Go'morgen Simon

Så er det næsten ved at være hverdag igen ... og hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen. ;)

Jeg kan ikke huske, om vi har haft hverdagsdigtet oppe og vende her i Mellemrummet, men her kommer det i hvert fald, "Hyldest til hverdagen" af Dan Tùrell :

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser -
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer
Bussen der skramler udenfor på gaden
Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
Fuglene der pipper fra deres bur
Den gamle nabo der ser forbi
Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang
Den konstante indkøbsliste i jakkelommen
med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks
Den lille hurtige på den lokale
når vil alle sammen mødes med indkøbsposer og tørrer sved af panderne -
Jeg holder af hverdagen
Dagsordenen
Også den biologiske
De uundgåelige procedurer i badet og på toilettet
Den obligatoriske barbermaskine
De breve der skal skrives
Huslejeopkrævningen
Afstemningen af checkheftet
Opvasken
Erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape -
Jeg holder af hverdagen
Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera
Det skal til
med alle sine efterladte slagger
Så meget usagt og tilnærmelsesvist
vævende og hængende i luften bagefter
Som en art psykiske tømmermænd
Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere -
Fint nok med fester! Al plads for euforien!
Lad de tusinde perler boble!
Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig
i hvilens og hverdagens seng
til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt

Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen


Forløsende er det ... og befriende, og et godt digt med et kig ind i det nye år ... oh yeah ;)

https://www.youtube.com/watch?v=77jiPMXR3Aw


Mere nytår og mere Jac :

NU GÅR DET IMOD LYSERE SIND

Nu måber solen igen sin tid på os,
cirka fire sekunder.
Vi skal drages igen, undskylde hovmod,
måske fatte os.

Jeg fatter iver, to morgenaviser,
og katten i vindueskarmen.
Senere måske kaffe, og fastelavnsplaner,
alle tilsnittet normalitet.

Men du bliver liggende,
al denne nysgerrighed er gennemtænkt.
Og så nyder du min morgennikotin,
du når aldrig tanken om uro.

Og så pludselig kommer dagen,
hvor vi går i trav som vekselstjerner.
Vi kan være enige om undren, det seende,
men nænsomheden holdt altid.

*

VORES MORGENØJNE ER I SOLSORTENE

Solsortene står med anstand, silkebenstynde,
og vejrer vinduerne.
En smule oppustede i de barberede buske,
men de har lyssmæld i næbbene.

Kors i røven, hvor vejret er gråt,
kun piberøgen slår et trip på smagstungen.
Og så kaffen, den trevlede hørmer,
den giver lidt mavekneb og opvakt opvågnen.

Hov, hov, Bille, så er det kurvetid,
min middagslur står stadig til trone.
Flyd nu bare ud i eftermiddagen,
vi driller videre senere, undres igen.

Nu kan man ikke falde til ro igen,
der er naboskrig og utilfredshed i stortråd.
Det var ikke det mørke jeg ønskede, sådan nogle fattigrøvsbukser,
med papirrøv.

Fuglene drager med tusmørket, imens træet bæres ud,
nu skal højtiden stå i ild.
Satme, satme, aldrig mere, sikke dog en lømmeltak,
men nu kan I skrige i kulden.

Duften af mad plejer at lindre,
sætter først kommaet og siden et punktum.
Så bliver der ro i et par dage,
men så får vi nytårshimmel og brækkede snuder.

*

FLOT OS SÅ MED HATTE, BRILLER OG COGNACFARVER

Så blev det igen tid til at skifte årstal,
at sætte hinanden bløde blålys.
Og vi rækker til hinanden,
ja, nogle skifter partnere et døgns tid, og fortryder.

Men indtil videre, alt er fryd og gammen,
bag maskerne er vi så frie.
Og glassene fritter os ud på helt åbent vand,
endnu husker vi anstændigheden.

Under dessertvinen kommer der pludselig slag i sproget,
nogen ved ikke bedre.
Men måske er der også viden i potteskår,
er det lynet, slap nu lidt i lynlåsen.

Lad os få svineriet på bordet, whisky og calva til kaffen,
og flabethederne, tak.
Den nytårstale må Prinsen have skrevet,
for vi forstod ikke en døjt, vinrabalder.

