskriver sin elskede ”Vektors” karakteregenskaber og hittepåsomhed, ja, også Victor fik sig nemlig et kælenavn ud i matematikkens elegance, og selv om det lige fra solen stod op har været husfruerne der var de egentlige økonomer, ja så har moder sol næppe skinnet på Tove akkurat dén morgen.
I den forbindelse fortæller Ester Nagels yngste datter jo i dokumentaren ”Noget om Halfdan”, at hendes mor med tiden gik hen og blev lidt bitter, anlæg til bitterhed mærker man nu ikke meget til i korrespondancen, men det sir vel sig selv, at en skilsmisse med børn mere end humoren kalder på galgen, samt at der i et ægteskab bestående af to virksomme forfattere vel må gro en anelse misundelse, som Ester var sig fuldt bevidst, men hun havde altså også mere end ét arbejde at skulle passe. Og selvfølgelig er der en dyb alvor underneden i nogle breve, solen har sine skyggesider, ville uanset bare pege på disse lattermilde humorider, fordi de virkelig er værd at læse, deres dygtighed vidner produktioner jo selv om, det livlige og legende sprogs intelligens, vidner brevene så om, udover disse to herlige kvinders fortrolighed, som så ka slå et slag for vor tids umenneskeligt verdensfjerne telefonitis, en hæmoragisk sygdom der ”grobalt” har ramt tommelfingre som øjne. Nå, ik’ mer sniksnak, her til fruernes intimiteter, god appetit i forårssolen, sovet godt? ;)…

”Tove og Victor lejede et sommerhus i Hornbæk to gange. Første gang i 1955. Den sommer så Tove og jeg ikke meget til hinanden. Hun havde sine tre børn, Peter var den yngste og ikke et år gammelt. Halfdan var rejst til Grækenland. Og jeg da i Saunte med seks børn. Kun to af den var mine egne. Den tredje var en jævnaldrende dreng som var inviteret. Nummer fire, fem og selv var min søsters. Hun var fraskilt, arbejde som korrespondent og var alene med fem børn. I forhold til hende var jeg privilegeret. Hun kunne nok trænge til en smule aflastning.
Tove løb jeg på når vi begge var taget til Hornbæk by for at handle. En enkelt gang besøgte jeg hende i sommerhuset. Mere blev det ikke til. Min renaissance-roman lå i skrivebordskuffen og var ikke andet end et tilløb på få sider.
Jeg syntes ikke at tiden med de seks børn var spildt. Der var sol og sommervejr og mange oplevelser. Vi gik til stranden med madkurv og sodavand. Det blev badet og sprøjtet og hylet. Vi gik gennem skoven hjem. Børnene forstod også at klare sig selv. Legemulighederne var mange. Ind imellem flød der tårer. En ville gerne sidde på skødet og blive trøstet. En anden stillede sig med ansigtet ind i en krog, vendte verden ryggen, afviste enhver tilnærmelse og ville absolut ikke trøstes.
Da Halfdan vendte hjem fra Grækenland var alt på sin rette plads og kun de to børn tilbage som skulle være der.
Næste år var Tove og Victor tidligt på færde for at sikre sig et sommerhus i Hornbæk. Allerede i april mødtes vi med dem på restaurant Bondegården for at snakke om dét og mange andre ting. Vi var lokalkendte, men som fastboende i Saunte uden erfaring med hensyn til udlejning af sommerhuse i Hornbæk. Vi fik en dag ud af det og Tove og Victor et sommerhus uden vores hjælp.
Den sommer var der gang i den. Vejret var strålende og vi rendte hinanden på dørene for et godt ord. Jeg hos Tove, hun hos mig. Den ene familie med børn hos den anden familie med børn. Vi gik til stranden, vi badede og dasede. Der var havnefest og en i hast improviseret middag af minutkød og skrubber hos Tove. Der var utallige badmintondyster mellem Halfdan og Victor i både den ene og den anden have. De spillede for at vinde. Stædige var de begge to. Det var så sveden drev. Der var fest med Tove og Victor og gamle venner hos os. Der var frokost med os og gamle venner hos dem. Ind imellem nåede vi en film i Hornbæk Bio og et besøg på Bondegården. Da ferien var ved at ebbe ud fik jeg en træt og forkølet Tove på besøg. Hun kom for at hvile ud i min seng. Da hun var gået kom Victor for at spille badminton.
Det var de glade dage i Hornbæk som vi tilsidst blev helt udkørte af. Der havde været en del stride diskussioner om politik og hvad-ved-jeg mellem Halfdan og Victor, men de endte gerne som et slag badminton, hidsigt nok, men uden varigt nag.
Hvis jeg senere overfor Tove ville tage en eller anden af Victors udtalelser op til debat endte det altid med at hun sagde: »Jamen han er intelligent!« Ja, vist så, jeg tænkte ikke på at undervurdere hans ubestridelige egenskaber, men… »Jamen han er intelligent!« sagde Tove stædigt. Der var ikke noget at stille op og vi fandt andre ting at snakke om. Tove havde respekt for intelligensen. En meget stor respekt.

