|
0
registrerede
80
gæster og
1290
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Tja, nu skal der så skrives 2015, og hvor blev de dog af, 80’erne, 90’erne, 0’erne osv., siges der jo hver gang – inden vi ser os for, sidder vi sgu med højrøde ører ved siden af strikke- og snakketøjer i oldekollens fælleskøkken med gangstativer der stimler sammen langs vægge, og brokker os over at selv håret i det hjemmebagte er gråt! Ak o vé, ja hvordan skal det dog ende, det alt sammen…
Nå, vi ku jo fortsætte hvor vi slap, holde nytårsaften på måden vi selv mener passer bedst, for siden at diskutere hvordan det fælles helst skal indrettes og hvad tiden gerne må bringe os af gode begivenheder, m.a.o. tage en dag ad gangen – det har jo også altid været kutyme, næsten lige til at overkomme. Og apropos det her med nytårsaften, så skulle nogen måske alligevel minde særlig de gråskæggede kristne karmacowboys om, at det ikke er spor næstekærligt sådan at skyde til måls med raketter efter deres himmelnisser, deroppe i det natsorte ingenting – man ku måske indvende, at himmelnisser vel også er rene legebørn, og sikkert finder det vældig skægt at se hvem af dem der i tide får rumpen med sig? ;)
Sikke mange fine digte, der i året der gik blev tilført Mellemrummet, det er næsten en lille begivenhedshorisont der her ligger foldet ud på en del af tidslinien. Mon ikke et par nye vil liste sig ind i det nye år, det må man formode. Apropos Jac, har jeg nys åbnet hans ”Erindringer”, hvor der også sniger sig et lille digt ind i ny og næ, og glæder mig til fortsættelsen.
Før da, nærmest slugte jeg Tage Voss pamfletter: ”Besættelsen 1940 – 1945 – som den nødigt berettes” samt ”Midnats Pejling – har mennesket en fremtid?”, hvori også ligger et digt, nemlig fra digteren Jan, hans mangeårige sparringspartner, der for nogle øjeblikke siden og i en ulykkelig forelskelse, skrev flg.:
Der findes på vor klode
to milliarder men’sker
Så mange sjæle er der
så mange unge hjerter,
der har kendt samme smerter
som Goethes unge Werther…
Ak ja, forelskelsen … den har vel nok tilført livet mange glæder, sorger og bekymringer – hvor mange ulykkeligt forelskede mon Charon har sejlet over, hvor mange er siden kommet til? Det smerter umådeligt, når pilen endeløst vrides rundt i det stakåndede hjerte, og er den uigengældt, da vil blodet ofte flyde fra små blodkar ud i Styx…
Der er så mange fine læseoplevelser at hente i Tage Voss omfattende forfatterskab, og som rækker noget udover læseværdet i mange andre skriverier, og simpelthen fordi han har noget betydeligt at fortælle, hvilket vel stadig er meningen med at skrive. Jeg ville ikke vide hvor jeg skulle starte, og vil derfor nøjes med at pege på Moise Minski og hans vandring mod det forjættede, som mennesker flest alligevel nok ender med at erkende blev de fælles øjeblikke. I hvert fald har jeg i timer befundet mig under et tagskæg og mærket øjeblikke gro ud af Tages fortællerunivers, hvorfor han fra mig skal ha et klem med tak, for jeg vil hæve mit glas for også ham, denne nytårsaften – og sige ham tak for at være et fremragende menneske med noget interessant at sige! Og for nu at blive i trioens tid, dér under tagskægget, disse første linier fra en fortæller, det er lige så svært at komme udenom:
Vilde Roser i Dagregn!
Og Toget er standset,
med Ruder, der løber fulde
af blændende Regnskær
og Buskenes vilde Lys
i det vaade og grønne
…
Bedste hilsner, med ønsket om et rigtig godt nytår til dig og dine, RM..;)
Simon
|
|
|
|
