Hej Simon

Smukke smukke ord af Morten Nielsen. Han er poesiens unge poet med en langt ældre visdom. Så fint og næsten jomfrueligt drømmende, så dybt og tænksomt, så let og elegant trods alvorens tyngde af virkelighed ...


At se livet i øjnene og elske det for hvad det er

som Virginia Woolf har udtrykt det. Ikke fordi jeg vil sammenligne de to. Jeg kom blot til at tænke på denne sætning og det at være i stand til at elske livet, også når det bider og slår fra sig. Ja, måske netop på grund af og ikke kun på trods af. Man kan sige om dem begge, at de også er i stand til at elske livet med vrangen ud. De ved, at livet er andet og mere end forsidens glatte retstrikning ;))


Og nu må jeg så vende tilbage til Søren Ryge og det direkte haveprogram, som lige for tiden og på flere måder også vender med vrangen ud. Her viser han både sig selv og haven som et menneske, der ikke magter alt. At naturen og omstændighederne af og til viser sig med større kræfter... og at man ikke er et mindre menneske af den grund.

At se livet i øjnene og elske det for hvad det er

... med eller uden skvalderkål :)))


Og helt oplagt bli'r det nu, at ta' en svingom sammen med Benny, som netop gæstede haven (og nok også huset) i det seneste SR Direkte


Skvalderkålblues

At dyrke blomkål og kartofler
var et af mine store mål
og et bed med persille
det smager godt til stegte ål
men i min lillebitte have
gror det udelukkende skvalderkål

Jeg er en fredelig mand
syns at krig burde være forbudt
Jeg er en fredelig mand
ville ønske alle krige var slut
Ja jeg går ind for fred
så jeg foretrækker ukrudt frem for krudt

Jeg sprøjter ikke med gift
farer ikke frem med brand og bål
Jeg vil ha fred i min have
så nu dyrker jeg kun skvalderkål
Med et par kolde snapse til
kan den spises til de stegte ål - skål!

Men når min nabo ser min have
så udstøder han et skrål
At drøfte havebrug med ham
kræver nerver af rustfrit stål
Næst efter mig er det værste han ved
nemlig skvalderkål!

At skabe fred i min have
er stadig mit højeste mål
men når min nabo ter sig
som stukket af en indre nål
må jeg vel se at få gjort kål
på al min skvalderkål!

Nynnende hilsner til regndråbers musik
RoseMarie

https://www.youtube.com/watch?v=N18HZJLG9jg

Hej i natten, RM…

Himlen bombarderer ved aftenstid sommerens små flyvere med vandkanon, de ser så deres snit til at finde ly her; jeg selv er ikke så hys, men jeg har jo også lige været til time hos Sjöberg – apropos danser snabelsugerinderne let i luften, mine trusler om Sjöbergs Auschwitz-metode bider overhovedet ikke på dem, hvorimod lyden af en avis i det fjerne synes at sætte sig visse spor. Jaja, måske man sku erhverve sig en pumpe mage til Sjöbergs, rende rundt og té sig som en anden skypumpe, og så ud-pumpe danserinderne i vor herres fri natur, bare for at ta mig elskværdigere ud end hende med den vrede avis, hmm…

Det er fine betragtninger: Morten Nielsen og Virginia Woolf brugte jo samme værktøjer, og begge gnistrende af erkendelser fra et mangesidigt liv der trængte sig ind på dem, ja på alle i samtiden, ikke mindst fra samme politiske forhold, men fra forskellige erfaringers kant. De havde begge stjerner i øjnene, og forstod til fulde deres eget værd gennem omgivelsers anerkendelse, og et selvkritisk engagement. Livets indhold har for begge været yderst værdifuldt, mens måden livets omstændigheder udviklede sig på, med krigen der satte humanismen og den blotte overlevelse i perspektiv, har medvirket til at fokusere på sprogets udviklingsmuligheder, det der beskæftigede dem. Begge har de værdsat arbejdet alene ved bordet som noget primært, et indre behov for at finde de sublime udtryk for sindbilleder der havde rod i det omgivne, uden på nogen måde at underkende sociale og kærlighedsmæssige behov. Men for VW spillede jo psykiske faktorer ind, omkostninger fra yderligere omstændigheder, der på et tidspunkt indgød hende til at tage de sidste skridt, velvidende at tomheden ville omfavne hendes mand Leonards livsglæde.
Omkostningerne ved at leve kan være uoverkommelige, når angsten for at gå i tusind biter helt bemægtiger sig handlefriheden, og dermed berøver én muligheden for at udvikle det man sætter størst pris på i livet. Uden sit indhold er livet en tom skal, i en Sjöbersk terminologi: en flue der har mistet sin flyvefærdighed. Tilgangen til at værdsætte, hvad vi nu værdsætter i livet, kan jo blive så forstyrret af kemien under luen, at sansebombardementer ikke længere skaber gnistrende øjne, og det tror jeg skete for VW. Og sikke en forfatterinde verden mistede, du milde skaberinde! – ja jeg går altså udfra at guden var en ’inde, der er ikke nær så meget vé i os mænd, forstår du.

