|
0
registrerede
79
gæster og
134
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej Simon
Schade mærkede dét, der var, ér og bliver uden alder. Han skrev sin poesi udfra det og gav det videre til os andre. Jeg tror, at både Grundtvig og Vagn Lundbye gjorde noget af det samme ... at give noget videre, der blev givet og taget imod til låns fra fortiden og deres stemmer.
At være i skovens dybe stille ro
At gå i skovens farvevæld
er en vandring i mig selv.
Jeg har en rod, jeg har en top
det myldrer rundt i sjæl og krop
med hvide larver, hyld og hjort
de mindelser, som går i sort
og husker alt og svinder bort.
At være skov, dens dag og nat
er at være mus og kat
at gå på jagt og skjule sig
at æde grumt og dødsensbleg
og ikke skelne død fra leg.
Jeg suser som et eventyr
et eventyr som fortidsdyr.
Slet ingen ser, åh gudskelov
mine træer for bare skov.
Jeg skyde her og visner der
men alle kroner har jeg kær.
Her synger nonne, munk og nar
for hver en sang er dyrebar
og synger du så får du svar.
***
Vi er nok gamle, men ikke glemt
og synger højt i din dybe sjæl.
Vi er ikke blevet blot til digte
og styrer stadig de kækkes skridt.
Når du mærker kræfter,
du ikke kender,
så sanser du mere end, du ser.
I birken høres Balders stemme,
og vølven kalder fra en kælder.
Bjovulf og Røskva råder dig,
når du farer vild et fremmed sted.
Det blide brus igennem dit blod
er kærtegn sent til dig fra Kraka.
Du er aldrig ene, når du er alene,
men trøstes af helte, du holder af.
Alt der sker, det har en hensigt,
og husker du os, så ved du også,
at livet fortsætter,og målet med det
er, at livet fortsætter,
og døden gør forskel.
Vagn Lundbye
Bedste hilsner på vej ud i et efterår af farver
RoseMarie
|
|
|
|
