|
1
registreret Arne Thomsen
84
gæster og
1064
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej Simon
Nattetid og morgenstund. Ja, for nu er det morgen. Fuglene synger morgensang, og der er ingen lyd af dryppende eller silende regn. Det lysner, og der blev lys :)))
Og derfor bliver det også Inger Christensen, som får lov til at være vores Morgendigter med ...
Lys
I
Jeg genkender atter
en lysning i sproget
de lukkede ord
som er til for at elskes
og gentages ind til det enkle
En svane som folder sig
sammen om ægget
er endnu et ekko
af skabelse i os
Og svanen som flyver
dit øje mod solen
er endnu engang
profeti om et under
Det lykkes i ordet
at genkende lyset
ufattelig handling
fra manden til kvinden
Et ord som forvandler
dit sind til en svane
har enkelhed nok
til at forme et æg
Og sproget som lukker sig
inde i ægget
har vinger som bærer
fra fødsel til lys
Og solen er til for at elskes
II
Jeg tænker mig en sol
en svane og afsindighed
et stof som lyser
uden stoflighed
og svinger uden grænser
med tilfældigheden lygte
Så legemligt et under
er et lys
når evighed fortættes
træder nær
og ikke dræber
Jeg tænker mig en maske
af marmoreret sol
en ham af stive fjer
og hvid substans i hjernen
Lad døden være kold
Jeg tænker mig et under
at hjertet er en lygte
som tilfældigheden svinger
mellem dette jeg
og intet
i afsindighed og lys
III
Jeg tænker et lys
at solen er stærkere
nøgternt begriber jeg
legemets fald
de hvirvlende flager
af lys om sig selv
Jeg tænker et løfte
på linie med renhed
at lyset har givet os
stærkere vinger
end solens i rummet
til dette at dø
Og ellers kun legemet
sparsomt belyst
af sit uvisse løfte
aldrig en mur
og kun dette bestandigt.
Jeg tænker et lys
IV
Det at vokse
er måske det samme
Jeg tænker mig et træ
en fugl og fantasi
og gennem alle grænser
skriver vinger
drømmens vækst
Og hvor du faldt
har søvnen andre dyb
og åbne vinde
fra det løsrevne
Jeg tænker mig en sorg
og hvor den faldt
har fuglen atter
hængt en rede op
så stor som himlen
til mit sind at bo i
Det at vokse
er måske det samme
som at bo i drømmen
ingen sorg kan hindre
fugl og fantasi
V
Gentag det for mig
at dette er nok
at dette er legemets
rygende lys
at dette er nu
Støvet har intet
fortvivlende ekko
vort eneste liv
er en rose af liv
som vi elsker
Gentag det elskede:
lygten du svinger
så lydløst omkring mig
er endnu engang
et barn som begynder
***
Efter den første morgen søger jeg
sprogets dæmpede jordrøg
Atter og atter kysser jeg mindet om
væk mig! væk mig! Solen og de svirrende
vinger i morgenbrun damp
Hvad du gav mine tanker, er broddens
modstand, skjult i min svævende
blomst
Hvad du gav mig er lutter morgen
Min lidenskab: at vågne
***
"I den brune time
er min kærlighed grøn
i den hårde lava
lidt kølig tang
Resten er havets
fjerne sang
***
Han er en lille bitte enøre gemt
i forhåbningskilden
Han er en morgen det røde i solen
farven jeg sidst vil miste
Han er i tidlig kløver det som jeg
tidligt finder uden at søge
Han er en revne i vinterjorden
stædigt forår og vandmund
klukkende kys
Han er forfærdelsens stærke besværger
der græder med fugls trøst
Han er den lerede skrænt som hærdes
af solens lange kamp med hans krop
hvor svalepar ruger
Han er i tikkende vinger det første
møde med morgenblå luft
Han er i sang og næb mod næb
Jorden fanger sit vindue og svinger
og knirker med tiden
Jorden griber sin fugl og murer den
inde i gråt
Jorden låser sin kilde ned i
en skudsikker box
Jorden fortærer det brændende næb
når solfuglen falder
Jeg vil ikke skamme mig over
mit håb til de døde
Jeg vil ikke skamme mig over
mit håb til min elskedes håb
Jeg bærer hans vældige solsang
morgen forfængeligt møde
Jeg åbner min kærligheds vindue
og indånder lugten af jord
som er os og forfængeligt håb
Vi alligevel håber
De bedste morgenhilsner
RoseMarie
|
|
|
|
