Fra den sjove prosa, breve etc. tilbage til digtene. Her et smukt stykke poesi, bedrevet af Marilyn Monroe:

Stones on the walk
every color there is
I stare down at you
like a horizon –
the space /the air is between us beckoning
and I am many stories up
my feet frightened
as I grasp towards you.

_

Sten på vejen
I alle farver
Jeg stirrer ned på jer
som på en horisont –
der er rum / luft mellem os, vinkende
og jeg er flere etager oppe
mine fødder ængstes
mens jeg griber efter jer.

*

Børnehavens ældste

1. spanskrøret

På hovedgaden i Granard mødte jeg Duffy,
som jeg havde kendt før fornuftens tidsalder
i korte bukser på stuen for børnehavens ældste,
hvor en skønne vinterdag miss Walls
tabte hovedet og tæskede os sønder og sammen
for bandeord, vi ikke troede hun hørte.
˶Jamen jøsses da,˝ råbte Duffy og kom mig i møde
med stokken i vejret og to udbredte arme,
̋Jøsses da! Gør det noget jeg går med spanskrør?˝

2. En bid
Jeg står og stirrer på Robert Donnellys
frisk indridsede initialer i sandstensmurdækket
på broen i Anahorish, mens Robert Donnelly
står ved siden af og stirrer med.

˶Her,˝ siger han,
˶tag en bid af det her,˝ og piller en algetynd hinde
af den udpakkede skrå af mærket Warhorse Plug –
mosebredsbrun, bogstavpræget, forbuden mandefrugt,
han lige har været henne og købe for sin far, Jock.

Min gane er et stråtag stukket i brand
når en nabo får huset futtet af, jeg vil slikke
klid af en spand, sandkorn af murværkets dæksten.
˶Man skal spytte,˝ siger Robert, ˶en bid dur ikke,
før man spytter som bare fanden,̋ hans røde koslik
er svidende flammer, hans blæksprutteklat et lyn.

- Seamus Heaney, District and Circle.


A time to dance, a time to sing,
A time to reach the top of everything.

mvh & go’ weekend i løvfaldet.. ;)
Simon

Apropos denne tilbagevenden til noget nødvendigt:

Oktopus

fri som bladene mørkner efteråret
og en streg gennem luften skriver uberørt,

jeg er fri og taler kun drømmen til søvn,
jeg er til gængs og ser ikke efter jer mere,

fri som bladene krøller vi ind i brunt
og lader alle tider være uden nøglering,

fri som at stå i døren og nederdrægtes,
fri til sin egen bekymring om udveje,

frugten løber på læben og tæller sin tid
og der kan være meget langt til næste gang

fri som afstand ser man jer over skulderen
og et hus bliver liggende tåleligt på skråningen,

fri som bladene folder efteråret sig til,

sjældent svæver fuglene sig selv ind
men sådan ses de på plænerne,

ægteparret ligner mere og mere sig selv
men deres sammenfald bærer ikke i bær,

at undskylde ved sin blotte tilstedeværelse
er som at skyde fuglene ud over havet,

flyverne udgiver aldrig sig selv som en fare
men praler med sin varmestribe i koketteri,

ægteparret går ubeskyttet gennem parken
og taler dæmpet om en helt anden natur,

sjældent svæver fuglene uskadte i luften,

så langt væk er europa med sin såkaldte form,
så langt væk er du som et indhug i morgenen,

jeg går langs med skellet mellem land og by,
og kalder på en retfærdighed der er linen ud,

bladene får lov at falde og give vandet mønster
men der mangler en sammenhæng for at dele,

europa er så abstrakt som det ligger til skue
og ingen ved om de går sammen eller fra,

jeg går langs med skellet mellem dig og mig
og kalder på en retfærdighed der er os fuldt ud,

fuglene får lov at flirte fjer og danse omtrent
og deres sang lyder slet ikke som en stemme,

europa er så skovfyldt med alle bruds skønhed
så det ligger bare langt fra hinanden og synger,

kunne de bare nøjes med at fælde træer til bøger
så kunne vores viden måske skyde rødder igen,

kunne de bare nyde sproget uden spørgsmålsbagtanke
så var vi alle et stykke nærmere en solidaritet,

kunne de bare nyde skoven uden først at anlægge den
så ville lysning og stier komme helt af sig selv,

det er løgn når de siger at mennesket overdøver støjen
løgn når de siger at kærlighed er det eneste ene,

jeg har set kritikere slå sig til tåls med bøger af uforstand
og digtere der skrev rummelighed som femøresstørrelser,

ræven kender sin rute og gider ikke gestus af omveje
den rangerer byttet i elegance og sover søvnen ud,

skal man tage bærret eller bare lade det falde selv
det er et spørgsmål om alder en morale om vægt,

det er løgn når de siger at mennesket er et enestående,
hvem har ikke set fuglekrige rydde et franskbrød op,

jeg går langs med skellet mellem dig og mig
og kalder på en retfærdighed der er os fuldt ud,

