Høj-høj i søndagen RM..

Nu alle – nåja, med enkelte undtagelser – har været til messe og fået deres morgenkaffe, må Halfdan igen på bordet. Og i disse skydegale tider, der vel ikke adskiller sig fra de øvrige, er moralen her nok up-to-date:

Torpedobåden Marinedåsen
på togt til Møn, tabte kurs og retning
og havned oppe ved Hallandåsen
med ti kanoner og fuld besætning.
Den gæve skipper var osse fuld,
skønt helbefaren i rok-og-rul.
Han skreg: fyr løs og gi faen i Møn,
vi skyder os genvej til Østersøen!

*

Og så et par gode råd, før konebyttereglementet træder i kraft..hø-hø!


Noget om Kontakt

Vil du opnå kontakt med det modsatte køn,
må du lære dig følgende regler, min søn:

Hvis du møder et pigebarn under ti,
er det bolcher og bændellakrids hun kan li’!

Står der sytten i øjnenes stjerneskær, så vis
hende Glostrup som var det en nat i Paris!

Er hun tyve og frejdig og lidt for erfar’n,
så fortæl, du har kendt Greta Garbo som barn!

Ser du tredive blå somre i øjnenes glans,
bør du byde de tredive blå somre til dans!

Er hun fyrre og færdig med fyrre, berøm
hendes kløgt, hendes krop, før hun mister sin drøm!

Blir hun tres eller firs eller mere, min ven,
er det bolcher og bændellakrids igen!

- Halfdan Rasmussen, Lyriske installationer, 1958.

Endelig lidt fra en af de helt små, dem vi altid leende hører på…

”Mor siger, at vi altid skal ha en voksen til at følge os over gaden, fordi vi er for små til at blie kørt ned…”

mvh & fortsat goherlig søndag..
Nissen

Venedig

Igen
bistik i foden
strålebarn i glaspusterens reflekser
vabler i hånden af middelalderlige mursten
oversavede billeder
men intakt kvinde.

*

Træets knudrede øjne følger mig
træernes øjne er der
som en regnbyge af øjne.
Så rammer dråberne den sorte vej.
Morderen flygter gennem alléen
for at komme i læ.

Træet er som en gletsjer
der skyder ned fra himlens
indlandsis
og giver mig kuldegysninger
vi ved det kan ske på en nat
går i seng i det grønne
og vågner op under tre kilometers
indlandsis.

- Per Kirkeby.

Hej RM..

Her et digt fra Hvedekorn 1960. Ole Sarvig forklarer om det overfor Poul Borum i en radioudsendelse i 1968 – der i 1969 blev afskrevet fra bånd og kom til at hedde "Samtale med Ole Sarvig" – at det blev sent til, i en sen situation mellem to, måske tre mennesker, at titlen er bogstavelig:

”Det er en afskedssituation, eller det er snarere tilstanden efter en afsked, hvor verden slår sammen om én, fordi den, man er bundet til, er fjern. Måske kan man kalde det et Orfeus-digt .Det er et digt, hvor den, der elsker eller blot længes, ikke kan nå den, der tænkes på. Lyden af gruset slår op imod ham, lågen knirker, tingenes støj og gadens larm slår sammen om ham. Jeg tror alle kender den fornemmelse af verden som et lydt rum, når man har været inde et sted til et eller andet afgørende. Man har taget en afgørende beslutning, måske taget afsked, der er sket et eller andet, en afgørelse er faldet, og så kommer man ud i gaderne, og de overvælder én med deres væsen. Så er det, man prøver at værge sig imod gaderne og mod den Eurydike, der er forsvundet.

