Hej RM..

Ja, en fantastisk ordsmed..;)

Cello

Timer hvor jeg går på vandet
øjeblikke
hvor jeg vandrer oprejst
henad vandets øvre hinde
mens en cello løber
løber
som en række mørke fodspor
længere nede.

Øjeblikke
hvor jeg ånder
violiners silketråde
ind med luften
mens jeg træder svage
hulninger i vandets
uhåndgribelige bærekraft.

Overfladen brister ikke
mine fødder synker ikke
nedenunder går en cello
løber
gennem dunkle grønne enge
gennem sorte
gennemstrømmer -

Løber
under mine fødder
løber foran
iler,
iler smukke faste
lydellipser
mørke, klare
tabte -
Alle disse våde
længselsfulde fiskerygge -,
hvor jeg synes godt om
farven.

Ovenover
rundt omkring mig
luften stribet fint af strenge,
bæretråde.
Der er timer
hvor jeg går på vandet
mens en cello
træder
træder
opad under mine fødder
rødere
og mere fyldig
end du tror det.

Men kom selv herud og se.
- Som guldfisk, sier jeg.
Der er violiner hele vejen
til at holde fast i.

- Cecil Bødker-

mvh
Simon
P.s.: Det regner med sensommer, dette sære lys der bærer forventninger om efteråret, der er allerede gulnede blade på Yggdrasil..;)

Parodiens mester og humørbombe:

Positionsbestemmelse

Taler en masse
som sprængte diger
om udsigter jeg har set
eller ikke set
taler om det jeg ved
og om det jeg ikke ved
taler med skiftende ansigt
til alle sider på en gang
er allevegne på alle sprog
våde hænder lægger jeg over munden
men smides hurtigt væk
tørrer munden
taler med sand mellem tænderne
taler i luften og vandet
på alle papirer jeg ser og ikke ser
står bagved alle billeder
står og uffer mosaikker
har der været nogen
der har været nogen?
Her ved indgangen til mit 117. digt
antager ordene en pinagtig lighed
med ord.

- Torben Brostrøm.

En ældre poetik fra en kvinde, næppe en ungmø, snarere tænksomheden i smukkeste udgave:

Jeg tror, at alle digtere i deres barndom er blevet såret i deres inderste eller udsat for udmygelser, som for al fremtid har givet dem en frygt for livet. I deres had og deres mistro bygger de en anden verden op i deres fantasi. Digterenes verden er ikke et værk af den dybere indsigt, men af en ubetvingelig længsel. poesien er som et sprog indeni sproget, opfundet for at beskrive en tilværelse, som aldrig har eksisteret, og som aldrig vil komme til at eksistere, og dens fremstillinger og billeder er så bestikkende, at mennesker tror på dem og ser sig selv anderledes, end de er. Og kærligheden, som digterne gør til et så strålende skønt blændværk, er ikke andet end længslen efter at blive elsket og være genstand for et andet menneskes opmærksomhed og tilbedelse.

- Clodia Pulcher.

Mona Lisas hemmelighed

Du siger jeg altid smiler

Jamen kæreste
forstår du ikke
at når du ser mig
er du jo selv tilstede.

- Lola Baidel.

mvh
Simon

Hej RM..

Apropos ordsmedene:

Lyriknyderne

sut og smag
de runde ord
slimet sommerfest

um, disse stilfulde gennembrud
bryder skyernes og nakkernes træk
den slags vil man gerne købe mere af
rislen under tæppet, købt på klods
hvis man kunne forstå en halv del
saftigt som en isbutik.

- Morti Vizki

Fjernt fra tabet

Men rejsens mål ønsker vi
ikke mere at kende
vi der bærer på et savn
som et sug gennem byernes
overophedede ovne

Vi har været her længere
end de fleste erindrer
Hver dør er en ny begyndelse
til de samme gamle rum

og dit ansigt er mit landskab
hvor jeg ustandseligt må vende om
for ikke helt at glemme

støder jeg således ind i mit
eget billede jeg slyngede op mod
himlen i drømmen om den spejlvendte by

Nej, aldrig mere vil jeg se
dette billede i lyset af landskabet
hvor jeg søger det andet

kun disse hvide nætter
hvor jeg fjernt fra tabet af min drøm
banker på alle stumme døre

- Thomas Boberg.

*

Da jeg i dag og nat

Da jeg kom gennem parken
i dag
dansed en pige tai-chi på græsset
trafikken slynged et brøl i luften
da hun vendte hånden
så langsomt
foran sit åbne ansigts rynker.

