Hej RM..;)

Ja man har godt af septembers magiske natur, vindens legende løb i håret, brydningstiden mod det snart gulnede, rødlige og brunlige skær der om få øjeblikke falder i øjnene, hvor alt pludselig dufter anderledes – enten på vandrefod eller mellem kaffekopper og cigaretters glød i haven; meget apropos: Per Nørgårds ”Songs” – som jeg flere gange har glemt – men flere af poeterne vi har talt om, Paul la Cour, Piet Hein, Bjørnvig, Thøger Larsen osv. er her sat i musik med Lars Thodberg Bertelsens stemme ved pianoet, en særlig stemning svæver ud af højtalerne fra denne cd…

Christensen lod det hun så, tale i hende, en registration af naturens horisonter i sig, og spejler man sig i øjet/digtet, ser man sig i hendes, og forstår måske derved noget i sig selv, noget naturligt fælles – har du set illustrationerne, de grafiske arbejder, som de kaldes i digtsamlingen Breve i april? Det er virkelig særpræget, udtryksfuldt, næsten løgets hemmelighed – tænkte ved mig selv: ja, dér så du så løget for første gang! Altså, vi må jo på en eller anden måde skabe billederne, på sæt og vis registrere det oplevede, og på en måde syntes jeg altså det var sjovt, at digtsamlingen bød på to kunstmalere, for det er sådan jeg har det med Inger Christensen. Sproget synger i maleriske temaer, om det nære og det fjerne, og det midt imellem; hun er på en og samme tid billede- og tegnanretter, mit øjes kunst som tegntyder, blir opdagelsesrejsen i den fælles reference.
Har tit tænkt, hvor fjernt fra hinanden man ka komme på nuancerne, på Borum, som lige så nøgent et menneske som hun - måske hjertet havde underbukser på, men alligevel - to nøgne menneskers livsudfoldelse kræver nu engang, at man indimellem har lidt tøj på. Men uanset, dryppede billederne jo rytmisk fra begge, og sikke et galleri, en fest!
En sjov tanke er forøvrigt, om ikke det er voldsomt meget sværere at føle noget for sin computer, i modsætning til sin skrivemaskine – jeg savner i al fald tit min ;)

Nu vi er ved det nøgne:

På gaden
med pengene
knuget
i hånden,
køber brød
og lægger brødsmuler ud
til de blålige
duer.
Betaler
for synet
af ildslugeren,
cigaretspiseren
og den døde vagabond
der ånder.
Hilser
på palmen
der suser
om natten.
Siger et par ord
til den måbende
stenfigur
øverst
over potten.
Ler
og kommer styrtende
ind
som forfulgte.
I det kølige køkken
ordner vi
og tilbereder maden.
Vi gør det så fint
som vi kan.
Med buketten på bordet
og det hele.
Og vi taler
vores eget
tydelige
sprog.
Hvem ved
om ikke tingene
ved med sig selv
at vi hedder
noget andet.

- Inger Christensen.

Rigtig god weekend RM ;)
Simon

P.s.: Trænger rødderne til en vandretur på regnbuen, men gider ikke, er Villy Sørensens Ragnarok ikke helt tosset mellem bygerne – ellers er der jo en spadsurtæer med Rifbjerg i ”Afterbeat”.. ;)

Et næsten natligt halløj, Simon

Åh ja, Brev i april med Johanne Foss' sigende tegninger, dem holder jeg meget af. Når jeg ser på granatæblet ka' jeg næsten mærke kernerne i mellem tænderne som små eksplosioner mod tungen og derefter smagen af den syrlige og alligevel søde smag ... UHMmmmm :))

Den digtsamling har betydet meget for mig, og måske netop fordi ordene sammen med tegningerne bli'r meget sanselige og flyver på en helt særlig måde lige igennem øjet for at lande i hjertet.

Selve prologen er så smuk og åbnende for resten af bogen ...

Der er de landskaber vi har rejst igennem og boet i og som sjældent har været de samme samtidig.
Der er bevidsthedens transport af disse landskaber og deres forvandling til et føleligt rum hvor vidt forskellige egne vokser sammen.
Der er vores arbejde med billederne ordene for at bringe alle ting tilbage til det landskab de kommer fra. Det som hele tiden har været det samme samtidig

Mange godnathilsner herfra

RoseMarie

Hejsa RM…

Nu er vejret ikke særlig poetisk anlagt, så wir werden i stedet hønefulde in ordmusik sein…;)
Nu papir er så hvidt og koldt, da må varme øjne jo se derpå, et nødvendigt onde i enhver papirtigerpark! ja det ér en fremragende Aprilsamling, så jeg forstår din intonering, fossen stod også mig i øjnene.

