Her lidt mer, til de varme øjne vendt mod 80’erne – som var så fyldt med skaberkraft, vrede og ambition, at det 21 århundredes robotter forekommer mig at træde rundt og rundt i en drømmeløs søvn. Det er mærkeligt at se på nutiden, små tredive år efter, hvordan alle affinder og ofrer sig, som binære organismer; døde vi og ruller nu afsted på EU’s samlebånd?
Der er så mange refleksioner, genkendelige i Strunges Natmaskinen, vel nok det digt der her sir mig mest og som vækker flest minder og referencer. Drømmens faner af spækket med blod, livets ekko. Jeg holder meget af det ;)
REVOLUTION
En snavset himmel betragter en uro i vore fester: Vores ord, musik og dans kaster røde, blå stråler af lys over parlamentets og bankernes mure. Grænserne mellem vore hjerner skal ophæves! Blodets tempo skal udmatte vore hjerner vore sjæle skal forbindes med frie hænder. Den ydre verden skal ændres TOTALT efter vor transformation af den til ruiner med Explosions-Roserne. Vi ses i byen trækkende på nye ideer i grov uvidenhed om historien på vej ind i en rus som omfatter hele planeten: Nye livsmønstre regnet på murene! Kærlighedens diktatur! Barnet som filosof! Livets styring tildelt den enkelte hjerne, ophøjet til stat!
*
NATMASKINEN
Langsomt oplades natten af byens lys. Stjerneknapperne blinker og på måneskærmen ses de første billeder. Åh, jeg vugges om på en damper, et tungt exprestog gennem mørket, flyver højt i natmaskinen. Skyerne af drømmedamp hvisker hvidt til jorden. Natmaskinen arbejder og absorberer menneskenes sjæle. Mørket fyldes tæt af en summen af energi …
Jeg er til koncert i Rockmaskinen. Ugens overlevende trænges om den lille scene luften er hed af musik. Vi er i trance og i trang transcenderende grænserne mellem køn, mellem dimensioner af virkelighed, dansende i tranceformationer et sted i den sovende by. Vi er forkomne englebørn med vinger af fremtidssang, med barnet i blodet og smøgen i kæften.
Vi har hud af den sarteste drø, og hjerter der lyser mere end neon. Vi er kvæstede af dagens skarpe lyde, blødende lyserød sne, spiddet af avisoverskrifter. Vi er en del af Natmaskinen transformerer angst til venskab. Vi bærer vore hjerner med stolthed bytter drømme og cigaretter, fylder os med rus og masker …
Senere tager vi hjem hver for sig drager gennem Natmaskinen med nye identiteter ad offentligt fastlagte ruter. Der falder sorte klumper af søvn fra oliehimlen ned i vore øjne. Vi sover ind som éncellede organismer fra dengang jorden var hav.
*
OPBRUD
Vi er trætte som år, som nattens maskiner. Vi går gennem byen mod dagens fremkomst mellem husene. Maskerne af snavs og generation slipper vi … de stiger op i mørket fulgt af vore søvnløse smil. Med øjne fulde af nat træder vi ind i et nyt årtusinde.
- Michael Strunde, Vi folder drømmens faner ud, 1981.
Ja, han er speciel og særdeles dygtig, som en skrøbelig vibrerende membran af hud, der opfanger, intensiverer og sender sanseindtryk afsted som smukke afspejlinger, der straks gør det muligt at være i billederne, ik? Det skrøbelige går igen mange steder, både flossede og sunde nerver i pulserende bybilleder, det er ikke just Nis Petersen der ser udover Lollands let bulede natur med fred i breve og sind ;) Jeg holder af mange digte fra hans og Borums hånd, ja fra flere digtere fra 70’er og 80’erne, en slags EKG’ere; samtidig er der så mange der er væk og mangler, livet sluger og spytter os ud bagefter, intet under vi forbander det engang imellem, vel? ;)
FALD
Jeg har tilbragt døgn i byen i al slags vejr. Jeg har været lysreklamernes skrig i dine trætte øjne og asfalten under din krop. Jeg har været varmens massivitet der svøbte sig tæt om husene, og den lystne vind op under pigernes kjoler. I sommeren. I vinteren faldt jeg som forurenet sne fra himlens frostsorte luftspejl. I efteråret faldt jeg i parkerne, de få visne blade i byen. I foråret faldt jeg som sol og lille legende dreng. I al slags vejr faldt jeg for jeres kærlighed.
