P.s.

Pia Tafdrup må også være på sin rette plads, her i 80'ernes tid og Klaptræets café:

VI ER IKKE ENDAGSDYR

play
00:0001:45
I mørket vogter månen
konkavt.
Dine øjne er lukkede -
alle har set noget,
men ingen det samme.
Hvad ansigtet skjuler,
iagttager natten.
og døren står åben.
Dine øjne er lukkede -
dit ansigt er nær mit.
En kraft stiger og stiger
fra det øjeblik, vi fødes,
- og vi er ikke endagsdyr.
Vores hjerne er ikke konstrueret
til at styre vinger,
men til at bygge sprog
og navigere på anden vis:
At tænke er at forsøge
at se på en ny måde, polarklart
- hvilket vil sige
også at fatte begrænsningen.
Dine øjne er lukkede -
din krop er et kast frem
i det safranlysende skær.
Søvnen har væltet
din hjernes rosettasten;
den viser en skrift,
vi ikke har tydet før …
Vores sted er tiden,
og vi læser,
som ville vi forsøge at huske det,
der endnu ikke er hændt os.
Hvad vi ikke gør,
tilgives ikke.
Den ene hånd griber hårdt,
den anden beskytter,
en tredje velsigner.
Dine øjne er lukkede ―
sjælen tiltrækkes
af det uendelige rum,
bygget af musikkens pauser.
Jeg har dit skrig
i min mund.

Hej sneglemuse..

– og hvor er det dog godt at huse er hule!
Ja du store kineser for en storm, og hvor der pludselig blev stille i det store rum – enten øjet nu har andet for eller nyder en middagslur, for sikken ravage – og pinedød, suk!
Jeg ved nu ikke hvor megen poesi, der blev skrevet, men rigtignok blev der vist helvedes mange fine film – du må da i øvrigt gerne sgu’e – og lapped’ mælkekaffe, øl og blanke øjne i sig, inden de altid månesene gå-hjem-ture nedad Købmagergade, som jeg også glad genkalder mig – og stadigvæk står her én af de smukke støbejernslysholdere, det dog nu er forbudt at anvende som askebæger.
Engang imellem trænger man altså også til at se nogle af F.P. Jacs tankebilleder, øjnenes lune mulm. Godt er det bestemt at se moder sol stråle glad, det trænger vi vist også til, oven på dén tur, så jeg fortsætter ufortrødent ud af samme spor – med en svimlende lille afstikker:

Rekonvalescensen

Himlens vældende Brønde
af Blaat over Tage og Træer,
det fine rimede Vejr!

Og den kvægende Duft af Tømmer
og Vaar i din Vindueskarm
naar Solskinnet gør den varm!

Nu møder Skyer Skyer
i blaanende Kuldegys
og laaner hverandre Lys.

Højtidsfuldt løftet mod Hvælvet,
svimmel af Gensyns-Fryd,
ser du i Nord og Syd

kun glitrende Vaarbruds-Lande,
og Mørket, som du forlod,
krummer sig nu ved din Fod

som en tæmmet og lydig Skygge,
raser ej mer og glammer
i Dødens ensomme Kammer.

Et tærende Baal af din Lykke!
Det fraader af Livsens Hunger
og sender nidkære Tunger

ud efter vor Hverdags-Graahed,
vil svide hver Tvivl og Smerte
til Støv ved dit Flammehjerte!

- William Heinesen.

*

Og da nu livet atter korsfæstes med skrårems-mystifikationer, er det godt at ku’ hive Jægeren i ærmet – velnærmest en Diogenes, der lige må bede en opsvulmet Hr. Heidegger flytte sig lidt for solen:

Være-digtet

O at være en høne,
ingen kan finde, hvor er.
Gemme sig dybt i en have,
pikke et rødhudet bær.

O at være tøjhund,
kysse en blankøjet dreng,
bo i hans venlige arme,
sove sig mæt i hans seng.

O at være æble,
svulme i rigdom og mag.
Suge begærligt i stilken,
slippe en sensommerdag.

O at være stodder
stedt på den regnvåde vej.
Ensom, fordrukken og sølle.
Sådan en stodder er jeg.

- Frank Jæger.

Og da vi nu ér der..

Hjerneånden

Cogito ergo sum
var dirken
der åbnede menneskets
dør i kirken.

Da flyttede kampen
mellem Gud og Fanden
fra alnaturen
og ind i manden.

Men udenfor striden
lå menneskets stub,
naturen og rummet
bag kikkert og lup.

Og fremtidens mænd
blev maskinfabrikanter
der tæmmed naturens
trækelefanter.

Der bygged et Babel
af glas og cement
på hjerneåndens
lovfundament.

I toppen af et drivhus
for kapitalister
der dyrkede Gud
som natur-realister.

I bunden af en kube
for arbejdsbier
der samlede honning
til djævlerier.

Og maskinerne summed
mellem staten og Ford,
til vi blev penduler
mellem krig og komfort.

Da flyttede kampen
mellem Gud og Fanden
fra hele mennesket
og ind i forstanden.

