Hej Kræn-P
Du skal have tak for din opbakning. Den er meget kærkommen og jeg sætter pris på den. Jeg har lidt svært ved at granske Ole Bjørns reaktion. Jeg gør mig ikke til af at være i besiddelse af nogen ultimativ sandhed, men jeg har den mening jeg har.
Denne mening kan ikke forandres ved at en eller anden autoritet udtaler et eller andet, men kun ved, at jeg ved at lytte og lære, selv modificerer den, hvilket jeg gerne gør,når jeg tester den i omverdenen. Det besynderlige jeg oplever, er, at når jeg giver udtryk for denne mening, så bliver jeg kaldt åndshovmodig, højrøvet eller hvad ved jeg både på denne debat og på den anden.
Nu er jeg ikke spor højrøvet (kun nogle gange), en opfattelse jeg finder bekræftet hos de, som kender mig og som slet ikke opfatter mig sådan. Jeg ved ikke om jeg skal føle mig smigret eller hvad?
Men spøg til side. Jeg har valgt at beskæftige mig med det måske vanskeligste i tilværelsen og indtil jeg dumpede ind på den anden debat for nogle år siden havde jeg kun gået med det for mig selv. Hele dette virvar der er opstået ved at deltage i en debat, har overrasket mig, men ganske langsomt har jeg fået styr på hvordan jeg kan forvalte mit pund. Men alt personfnidderet og den evige debatteren éns egne synspunkter imod den andens, i stedet for at lytte til og lære af hinanden, fik mig til at forlade den anden debat, fordi jeg oplevede at den konstante modstand mod det jeg skrev, fik mig selv til at tvivle på det som jeg selv gik ind for.
Når jeg prøvede at forklare virkelighedens fine tråde, som jeg selv oplever den, blev forklaringen skudt i sænk og jeg fik ingenting til gengæld andet end en grusom intethed.
Men nu er jeg tilfældigvis bekendt med den eksistentielle virkelighed på begge måder. Både det, at være helt alene i universet, uden Gud og uden mennesker, en overvældende eksistentiel frygt, som jeg kun kunne finde en vej ud af ved at forlade den og søge andre menneskers selskab.
Den eksistentielle styrke jeg opnåede ved at forstå at livet leves i forbindelse med omverdenen, andre mennesker, gjorde, at det også blev muligt for mig at opleve denne eksistentielle virkelighed og at være alene, på en helt anden måde. Det, som jeg, i mangel af bedre ord, kalder stilheden og det uendelige rum. Men jeg er da klar over, at det er mit eget rum og min egen oplevelse.
Der er to ting, som jeg noterer mig ved Ole Bjørns opposition imod mig, og den ene er denne, at opfatte nuet som fortidens gennemgang mod fremtiden. På den måde reducerer man nuet til noget evigt forbigående og hæfter sig ved fortiden og fremtiden.
Det er ikke helt forkert, dette er, hvad der rent faktisk sker. Vi er et resultat af den samlede fortid og ved at opleve, tænke og konkludere, modificerer og udvikler vi hele tiden denne fortid som er vores samlede viden og vi lever i en bevægelse som går fra fortiden ind i fremtiden, det som kaldes tanken.
Man kan også vende denne betragtningsmåde om og betragte nuet som det evigt værende, mens fortiden bevæger sig gennem dette nu mod fremtiden. Men fremtiden er en illusion, en tanke, og når fremtiden bliver til virkelighed vil det altid være som en nuets virkelighed. Hvorfor så ikke blive stående i nuet og lade fortiden bevæge sig ind i fremtiden, i stedet for at opfatte livets gyldne nu, som er det eneste virkelige, som noget der blot skal overstås?
At være, er at være nu. Jeg finder det derfor ikke svært at konstatere, at nuet er det eneste virkelige, at det altid har været og altid vil være, nu.
Den anden ting er, at Ole Bjørn og jeg beskæftiger os med noget helt forskelligt. Jeg beskæftiger mig med at kende mig selv og i dette forløb er jeg stødt på begrebet iagttageren og det iagttagne. Jeg holder meget af evangelierne, men jeg kan forstå at man kan blive forfærdet hvis man møder begrebet, ’’at den som intet har, skal miste endog det, han har’’.
