Endelig…

Argumenter for os

Som en barnetrøje strikket
af en dynge formløs uld
som en film af et smeltende smykke
kørt baglæns
som krystallen den fine
og isblomstens tegn på ruden
som en mammut der rejser sig
større end Frederik den store
som musikkens strukturer
i et pløre af stilhed
som mønstret der opstår
når man opvarmer parafinolie
som folk der samler sig
i celler om en fane
skønt det er strengt forbudt
af Kong Kaos personlig
som granens etagebyggeri
efter en tegning af et støvkorn
som et lyn om natten
og fornuftens løbeild
som et omtåget samleje

og en blodig fødsel
der resulterer i en professor
i teoretisk fysik
som et vækkeur
i modsætning til en hatfuld blik
som dagpåfugleøjet
i stedet for noget som helst andet
som bregnen der troligt
gentar sit bomærke
trodser vi døden
ved at holde uorden stangen.

- Ivan Malinowski.

mvh
Simon

Lidt mer fra ham humoristen m. rød undertråd:

Andrea Gruz de Arce

Ramt af mursten på hjørnet af High Street. Vågnet med
en vægt af knuste øjne på brystet.

„Ever been in San Miguel de Tucaman?”
„Well, not personally …”

Med et ser lærredet ud som en mur ødelagt af syre; du fam-
ler mod udgangen: dette er gorgonzola, dette er letsaltet
flæsk, dette er griflen af en arabisk krokus …
Der er ingen grund til panik; de animalske produkters ind-
flydelse på pristallet er ikke så stor som almindelig antaget,
siger stemmen.

- Gehst di noch angeln? Ich geh schlafen.
- Du, I nat havde jeg mareridt, jeg skulle spise en hval,
og da jeg endelig …
- Unersättlich bist du ja. Schau mal die wolken – wie
schlagsahne …
- … og da jeg endelig var færdig, vågnede jeg pludselig
og var sulten …

Du skal æde din næste.
A buena gana no hay pan duro.
Du skal æde din næste.
Vi sultede, sagde hun.
Dette er vor herre Jesu Kristi blod og legeme.
Satte resterne i spisekammeret.

*

nu har du fået rygsøjle
nu har du fået lunger
nu har du fået tv
kom så

- Ivan Malinowski.

mvh & go soldag..
Simon

Man mærker det næsten i knoglerne:

Det evige efterår

Hvad stiger der op bag mit nyredte hår? En måne?
Langt ud i landet ser jeg jo landskaber gråne
som Goethe, Voltaire og Klabund har set deres hår
i spejlet hernede på jorden ved efterår

visne og falme og falde på drømmende kind,
mens fortidens sol i det sollyse vindu løb ind
og lagde sig om håret som strålende digterkroner,
der evigt skal visne og falme og falde, mens træerne toner.

- Schade.

mvh
Simon

Et endnu fra den gamle nisse, der passer den elskovssyge så rasende godt. Her er bestemt også landskaber at føle for og i, med indskrifter om kærlighed i gamle ege til evig tid, mark, skov og eng der damper ind i alle sanser, særlig i morgensolen hvor det hele vågner påny. Den gamle fisker og bonde ses kun sjældent, mens landskabet stadig barer gamle minder videre, også når vi er væk..;)

I Danmark

I Danmark er der roser i bedene, når foråret kommer,
der er også små lysthuse i haverne, såsnart det er sommer,
de består af fletværk af træ og blomster, som kommer og kommer
i solen, i vinden, såsnart det suser af sommer.

Så står vi op og klæder os på igen –
vi går i haven med en allerkæreste ven –
vi drikker af duggen og duften med øjne og næse,
vi drikker morgenkaffen og begynder at læse.

Hør, det skyller af blå bølgers skvulp mod det hvide sand –
vi ser et vuggende skib i den våde strand.
O, fisker, som synger, mens skibet gynger i blinkende vand!
så klart som dit øje, din strålende sjæl i det strålende land!

Det er åbenbaring af skønhed, det mosgrønne land,
skoven sænker sig dybt i en kløft bad den tand-hvide strand!
Hvor smiler du yndigt, Georgette, i din rød-hvide mund!
Det er, som slog fiskenes haler ud af din mund!

Du slår med din tunge, som var den en guldfiske-hale!
som dem du i dammen ser stige og dale og dale
ned i det dybeste grønne – og pludselig slå
med halen i luften, som var det din storetå!

Du svømmer i luften, min sjæl – du stikker din tå
engang imellem i dammens dirrende blå,
så fiskene tror, det er luftfisk, der kommer fra oven –
de sælsomme dyr – men de kender jo slet ikke skoven!

De véd ikke, skoven har træer, at graner suser
så dybt og så helligt som havet – de véd, der er ruser,
som fanger dem ind, så de dør – det er alt, hvad de véd –
jeg ønsker, at fiskene vidste lidt bedre besked.

Men fisken er fisk – Rembrandt blev aldrig forstået
af laks eller rødspætter – ikke engang, da de flået
og stegte lå døde på bordet – El Grecos smil
malede aldrig for fisk, som vi spiser dertil.

Er du tragisk, muse – hør havet suse, lad skoven beruse
din brændende sjæl – husk, havet véd slet ikke selv,
hvor skønt det suser – og skoven beruser
end ikke havet selv.

Men elsk de roser, som Danmark har
dybt i sin dejlige muld –
elsk de skove, de strå, som har
sommerfugle af guld –

elsk de skyer, som sendte regn
ned i det duftende mos –
elsk den fisker, som gynger endnu,
båret af havet for os!

- Schade.

mvh
Simon

Hej Simon

Schade mærkede dét, der var, ér og bliver uden alder. Han skrev sin poesi udfra det og gav det videre til os andre. Jeg tror, at både Grundtvig og Vagn Lundbye gjorde noget af det samme ... at give noget videre, der blev givet og taget imod til låns fra fortiden og deres stemmer.

At være i skovens dybe stille ro

At gå i skovens farvevæld
er en vandring i mig selv.
Jeg har en rod, jeg har en top
det myldrer rundt i sjæl og krop
med hvide larver, hyld og hjort
de mindelser, som går i sort
og husker alt og svinder bort.

At være skov, dens dag og nat
er at være mus og kat
at gå på jagt og skjule sig
at æde grumt og dødsensbleg
og ikke skelne død fra leg.
Jeg suser som et eventyr
et eventyr som fortidsdyr.

Slet ingen ser, åh gudskelov
mine træer for bare skov.
Jeg skyde her og visner der
men alle kroner har jeg kær.
Her synger nonne, munk og nar
for hver en sang er dyrebar
og synger du så får du svar.

***

Vi er nok gamle, men ikke glemt
og synger højt i din dybe sjæl.
Vi er ikke blevet blot til digte
og styrer stadig de kækkes skridt.
Når du mærker kræfter,
du ikke kender,
så sanser du mere end, du ser.

I birken høres Balders stemme,
og vølven kalder fra en kælder.
Bjovulf og Røskva råder dig,
når du farer vild et fremmed sted.
Det blide brus igennem dit blod
er kærtegn sent til dig fra Kraka.

Du er aldrig ene, når du er alene,
men trøstes af helte, du holder af.
Alt der sker, det har en hensigt,
og husker du os, så ved du også,
at livet fortsætter,og målet med det
er, at livet fortsætter,
og døden gør forskel.

Vagn Lundbye

Bedste hilsner på vej ud i et efterår af farver
RoseMarie