0
registrerede
35
gæster og
1484
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej i natten, RM…
Himlen bombarderer ved aftenstid sommerens små flyvere med vandkanon, de ser så deres snit til at finde ly her; jeg selv er ikke så hys, men jeg har jo også lige været til time hos Sjöberg – apropos danser snabelsugerinderne let i luften, mine trusler om Sjöbergs Auschwitz-metode bider overhovedet ikke på dem, hvorimod lyden af en avis i det fjerne synes at sætte sig visse spor. Jaja, måske man sku erhverve sig en pumpe mage til Sjöbergs, rende rundt og té sig som en anden skypumpe, og så ud-pumpe danserinderne i vor herres fri natur, bare for at ta mig elskværdigere ud end hende med den vrede avis, hmm…
Det er fine betragtninger: Morten Nielsen og Virginia Woolf brugte jo samme værktøjer, og begge gnistrende af erkendelser fra et mangesidigt liv der trængte sig ind på dem, ja på alle i samtiden, ikke mindst fra samme politiske forhold, men fra forskellige erfaringers kant. De havde begge stjerner i øjnene, og forstod til fulde deres eget værd gennem omgivelsers anerkendelse, og et selvkritisk engagement. Livets indhold har for begge været yderst værdifuldt, mens måden livets omstændigheder udviklede sig på, med krigen der satte humanismen og den blotte overlevelse i perspektiv, har medvirket til at fokusere på sprogets udviklingsmuligheder, det der beskæftigede dem. Begge har de værdsat arbejdet alene ved bordet som noget primært, et indre behov for at finde de sublime udtryk for sindbilleder der havde rod i det omgivne, uden på nogen måde at underkende sociale og kærlighedsmæssige behov. Men for VW spillede jo psykiske faktorer ind, omkostninger fra yderligere omstændigheder, der på et tidspunkt indgød hende til at tage de sidste skridt, velvidende at tomheden ville omfavne hendes mand Leonards livsglæde. Omkostningerne ved at leve kan være uoverkommelige, når angsten for at gå i tusind biter helt bemægtiger sig handlefriheden, og dermed berøver én muligheden for at udvikle det man sætter størst pris på i livet. Uden sit indhold er livet en tom skal, i en Sjöbersk terminologi: en flue der har mistet sin flyvefærdighed. Tilgangen til at værdsætte, hvad vi nu værdsætter i livet, kan jo blive så forstyrret af kemien under luen, at sansebombardementer ikke længere skaber gnistrende øjne, og det tror jeg skete for VW. Og sikke en forfatterinde verden mistede, du milde skaberinde! – ja jeg går altså udfra at guden var en ’inde, der er ikke nær så meget vé i os mænd, forstår du.
Hun nåede så betydeligt mere end hvad MN nåede i sit korte liv, fabelagtige fortællinger, og man tænker jo derfor på de fantastiske arbejder der sikkert ville være kommet fra hans hånd, dersom han og kæresten Tutti dog bare havde fået mulighed for at bygge deres liv op sammen. Men det gjorde den sure Citron altså en ende på. Det var den satans krig, der skabte grobund for så mange læssioner i følsomme sind allevegne, og frygten den krig skabte, tror jeg at man skal ha levet dengang, for helt at forstå konsekvenserne af, ikke mindst for at forstå, hvorfor så mange satte livet ind for at undgå udsigterne. Det ka mange ex-jugoslaver sikkert berette om. Men de ting MN så fik skabt, er jo frygtelig smukke, – jeg tror oprigtig talt at han var ret hidsig med livet, sugede mindste blodsdråbe i sig med højlydt smasken, og at kærestesorgerne omvendt skar dybt, du ved: åh, det er også den satans røde kam! Han var sikkert en skide irriterende herlig fyr, en lyslevende deltagende iagttager, det vidner hans breve om.
Men her lidt fra Halfdan, dengang han var en vemodig spinkel humoristisk skørtejæger med en hjerteknusende rødmen – sikkert en rødmen der matchede Morten Nielsens hår og fregner – hvad han sgu sikkert var livet ud; dette indtagende ranglemenneske med vid og bid, men altså, lige bortset fra tiden hvor livet var tonstungt og hjertet sank, når døden høstede bedstevenner af begge køn.
Han har skrevet så mange dejlige ting, tunge, alvorlige og livsnødvendige, hans egen overlevelse krævede det – for hvad gør man, når nogen man elsker og behøver og som man er vant til at vende livet med, pludselig ligger bleg tilbage i en rosensal og alle er tavse? – at jogge eller cykle sine sorger en afstand til, endsige erklære sorgerne kriseterapi, det har nok næppe været værktøjet i brug. Sorgen og vreden har krævet tiden til at bundfælle sig, det vidste de alle, for omsider så at skulle afarbejdes i tankebilleder, som hos Seamus Heaney:
Øksedunk udenfor som bølgers slag gennem en natfærge: du, som jeg trofast holder ved, du kløver trofast ved.
- District and Circle.
Som forord i Halfdan Rasmussens ’Korte skygger’ står disse strofer:
Sig det med blomster. Syng om det pæne liv. Syng om en pige du kendte. Folk vil ha kærlighed. Roser og favntag og stjerner. Borgerlugt tidsfordriv. Syng! Men hold kæft om alverdens besværlighed.
