|
0
registrerede
6
gæster og
171
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Et endnu fra den gamle nisse, der passer den elskovssyge så rasende godt. Her er bestemt også landskaber at føle for og i, med indskrifter om kærlighed i gamle ege til evig tid, mark, skov og eng der damper ind i alle sanser, særlig i morgensolen hvor det hele vågner påny. Den gamle fisker og bonde ses kun sjældent, mens landskabet stadig barer gamle minder videre, også når vi er væk..;)
I Danmark
I Danmark er der roser i bedene, når foråret kommer,
der er også små lysthuse i haverne, såsnart det er sommer,
de består af fletværk af træ og blomster, som kommer og kommer
i solen, i vinden, såsnart det suser af sommer.
Så står vi op og klæder os på igen –
vi går i haven med en allerkæreste ven –
vi drikker af duggen og duften med øjne og næse,
vi drikker morgenkaffen og begynder at læse.
Hør, det skyller af blå bølgers skvulp mod det hvide sand –
vi ser et vuggende skib i den våde strand.
O, fisker, som synger, mens skibet gynger i blinkende vand!
så klart som dit øje, din strålende sjæl i det strålende land!
Det er åbenbaring af skønhed, det mosgrønne land,
skoven sænker sig dybt i en kløft bad den tand-hvide strand!
Hvor smiler du yndigt, Georgette, i din rød-hvide mund!
Det er, som slog fiskenes haler ud af din mund!
Du slår med din tunge, som var den en guldfiske-hale!
som dem du i dammen ser stige og dale og dale
ned i det dybeste grønne – og pludselig slå
med halen i luften, som var det din storetå!
Du svømmer i luften, min sjæl – du stikker din tå
engang imellem i dammens dirrende blå,
så fiskene tror, det er luftfisk, der kommer fra oven –
de sælsomme dyr – men de kender jo slet ikke skoven!
De véd ikke, skoven har træer, at graner suser
så dybt og så helligt som havet – de véd, der er ruser,
som fanger dem ind, så de dør – det er alt, hvad de véd –
jeg ønsker, at fiskene vidste lidt bedre besked.
Men fisken er fisk – Rembrandt blev aldrig forstået
af laks eller rødspætter – ikke engang, da de flået
og stegte lå døde på bordet – El Grecos smil
malede aldrig for fisk, som vi spiser dertil.
Er du tragisk, muse – hør havet suse, lad skoven beruse
din brændende sjæl – husk, havet véd slet ikke selv,
hvor skønt det suser – og skoven beruser
end ikke havet selv.
Men elsk de roser, som Danmark har
dybt i sin dejlige muld –
elsk de skove, de strå, som har
sommerfugle af guld –
elsk de skyer, som sendte regn
ned i det duftende mos –
elsk den fisker, som gynger endnu,
båret af havet for os!
- Schade.
mvh
Simon
|
|
|
|