Men jeg må forlægges lidt – har lige været hos tandfeen, ja du ved hvordan det ér, når de viser sig at være 2½ meter høje med skæg og gule tænder, og bare står dér henover dig med hjertebanken og skarpe genstande i kløerne, ja man ka end ægge længer skræve rænt, og så blir det jo en smule omsonst at være poetisk, lizzom. Ha en trivelig aftning – elsker denne tid, hvor lyset slukkes tidligere og tidligere, nøjagtig som var vi små der må puttes fordi vi er åhh så trætte; mons tro nogens næser titter frem bag gardinet? ;)

De allervenligste hilsner fra mig – som sådan ville ønske at tandfeer var af drømmestof! ;)
Simon

Et stille halløjsa

... her lige midt imellem natningens stilhed og nydningens morgen, hvor mit hoved stadig hører et ekko af Inger Christensens stemme og stemningen fra Aprilbrevet. Forandrende, forundrende, forløsende, belyst og oplyst, udfoldet og samlende ...

°°°°°

Med som til sprog
intet andet
end himmel,
ingen hamren
med knyttede
næver,
kun digtet
der frit
folder
fremtiden ud
som en faldskærm
af silke og stilhed,
en vifte
af skiftet belysning,
lidenskabelig
stjernesendt
stejl
ligegyldighed
spundet
til sind,
mens vi går
på vores egen
lidt rullende måde
rundt om solen.
Så er vi ved huset.


Jeg håber, du sover og drømmer dejligt og har fået ro efter gårsdagens hændelser og ikke har mareridt om tandfeen med de gule tænder og den glubske pengemund ;)) ... og jeg, som ellers altid har gået og troet, at tandfeer var både trøstende og givende?

Nej, ingen mareridt om tandfeen, så hellere drømme som her på modersmålet og det Tafdrupske sprog med "Trækfuglens kompas" i hånden, så man altid kan finde hjem :))


Ordene rejser

Jeg bor i et andet land, men forlader
alligevel ikke mit hjem.
Alfabetet tager jeg med
og grammatikkens strukturer,
ordenes betydning og betoning.
Uanset hvor på kloden
jeg slår mig ned,
bor jeg i sproget,
jeg er født ind i.
Ingen storm af andre sprog
vælter mit omkuld.
Jeg er jeg
i mit eget sprog -
drømmer på det, der tilfældigt
blev mit modersmål.
Jeg skriver hjemme,
skriver ude,
overalt det samme:
Ordene har trækfuglehjerte,
viser dissektionen,
de vil nå en anden,
og jeg lever
med disse fugleord, deres sang og hæse skrig.

Pia Tafdrup


Tidlige morgenkaffeduftende hilsner til dig
RoseMarie

Hej i månenatten, RM…;)

Genså forleden programmet ”Noget om Halfdan”, der skaber en sær fornemmelse af at stå i vejen midt i en blodåre, alt imens livets reminiscenser ryddes af vejen og bæres ud i haven, og mindedes snakke her på debatten om de gamle oder og spørgsmål til poesiens muligheder i og for mennesket og samfundet, noget i retning af Wallace Stevens forkyndelse af forholdet mellem dens eksistens som kunstform og vores eksistens som samfundsborgere; men relationen mellem Halfdan Rasmussen og ”de lånte øjne” er jo i filmen så personlig åbenbar og smuk, som kun han kunne sige det, og den ka jo også være så meget, ja måske endog skabe en smule orden i det der lagres os, forholdet mellem en ydre virkeligheds påvirkninger og et følsomt indre.

Nobelpristageren Seamus Heaney, der pludselig døde for et par år siden, skrev: ”Jeg værdsætter med andre ord poesien, fordi den er sig selv, og fordi den er en hjælp, fordi den er i stand til at skabe en flydende og livgivende forbindelse mellem sindets centrum og dets ydre omkreds” – til sin kone sagde han kort før sin død, ’Noli timere’ (vær ikke bange) –

og fra digtsamlingen Human Chain (2010), dette:

The door was open and the house was dark’
in memory of David Hammond

The door was open and the house was dark
Wherefore I called his name, although I knew
The answer this time would be silence

That kept me standing listening while it grew
Backwards and down and out into the street
Where as I’d entered (I remember now)

The streetlamps too were out.
I felt, for the first time there and then, a stranger,
Intruder almost, wanting to take flight

Yet well aware that here there was no danger,
Only withdrawal, a not unwelcoming
Emptiness, as in a midnight hangar

On an overgrown airfield in late summer.

*

Den 2½ meter høje tandfe med skæg og gule tænder, står så ganske absolut som mit udtryk for ubehaget ved at ligge dér og glo ret op i et par blødskudte øjne og til overpris, deri har du så ganske ret – liggende dér, føler man sig jo ikke akkurat som Seamus Heaneys Beowulf, måske snarere som Halfdans strube, når snakken kommer ind på ungdomsvennen Morten Nielsen. Pjat tilside, de er selvfølgelig gode at ha’, tigerdyrene dér, selv om de velsagtens ku skære en tredjedel eller mere af prisen.

Ha en god weekend RM ;)
Simon