*
NÆTTERNE
Disse nætter udenfor samfundet. Vi har fundet sammen sammen fundet et andet liv
Gennem telefoner knitrende kærtegn. På himlen fælles stjerne. Uendelige cigaretter!
Der var en særlig atmosfære fri for kemikalier.
Der var irriterende timeslag i stuerne over én.
Der var fanatiske bilister et sted i forstadens mørke.
Der var lykkelige omstændigheder, neonnætter i Drømmemaskinen.
Der var, endelig, når man var søvnløs uendelige mængder af kaffe.
*
COLLAGER
Antallet af biler i verden er mindre end antallet af celler i min krop. Til alle sider omgivet af himmel til alle tider på vej mod solens expansion. Vi er rejsende i alder og vækst med en stadig større proviant af erindringer og forudanelser. På store lærreder viser vi billeder fra de mest vellykkede år. ved dyb koncentration i timer er det os umuligt at opfange splinter af verdens mulige sammenhæng. Som collager er disse samtaler ført i vuggende toge på rejse under natten. Som kalejdoskoper disse digte i stadig drejning med klodens akse.
- Michael Strunge, Vi folder drømmens faner ud, 1981.
Tak for ord og Strunge Jeg må jo med skam melde, at jeg kun har kendt nogle få af hans digte, og at han glimter ved sit fravær i min bogreol. Jeg er meget glad for koncentrationen af digtene her. Det gør, at man lærer ham og hans sprog bedre at kende og kan fordybe sig, så man lytter med både krop og sjæl.
... og lige dér rammes man for alvor i mellemgulvet, og der åbnes en dør ind til et andet menneskes verden, til noget man både kan genkende fra sig selv og noget, man overraskes af og nysgerrigt fatter interesse for at kende mere af ;)
På YouTube fandt jeg denne TV udsendelse fra 1984, som jeg egentlig godt svagt kan huske fra dengang ... og dengang fattede jeg ikke ret meget af hverken Borums, Strunges eller Pia Tafdrups ord, hvorimod jeg dengang elskede Lola Baidels og Bjørnkærs digte ... ja, sådan kan verden forandre sig over tid, og en verden til forskel er der i hvert fald på dengang og nu
... og næste del
Pia Tafdrup skriver (med kvindeligt fortegn) med en ligeså stærk sanselighed som Strunge, og jeg er vild med hendes sprog og hendes digte, som nu det her
DAGEN DIT LYS
Vægge drejer, når øjnene slås op mod skyer der forskyder sig mod erindret tid, hvor død hastede forbi mod sol, der bryder frem under sten og gennemlyser sjælen I det mindste er det ikke vinden, der i et kærtegn får kloden til at rotere langsommere end ellers Hænder glider op over glatte flader, forsøger at holde fast griber med negle i kalk for at standse
Snart er luften, ikke anderledes end slag af sommerfugles nyligt udvoksede vinger under kraniekuplen en jubel der akkumulerer bag om ordene Sart som morgenhud der vibrerer strejfet let af en fingerspids Varm som jeg husker dine læber er varme din ånde
Natten har udskilt sit sølv; det er dalet og har lagt sig over mine lukkede øjne pulverfint, ekko af forflygtigede navne Vinden fører mig frem, mine spor slettes i støvet men jeg er, hvor mine tanker befinder sig Over træerne i dalen kredser jeg lydløst ind i dagen skærer en bue videre op kredser jeg ldløst ind i dagen skærer en bue videre op over de rødlige høje omkring - er her overalt, hvis du kalder.
Svar
Citer