Hun nåede så betydeligt mere end hvad MN nåede i sit korte liv, fabelagtige fortællinger, og man tænker jo derfor på de fantastiske arbejder der sikkert ville være kommet fra hans hånd, dersom han og kæresten Tutti dog bare havde fået mulighed for at bygge deres liv op sammen. Men det gjorde den sure Citron altså en ende på. Det var den satans krig, der skabte grobund for så mange læssioner i følsomme sind allevegne, og frygten den krig skabte, tror jeg at man skal ha levet dengang, for helt at forstå konsekvenserne af, ikke mindst for at forstå, hvorfor så mange satte livet ind for at undgå udsigterne. Det ka mange ex-jugoslaver sikkert berette om. Men de ting MN så fik skabt, er jo frygtelig smukke, – jeg tror oprigtig talt at han var ret hidsig med livet, sugede mindste blodsdråbe i sig med højlydt smasken, og at kærestesorgerne omvendt skar dybt, du ved: åh, det er også den satans røde kam! Han var sikkert en skide irriterende herlig fyr, en lyslevende deltagende iagttager, det vidner hans breve om.

Men her lidt fra Halfdan, dengang han var en vemodig spinkel humoristisk skørtejæger med en hjerteknusende rødmen – sikkert en rødmen der matchede Morten Nielsens hår og fregner – hvad han sgu sikkert var livet ud; dette indtagende ranglemenneske med vid og bid, men altså, lige bortset fra tiden hvor livet var tonstungt og hjertet sank, når døden høstede bedstevenner af begge køn.

Han har skrevet så mange dejlige ting, tunge, alvorlige og livsnødvendige, hans egen overlevelse krævede det – for hvad gør man, når nogen man elsker og behøver og som man er vant til at vende livet med, pludselig ligger bleg tilbage i en rosensal og alle er tavse? – at jogge eller cykle sine sorger en afstand til, endsige erklære sorgerne kriseterapi, det har nok næppe været værktøjet i brug. Sorgen og vreden har krævet tiden til at bundfælle sig, det vidste de alle, for omsider så at skulle afarbejdes i tankebilleder, som hos Seamus Heaney:

Øksedunk udenfor
som bølgers slag gennem
en natfærge:
du,
som jeg trofast holder ved,
du kløver trofast ved.

- District and Circle.

Som forord i Halfdan Rasmussens ’Korte skygger’ står disse strofer:

Sig det med blomster. Syng om det pæne liv.
Syng om en pige du kendte. Folk vil ha kærlighed.
Roser og favntag og stjerner. Borgerlugt tidsfordriv.
Syng! Men hold kæft om alverdens besværlighed.

Folk vil ha pæne ord. Fuldskæg og flødeskum.
(Nogen gik bort en nat. Ud i det store rum.
Ud til en ensomhed. Ud hvor de aldrig ser
roserne, stjernernes, sollysets verden mer).

Venner der gik og kom. Jer vil jeg synge om.
Synge med fattige ord. Dæmpede fattige ord-
Drømme som I har drømt før altings mørke kom.
Dem vil jeg synge om. Dem vil jeg laane ord

*

Digtsamlingen Korte Skygger er tilegnet mindet om Morten Nielsen, men er ikke bare som et smil gennem tårer, den bruser af mindeværdige stemninger fra et fælles liv i dem alle, alle disse forventningsfulde unge kunstnere med ambitioner og forsigtige smil, og mange af dem skrev jo vitterlig vidinderlige ting der stadig ånder af tidens liv. Her ler forleden nærmest én ret ind i ansigtet:

SAMMENSKUDSGILDE 1943

Vi larmer og vi griner.
vi synger sjove sange
og drikker øl og sodavand
og hjemmegjort likør-
Vi spiser fedtemadder
med landlig spegepølse
og tegner smaa figurer i de
spildte sjatters øer.

