Hej til nattens linedanser..

Jeg drømte mig en drøm, i nat –
vandred’ rundt på et lokumsbræt,
men ak så galt det dog var fat –
ej ku’ jeg gribe snoren fat…

Så er det godt at være linedanser!

Men her lidt bedre lyrik, Arne Sørensen ulmer her af forårsfornemmelser, med sine Spark og Kærtegn:

April

Frederiksberg Have:
Foroven er Himlen næsten graa.
Men fra Slottet lyset et Splitflag
og en Postkasse i festlige røde Farver
– bag et lille hvidmalet Vindue
spiller en Eventyrprinsesse Klaver,
mens Havebetjenten
– filosofisk og guldtresset –
tygger paa sin sejge Skraa.
Træerne er fyldt til Randen med Sne
– for det var Vinter i Mandags.
Lidt Sol skinner nedover smaa, grønne Ting
– for det var Foraar i Torsdags.
Rundt om er Kanalerne begravet under gammel, graa Is,
– for det var streng Frost for nogle Uger siden.
Allevegne rasler triste Blade
– fra Efteråret.
Henne i det Hjørne
– er det Graavejr.
_ _ _

Men højt, højt, højt – hej –
saa højt, højt oppe i et Træ
sidder en lille blaa Fugl med rød Hale
og fortæller, at det alligevel er Foraar.
_ _ _

Der gaar tre-fire pastores emeriti
med Halstørklæde og Hoste,
og her møder jeg en ung Pige
med Elefantfødder og Barnevogn
– tre Nonner med Kors og Rosenkrans,
stilfærdige og stivede paa Brystet.
Dér gaar et Kærestepar med glade Øjne
og nænsomme Hænder,
og her og der ensomme gamle Damer i Snørestøvler,
sortklædte og sammenfoldede
– og saa et Dusin hujende Drenge
med Stokke i Hænderne og en Fantasi,
der kunde ønske at rive Skalpen af Pastorer
og Barnepige, Nonner, Kærestefolk og gamle Damer.
_ _ _

En Morgen i øsende Regn:
Hele Verden et Styrtebad,
lidt af Dagen i Sol
og Natten frostklar,
som var den hele Verden
en Riddersal,
hvor Maanen gaar som en vældig Edderkop
tværsover det blaa Loft
og spinder fra sin opsvulmede Bagende
et Net af gyldne Stjerner.

mvh og uden line..
Simon

Her lidt tidløse tanker fra et par af de store få:

Jeg gikk gjennem søvnens skiftende blomsterenge.
O, der var tyst og svalt, som på havets bunn.
Det våknet omkring mig. Det lysnet de vide vegne,
og drømmenes lande blev våkne i samme stund.

Natten og rummene fylles så vidt og vide
af fryktsom lykke, av fin og beruset vår.
Vi seiler mot solen og nærmer oss jevndøgnstide.

Å høre det puste derute og vekkes og stride,
– høre hvor træerne suser og elven går –
det er som å merke en kvinne tett ved sin side
og langsomt fortape sig inn i et gyllent hår.

- Arnulf Øverland.


I sin ungdom skrev Hamsun det smukke digt Høstdag, herfra det sidste vers:

O høst, du er skjønhets væld.
Du tænder på himlen det ild-alfabet
som fordum blev tydet av prest og profet,
nu leder hver vandrer ved kvæld.
Du skabningens slummer, du milde pause
o måtte jeg ende som du, i det tause,
når dagen kommer på hæld.


Og han endte faktisk tavs og tilbageholden på et ældrehjem. Befolkningen havde læst ham med følelsen af forelskelse man aner ovenfor, men senere med en afsky han aldrig selv lærte at forstå – hvad der for ham var lutter meningsforskelle, var for en befolkning spørgsmålet om liv og død, uforenelige synspunkter. Hans sidste ord efter højesterets dom lød også kort og koncist: ”St. Hans 1948. I dag har højesteret dømt, og jeg afslutter min skrivning…”, tavshed…

Sigurd Hoel har i så fint et essay skrevet om Hamsun, og naturligvis fordi forfatteren selv var beundringsværdig, ja uimodståelig; Sigrid Undset belyser sagen storartet med sine egne ord: ”hele Hamsuns diktning går egentlig bare ut på å la helten komme i seng med en dame av den honnette klasse”, til hvilket Sigurd Hoel bare konstaterer, at så dumme ting kan et klogt menneske sige, når uviljen blir for stærk – og den står stadig i vejen, selv om Hamsun har skrevet og tænkt andet end politiske tragedier, og er i det lys stadig en af de store og få.