Folk vil ha pæne ord. Fuldskæg og flødeskum. (Nogen gik bort en nat. Ud i det store rum. Ud til en ensomhed. Ud hvor de aldrig ser roserne, stjernernes, sollysets verden mer).
Venner der gik og kom. Jer vil jeg synge om. Synge med fattige ord. Dæmpede fattige ord- Drømme som I har drømt før altings mørke kom. Dem vil jeg synge om. Dem vil jeg laane ord
*
Digtsamlingen Korte Skygger er tilegnet mindet om Morten Nielsen, men er ikke bare som et smil gennem tårer, den bruser af mindeværdige stemninger fra et fælles liv i dem alle, alle disse forventningsfulde unge kunstnere med ambitioner og forsigtige smil, og mange af dem skrev jo vitterlig vidinderlige ting der stadig ånder af tidens liv. Her ler forleden nærmest én ret ind i ansigtet:
SAMMENSKUDSGILDE 1943
Vi larmer og vi griner. vi synger sjove sange og drikker øl og sodavand og hjemmegjort likør- Vi spiser fedtemadder med landlig spegepølse og tegner smaa figurer i de spildte sjatters øer.
En starter grammofonen og vælger sig en plade med Armstrong eller Calloway, saa vi kan faa en dans. Vi vralter rundt paa gulvet og snakker med en pige og har gjort det sjovt og hyggeligt til hotte negerbands.
Vi koger røde pølser og skaaler med hinanden og brænder vittigheder af og tier sidenhen. Saa vælter én en flaske og dingler ud af stuen paa lange gyngevorne ben, og kommer bleg igen.
Vi puffer til hinanden og tar hinandens koner og ser dem dybt i øjnene og siger ingenting. Et par gaar lidt alene og tier stille sammen og kommer ind med læberødt om mundens tavse ring.
Vi smøger cigaretter. Vi ryger osse pibe og tigger lidt tobak af en som har en god ration. Saa danser vi og sveder og smider slips og jakke og lægger nye plader paa den laante grammofon.
Ny synger Dan og Karen. Nu er her ganske stille, og der er ingen angst og frygt og ingen tomhed mer. Og vi er meget fulde og meget meget unge og klamrer os til livet, der er varmt og aabent her.
Nu smækker en entrédør. - Aa. gaar I allerede! Der ligger en og snorker tungt i stuens bedste stol. Saa tier grammofonen. Vi taler dæmpet sammen til ruderne tar rødme af den første morgensol.
Vi staar i korridoren og prøver mange frakker og taler lavt om den og den, som flygtede i gaar. Saa vandrer vi i klynger ad morgentomme gader og skilles med et lydt farvel som ingen helt forstaar.
*
Her et tilbageblik i et lige før, nethindebilleder fra sorgens indre lag – der er intet kyndigt "Rifbjerg-hængemulesmil” i det, du ved: Uhh, det var svært, men vi klarede den! Mere den blotte erkendelse af de dystre kvaler:
Stemmen
Engang var vi arbejdsløse. Husker du dengang, ven? Ensomme, kærlighedshungrende gled dagene hen.
Bagerbutikkens jomfruer lo naar vi bad dem hjem. Ingen kom indover gaarden og bød sig frem.
Ingen fandt vej til de trapper hvor nætternes sejlende skridt gled ind i en lampes cirkler af taaget hvidt
og førte en dreng til et kammers søvnløse munkebo, til nætternes hvide kuldes urolige ro.
Nætterne kom med somre og levende grønne træer, kom fra den dybe himmel, der var dig nær,
nær som de unge pigers latter og lyse skridt, fra haver hvor sommerkjoler lyste hvidt
og toner fra små orkestre og dufte af æbleblomst hviskede til dig om menneskers sammenkomst.
Morgenen kom med skygger af bord og stol ind i den alt for skarpe og hvide sol,
kom med en ny forventning, en ny klar dag, der tonede hen i drømme og nederlag.
Vinteren kom med kulde. En haandfuld brød. Vandring til Samaritanens havregrød.
Graadigt slubrende munde. Hvert blik var to. Den ene. Ensomhed. Drømme. Fortinnet ro.
Det andet var trodsigt. Aabent. Lyste af oprørsaand. Blev til hvidnen om knoerne i din haand.
Brændte af had og feber, der blev til ord og vrede mod denne haarde fordømte jord. - - -
Skørner og smerter tænderne i din mund. Tænker du på dengang i samme stund?
Sønderrives din lunge hver taaget dag? Smager din mund den rustne blodramme smag?
Husker du da hvad livet og landet gav? - - - - - - - - - Min ven, jeg husker din fattige nøgne grav.
*
Der er flere smuksakker i Korte Skygger, dem må du så sole dig lidt i, når gartnerinden træt af ”broen” trænger til at ildne øjne og sjæl. Det er et rigtigt nissevejr, det her, jeg nisser storartet, i tide og utide…;)
Flodsengen, udtørret, halvfuld af blade. Vi, lyttende, til en flod i træerne.
Bedste hilsner, for nu er det sengetid! Nissen
|
|
|
|