jeg har set skrifter slås med sig selv af den pure logik,

bunker af sommer blader sig ind i gult
og efterlader tusinder af grinende mennesker,

størrelser af erindring gemmer sig ind til senere
og efterlader et buskads rippet for alt,

bunker af sommer efterskinner rådnende under sneen,

jeg har vendt et blad og ser ingen anden udvej nu,

så megen tid forandres på vejen imellem skovene,
og man ser ikke sig selv i massernes cirkulation,

der blæser blade på stationerne og sprogene ændres,
et sted i vilden sky står én man har elsket,

et uberørt stykke mellemtid kaster sig for fødderne
og anonymiteten er nu pludselig en tiltænkt løgn,

der var jo ingen mulighed for at skænke os et lys
så det blev tilbagefald fra stederne hvor vi kom,

Så megen tid fordunkles på vejen imellem kønnene
og skældsord falder som de letteste til selve drømmen,

der løber et græs og der skrives ihærdigt på en regn
men er det for sent at begynde på sig selv nu,

utallige hænder skifter station og finder nødsteder
og sjældent svæver fuglene uskadte i luften.

- F. P. Jac.

Novempus har sin egen tid, derom når tiden er ude.

mvh
Simon

P.S.


Det tabte blad

Der levede en gejstlig mand,
han var så klog, så klog,
han kendte hele biblen,
men særligt mosebog.
Dog fandtes der en paragraf
i lovens dunkle skød,
en paragraf, som præsten
ikke vidste, hvad betød.
(I parentes bemærket stod den mellem 7 og 5,
og den er vist til dels bekendt af mer’ end een af Dem).

Der levede et pigebarn,
hun var så sød, så sød,
hun skulde hale guldkorn frem
af katekismens skød.
Desværre manglede et blad
i hendes eksemplar;
men præsten skændte ikke,
for han var så rar, så rar.
Tilfældigt var det 6’te paragraf i mose lov,
men resten var vel mer’ end nok for pigebørns behov.

Den lille skælm forelsked’ sig
i præstens liberi,
og præsten skændte ikke,
for han var ret fordomsfri.
Når han siden gik aftentur
forbi den lilles hi
og så et gammelt fuglebur
med en lille irisk i:
så vidste han, at køkkentrappen stadig var fri
og ilede på letten fod til tøsens sakristi.

Så bad de vistnok aftenbøn en times tid eller to
hvorpå Herrens tjener
sa’ godnat og gik til ro.
Men tiden løb, og præsten gik
en dag sin vante tur.
- - - -
- og så to stykker fjerkræ
i det gamle fuglebur.
˶Hva’ satan,̋ tænkte præsten, ˶så er trappen ikke fri,
nu smøger jeg s’gu kraven op og skynder mig forbi.̋

Nå, siden er det mig fortalt
af et får i præstens fold:
at præsten tog det sidste blad,
hun havde i behold.
Det var vistnok et figenblad,
en nyttig lille urt
for den, der ikke ønsker
tvende dyr i fuglebur’t.
Forøvrigt skal hans fromhed ikke nemme slet så tungt,
i hvert fald har han overvundet lovens døde punkt.

- Nis Petersen.

mvh
Simon

Halløj her i midnatstimen :))

Tak for alle ord og for alle de smil, som de afstedkom ;))
... og tak for din ihærdighed for at få mig i tale, tanke og skrift :)) og jeg er hverken gået i hi eller frø :))))))
Der er stadig liv og puls ... og her "Mere endnu" af Knud Sørensen :))


Jeg må have tabt
nogle ord

dengang jeg begyndte at gå rundt
derinde i landskabet
for da jeg så mig tilbage
havde de slået rødder
og sendt grønne stængler
op i rummet
og dér stod de så
tæt blomstrende
med nyudsprungne ord.
Nu
gælder det så om
at jeg får dem plukket
inden dét efterår kommer
som får os alle
til at visne.

*

BLÆSTEN

har bidt et hul
i den grå klit derovre
og er fløjet videre
med det sand den spreder
over den tilgrænsende mark.
Herfra

ser det dog ud
som er det klitten
der åbner en grådig mund
for at opsluge den naturelsker
der nærmer sig kanten
og netop nu
lægger nakken tilbage
for at hælde
en håndfuld små sorte revling
ned i sin mund.
Måske
burde jeg selv
gå derover.

*

Når mørket begynder
at falde

er træerne de første
der suger det til sig

så begynder også bakkedraget
at unddrage sig mine øjnes
registrering

men ude på søen
dér synker mørket til bunds
så den om lidt kan spejle
en stjernebestrøet himmel.

*

Måske
har jeg alderen til
at give min skygge frihed
og lade den vandre ind i landskabet
og bosætte sig
midt i evigheden


Endnu flere af de natlige hilsner
RoseMarie

P.s.

... og så lige til nydning her i den blå skumringstime :))

https://www.youtube.com/watch?v=iIX9O0onBOY

Best of all to you
RoseMarie