God weekend til linedanserinden, som jeg allerede aner springe fra stængel til stængel i urhaven, og med sivet mellem tommelfingre blæse foråret ind i humøret..;)

Bedste hilsner
Simon

Foråret titter forsigtigt frem fra hjørnet med det ene øje, håbet gnistrer i grønkorn og øjne blå, glæden sidder i halsen, men kender jeg vejret ret, er der et glimt af fryd i forårets andet øje, måske fra et…

BLÆSEVEJR

Jeg er Nordenvinden.
Haahaa.
Minde Tænder ryger
af Sælhundeblod.
Jeg har Is på min Halestump,
og jeg kommer med hele Favnen fuld
af Snefnug og Frostvejr og dinglende Istapper.
Hej – –
Jeg har Duften af nylagte Rypeæg
i min pels.
Jeg bringer røde Kinder.
Haahaa.

Jeg er Østenvinden,
hihi.
Jeg er Alverdens Rengøringskone.
Jeg skurer og skrupper
med flinke Fingre
baade Himlens blaa Lofter og Maanelygten
– Jordens lyse Marmorgulve og dens brogede Tæpper
– plask –
ned i Hodet paa Menneskene og deres spættede Kvæg.
Jeg har Aal
paa mine uldne strømper.
hihi.

Jeg er Vestenvinden,
hoho.
Jeg er en fregnet Bondetøs.
Alle de smaa fine Dun
paa mine bare Ben
er fulde af Støv fra de vilde Blomster,
men mit lange løse Haar er Tordenvejr,
og jeg hyler af Vildskab – jeg er knagende stærk og gal
Huuuuuuuh,
Jeg drukner alle mine fortabte Elskere
uden Sorg
i sultne Bølger.
hoho.

Jeg er Søndenvinden.
haha.
Jeg er bare tyve Somre gammel.
Jeg er fuld af Ungdom
og af mørkerød Vin.
I mit Bælte er Kirsebær og Roser,
og min Pose er fyldt til Randen med Unger af Solen
(det kalder jeg de gule Appelsiner):
Tju.
Jeg kysser mindst et Hundredtusinde Piger
paa min Vej
og leger med deres lyse Haar.
haha.

- Arne Sørensen, Spark og Kærtegn.

mvh
Simon

Hej Simon, min poetiske forårsfælle :))

Herlige ord til både spark og kærtegn :)) ... jeg ka' godt li' dynamikken og spændingsforskellen som drivkraft og afsæt. Slå ørerne og vingerne ud og spring, for lærken har for længst ladet sig høre ...

... og det er tegn og kærtegn til forårets begyndelse :))



Så og så mange lærker

383 lærker er kommet 384
birketræernes kroner syder (385) som balloner faktisk balloner man blæser
op gasforekomster på stilk nejende som birketræer ja fuldstændig som
birketræer der syder
388 lærker er kommet og synger over muldvarpeskud 389
vinterens søvnveje blottes vinterens søvnveje ligger blottede og fulde af
vand solen rammer dem
en morris kører op over bakken og ned og brummer op gennem hulvejen og
nærmer sig plaskende langs fyrretræer
postens morris kommer til syne under 390 lærker

Per Højholt "Min hånd 66" 1966


Hilsner med og til forår og fornemmelser
RoseMarie

Aften RM..

Tja, jeg forestiller mig det klø i mange grønne fingre, og apropos de bevingede:

Nu slår våret dristigt upp
sitt fönster emot hagen.
En stum gardin bliver plötsligt fylld
av starens höga jubel
och vinkar i en nyckfull fläkt
mot molnens flykt som drar den.
Följ med oss ut, följ med oss bort
på djärv seglats och lekar!
Vort liv är kort, det tar snart slut,
vad än vi själva tycker.
En vår förgår som luftens bris
och fågelsång och kvitter,
som vattnets porl och solens stänk
i bäckens kvicka glitter.
En vår har brått, den går sin kos
och hinner inte vänta.
Den som vill med får skynda på
att bryta upp för färden.
Gå ej förbi, tag med oss ut,
och se till våra gåvor!
Försmå ej det vi kan bestå,
men sprid för dina vindar
på nyck och lust och äventyr
vad vi förfogar över!
Föskingra allt vi är och har;
först då kan vi bli rika!

- frit snuppet fra Lars Gyllenstens fantastiske og humoristiske bog ”Sokrates död”.

Der er i øvrigt noget over stroferne:

Nu slår våren dristigt på
sit vindue imod haven,
et stumt gardin bliver pludslig’ fyldt
af stærens høje jubel.

Forøvrigt slog jeg en sen aften brat altandøren op til stilheden, jamen du store kineser!
Et ægtepar sad tydeligvis i træet midt i kåde vårdrømme, og brokkede sig følgelig gevaldigt over min larm, hvorefter de forargede lettede mod et mere fredfyldt sovekammer; ak ak: må vi lige få en smule respekt for vore bevingede venner og deres nattesøvn, tak!...lå der ligesom i luften…;)

mvh & gonat-gonat fra..
Simon