Kære Michael.

Alene din bemærkning om at "livet har gjort mig bitter" viser, at du ikke har forstået et klap af, hvad der går for sig i andre mennesker og især i mig.

Bitterhed eksisterer overhovedet ikke i mit følelsesliv, som indeholder et minimum af negative tanker. Mit liv styres af fornuft, rationalitet og konsekvens, så jeg "har råd til" at nyde mine følelser uden at de ødelægger mig. Men en sådan livsform ligger nok udenfor din nuværende forståelsesramme.

Ydmyghed er en form for underkastelse, og den er hos mig reserveret til min respekt for universets sande mysterier og menneskers seriøse forsøg på at komme til en almen brugbar forståelse af universets natur.

Du er inde på en farlig bane af selvsuggestive oplevelser, som du forveksler med viden. Når hjernen løber løbsk i ruslignende tilstande kan man godt få en euforisk lykkefølelse af at se klart, men det er en illusion, som mange dyrkere af ukontrollerede meditationsformer oplever.

Hvis man ad den vej kunne opnå viden og forståelse ville teknologien i dag være milevidt fremskreden i forhold til dens nuværende stade. Der er masser af forskere, der anvender meditation som afkobling, men det er ikke derfra de henter de geniale indskydelser som leder til øget viden.

Dine egne jævnlige anfald af tungsind og misantropi skyldes netop, at du vender realiteterne ryggen og prøver at finde løsninger på dine problemer i mystikken. Den vej er en blindgyde, som dit skiftende humør tydeligt viser.

Mvh

Ole Bjørn.


P.S. Hvis du fortsat vægrer dig ved at gå realiteternes vej, skulle du måske i stedet prøve EKIM. Jan er jo et glimrende eksempel på, at de rette pseudoforklaringer kan hæve serotonin-niveauet i hjernens synapser uden brug af piller.

Hej kære venner.

Dejligt at høre du stadig er i live, kære Kristian.

Og ja, selvfølgelig også i andre.

Jeg har altid et godt spørgsmål jeg stiller mig selv, når jeg ikke oplever mig selv som værende fredfyldt og glad:

Ønsker jeg at have ret, eller ønsker jeg at have fred?

Hvis jeg ønsker at vide hvem jeg i sandheden er, så må jeg først erkende, at jeg ikke ved noget som helst. Ethver begreb, enhver ide, ethvert koncept jeg nogensinde har tillagt virkeligheden, må jeg i ydmyghed erkende er falsk. På den måde kan jeg lade virkeligheden åbenbare sig for mig, og blot tage imod den med glæde og kærlighed.

Hvis jeg ønsker at opleve virkeligheden som den virkelig er, så kan jeg ikke påtvinge eller tillægge den noget som den ikke er. Hvis jeg påtvinger og tillægger virkeligheden noget som den ikke er, så virker det også som om, at jeg bliver påtvunget og tillagt noget som jeg ikke er.

Konflikten ophører i det øjeblik hvor sindet er villig til at give slip på alt hvad det har lært sig selv i dennne verden.

Det er altid sindet som fortæller verden hvad verden er. Det er subjektet som fortæller objektet hvad objektet er. Objektet kan ikke fortælle subjektet noget som ikke allerede kommer fra subjektet.

Sindet har en ide om hvordan tingene er, og objektet giver så sindet en bekræftigelse af den ide sindet tror på. For de fleste mennesker er sindet stort set ubevidst, og derfor opdager vi mennesker ikke, at den objektive verden blot er en afspejling af vores sind.

Ydmyghed kunne være at stille sig foran et træ, trække enhver ide, enhver association, ethver begreb tilbage fra træet, og så lade træet fortælle hvad træet i sandheden er. Hvis man virkelig øver sig i dette vil det også opleves, at iagttager og det iagttagne er et og det samme. Så ses det at adskillelse er en illusion, og sindet kan slappe af og hvile i visheden om kærlighedens tilstedeværelse.

Og ja, i starten kan det måske godt føles som om man har fået en overdosis serotonin, men what, vi mennesker kan jo vænne os til meget, ik...

Håber i har det godt allesammen.

Kærligst Jan.

Hej Ole Bjørn.

Jeg vil undlade at besvare dit tåbelige indlæg. I stedet vil jeg besvare dit lige så tåbelige indlæg under tråden ''meditation'', lidt senere.

Men lige nu vil jeg hellere koncentrere mig om at formulere hvordan jeg opfatter meditation.

Kære Michael.

Jeg glæder mig da til at se dig påpege det tåbelige i mine sidste to indlæg, som du refererer til. Der er dog en enkelt ting, jeg ikke forstår.

Når du skriver, at du ikke ønsker at andre skal forstå, hvad du mener, hvad er så din begrundelse for overhovedet at skrive indlæg? Hvem kan det gavne?

Jeg håber, at du er i stand til at give et forståeligt svar på dette spørgsmål.

Mvh

Ole Bjørn