En starter grammofonen
og vælger sig en plade
med Armstrong eller Calloway,
saa vi kan faa en dans.
Vi vralter rundt paa gulvet
og snakker med en pige
og har gjort det sjovt og hyggeligt
til hotte negerbands.

Vi koger røde pølser
og skaaler med hinanden
og brænder vittigheder af
og tier sidenhen.
Saa vælter én en flaske
og dingler ud af stuen
paa lange gyngevorne ben,
og kommer bleg igen.

Vi puffer til hinanden
og tar hinandens koner
og ser dem dybt i øjnene
og siger ingenting.
Et par gaar lidt alene
og tier stille sammen
og kommer ind med læberødt
om mundens tavse ring.

Vi smøger cigaretter.
Vi ryger osse pibe
og tigger lidt tobak af en
som har en god ration.
Saa danser vi og sveder
og smider slips og jakke
og lægger nye plader
paa den laante grammofon.

Ny synger Dan og Karen.
Nu er her ganske stille,
og der er ingen angst og frygt
og ingen tomhed mer.
Og vi er meget fulde og meget
meget unge
og klamrer os til livet,
der er varmt og aabent her.

Nu smækker en entrédør.
- Aa. gaar I allerede!
Der ligger en og snorker tungt
i stuens bedste stol.
Saa tier grammofonen.
Vi taler dæmpet sammen
til ruderne tar rødme
af den første morgensol.

Vi staar i korridoren
og prøver mange frakker
og taler lavt om den og den,
som flygtede i gaar.
Saa vandrer vi i klynger
ad morgentomme gader
og skilles med et lydt farvel
som ingen helt forstaar.

*

Her et tilbageblik i et lige før, nethindebilleder fra sorgens indre lag – der er intet kyndigt "Rifbjerg-hængemulesmil” i det, du ved: Uhh, det var svært, men vi klarede den! Mere den blotte erkendelse af de dystre kvaler:

Stemmen

Engang var vi arbejdsløse.
Husker du dengang, ven?
Ensomme, kærlighedshungrende
gled dagene hen.

Bagerbutikkens jomfruer
lo naar vi bad dem hjem.
Ingen kom indover gaarden
og bød sig frem.

Ingen fandt vej til de trapper
hvor nætternes sejlende skridt
gled ind i en lampes cirkler
af taaget hvidt

og førte en dreng til et kammers
søvnløse munkebo,
til nætternes hvide kuldes
urolige ro.

Nætterne kom med somre
og levende grønne træer,
kom fra den dybe himmel,
der var dig nær,

nær som de unge pigers
latter og lyse skridt,
fra haver hvor sommerkjoler
lyste hvidt

og toner fra små orkestre
og dufte af æbleblomst
hviskede til dig om menneskers
sammenkomst.

Morgenen kom med skygger
af bord og stol
ind i den alt for skarpe
og hvide sol,

kom med en ny forventning,
en ny klar dag,
der tonede hen i drømme
og nederlag.

Vinteren kom med kulde.
En haandfuld brød.
Vandring til Samaritanens
havregrød.

Graadigt slubrende munde.
Hvert blik var to.
Den ene. Ensomhed. Drømme.
Fortinnet ro.

Det andet var trodsigt. Aabent.
Lyste af oprørsaand.
Blev til hvidnen om knoerne
i din haand.

Brændte af had og feber,
der blev til ord
og vrede mod denne haarde
fordømte jord. - - -

Skørner og smerter tænderne
i din mund.
Tænker du på dengang
i samme stund?

Sønderrives din lunge
hver taaget dag?
Smager din mund den rustne
blodramme smag?

Husker du da hvad livet
og landet gav? - - -
- - - - - -
Min ven, jeg husker din fattige
nøgne grav.