Jeg er da indbildsk nok til at mene at tidligere tiders vise altid har udtrykt sig på en forblommet måde, som gør det vanskeligt for os andre at forstå hvad de taler om. Måske de ikke selv var helt klar over det, eller måske de manglede ord til at udtrykke sig.
Det må være svært, når man har skabt sig en overvældende tankebygning, at se denne bygning blot som tanke. Jeg har da stor beundring for de, som lever sådan. Ole Bjørn, Ipso Facto, Johannes Møllehave, men selv foretrækker jeg enkelhed. Ikke en ydre enkelhed, men en enkelhed i opfattelsen.
Meditation er, at vende hele bøtten om og beskæftige sig med livets virkelighed. Livets virkelighed er os selv, det vi er.
Vi gør os sjældent klart, at vi er den eneste der findes og at verden kun eksisterer for os i kraft af vore sanser. Jeg ser og opfatter rummet og alt hvad der er i det med mit blik og jeg hører føler og smager. Derfor eksisterer verden for mig.
Selv når jeg glemmer mig selv og er fuldstændig sammen med en anden, glemmer jeg tit, at selvom vi er sammen, så er vi også alene hver for sig.
En smuk modsætning. Alenehed og sammenhed.
Vi forstår ikke, at hele vores verdensbillede blot er en tanke og hvis vi alligevel sanser det, så bliver vi frygtelig bange for at der så intet er tilbage i livets frygtelige eksistentielle virkelighed.
Det er denne forståelse af forholdet mellem iagttageren og det iagttagne, som er så vanskelig, fordi det drejer sig om os selv. Når vi mener at tanken er det eneste der findes, den eneste måde hjernen kan fungere på, så låser vi os selv fast i en bestemt opfattelse. Vi konkluderer i stedet for at spørge.
Og her, imellem det døde sind, som konkluderer på baggrund af fortidens erfaring og det levende sind, som hele tiden dør fra fortiden, spørger, lever og lærer nyt, befinder vi os. Vi tør ikke, at give slip og bevæge os ud på det dybe vand.
Man kan ikke forstå sig selv ved at læse bøger om psykologi. Læren om mennesket er læren om os selv. Hvorfor læse om sig selv i en bog i stedet for at lære ved at kigge direkte på sig selv?
Jeg tror, at jeg prøvede at forklare det i et tidligere indlæg om, hvordan man kunne sidde og opleve sine egne tanker, dvs. fortidens reaktion, og hvis man blev ved længe nok, så ville man opleve at de stilnede og noget andet tog over.
Dette andet er opmærksomheden. Det er synet af søen foran én, af fuglen der flyver over himlen og alle lydene omkring én. Så dette, at tanken bliver stille er aldeles ikke ensbetydende med hjernedødhed, tværtimod. Det er det uendelige rum og stilheden.
At være uden tanken, er at være overmåde levende og opmærksom.
Al fortidens erfaring og viden, både ens egen og menneskehedens, kan i akkumuleret form betragtes som det, vi kalder forstanden. Når tanken bliver stille er denne forstand fuldstændig vågen
Når vi så igen begynder at tænke, så spalter vi denne forstand ud i dens bestanddele.
Så opstår iagttageren og det iagttagne. Denne forståelse af iagttageren og det iagttagne, går vi altid udenom og den er årsag til mange misforståelser. Når man aldrig har prøvet at være opmærksom i nuet, så forestiller man sig, at denne tilstand er en tilstand af fuldstændig udslettelse, hvilket den ikke er.
Det er blot jeget, som er midlertidigt fraværende. Men snart banker tilværelsen på døren igen. Vi begynder igen at tænke og erindre og igen bliver jeget til.
Når vi er så tæt på os selv, er det svært at forstå, at der ikke er nogen forskel på iagttageren og det iagttagne. Det iagttagne er al vores viden, alle vore oplevelser og vore erindringer. Dette er hvad vi er. Men dette jeg, som betragter alt hvad det er, består selv af alt det, som det betragter. Derfor er iagttageren det iagttagne.
Der er ikke tale om nogen form for udslettelse for man kan ikke udslette sig selv. Men er det ikke skønt at glemme sig selv, al vores fortids smerte, træde ud i nuet og mærke den friske blæst mod vores ansigt?
Hvis man forstår, at iagttageren er det iagttagne, så forstår man også hvor formålsløst det er at sætte sig ned og forsøge at kontrollere sine tanker. For dette ’’man’’ er en illusion som er skabt af tanken.
