Kære Michael.

Ole Bjørn, der af en eller anden grund ikke længer vil skrive egentlige indlæg, skrev til dig i chatten:

»Du kan jo passende starte med selv at erkende, at din forståelse af det danske sprog og dets funktion er yderst mangelfuld, dernæst at du tankemæssigt lever i en privat fantasiverden uden en dybere forståelse af andre menneskers tanker.«

Ole Bjørn må jo have et eller andet mentalt behov for at skrive sådanne uartigheder. Det har vi vel efterhånden også vænnet os til. Men det korte af det lange er, at hans karakteristik af din sproglige formåen er et fejlskud, der rammer ham selv i foden.

Dernæst begår han også den fejl, at han taler nedsættende om noget, som han ikke selv forstår. Diskussionen på chatten udsprang af dine bemærkninger om nu’et. Hvis Ole Bjørn havde været bevandret i den filosofiske litteratur, ville han næppe have beskyldt dig for tankemæssigt at leve i en fantasiverden.

Du står absolut ikke ene, når du hævder, at det altid er nu, og at nu’et er det eneste, vi har, når vi taler om det oplevelsesmæssige. Derfor finder jeg det vigtigt at give dig opbakning, hvilket jeg også gjorde på chatten. Dette vil jeg gerne uddybe lidt.

Sagen er, at forbindelsen med virkeligheden styrkes, når vi har opmærksomheden henvendt på nu’et som det sted, hvor vi udfolder vort liv og har vore oplevelser. Men det er svært at dvæle i nu’et, fordi man ideligt bliver halet bort fra det på grund af de mange tanker, der melder sig, og som slår op som fisk gennem overfladen af en stille sø.

Det kan virke overordentligt distraherende, hvis man befinder sig i en situation, hvor man for eksempel blot vil sidde og være til, medens solen står op, og nyde lyset, der langsom farver himlen og trætoppene røde. Hvor fuglene markerer deres territorium ved at synge deres morgensang, og hvor haren kommer luntende frem fra skovbrynet og sætter sig til at pudse sine knurhår med forbenene.

Giver man sig her til at tænke på de opgaver, som man skal have løst i dagens løb, eller tænker på de fortrædeligheder, som man blev udsat for i går, er oplevelsen af nu’et forsvundet. Hermed er også oplevelsen af virkeligheden blevet forhindret, men man kan i denne situation vænne sig til at betragte de opdukkende tanker med ligegyldig velvilje og lade dem svinde bort af sig selv, så nu’et igen bliver til nu’et.


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Kristian.

Dit indlæg er i sig selv en lang række fejlskud. Jeg har helt konkret påvist flere tilfælde af Michaels forkerte brug af ord i forhold til Dansk Sprognævns definitioner. Det betyder ikke, at jeg ikke forstår hvad Michael mener, for det forstår jeg udmærket, eftersom sproganalyse har været et af mine livslange studieobjekter. Jeg er desuden ganske velbevandret i den filosofiske litteratur, også i tidligere filosoffers forståelige fejltagelser på grund af manglende viden. Hvis det skulle have undgået din opmærksomhed Kristian, så forøges den menneskelige viden og forståelse ganske markant år for år.

Hvis Michael havde betegnet sine tanker som digteriske beskrivelser af virkeligheden, ville jeg overhovedet ikke have opponeret, for i digtning er alt tilladt, men nu fremstiller han dem altså som en bedre forståelse af virkeligheden end den folk som Einstein, Bohr, Piet Hein, Stephen Hawking m.m.fl. samt alle nutidige forskere har, så det må jeg selvfølgelig opponere imod, især fordi problemet tidens natur for mig altid har været nøglen til forståelse af universet, og jeg har derfor studeret det intenst i næsten 60 år.

Ordet evighed betegner et tidsforløb uden hverken begyndelse eller slutning, som i tilfælde af en positiv krumning af rumtiden kan bide sig selv i halen.

Nuet derimod betegner et skillepunkt mellem fortid og fremtid, og da punkter ingen udstrækning har, så har nuet ingen tidsmæssig selvstændig eksistens i dette univers, men er blot en tankekonstruktion. En reel eksistens forudsætter at tiden kan kvantiseres, så nuet optræder som et tidskvant, og det har hverken Michael eller alverdens kosmologer eller chronomatikere kunnet påvise til dato.

Men oplevelsen af nuet er i virkeligheden en oplevelse af fortiden alene af den grund, at der er en tidsforsinkelse på sansesignalernes ankomst til hjernen samt deres fortsatte behandling. Det NU, man oplever, eksisterer ikke i virkeligheden.

Evighed er ligeledes et teoretisk begreb, som man kan hæfte på (teoretisk) lukkede kredsløb, men ingen har kunnet påvise, at evighed virkelig findes. Det er blot en metafor som mennesker i almindelighed ikke kan gennemskue. Det har dog en matematisk eksistens i den imaginære tid, der, som bl.a. Piet Hein har sagt, står vinkelret på tiden i en grafisk fremstilling.

Michael og du begår her den klassiske fejl at forveksle individuelle følelsesmæssige oplevelser med konstaterbare virkelighedsfænomener, der ikke er farvet af personlige fylo- og ontogenetiske erindringsspor. De sidste kan fungere som sociale samhørighedsbånd, men kan ikke bruges i forskningen i den objektive virkelighed.

At frakende andre (inklusive forskere) den romantiske virkelighedsfølelse af nuet er i mine øjne udtryk for en højrøvet arrogance og manglende forståelse af andre mennesker. Alle har denne følelse af oplevelse af nuet, og det svækker ikke nydelsen at erkende, at det er en pseudoviden man oplever.