*

Der er flere smuksakker i Korte Skygger, dem må du så sole dig lidt i, når gartnerinden træt af ”broen” trænger til at ildne øjne og sjæl.
Det er et rigtigt nissevejr, det her, jeg nisser storartet, i tide og utide…;)

Flodsengen, udtørret, halvfuld af blade.
Vi, lyttende, til en flod i træerne.

Bedste hilsner, for nu er det sengetid!
Nissen

Hej Simon

Nattetid og morgenstund. Ja, for nu er det morgen. Fuglene synger morgensang, og der er ingen lyd af dryppende eller silende regn. Det lysner, og der blev lys :)))

Og derfor bliver det også Inger Christensen, som får lov til at være vores Morgendigter med ...


Lys

I
Jeg genkender atter
en lysning i sproget
de lukkede ord
som er til for at elskes
og gentages ind til det enkle
En svane som folder sig
sammen om ægget
er endnu et ekko
af skabelse i os
Og svanen som flyver
dit øje mod solen
er endnu engang
profeti om et under
Det lykkes i ordet
at genkende lyset
ufattelig handling
fra manden til kvinden
Et ord som forvandler
dit sind til en svane
har enkelhed nok
til at forme et æg
Og sproget som lukker sig
inde i ægget
har vinger som bærer
fra fødsel til lys
Og solen er til for at elskes

II
Jeg tænker mig en sol
en svane og afsindighed
et stof som lyser
uden stoflighed
og svinger uden grænser
med tilfældigheden lygte
Så legemligt et under
er et lys
når evighed fortættes
træder nær
og ikke dræber
Jeg tænker mig en maske
af marmoreret sol
en ham af stive fjer
og hvid substans i hjernen
Lad døden være kold
Jeg tænker mig et under
at hjertet er en lygte
som tilfældigheden svinger
mellem dette jeg
og intet
i afsindighed og lys

III
Jeg tænker et lys
at solen er stærkere
nøgternt begriber jeg
legemets fald
de hvirvlende flager
af lys om sig selv
Jeg tænker et løfte
på linie med renhed
at lyset har givet os
stærkere vinger
end solens i rummet
til dette at dø

Og ellers kun legemet
sparsomt belyst
af sit uvisse løfte
aldrig en mur
og kun dette bestandigt.
Jeg tænker et lys

IV
Det at vokse
er måske det samme
Jeg tænker mig et træ
en fugl og fantasi
og gennem alle grænser
skriver vinger
drømmens vækst
Og hvor du faldt
har søvnen andre dyb
og åbne vinde
fra det løsrevne
Jeg tænker mig en sorg
og hvor den faldt
har fuglen atter
hængt en rede op
så stor som himlen
til mit sind at bo i
Det at vokse
er måske det samme
som at bo i drømmen
ingen sorg kan hindre
fugl og fantasi

V
Gentag det for mig
at dette er nok
at dette er legemets
rygende lys
at dette er nu
Støvet har intet
fortvivlende ekko
vort eneste liv
er en rose af liv
som vi elsker

Gentag det elskede:
lygten du svinger
så lydløst omkring mig
er endnu engang
et barn som begynder

***

Efter den første morgen søger jeg
sprogets dæmpede jordrøg

Atter og atter kysser jeg mindet om
væk mig! væk mig! Solen og de svirrende
vinger i morgenbrun damp

Hvad du gav mine tanker, er broddens
modstand, skjult i min svævende
blomst

Hvad du gav mig er lutter morgen

Min lidenskab: at vågne

***

"I den brune time
er min kærlighed grøn
i den hårde lava
lidt kølig tang

Resten er havets
fjerne sang

***

Han er en lille bitte enøre gemt
i forhåbningskilden
Han er en morgen det røde i solen
farven jeg sidst vil miste
Han er i tidlig kløver det som jeg
tidligt finder uden at søge
Han er en revne i vinterjorden
stædigt forår og vandmund
klukkende kys

Han er forfærdelsens stærke besværger
der græder med fugls trøst
Han er den lerede skrænt som hærdes
af solens lange kamp med hans krop
hvor svalepar ruger
Han er i tikkende vinger det første
møde med morgenblå luft
Han er i sang og næb mod næb

Jorden fanger sit vindue og svinger
og knirker med tiden
Jorden griber sin fugl og murer den
inde i gråt
Jorden låser sin kilde ned i
en skudsikker box
Jorden fortærer det brændende næb
når solfuglen falder

Jeg vil ikke skamme mig over
mit håb til de døde
Jeg vil ikke skamme mig over
mit håb til min elskedes håb
Jeg bærer hans vældige solsang
morgen forfængeligt møde
Jeg åbner min kærligheds vindue
og indånder lugten af jord
som er os og forfængeligt håb
Vi alligevel håber

De bedste morgenhilsner
RoseMarie

Hej RM..

