|
0
registrerede
143
gæster og
1441
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Lige stået ud af fjerene, de fleste redebyggere krummer sig endnu i deres, på nær enkelte der lige nu gjorde som jeg og synger mit godmorgen. De er vidunderlige, disse morgenstunder, hvor alt ånder fred, ikke en lyd – end ingen snorken – udover Fitzgeralds svage sødmen i baggrunden for kaffekoppens klirren: det er nemlig festtid, Søren Ulrik Thomsens stemning af byforladthed; jeg oser af fryd, når mine tæer vrikker under kaffebryg og blikket søger efter træerne morgensangen stammer fra.
Så mojn’ dér, din sovetryne: svagt risler det i græsset, man aner små følehorn der vejrer fredfyldt snorken, og nu sagte pejler sig ind på gartnerindens frydefulde forrådskammer! Apropos, her lidt af Seamus Heaneys feltarbejde af øjeblikke, som på dansk er kaldet Markarbejde, udvalgte digte.
Efter frokost i byen i går, steg jeg efter hjemkomsten atter ind i hans ’Fornemmelser for stedet’; den gubbe er som Tranströmer et slumretæppe af mageløse sanseiagttagelser at gibbe i, man svømmer pladask i ham, så han burde igrunden ha været kvinde…;)
Østers
Vore skaller smædede mod tallerkenerne.
Min tunge var en flodmunding der fyldtes,
min gane behængt med stjerners lys:
da jeg smagte de salte plejader
dyppede Orion sin fod i vandet.
Levende og skændede,
lå de på deres lejer af is:
tvedelte: havets kløvede hvælv
og forførende suk.
Flået op i hobevis, flækket og spredt.
Vi var kørt ud til kysten
gennem blomster og kalksten
og der sad vi nu og skålede på venskab
lagde et fuldendt minde på plads
i stråtags og lertøjs svalhed.
Over alperne slæbte romerne deres østers
pakket dybt i halm og sne til Rom:
jeg så fugtige vidjekurve udspy
deres bregnelæbede, saltvandsbidte
fråds til de privilegerede
vred over at jeg ikke kunne hvile i tillid
til det klare lys, der som poesi eller frihed
skrånede ind fra havet. Jeg åd dagen
med overlæg, så at dens snert
kunne vække mig til verber, rene skære verber.
*
Slåenlikør
Enebærs klare vejr
mørknede til vinter.
Hun nærede slåen med gin
og forseglede glasset.
Da jeg lukkede det op
lugtede jeg en busks
forstyrrede stramme stilhed
stige op i spisekammeret.
Da jeg skænkede den
havde den en bidende snert
og flammede
som Betelgeuze.
Jeg drikker din skål
i røgsværtede, blåsorte
blankpolerede slåen, bitre
og pålidelige.
*
Pejlinger
xlii
Lyng, plantestængler, tørvestakke viser sig stadig
sommer efter sommer, med græshopper og det hele,
ligesådan med sjældnere: de næsten saliges marker
hvor knoglede fyre i skjorteærmer bøjede sig og gravede
eller stod for sig selv i tusmørketog så udover mosebredder
nu er de syner, men stadig virksomme
og territoriale, stadig sikre på deres ståsted,
stadig interesserede, uden viden om hvor langt
skyggernes land er blevet skubbet tilbage,
for hvor længe siden lærken er forstummet udenfor disse marker
og kun synes umulig at standse for dem
fanget som en fjern bakke i et uventet solstrejf.
- Seamus Heaney.
Morn’ fra
Nissen – som lige pointerer, at der nu kun er 178 dage igen, før grøden dampende pifter efter én…;)
|
|
|
|
