Hej Simon

Tak for ord og billeder og endnu et tip til nye ord af Tage Voss. Lydbogsudgaven har jeg søgt efter uden held, men jeg har kigget lidt mere nysgerrigt og opsøgende ind i det Vossende univers for både far&søn og deres fælles kærlighed til havets bevægelser og horisont. Herlige fortællinger og stemninger fra skiwet ... :))

En smule hav og skiw er også at finde her i et par digte af Einar Már Guðmundsson fra Orkanens øje samt begyndelsen af Regndråbernes epilog.


Måske kommer ordene
op af havet ligesom
livets fornødenheder
Fisk og fugle,
vinger og haler:
Imellem dem, mennesket.
Jo dybere jeg dykker
Jo højere flyver jeg.

***

Tal ikke om
store nationer og små nationer
udkanter, verdenshjørner og rande.
Det her er en kugle; midten
befinder sig under dine fodsåler
og bevæger sig og følger med
dig, uanset hvor du går

***

1. DEL - Skibet i stormen


Flammende blålys

Da torden og lynild eksploderer over den halvmørke aftensøvnige by, lyder det som om der bliver spillet på utallige elektriske instrumenter i luften.
Alt ryster og rasler.
Skrattende lyde, som af radiofoniske forstyrrelser, tumler rundt, og en hvinen som af mangfoldige ustemte violiner fylder ørerne såvel hos svævende afdøde som hos dem der går levende omkring.
Det er som om der bliver slået med bordben på bækkener, som om pauker trakteres med træklodser eller en taktløs kompressor skælver oppe i himlen.
Alt ryster og rumsterer over den halvmørke aftensøvnige by.
Nogle mærker deres kranier dirre, og mens øjenlåg sitrer som ruder i vinduer, kan man til alle sider høre sindets jordskorpe slå revner.
Et sted flakker pupiller omkring som lysekroner mellem vægge.
Et sted stryger sprækker hen over skrøbelige sjæle.
Et sted ...
Men lige med ét.
Igennem det mørkklædte hvælv farer raketter på størrelse med himmellegemer.
De farer af sted med så voldsom fart at det et øjeblik er som om samtlige himmellegemer springer i luften.
I det samme lyses jorden op af et skarpt, blitzagtigt blålys, og et lynhurtigt skær slår imod murstenshuse og betonblokke.
Her er alting så lyst.
Her er alting så klart.
Selv mørkerædde katte bliver blændet, og bælgmørke musehuller lyses op og skinner som høje lyse sale.
I byen har indbyggerne det, som befandt de sig i en kæmpemæssig celle, hvor nogen tog billeder af dem.
Men byen.
Byen selv.
Aldeles forsvarsløs står den ved verdens iskolde yderrand som et nøgent træ på en klippehylde, knap nok større end en utæt hytte eller en lillebitte dråbe vand, hvis man betragter den i verdensøjets blå skær.
Og havet, det skummende brusende hav.
Oprørt og gråt slår det mod klipperne, hvor forkrøblede grene skælver i deres iskolde nøgenhed.
Enten er deres blade ved at drysse af, eller de er forlængst føget langt pokker i vold, og i det blålysende mørke synes det som om alle husene, alle blokkene, alle bygningerne, de jernarmerede betonbygninger, er i færd med at ændre sig.
Ja, i skæret fra det klare lys antager de spøgelsesagtige slottes ansigtstræk, og det er ikke så sært hvis en og anden føler det, som om det et eller andet sted hviner i rustne hængsler.

Varme hilsner på en soldag
RoseMarie

Hej RM..