Når jeg i lang tid har begrænset mig til chatten har det flere årsager. Jeg blev af mange beskyldt for at skræmme nye debattører væk, skønt der var en livlig og alsidig debat, da jeg deltog, og også et jævnt voksende antal deltagere. Den påstand må vel efterhånden været manet godt og grundigt i jorden set i lyset af det sidste halve års udvikling. I de perioder hvor jeg grundet rejser heller ikke ytrer mig i chatten, kan der ofte gå flere dage mellem indlæggene.

Dertil kommer at chatten er det eneste sted hvor man kan fremsætte relevant personkritik uden at de skænderier, som det kan udarte til, får en blivende plads i debatten. Det hjælper ikke meget at flytte smædeskrivelser til arenaen, når den fortsat er lige så synlig som de øvrige debatter, så anonyme smædeskrivere og deres støtter har frit spil på debatten med citatfusk og alskens løgnagtige påstande.

Men der er måske håb om Kristian, at du nu, hvor du er færdig med din oversættelse, kan bidrage med nogle kvalitative indlæg, så treram ikke skal være ene mand fra støtteforeningens bestyrelse til at holde debatten i live.

Mvh

Ole Bjørn

Kære Ole Bjørn.

Tak fordi du tog til genmæle med et vægtigt indlæg. Jeg vil naturligvis ikke bestride rigtigheden af det, som du skriver vedrørende de aspekter, der er forankrede i naturvidenskabelige arbejdsmetoder. Imidlertid har jeg andre grunde – herunder filosofiske – til at mene, at Michael og jeg langt hen ad vejen taler om det samme.

Her vil jeg bede dig henvende opmærksomheden på det, som jeg skrev, og som faktisk var omdrejningspunktet for oplægget: »Du står absolut ikke ene, når du hævder, at det altid er nu, og at nu’et er det eneste, vi har, når vi taler om det oplevelsesmæssige.« (Citat slut).

Her er 'det oplevelsesmæssige' nøglebegrebet, og herfra kunne du i filosofisk henseende gå videre med Søren Kierkegaard, der i såvel Philosophiske Smuler som i Begrebet Angest har nedfældet afgrundsdybe tanker om det begreb, som han kalder 'Øieblikket'. Det er ret indviklet, hvorfor jeg ikke vil trætte med længere forklaringer, men blot nævne, at Kierkegaard kalder øjeblikket for evighedens nucleus.

Du kunne også vende blikket mod øst og beskæftige dig med en dybtgående filosofisk antropologi, som eksempelvis findes i buddhismen. Her vil du for eksempel støde på anvisninger til frigørelse fra de tidsmæssige fluktuationer, så sindet falder til at hvile i nu’ets uforlignelige tomhed 'shunyata'. Den tomhed, der er oprindelsespotentialet for alt, hvad der kan foreligge i sindet, og som kun han opleves i nu’et.

Lad mig give dig en tekstprøve fra Majjhima-Nikâya, som den tyske Ernst Hoffman, der livet igennem studerede Vayrayana-Buddhismen, hvor han blev optaget under navnet Lama Anagarika Govinda, anbragte forrest i sin bog The Psychological Attitude of Early Buddhist Philosophy:

»The Perfect One is free from any theory, for the Perfect One has understood what the body is, and how it arises, and passes away. He has understood what feeling is, and how it arises, and passes away. He has understood what perception is, and how it arises, and passes away. He has understood what the mental formations are, and how they arise, and pass away. He has understood what consciousness is, and how it arises, and passes away. Therefore, I say, the Perfect One has won complete deliverance through the extinction, fading away, disappearance, rejection, and getting rid of all opinions and conjectures, of all inclination to the vainglory of ’I’ and ’mine’.« (Citat slut).

Ex tuto vil jeg sige, at orientalsk filosofi er andet og mere end et modefænomen, som nyreligiøse, der har fået et åndeligt gennembrud, går rundt med som en skrå i munden, og som de kan spytte ud i hovedet på alle og enhver, der gider lægge øren til deres overfladiske udgydelser.

Store navne inden for den vesterlandske teoretiske fysik har fundet mange østerlandske tankegange fængslende og har markeret deres forståelse på forskellig vis. For eksempel anbragte Niels Bohr yin-yang-tegnet i sit våbenskjold, og Oppenheimer lærte sig sanskrit for at kunne læse Gita’en. David Bohm var også én af dem, der studerede Østens visdom.

Set i en østlig optik kan jeg udmærket begribe det, som Michael skriver, hvorfor jeg finder din anke over hans brug af sproget upassende. Faktisk synes jeg, at Michael hører til blandt de debattører, der gør det rigtig godt.

Derfor, kære Ole Bjørn, ret blikket mod øst med henblik på at blive lidt mere all round i dine filosofiske vurderinger.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Arne.

Du har efter min opfattelse ret, når du sætter spørgsmålstegn ved, om nogen har patent på forståelsen af begreberne ’evigheden’ og ’nu-et’. Når du vælger at henholde dig til din egen subjektive sandhed, har du i hvert fald Søren Kierkegaard på din side. Han sagde jo nemlig: »Subjectiviteten er Sandheden«, og det betød på det nærmeste, at det er ens egen subjektivitet, der er kamppladsen mellem løgnen og sandheden.

Kun her kan man kæmpe sig frem til de ståsteder, som man eksistentielt vil sætte sin tilværelse ind på, og deraf følger, at det i sidste ende er én selv, der er bærer af ansvaret og skylden i henseende til ens eget liv.


Med venlig hilsen

Kristian