Og hvis vi et øjeblik
forlader fornuften
fortsætter kampen
i luften.

- Ove Abildgaard.

mvh
Simon

P.s.:
Til Pia Tafdrups fine indre, ja da ka’ mås jo med fordel gryde sig lidt i klitterne! – blot sagt, fordi det ér tiden, hvis altså, man vil svimle lidt på kanten til Uranos og Gajas brydekamp; i hvert fald nærmer dette sig Ole Wivels oplevelse, med digtet jeg formoder må ligge dig o.a. lidt på sinde…;)

Tidlige landskaber

I
Barndommens haver, mærkeligt dybe,
med trolddomsbuske og eventyrdiger
hvor jeg mod aften kunne krybe
ind i de ældste forjættede riger!

Her var min indgang til mytens verden!
Skyerne fløj på englevis
medens forneden dyrenes verden
virkeliggjorde mit paradis.

Stille sad jeg, saligt alene,
drømte mig bort mod den yderste rand,
indtil under de bøjede grene
solnedgangen stak alt i brand.

Da blev jeg ramt af en syndefaldsskygge!
Duggen smagte, som gråd, af salt.
Frysende flygtede jeg fra min lykke:
navnløs at være eet med alt!

II
Å, gyldne vemodspark, min ungdoms rene
forventnings og fortryllelses symbol:
det suser endnu højt i dine grene
af sommerblæst og sen oktobersol!

Her gik jeg med min første sky veninde –
hvor brændte uvant kølig hendes mund!
Her så vi Mars og Venus frosthårdt skinne
i efterårets dybe afskedsstund.

Men sommerhuset lå omkring min pande
når tynde hefter lyste i min hånd:
fortumlet steg min sjæl mod morgenlande,
båret af Hölderlin og Shelley’s ånd!

Og tiden kom, da jeg med fjerne blikke
mod himlen fulgte svalers flugt og skrig.
Mit liv var digt og drøm – jeg vidste ikke
at verden sprængtes af den store krig.

III
Klitternes stikkende græs.
Regn og jagende blæst.
Over det jerngrå hav,
skyernes sluse i vest.
Skånselsløst som en dom
dette fortabelsens øde,
aldrig farvet af mildere
drømmes morgenrøde.
Vesterhav, hvor din hånd
slår mine skuldre hårdt!
Storm, lån mig din fjederham
og før mig bort!
Manddommens bitterhed
bider i mit blod –
sjælens savner sin grænse,
tanken sit vigende mod.
Skal jeg mon standse her,
tåle i uvished
truslen om undergang,
jordens tordnende skred?
Sænk da din vældige hvile,
hav, i mine lemmer!
Overdøv mine skrig,
himmel, med rolige stemmer!

IV
Tidlige landskabers
morgenrøde,
da barnet lo
med en engels lykke,
gennemgløder
manddomsnætternes
gru som et kosteligt
gyldent smykke!

Intet mørke
som ikke lyset
sejrrigt leende
overskrider!
Ingen stormnat
som ikke følges
af stilhed og nye
solopgangstider!

Dette ved jeg,
hellige viden
skænket mig
i fortabelsens øde:
mørket viger
når verdensherskeren
uformodet
står op af døde!

- Ole Wivel.

mvh & go’ solskinsdag
Simon

Lidt fra et rart menneske:

Historiens gang

På indersiden af husets vandrør sidder partikler
fra stalinismens og koldkrigens dage;
der er fremdeles en svag durren
efter nazisternes støvler i visse brosten.
Støvet, som har været på jordomrejse,
er kommet tilbage fra Auschwitz og Srebrenica
og falder sagtmodigt på biler og hatteskygger,
inden det genophvirvles
og fortsætter rejsen.

*

Længe siden

Engang glemte Zoot Sims sin sweater
hos en pige, som jeg har kendt.
Det er køligt for denne årstid.
Folk skutter sig, når de træder ud af butikkerne.
Hun var lys og musikalsk.
Sims døde i 85.
Pigen fik cancer og bukkede under.
Hvor er sweateren?
tænker jeg af og til.

*

På vej til købmanden lå en handske.
Den var våd og så hjælpeløs ud.
Jeg stod lidt og betragtede fænomenet,
hvis man kan kalde en handske sådan.
Så forlod jeg den, som den var.
Da jeg kom tilbage,
lå der tre.

*

Flytning

Bøgerne står på de samme reoler
men i et andet hus.
Et billede, som hang i stuen,
er placeret over køkkenbordet.
Diverse brugsanvisninger er forsvundet.
Jeg har ondt ved at trække vejret,
hvorimod køleskabet fungerer.

Min mor er død i mellemtiden.
Det har intet med vores flytning at gøre.
Hun burde være i himlen nu,
hvis ellers der er retfærdighed til.
Hun har brugt et liv på projektet.

Får de mon børn deroppe i det evige liv,
spiser de risengrød juleaften,
eller er det hele symbolsk?

- Peter Poulsen.

mvh
Simon