Saunte, d. 3.8.56

Kære Tove –

Hvordan skal jeg dog kunne undvære dig?! Ingen Tove, ingen øl, ingen snaps, ingen inspirerende samtaler. Hvilken tomhed til alle sider! Opfyldt af et dybt savn skriver jeg til dig.
Sagen er, at jeg venter på at få tilsendt en bog, som er nødvendig for at jeg kan gå videre i teksten med mit foredrag til Den Internationale Højskole. Som du ved, skal jeg spreche deutsch på slap line for en hoben berlinere, og da disse fordømte tyskere er kendt for deres gruelige grundighed, finder jeg det klogest på forhånd at udruste mig med visse statistiske oplysninger omkring kvinden og hendes stilling i Dannevang. Jo, naturligvis er det noget med kvinde-lig jeg skal præludere over. Jeg føler på uheldsvanger vis, at man langsomt, men sikkert er ved at trække mig i bås som en anden ko. Ikke alene har Lille-Ost skuffet mig økonomisk, han har også gjort Oste-Jensen uvenlig stemt imod mig og omtrent skræmt livet af baronessen, men hvis han nu tilogmed skal være årsag til at jeg sættes i bås, så gør jeg oprør! Men altså, de statistiske oplysninger, som jeg agter at proppe ned i halsen på berlinerne, står i den bog, som er undervejs til Saunte. Du forstår, imens kan jeg intet andet fornuftigt foretage mig end skrive brev til dig.
Iøvrigt lader det til, at min glansfulde karriere nu er ved at tage en drejning mod foredragene. Da jeg var ude og Erik og Lise, var Kjeld Juul og Arne Fremm der også. Kjeld Juul kender du fra vores akademiaften, og Arne Fremm var ham, som igrunden skulle burde være kommet, men sendte Kjeld Juul i stedet for. Kort sagt mellemfolkelige virkemænd. Du aner, hvor det snerper hen ad? Du har aldeles ret! Jeg skal være mellemfolkelig virkekvinde.
Nej, dog! Sikken et ord jeg der fik lavet. I mine øjne, som er en ganske lillebitte smule ordblinde og i farten vender om på bogstaverne, ser det højst aparte ud. En virkekvinde, kvirkevinde, kirkevinde. Tove, hvad i al verden er en mellemfolkelig kirkevinde for een??
Nu ikke så meget vrøvl! En mellemfolkelig kvirkevirke er sådan een, som jeg, som jeg har i sinde at prøve at blive!
Jeg synes jo nok, at det lignede en tanke, da Halfdan og jeg blev inviteret sammen med Kjeld Juul og Arne Fremm. Det var en tanke. Det var simpelthen Kjeld Juul, der tænkte på at kidnappe mig til at holde foredrag. Jeg havde anet noget sligt i forvejen og gjort mig mine tanker. Nåh, hvad, tænkte jeg (helt alene, inde i det lille hoved) om du sidder her hjemme og slås med en roman, som rimeligvis vil blive solgt endnu dårligere end Lille-Ost og muligvis give en månedsindtægt på 63 kr. og 9 øre, eller om du holdet et par foredrag