Digtet handler også om det, sindet fastholder som en sidste mulig erobring af det allerede mistede, hvor han følger hende på vej ind i det, der for ham er mørke, og hvor hun nu hører til i den fremmede verden, der presser så hårdt på sindet. Og i dette dukker tanker om et skyldsforhold frem, for der er jo en grund til denne afsked. Det kan være en anden person, en anden der ligesom lever uden for det dramaet rum, hvor det ene sind skjuler sig for det andet, og det andet – altså i dette tilfælde digter-jeg’et – søger den, der er forsvundet. Det kan have været én, der var så helt anderledes, som fristede én og derfor bragte bruddet i stand. Der kan måske være sket noget bestemt for denne anden, der er så anderledes, så distant, at hun – i dette tilfælde sikkert en kvinde – sammenlignes med bakkerne, der sover bag ved byen. Der kan også – for nylig eller oprindelig – være sket noget uigenkaldeligt hos den ene eller den anden, noget som gjorde bruddet absolut mellem de to første. Det er, som om tanken nærmer sig en hospitalsport, der betyder noget ganske bestemt, måske en virkeliggjort trussel om at gøre noget fortvivlet, således at porten på et tidspunkt stod der som en mund, der råbte, mens ambulancen var på vej dertil. Da hører man altså denne stemme, og det er uvist for mig – det var det, da jeg skrev digtet, og det er det stadigvæk –, hvad der kommer ud af denne situation. Om det er muligt for de to første, jeg snakkede om, at komme i forbindelse med hinanden, eller om der er sket noget helt uopretteligt, og det er mig heller ikke ganske klart, hvad søvnen fører til for den tredje person, som de hvide kitler ligesom sner ind foran. – Måske er det blot et strejf af fremmede skæbner, der har ramt mig som en radiobølge, mens jeg gik i forstaden, og hvori jeg syntes, jeg kunne genkende noget, men som nu atter fortoner sig.”:


Sent Digt

I dag, da min kærlighed skjuler sig.
I dag, min elskede – du er her ikke.

Her er blot gruset
og lågerne, som knirker,
og gadernes larm som i går og i går og i går.

Så lad os dreje en film af i dag:
(Filmen, det er d i n tanke,
denne verden samlet i d i t sind,
men tankerne kommer og går
og de andre betragter dig).

Tankerne kommer og går,
og jeg, der bryder alt, hvad jeg ser,
jeg, der er utilgængelig som diamant,
jeg er jo skjult bag denne linse,
som nu rettes imod dig,
skjult bag løvværk, over alt, som solblink
i sten, i sand, i den knuste rude,
som faldt ud inat og fik dig til at lytte –
ud af gadens rum, før du slukkede
og gik ind i husets mørke …
_ _ _

(Du anden: hvor er du nu,
du der sov som bakkerne bag ved byen?)
_ _ _

… Dér for enden af gaden
stod jo dit ansigt,
og alle vogne forsvandt i din mund:

– Kommer du snart, du lovede!
De våger i korridorerne – jeg
måler nattens gulve ud!

Og kitler glimter.
De vogter på din dør til søvnen.

- Ole Sarvig.

Et smukt og vedkommende digt, et Poul Borum betragtede som et af dem fra Sarvig han holdt allermest af. I det hele taget er bogen en stor forsamling af fine synspunkter mellem to digtere der nu er helt væk, men her forekommer én så vedvarende nær – hvad der jo er lige til at nisse om træet over, her i de tusind vandpytters sangfugleland; så den er altså artig at ha liggende på natbordet..;)

mvh
Simon

Go’morgen til sommeren og dig, RM..

Forleden nævnte du Virginia Woolf, hende jeg sætter så umådelig højt og hvis stemme jeg under højtlæsning ville ønske henrykkede mig, hvad der desværre er en umulighed der kun ved hjælp af fantasien realiseres, hvad man selvfølgelig ikke skal kimse ad, hvis dét gir historien et extra pift.
Og findes der vel noget som at få fortalt historie, ligge dér med blanke øjne som et ivrigt barn der bare vil presse momentet til sit yderste? Jeg tror det næppe, og tiltror VW at ha været lige så ypperlig en højtlæser som forfatterinde – en Ebbe Rode eller en Preben Uglebjerg i skørt, så at sige; at høre sidstnævnte fortælle historien om Peter og Ulven til instrumenternes dans i øret, det glemmer man aldrig.
VW var i øvrigt ret charmerende, eller indtagende dame, som det vist hed sig; ikke så få af tidens herrer lagde sig i hendes selskab ned med blank pels og bugen blottet, også i Bernard Shaw skabte hun et varmt indtryk, han skrev d. 10. maj 1940 dette:

Min kære Virginia,
Jeg husker ikke den hændelse Roger beskriver, og jeg ville næppe så kortfattet have afskrevet kunsten som social faktor, som om jeg blot en fem minutters tid havde kastet et blik på den som et fremmed emne. I virkeligheden er jeg kunstner til fingerspidserne og hævder altid, at jeg er et højtuddannet menneske, fordi jeg til stadighed havde kontakt med litteratur og kunst, herunder musik, i min barndom og fandt, at skolens og dens latin- og græsk-terperi ikke var andet end et forrående fængsel der på katastrofal vis greb ind i min virkelige uddannelse. Nu da jeg er næsten 84, er jeg mere end nogensinde overbevist om, at en æstetisk uddannelse er det bedste, man for tiden kan få, og at forsømmelsen af det æstetiske i videnskaben har berøvet den kravet på at være videnskabelig.

Det Roger hørte mig sige var naturligvis, at kunsten ikke kan gøre noget fundamentalt, før det økonomiske problem er løst. Jeg ynder at sige, at tolv timers sult vil degradere enhver helgen, kunstner eller filosof til en stratenrøvers niveau.

Jeg tror mit første private møde med Roger samtidig var mit første møde med Elgar. Vi spiste alle tre frokost hos Madame Vandervelde, der dengang var gift med den senere afdøde socialistiske minister i Belgien. Elgar, der havde nydt min musikkritik, da han var student, og huskede alle mine dumme spøgefuldheder, talte så overdådigt om musik, at Roger ikke kunne gøre andet end spise sin frokost i tavshed. Til sidst standsede vi for at trække vejret og få noget at spise selv, og Roger, der følte at vores værtinde ventede at han skulle yde sit bidrag, begyndte med sin smukke stemme (hans og Forbes Robertsons stemmer var de eneste man kunne lytte til for deres egen skyld): »Når det kommer til stykket, er der kun én kunst: alle kunstarter er ét og det samme.« Jeg hørte ikke mere, for min opmærksomhed blev fanget af et brøl fra den anden side af bordet. Det var Elgar med blottede tænder og rejste børster, i et frygtindgydende raseri. »Musik«, spruttede han, »står skrevet på himlen, så du kan notere den ned. Og du sammenligner det med en FORDØMT imitation.«

Det eneste Roger kunne gøre var enten at gribe karaflen og kløve Elgars hovedskal med den eller tage det som en engel med fuldendt værdighed. Og han gjorde det sidste.

Jeg ville ønske vi kunne se lidt mere til dem og Leonard; men vi to er nu så frygtelig gamle, at vi ikke længere vover at tilbyde vores selskab til fornøjelse for venner, der stadig befinder sig i livets vår.

Et af mine stykker hedder Heartbreak House (Natsværmere), og det forbinder jeg altid med Dem, fordi jeg fik ideen til det i det hus et eller andet sted i Sussex, hvor jeg mødte Dem første gang og, naturligvis, forelskede mig i Dem. Jeg formoder at alle mænd gjorde det. Derfor er jeg altid Deres

G. Bernard Shaw.

Tit er det jo de morsomme situationer og fortællinger der viser noget interessant om nogens liv, deres intelligens og personlighed – som leende mennesker der i situationen glemmer sig selv; fremfor dramaet, afskedsbrevene og en sidste tids frygtelige tilstande. Apropos de sjove historier, så her en de fleste genkender, og som nok tåler at blive fortalt igen og igen, og det må så være morgenhistorien, mojn-mojn: https://www.youtube.com/watch?v=F74PMrBt4Mk


mvh
Simon

Go'eftermiddag

... og velkommen til sommersolen og de luftige vinde ;))

Jeg tror, jeg har det lidt henad ... sådan her:


i dag er det en lykkelig dag –
jeg har fået et nyt slips af gud.
det er rødt og jeg binder det i en stor knude,
en fugl har skidt på min nye frakke,
paa den højre skulder
paa min grønne frakke,
ja det er en lykkelig dag...


Glade dage & lyse nætter = sommerferietidens hverdag :))

Hilsner fra sommersolen og
RoseMarie