Hver gang jeg forsøger at kontrollere tanken så skaber jeg mig selv i forhold til det som jeg er. Jeg skaber afstand i mig selv. Afstand mellem mig selv og det, som jeg er. Dette jeg, bliver skabt i kraft af mit ønske, som jeg har, om, at det, at kontrollere tanken, skulle bære mig et bestemt sted hen. Det er derfor fortidens viden som er aktiv i viljeshandlingen.
Derfor har du ret i det du skriver. Al såkaldt ’’handling’’ er en viljeshandling udsprunget af fortiden og dette, at ønske, at kontrollere sine tanker, er en komplet misforståelse. Den eneste rette handling er derfor, at etablere en tilstand i sit sind som slet ikke handler. Der er ingen mening i at stræbe efter at kontrollere tanken, snarere burde man lade tanken flyve frit. Så er der ingen modsætning mellem at tænke og ikke at tænke.
Så kan man tænke kreativt og lade denne kreative bevægelse i sit sind finde sin egen form og formulere sig på sin egen måde. Og så kan tanken på en naturlig måde blive stille uden at man tilstræber det.
Den første og sidste handling er derfor, fuldstændig at høre op med at handle. Denne ikke-handling er opmærksomhed og denne opmærksomhed ser, at det er fortiden, der handler som resultat af en udfordring. Fordi den ser det, er der fuldstændig frihed. Den kan følge med handlingen eller den kan lade handlingen ske uden at rette på den. Så dette at se, at være opmærksom er både den fuldstændige ikke-handling og den fuldstændige handling.
Og hermed er man nået, ikke til slutningen, men derimod til begyndelsen. Her begynder livet og en rejse som måske varer for altid. Her fødes den ikke-valgte opmærksomhed på det, som er, som er helt uden for éns rækkevidde men som er det lys, der hele tiden tænder sig selv.
Jeg ved ikke om det er en forklaring der kan bruges til noget, men jeg følte mig helt inspireret.
For mig, som beskæftiger mig med forholdet mennesker indbyrdes, er det ensbetydende med, at man ikke kan sætte sig på en stol og lære sig selv, at kende. Man bliver nødt til at gå ud i verden og ved at reagere på livets udfordring lærer man sig selv at kende, som man er. Ved altid at være opmærksom på sig selv og de sammenhænge man optræder i, uden, at man har valgt det ved en viljeshandling.
Det er en besynderlig opdagelse, at alt hvad de taler om kan føres tilbage til dette nu og til en selv. Dette, at leve, at være sig selv, at kende sig selv. At forståelsen af sandheden er at forstå sig selv, det man til enhver tid er og at klarhed er en tilstand hvor der ikke er nogen forstillelse, hvor man ikke kan skjule noget for sig selv. For mig er denne ubetingede klarhed, hvor alting er foldet ud som det er, det sande lys.
Det er dette, at se klart, som jeg mener, er noget andet end tanken. Noget man kunne kalde intelligens. At det, som er mere end tanken, mere end vore sentimentale følelser, slet ikke er ingenting, men en hel masse er ganske vanskeligt at forklare, man må selv opleve det.
Selvom jeg ikke kan sige mig fri for nogle gange at havne i mine balstyrige følelsers vold, så elsker jeg klarhed og usentimentalitet. Der hvor nydelse ikke er nydelse, men fornøjelse.
Nå, du må undskylde, at jeg skrev et så langt indlæg. Det var en teknisk forklaring og det er jeg nok ikke så god til. Som Ole Bjørn nævner, så egner jeg mig nok mere til at beskrive livet poetisk, idet jeg holder mere af selve livets indhold, end af de tekniske forklaringer.
Jeg glæder mig for øvrigt til at købe jeres udgave af Bhagavad Ghita på forlaget Gammelmark den 10. december. Hvis jeg ikke umiddelbart kan finde den, skal jeg nok spørge. Interessant, dette at lave sit eget forlag. Jeg kender en hel del mennesker, som digter på privat basis. Der er intet forlag, som ønsker at udgive det, men jeg har tit tænkt på om man ikke kunne lave sit eget forlag. Det sidste jeg hørte om var ham med de EDB-hæfter, man kan finde alle vegne. Det var en eminent idé.
For øvrigt kan jeg anbefale alle at begynde at leve med sig selv. Trods alt er man den nærmeste til at gøre det.
Svar
Citer