for mellemfolkeligt samknirke, så – ja, så vil du i grunden helst det sidste! Derfor lod jeg mig kidnappe ganske frivilligt. Men når man giver Kjeld Juul den lille finger, så tager han hele armen. Haps, væk er den! Det drejer sig, skal jeg sige dig, ikke om et par enkelte foredrag, men om en see-rie foredrag. Nå. hvad, tænkte jeg så, når bare det ikke skal foregå på tysk, så er det jo ikke noget at blive bleg over. Ergo, holder jeg en seer-ie foredrag! Foredrag på strr-i-be! Det blev snakket om foredrag i række og geled 14 dage i træk, flere gange 14 dage, vinteren igennem. Men nu ville jeg jo ikke stikke op for bollemælk, forstår du, så jeg gik med på den også.
Foreløbig har jeg altså bare sagt ja til at foredrage. Faste planer forefindes endnu ikke. Men meningen er altså, at jeg i vinterens løb skal drage udensogns og snakke godt for folk og vise film og spille stålbånd og den slags.
Hvorfor? Tja, fordi de mangler højskoler i Mysore.
I grunden er det også ligeså vigtigt at de får højskoler i Mysore, som at jeg får skrevet min renaissance-roman færdigt. Bogen får jeg nok skrevet alligevel på en eller anden trekantet måde. Og højskolerne får jeg aldrig at se. Men bare de kommer der, hvor der er brug for dem, så spiller det jo heller ingen trille.
Et menneskes intentioner er altid sammensatte. Jeg gør mig ikke til af at være fuldblods idealist. Du kender min umættelige nysgerrighed. Der er en del af den med i spillet også. At futte rundt og være foredragsholder, det er en helt ny verden. Den bliver tilbudt mig, altså må jeg prøve at stikke næsen indenfor. Måske vil den interessere mig, måske passer den mig slet ikke, måske fører den noget helt tredje og uforudset med sig. Ikke fordi jeg tænker på at stikke til Mysore og være den, som borer nøglehuller i dørene eller sætter kit i vinduesrammerne. Det ville få min familie til at græde. Hvorved mine egne fantasterier blufærdigt træder i baggrunden. Nej, men måske som sagt noget helt tredje. Det ved man ikke. Mellemfolkeligt samarbejde har min interesse, så det ville ikke være mig imod. Fører det ingenting andet end ulejlighed med sig, nå ja, så tager man det med og ser hen til det gode formål. For det er udmærket og påkrævet, at der blive bygget højskoler i Mysore.
Og du må give mig ret, når jeg siger, at det i virkeligheden er både trættende og kedsommeligt i det lange løb at sidde på sin røv og være litterat – og bare det. i Vore dage en lidet opildnende beskæftigelse. Hellere end at »desinficere og cykle hele året« vil jeg foretrække at blive foredragsholder. Altså, jeg forsøger!

Venlig hilsen til jer alle fra
Ester.