Da jeg kom gennem parken
i nat
rev et vindue i vinden
parketgulvet dæmred i tømte stuer
mørke bag rudens ryk.
De er flyttet derfra.
Der er væk.

- Søren Ulrik Thomsen.

*

Om at være alt i alt

(Ole Sarvig 1921-81)

Underets spire kommer så sagte,
En anet sitren i tårnnattens spind
Og sang om lyse rums forsoning
Skal dunke i hans blod. Alsjæl
Endnu spaltet, flænge vandmærker
Synet obskønt. Løftet lagt
Ved disse mord i byerne og tiden.
Ganen kagler sort af tanke,
Kryb som føder på hindernes slim
Og dræber vor erindring. Men
Den rejsende hæver sit ansigt og går
Ad væksternes veje ind gennem verden
For et jeg og et du og et vi,
Finder sin mening i blomstens hjerte
Og altings mangfoldige frodighed.
Skibene og stjernerne. Sekstanten
Er ladet med fald mod forløsning.
Såret lægt. Hånden rolig. Det
Er gjort. Det er skrevet.
Jeghuset allerede efterladt og
Et frø er bristet for at begynde
I porten ved passagen
Under svarløshedens faste tegn
For enden af rejsen til livet.

- Bo Green Jensen.

mvh
Simon

P.s.: Og sikke en sommer der går på hæld, med efteråret der nu står for døren.
Her, midt i et endnu trygt Kløvedal står Bilbo ved vinduet med ryggen til nevøen Frodo, der er på vej ud i en stor utryg og spændende verden, afskedsstunden er indtruffet og han mumler dette vers:

Jeg tænker ved kaminens ild
På alt, hvad jeg har set,
På blomsterflot og sommerfugl,
På alt, hvad der er sket.

På spindelvæv, på falmet blad
I høstens gyldne tid,
På morgentåge, sølversol,
På blæst i lokken hvid.

Jeg tænker ved kaminens ild
På verdens vel og ve,
Når vinter kommer med den vår,
Som jeg ikke skal se.

Så mange ting jeg aldrig så,
Så meget stort og kønt,
Thi hver en skov i hver en vår
Har jo sit eget grønt.

Jeg tænker ved kaminens ild
På dem, der længst hensov,
På dem, der, når jeg først er død,
Skal skue strand og skov.

Men sidder jeg og tænker på
De tider, som var før,
Jeg lytter efter fødders trin
Og stemmer ved min dør.

*

Hele Tolkiens’ Ringenes herre er lyrik i topklasse. Der er så meget vi aldrig når, og meget vi nåede skulle aldrig være begyndt, men dén hører til blandt klassikerne man bare må læse, inden man selv lukker sine små blå..;)

mvh & goaften..;)
Simon

En svimlende tur på mælkevejen med den gode Schade, i dag endda med sol i øjnene:

Fra Schade-symfonier, svimlende fornemmelser…

Der står roser

Der står roser i flor
omkring jorden næste år –
jeg vil vande dem med harpiks
fra min sang –
så de blir til tav engang
og udødelige skinner bagved
mælkevejens gang.

*

Kysset

Der borer sig en lille pind
ind i månens skive.
Der er musik og vestenvind
i luften – lad den blive

den søde vind – for ørnen har
jo sine vinger til
at bære sig – musikken har
jo vinden til sit spil

som bærer den fra skovens dyb
og pavillonens lys
herop til menneskenes by
hvor vi to får et kys
af denne omfangsrige slags
som ægget på en pande
der breder sig – som når vi ser
jordklodens mange lande

udbrede sig for vores blik
idet vi kommer ned
fra rejsen til en stjerneprik
og nu forundret véd

at dette er den store jord
– den lille prik vi så
og som er blevet til et kys
så stort og bredt derpå. –

- Schade.

Og så Paul la Cour med decembersol:

Argos

Det jeg saa: Sol og Sne,
Havet med Klippeholme,
et Sværd af vaarlig Ungdom
omhvirvlet af Søfugleskrig,
det salte grønne Argos
rygende af Kulde
og hvis som Decembersol.
Her har jeg naaet mit Hjem,
naaet med vragede Lemmer,
med Blodets Græsser gulnede,
naaet med blindede Øjne
fordrevet fra mine Kilder,
med ingen Mund til at drikke
næsten døende frem.

*

mvh
Simon