Som vinden ka’ fylde én med lykke, ka’ man vejrhaneglad mindes efterårssøndage på Klaptræet, stedets støbejernslysholdere på kaffebordene og et vindblæst Kultorv badet i sølv, tilbage i de 80’ere hvor også disse strofer blev født:

Organisk

By ligger tæt i sten og asfalt.
I bevægelsen fra luften
atomers mønstre,
molekyleblokke mellem gaders tomrum.
Cellevæv vejlysenes wire.
Gennem plaster af smog.

På asfalt, huden af byen,
sår og operation.
Indre læsion har åbnet
indtil byens marker.
Små bunker klodekød,
under byen venter jordens sæd.

*

Morgenmund

Skyklodser løber lavt som bombefly
over morgenhimlens fugletrafik
sort som hemmelighed.
Træer gennemsigtige af vinter
Mit hoved brændt klart af løgne.

- Jens A. Seehuusen.

Halvsøvnebilleder

Liv skal række
ud over drømmegrænser
derfor vil jeg kroppen nu
dirrende lyst i alle celler

det er det
der ikke er synligt
der klarest
indspejler sig
det usagte
hører kroppen sagtens
og forstår

derfor skal alle halvsøvnebilleder
vokse vildt i mig
fantasiens plasma flyde
mellem hjernens grå og rosa mure
kun sådan
kan vi alting

jeg tæller måneskrift
og fornemmer
rummet og sekunderne
jeg er en del
af kredsløbet jeg
et stykke natur
som ikke vil dø
før jeg har levet
med solen i munden.

- Pia Tafdrup.

*

Jeg er et pludrebarn med tobak og kvinder hvilende i munden,
en lille naiv gøgler der stadig tror på et sart stykke
af vores udskudte forvirrede cancerløse kærlighed,
jeg bærer fortiden i et smykke på brystet og hvæser
af den middelmådighed der tager sig til takke med pudder,

men nu står vi kun i udkanterne af europa og forstår ikke
en skid af den bevægelse der slynger sig fra stranden,
og negativisterne de kommer i busser for at fotografere os
og alle de stædige dannelser der efterhånden er blevet kultur,

spørg en gæst fra syden hvordan frisk fisk stiltier kroppen
og du vil se en glat krop forsvinde i whisky og angst,
en og en sidder de og tænker på familien og afhoppede
elskende
hvis eneste troværdighed findes i historiebøgerne,

jeg er et pludrebarn med tobak og kvinder hvilende i munden,
jeg er et kristenbillede jeg er en kulturhore jeg er gal
og fuglene som erindring er vores sidste fine øjenbillede.

*

det er løgn når de siger at mennesket overdøver støjen
løgn når de siger at kærligheden er det eneste ene,

jeg har set kritikere slå sig til tåls med bøger af uforstand
og digtere der skrev rummelighed som femørestørrelser,

ræven kender sin rute og gider ikke gestus af omveje
den rangerer byttet i elegance og sover så søvnen ud,

skal man tage bærret eller bare lade det falde selv
det er et spørgsmål om alder en morale om vægt,

det er løgn når de siger at mennesket er et enestående,
hvem har ikke set fuglekrige rydde et franskbrød op,

jeg går langs skellet mellem dig og mig
og kalder på retfærdighed der er os fuldt ud,

jeg har set skrifter slås med sig selv af den pure logik

- F.P. Jac.

Da enhver ka’ få brug for en misforståelse, sluttelig…

Til en kat

Spejle er ikke tystere end dig
og ingen dæmring så furtiv; du er
den panter vi i månelyset ser
utydeligt og fjernt bevæge sig.
Som ved et dunkelt, gudeligt dekret
må vi forgæves søge dig; du er
mer fjern end Ganges, solnedgangens skær,
du går alene, bliver nødigt set.
Din ryg tillader at jeg stryger let
med hånden over den. Så langt tilbage
at det er glemt, fortabt i tidens dage
går din accept af denne håndens ret.
Du findes i en anden tid. Din sfære
er lukket som kun drømmen kan være.

- Borges.



mvh
Nissen

Hr. lægprædikant..

”er der andre tilbud?”

Åh ja..;)

Når livet er grimt og tanken pebergrå, i spejlet han sværger den nuttede kær
forsvinder stirrende i kristusnavlen, ser fåret mod ham le
en fest at være sig så nær…

mvh
Simon

Lidt Ivan Malinovski:

Ars poetica

˶larga palabra semejante a labios˝

Stumper
skumflager
ord for vinden
og
alt for damerne
zyklon b
epigrammatiske
blomster
og floragrammer
biblioteker
bassiner
tælling: entfremdung
ɞxẢɛуɛlu
systemer symptomer
gesamtkaos
gamle træsko
tartar
og andre råstoffer
koks i badekarret
oldkirkeslavisk
ɞxẢɛуɛlu
skære
klippe
konturere hadet
vælge
gamle madrester
tygget tømmer
alting brugt
livet et leksikon
lidt lys
digteren er eklektiker
bare lidt lys
for at se
for at
stave
til
døden.