Nu springer vi alle over hvor gærdet er lavest,
uterlige gæster i vores parnas.
Uterlige biler på bankens palet,
men de står derude i angst for krudt, i regnen.

Men klokkerne flader i hak nu, timeglasset er vendt,
champagnen kaster prop.
Naboer omfavner uden hentydninger,
romerlys afslører at der bolles i krogene.

Alt er højlydt og prustende,
der tryllebindes om at vi alle er afsavn, mangler.
Himlen står i tusinder af kroner,
de korte replikkers galskab, men vores liv.

Stille og roligt siver årets første nattetimer ud,
søvn går på søvn, hvem husker mon?
Alt det vil morgendagen give til kende,
vi bøjede hinanden i jubel og hvad?

Det er kun grenene der er i bevægelse i dag,
resten er gardiner med rysteskjul.
Men det vil fortage sig, januar vil normalisere alle,
så vi bliver fremmede igen.


(Alle tre digte fra "Søvnlysninger", 1977)


På vej mod 2015, på vej mod søvnlysninger, på vej mod hverdagen er her

Livsmodige hilsner fra RoseMarie

Hej RM..

Tja, nu skal der så skrives 2015, og hvor blev de dog af, 80’erne, 90’erne, 0’erne osv., siges der jo hver gang – inden vi ser os for, sidder vi sgu med højrøde ører ved siden af strikke- og snakketøjer i oldekollens fælleskøkken med gangstativer der stimler sammen langs vægge, og brokker os over at selv håret i det hjemmebagte er gråt! Ak o vé, ja hvordan skal det dog ende, det alt sammen…
Nå, vi ku jo fortsætte hvor vi slap, holde nytårsaften på måden vi selv mener passer bedst, for siden at diskutere hvordan det fælles helst skal indrettes og hvad tiden gerne må bringe os af gode begivenheder, m.a.o. tage en dag ad gangen – det har jo også altid været kutyme, næsten lige til at overkomme. Og apropos det her med nytårsaften, så skulle nogen måske alligevel minde særlig de gråskæggede kristne karmacowboys om, at det ikke er spor næstekærligt sådan at skyde til måls med raketter efter deres himmelnisser, deroppe i det natsorte ingenting – man ku måske indvende, at himmelnisser vel også er rene legebørn, og sikkert finder det vældig skægt at se hvem af dem der i tide får rumpen med sig? ;)

Sikke mange fine digte, der i året der gik blev tilført Mellemrummet, det er næsten en lille begivenhedshorisont der her ligger foldet ud på en del af tidslinien. Mon ikke et par nye vil liste sig ind i det nye år, det må man formode. Apropos Jac, har jeg nys åbnet hans ”Erindringer”, hvor der også sniger sig et lille digt ind i ny og næ, og glæder mig til fortsættelsen.
Før da, nærmest slugte jeg Tage Voss pamfletter: ”Besættelsen 1940 – 1945 – som den nødigt berettes” samt ”Midnats Pejling – har mennesket en fremtid?”, hvori også ligger et digt, nemlig fra digteren Jan, hans mangeårige sparringspartner, der for nogle øjeblikke siden og i en ulykkelig forelskelse, skrev flg.:

Der findes på vor klode
to milliarder men’sker
Så mange sjæle er der
så mange unge hjerter,
der har kendt samme smerter
som Goethes unge Werther…

Ak ja, forelskelsen … den har vel nok tilført livet mange glæder, sorger og bekymringer – hvor mange ulykkeligt forelskede mon Charon har sejlet over, hvor mange er siden kommet til? Det smerter umådeligt, når pilen endeløst vrides rundt i det stakåndede hjerte, og er den uigengældt, da vil blodet ofte flyde fra små blodkar ud i Styx…