Mosekone-effekten: jorden der damper op i øjnene på os, til jordforbindelse og opvågning – man må næsten som Dessau ha IC i kufferten, bygge sig ind i horisonten…
En herlig poet, tak for IC-brunch og go’ dag ;)

mvh
Simon

Hej RM..

Lige stået ud af fjerene, de fleste redebyggere krummer sig endnu i deres, på nær enkelte der lige nu gjorde som jeg og synger mit godmorgen. De er vidunderlige, disse morgenstunder, hvor alt ånder fred, ikke en lyd – end ingen snorken – udover Fitzgeralds svage sødmen i baggrunden for kaffekoppens klirren: det er nemlig festtid, Søren Ulrik Thomsens stemning af byforladthed; jeg oser af fryd, når mine tæer vrikker under kaffebryg og blikket søger efter træerne morgensangen stammer fra.

Så mojn’ dér, din sovetryne: svagt risler det i græsset, man aner små følehorn der vejrer fredfyldt snorken, og nu sagte pejler sig ind på gartnerindens frydefulde forrådskammer! Apropos, her lidt af Seamus Heaneys feltarbejde af øjeblikke, som på dansk er kaldet Markarbejde, udvalgte digte.
Efter frokost i byen i går, steg jeg efter hjemkomsten atter ind i hans ’Fornemmelser for stedet’; den gubbe er som Tranströmer et slumretæppe af mageløse sanseiagttagelser at gibbe i, man svømmer pladask i ham, så han burde igrunden ha været kvinde…;)

Østers

Vore skaller smædede mod tallerkenerne.
Min tunge var en flodmunding der fyldtes,
min gane behængt med stjerners lys:
da jeg smagte de salte plejader
dyppede Orion sin fod i vandet.

Levende og skændede,
lå de på deres lejer af is:
tvedelte: havets kløvede hvælv
og forførende suk.
Flået op i hobevis, flækket og spredt.

Vi var kørt ud til kysten
gennem blomster og kalksten
og der sad vi nu og skålede på venskab
lagde et fuldendt minde på plads
i stråtags og lertøjs svalhed.

Over alperne slæbte romerne deres østers
pakket dybt i halm og sne til Rom:
jeg så fugtige vidjekurve udspy
deres bregnelæbede, saltvandsbidte
fråds til de privilegerede

vred over at jeg ikke kunne hvile i tillid
til det klare lys, der som poesi eller frihed
skrånede ind fra havet. Jeg åd dagen
med overlæg, så at dens snert
kunne vække mig til verber, rene skære verber.

*

Slåenlikør

Enebærs klare vejr
mørknede til vinter.
Hun nærede slåen med gin
og forseglede glasset.

Da jeg lukkede det op
lugtede jeg en busks
forstyrrede stramme stilhed
stige op i spisekammeret.

Da jeg skænkede den
havde den en bidende snert
og flammede
som Betelgeuze.

Jeg drikker din skål
i røgsværtede, blåsorte
blankpolerede slåen, bitre
og pålidelige.

*

Pejlinger

xlii

Lyng, plantestængler, tørvestakke viser sig stadig
sommer efter sommer, med græshopper og det hele,
ligesådan med sjældnere: de næsten saliges marker

hvor knoglede fyre i skjorteærmer bøjede sig og gravede
eller stod for sig selv i tusmørketog så udover mosebredder
nu er de syner, men stadig virksomme

og territoriale, stadig sikre på deres ståsted,
stadig interesserede, uden viden om hvor langt
skyggernes land er blevet skubbet tilbage,

for hvor længe siden lærken er forstummet udenfor disse marker
og kun synes umulig at standse for dem
fanget som en fjern bakke i et uventet solstrejf.

- Seamus Heaney.

Morn’ fra
Nissen – som lige pointerer, at der nu kun er 178 dage igen, før grøden dampende pifter efter én…;)