*

Sex og samfund

Uvidende læsere! Eilige reisende und ganz Anspruchslose!
Blæsten kan lægge to og to sammen; mindre end ni måneder efter ses resultaterne. Lad os ikke tale om dem. Jeg kender andre ting der kaldes gift: der er billeder ingen, INGEN kan få på tryk.

Det er kvaliteten der gør forskellen.

Solen kender sin bane, ikke mennesket. Meget går værre end ventet, men veje er af det gode.
Arvinger til ufejlbarlige alliancer, balancer, assurancer! Drømmer jeg eller er jeg vågen? Hvis sengen? Ryst ikke på hovedet!
Overhovedet gælder det om at finde det punkt i sig selv, hvor beslutningen sidder. Når man finder det, er det som regel for sent.

FRIHEDEN FORTIL: Den A-formede skridtudskæring giver benene en hidtil ukendt bevægelsesfrihed, og skråtrækket regulerer lårenes linjer.

Plovfuren er brødets vej til munden, kussen slægtens store port. Hvad hjælper det? Missilerne er så fine, at de kan gå af bare det ryster i nærheden. Og bagefter er der maskiner der fortsætter kampen for demokratiet; hovedløs løber hønen videre.

Hvor brat! Vi kender jo knap nok hverandre. Vi har kysset hinanden, vi har været fulde sammen. Det er det hele.

Talentløse statsministre! Statsansatte bøller! Velkommen også I! Velkommen!
Velkommen, I embedsmænd der kun evner at betjene et par knapper, en telefon, velkommen.
Tak for det lidt.

*

Fragment fra en rejse

Urfuglens skralde i den vågne nat

Fårenes søvnløse spor over fjeldet

Ørreden i sit omvendte bjerg af krystal
I støvet et øje der spørger efter sit låg
utrøsteligt som en muldvarp fordrevet fra sin hule

Et blik så åbent som et sår så bange
nødtvungent vidne til et tydeligt landskab

Dets drøm: en si til at drikke mørke
et flygtende vandspejl en dans af frugter

Det ser månen der græder og græder
i en kres af sindssygt kukkende gøge

Det ser sig selv som bytte for en gåde
af ubestridelige meridianer og udtømmelige årsager

Det ser fjeldet der ser ørreden
det siger „nejtak fasten er forbi”

Det ser og ser og længes efter den leende
fulg bag spejlet og smertens revers

Ørreden i sit omvendte bjerg af krystal

Fårenes søvnløse spor over fjeldet

Urfuglens skralde i den vågne nat

- Ivan Malinovski.

mvh
Simon

Hej Simon

Efter storm kommer sol ... og hvilke soldage og månenætter, såå herlige, så dejlige, så skønne :))

Det må lige være til Jac og hans Tretten dage af en sne fra 1981. Mon det også stammer fra Klaptræet? I hvert fald stammer det fra Klaptræets tid, som vi nu må besøge i mindernes tid om Kultorvets café&biograf. Det er mange år siden, biografen lukkede. Én af de to biografer i København C, der var de smalle films lærred. Mange gode film er det blevet til både i Klaptræet og i Grand, som var den anden dengang. Heldigvis er cafébiograferne ved at spire og dukker op hist og pist, og hvor er det bare godt, ja det er, sgu ... ups! :)))

På den trettende dag

sådan ender jorden sin begyndelse,
og alt forbliver ældelse i det nye,

så mange lån bæres ud på læberne
men nu som sig selv og i nyt mod,
så store ord står omkring kvinderne nu,
de har beredt os hver deres alder
som intet har med brystets muskel at gøre,
de har forsynet os i de sidste advarsler
så nu er det at indstille sig på lys og syn,

væk med pseudo som status og krige
for blomsterne forbliver i stengavlene,
de kan ikke soles væk af neutronvarme
men vil forblive i de tidlige stenhuler,
og i billedalbums ser vi os tilbage
for at forstå hvad vi har udstået,
ser tilbage på processer og kvinder
og det krucifix som de har tålt af år,

sådan ender dagene til deres begyndelse
og alt tænker at vokse mod solen,

status bliver der ikke tid til,
men måske en indskrænkning til sproget,
men måske en indskrænkning til sproget

Bedste hilsner fra en oktobersoldag
Sneglenes muse