Der er så mange fine læseoplevelser at hente i Tage Voss omfattende forfatterskab, og som rækker noget udover læseværdet i mange andre skriverier, og simpelthen fordi han har noget betydeligt at fortælle, hvilket vel stadig er meningen med at skrive. Jeg ville ikke vide hvor jeg skulle starte, og vil derfor nøjes med at pege på Moise Minski og hans vandring mod det forjættede, som mennesker flest alligevel nok ender med at erkende blev de fælles øjeblikke. I hvert fald har jeg i timer befundet mig under et tagskæg og mærket øjeblikke gro ud af Tages fortællerunivers, hvorfor han fra mig skal ha et klem med tak, for jeg vil hæve mit glas for også ham, denne nytårsaften – og sige ham tak for at være et fremragende menneske med noget interessant at sige! Og for nu at blive i trioens tid, dér under tagskægget, disse første linier fra en fortæller, det er lige så svært at komme udenom:

Vilde Roser i Dagregn!
Og Toget er standset,
med Ruder, der løber fulde
af blændende Regnskær
og Buskenes vilde Lys
i det vaade og grønne
…

Bedste hilsner, med ønsket om et rigtig godt nytår til dig og dine, RM..;)
Simon

Go'søndagmorgen Simon

Lige en kort hilsen med et gengældt ønske om et Godt Nyt År til dig

Jeg har ikke helt glemt poesien, men andre gøremål kom mig i forkøbet. Jeg kigger herind senere på dagen med mere lyriknyt ;) så foreløbig ...

God søndag fra RoseMarie

Hej RM..

Ja du ka ikke være sneet inde, men måske tastaturet er frosset, i en fascination over januars vindblæste naturkræfter, som må opleves. Og så kan man ikke sidde stille, foran hvidt papir
eller søvndyssende skærme –

Nå uanset, her lidt Schade til din hånd, i hånd med naturens skæggede epos, ka intet gå helt galt – velbekomme:

I SNE

Det fyger om Holmens Kirke. En sort paraply
står og stemningsfuldt stille i stormens hvirvel
af hvidt snefog omkring to sorte sko,
to sorte strømper, en kjole så sort som to.

vidunderligt sorte øjne, som stråler. Klokken er 2.
Det ser hun på kirkeuret. En stille ro,
skabt af den dunede gade, ligger omkring os to,
mens stormen raser. En stille og mægtig ro.

i eftermiddagens svindende lys blinker i disse to
store, forjættede øjne , som kærlighed, håb og tro
har gjort så store. Hun siger: „Lad os gå hjem i ro
og drikke the og tænke.” Og jeg så godt hun lo

i lyset fra gadelygten, som tændtes på Holmens Bro.

*

GLÆDEN

jeg finder glæde i tusind ting,
i græsset, der gror på Bornholm.
I døgenigt-nætter, hvor regnen tysser,
tysser, tysser mit lykkelige sind til ro.
Sjæl, du kan leve! Når regnen svinger
sit slør gennem nattens mørke.

- Jens August Schade.

mvh
Simon

Go'morgen Simon

Nej, jeg har ikke været sneet inde og er heller ikke med blæsten blevet ført ud i de tyndere luftlag eller drevet til havs på de vilde bølgers skumtoppe ;)) Nogle omsorgsopgaver har krævet min tilstedeværelse og alle mine kræfter, men nu er der igen gang i mellemrumstasten

Vinteren tænder sine blus på vore bjerge.
Nu kommer de stille opalgrå dage
og den troldske tidlige skumring
med nymånens røde knivsod i kimmingen
og de bygefulde dage
med deres lysningers polykrome stenbrudshimle
og de stormgrå dage når havet blomstrer.
Nu vender de legelystne nordlys tilbage
og de statelige stjernebilleder
og vejenes ellevildt funklende iskrystaller.

Nu kommer også I
mine døde venner,
I dybt og altid savnede,
og varmer jeres hænder ved min vinterild.
Se, jeres yndlingsspiser og drikke står på bordet
og den musik I elskede
toner gennem stuen.
I den får også jeres stemmer liv –
jeres glade latter,
jeres undrende udbrud
når den majestætiske Andromedatåges årmillioner gamle lys
dukker frem i kikkertens synsfelt ved det åbne vindue
og lader vore dødelige øjne tilflyde
en dyrebar dråbe af evighed.

William Heinesen


Livlige morgenhilsner fra RoseMarie