Birkerød, 9.8.56

Kære Estér –

Delvist inspireret af dit skægge brev – delvis, for som du selv skriver er der jo 117 forvirrede motiver til vore handlinger – satte jeg mig minsandten på min hale og nørklede en kronik ned, som hedder »Flugten fra opvasken«, for det er jo eet af de 117. For resten er det kun en sommerspøg, og den kommer i Information på lørdag. Når du har læst den, skulle du tage og sige mig imod på din specielle ironiske facon, som om vi slet ikke kendte hinanden, så siger jeg dig imod, og inden vi ved af det, er vi filtret ind i Informations udmærkede spalter og hinanden. Læserne vil spændt følge vor humørfyldte polemik, alt imens Halfdan og Victor er travlt beskæftiget med at vaske op, og i løbet af nul komma nul er vi landskendte humorider! Bortset fra det, så gir jeg dig fuldkommen ret i, at det er dødsenskedeligt at sidde hen som støvet litterat, og hvis jeg på nogen mulig måde kunne se nogen anden udvej i mit eget tilfælde, så ville jeg også prøve at kante mig ind på et mindre livsfjernt område igen. Men noget mere talentløst på alle andre gebeter end netop det at skrive findes ikke blandt nogen quindefødt. Så jeg må presse citronen for de sidste dråber, mens jeg misundeligt tænker på din foredragsfærd i det ganske land. Du vil træffe mennesker og lære nye egne eller i hvert en del hoteller at kende, og du vil møde et lydhørt publikum, som vil være enigt med dig. Arne Jørgensen, you know, har også holdt foredrag for samknirket, og jeg husker, det ærgrede ham, at der hovedsageligt kom folk, som i forvejen var inde på de tankebaner. Alle de andre selvtilstrækkelige idioter sidder jo altid hjemme i kakkelovnskrogen. For øvrigt er du morsom på en talerstol, jeg kan huske, da du gav Kamma Svensson lak og tørt på! Ih, jeg blev dødssyg, lige da vi var kommet hjem. Influenza, kuldegysninger og feber på 40º, det var nederdrægtigt, men godt for noget. Jeg fik nemlig læst »Indiabrand«, og den er sørme god. Kun synes jeg, han irriteres for meget over de stakkels overtroiske indere, for når det kommer til religionen, hvem kan så slå sig for brystet og sige, netop hans religion er den rigtige? Eller for den sags skyld at en ko ikke er mere værd end et menneske? Naturligvis er et menneske mere værd set med vore øjne, men personligt ville jeg have vanskeligt ved at forklare nogen hvorfor, udover at det er indlysende. For inderen er det indlysende, at koen er vigtigere, det er standpunkt mod standpunkt.
Jeg savner også dig, tvi, tvi! Når jeg står i kø hos slagteren griber jeg mig i at synes det er dig, der står i din grønne frakke et par numre foran mig. Og når vi går ud af biografen, bliver vi modfaldne over ikke at træde ud på Hornbæk torv eller hvad det nu hedder. Det knirker jo altid lidt at komme ind i vanens trædemølle igen. Men det har også sine fordele, f.eks. nyder jeg stilheden her, som ikke forstyrres af den noget larmende halve familie … . Og jeg nyder på det forargeligste, at vort yngste skud atter er borte seks timer om dagen, rædsomt Emeline, men han tyranniserer mig frygteligt, idet han allerede har opdaget, jeg er een, han absolut har krav på. Jeg trøster mig med, at han på denne måde ikke belastes med en usund moderbinding, samt at jeg kun således kan give ham den fornødne kærlighed om aftenen og om søndagen. Ha! Desuden har jeg travlt jeg skal have lavet de forbistrede kvindeportrætter plus en udsendelse om min egen lyrik til radioen, 150 kr. er en lurvet betaling for at bryde sin naturlige blufærdighed, men hvad gør man ikke for at undgå opvasken! Var det dejligt at få Iben hjem igen? Michael er atter på »sommerferie«, dennegang hos en fraflyttet kammerat i nærheden af Køge. Da jeg var barn, var man ikke sådan indstillet på at det skulle »ske« noget i de seks uger – det var nok at være fri for »slaveanstalten«. Nå, nu skal jeg ud og skrælle kartofler. Vor have er ved at blive en mønsterpark, der går en mand(…mands ven) og luger og gør ved og planter buske, mens … maler alle de udvendige trædele i håbets grønne farve. Det er dyrt at være doven, men vi har besluttet at anskaffe os Freemands »malebog for idioter« og selv male alt vort lortebrune panel- og dørvæsen lyserødt. Tror du ikke, det vil se godt ud??
Hils Halfdan, Iben samt
min specielle ven Tom,
Tove

P:S: Vi har fået en regning på 92 kr. for smadret postelin hos nazisten!
De har endnu ikke opdaget der står »Pipsen« på lågen!

*

mvh
Simon