|
0
registrerede
64
gæster og
134
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Kære Michael.
|
Kære Michael.
Ole Bjørn, der af en eller anden grund ikke længer vil skrive egentlige indlæg, skrev til dig i chatten:
»Du kan jo passende starte med selv at erkende, at din forståelse af det danske sprog og dets funktion er yderst mangelfuld, dernæst at du tankemæssigt lever i en privat fantasiverden uden en dybere forståelse af andre menneskers tanker.«
Ole Bjørn må jo have et eller andet mentalt behov for at skrive sådanne uartigheder. Det har vi vel efterhånden også vænnet os til. Men det korte af det lange er, at hans karakteristik af din sproglige formåen er et fejlskud, der rammer ham selv i foden.
Dernæst begår han også den fejl, at han taler nedsættende om noget, som han ikke selv forstår. Diskussionen på chatten udsprang af dine bemærkninger om nu’et. Hvis Ole Bjørn havde været bevandret i den filosofiske litteratur, ville han næppe have beskyldt dig for tankemæssigt at leve i en fantasiverden.
Du står absolut ikke ene, når du hævder, at det altid er nu, og at nu’et er det eneste, vi har, når vi taler om det oplevelsesmæssige. Derfor finder jeg det vigtigt at give dig opbakning, hvilket jeg også gjorde på chatten. Dette vil jeg gerne uddybe lidt.
Sagen er, at forbindelsen med virkeligheden styrkes, når vi har opmærksomheden henvendt på nu’et som det sted, hvor vi udfolder vort liv og har vore oplevelser. Men det er svært at dvæle i nu’et, fordi man ideligt bliver halet bort fra det på grund af de mange tanker, der melder sig, og som slår op som fisk gennem overfladen af en stille sø.
Det kan virke overordentligt distraherende, hvis man befinder sig i en situation, hvor man for eksempel blot vil sidde og være til, medens solen står op, og nyde lyset, der langsom farver himlen og trætoppene røde. Hvor fuglene markerer deres territorium ved at synge deres morgensang, og hvor haren kommer luntende frem fra skovbrynet og sætter sig til at pudse sine knurhår med forbenene.
Giver man sig her til at tænke på de opgaver, som man skal have løst i dagens løb, eller tænker på de fortrædeligheder, som man blev udsat for i går, er oplevelsen af nu’et forsvundet. Hermed er også oplevelsen af virkeligheden blevet forhindret, men man kan i denne situation vænne sig til at betragte de opdukkende tanker med ligegyldig velvilje og lade dem svinde bort af sig selv, så nu’et igen bliver til nu’et.
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