Herligt med lidt efterårssol, der når den ligefrem glitrer i et roligt hav fremfor i pytter, skaber denne sære ro i den der sidder på rælingen med vinden i håret. En lille time med duften af Svaneke, gør nu også godt i øjnene, samme gør Havet om vort hus & Fra skærets horisont, der mærkeligt nok (endnu) ikke findes som lydbog. Det gør kun Moise Minskis vandring, der ved klik, ligger som flere læsemuligheder - dvs. Datoerne findes skam også som lydbog, men kun på kassettebånd.
Anbefalingen af Moise Minskis vandring skyldes dog adskilligt, bl.a. dens fortættede stemning af forventning, fyldt med mindeværdigt erindringsstof; det er poesi, en levende fortælling, som du vil kunne genlæse uden helt at mindes første gang du satte foden på stigen.
Igrunden undrer jeg mig stadig over hvorfor han ikke læses meget mere, i hvert fald af de der holder af litteratur der vedr. sidste verdenskrig. Men måske mennesket som solur betragtet, rammer det hele meget godt ind, tæl kun de lyse stunder - mennesker prioriterer fortællinger der behager forventningen, selvanskuelsen; "åh, så menneskeligt", ville Hr. Minski ha' sagt.

Jeg må tydeligvis snuse Einar Már Guðmundsson godt ind, ingen vej uden om den sag – med tak. Pt. står den dog på gode gamle Nicholas Blake (pseudonym), også kaldet mordgådernes mester, en fortælling der hurtigt får stearinlyset til at gå ud, men det er en anden historie..;)

Med nissehuevink
Simon

P.s.: Sku’ du få lyst til virkelig at mærke stemningen, under én af de mange farefulde aktioner for at få mennesker afsted til Sverige tilbage i 1943, da har Tage Voss i Datoerne skrevet en længere og temmelig levende beretning om hvordan det rent faktisk gik for sig, uden de romantiske valdhorn i baggrunden.
Titlen henviser til en række vigtige tidspunkters alvorlige begivenheder, opdelt i overordnede kapitler, som forsøget på gennem tankevækkende analyser at søge en dybere mening; som meningen er med den nødvendige dagbogsoptegnelse, at skabe lidt skik på det skete, her dog snarere forsøget på den dybere undersøgelse gennem klare og fornuftige refleksioner, til gavn for også andre mennesker.

mvh
Simon

Hej Arne
Tak for dit indlæg her i Mellemrummet, som for mig er velkomment, men det kunne også være en helt ny tråd, der kunne hedde Fadervor og bøn. For mig personligt betyder Fadervor, bøn, tro og kirke meget. Jeg holder selv meget af folkekirkens ritualer og dens inkluderende holdning til fællesskabet, og jeg er også selv "aktiv" bruger. Når jeg sætter "..." omkring aktiv, er det fordi, jeg ikke altid fysisk går i kirke, men i ligeså høj grad også benytter mig af både radio og tv programmer i den henseende :)) Det kunne f.eks. være disse to:

https://www.youtube.com/watch?v=dGH5k5A-EnI

https://www.youtube.com/watch?v=zxDMbDHNxnY&t=4s

og fra radioen (ud over den daglige Morgenandagten og den ugentlige Højmessen:

https://www.dr.dk/radio/p1/tidsaand/tidsand-35

Fadervor kan f.eks. også udtrykkes(læses og synges) som her i denne nye salme:

Vor Gud du som er i det skjulte
men ved om de længsler og sår
der gemmes i natskovens skygger
du gav os dit fadervor
den bøn som Jesus har lært os så alle
der ikke ved vej
men ængstes og famler i mørke
får ord der når frem til dig

du lytter til mig når jeg kalder
og mangler et sted at ty hen
du tilgir og hører min klage
og taler som ven med ven
i kirkerne beder vi sammen
men når jeg har mistet mig selv
så folder du hænderne med mig
i hverdagens huskapel

du gør os til ét når vi bede der
og skænker os lys så vi ser
de andre der kæmper derude
i stormnattens vintervejr
og går jeg fortravlet og glemsom
i mængden da ser jeg du står
ret nær i et hjørne af blæsten
bag den der er udenfor

Vor far du som er i det skjulte
du skabte det hele så godt
og satte os fri så vi ikke
skal tænke det gråt i gråt
et skrøbeligt menneskehjerte
kan huse dit himmelske ord
der sover i bregner og nælder
men våger i fadervor.

Lisbeth Smedegaard Andersen

Mange hilsner
RoseMarie