0
registrerede
133
gæster og
167
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#16523 - 13/01/2014 18:52
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Jeg er med, Simon ... jeg er stadig med, omend det er i noget sporadisk fægtning ... og her med Tom Kristensen tæt ind til mig ... Græsset er underligt højt for mig, som ligger med Næsen mod Jord. Bøjer jeg mig saa dybt som jeg kan, vokser min Verden sig stor.
Under de grønlige Spidsbueporte standser jeg. Her vil jeg staa. Tør ej gaa vild i det lysende Mørke! Tør ej gaa vild mellem Straa!
Inde i Straaenes dæmrende Haller er der en Stemme, som vaagner og kalder et stigende: kommer du nu, kommer du, kommer du, kommer du nu, du nu.
Og som Svar toner en klar underbar, drengeklar Stemme i mig: Endnu ej, nej! Endnu ej, nej! Men naar vit Vanvid er omme, naar mine Drømme om Storhed er omme, da vil jeg komme, da vil jeg komme, da er jeg lille og lykkelig nok.Allerbedste og varmeste hilsner fra RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (13/01/2014 18:52)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#16525 - 13/01/2014 19:53
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej RM..
Du fægter som jeg, når du kan - hvæs du bare humørpennen, og nyd sneen...gulp! ;)
Her lidt fra en tidløs forfatter, der gjorde tidens, samfundets og menneskets interesser til sin egen sag. Bertolt Brecht var et meget sammensat menneske med en brillant hukommelse, og hvilke historier udfoldede sig ikke under dette ”halvtag”! En særdeles god hukommelse kan imidlertid også være en belastning, både for personen selv og dennes omgivelser, hvorfor tankestoffet altså ingen mulighed får for at gå i glemmebogen, og således må udfælde sig på en eller anden måde. Han tænkte allerbedst mens han talte: når man taler, må tankerne formuleres så klart, så også en anden kan forstå dem, sagde han, og benyttede af den grund ofte andre mennesker til diskussioner, der så kunne skabe klarhed over særlige forhold og bestemte ting – hvilket Hermann Greid og Hans Tombrock var gode eksempler på. Han huskede ligefrem deres samtaler ordret. Hermann Greid var dog ikke Brecht nogen særlig interessant personlighed; men at være en personlighed uden noget videre interessant at sige/skrive, hindrede selvfølgelig heller ikke dengang det snaksalige menneske i at lægge sine umiddelbare tanker på en vægt af guld!, og det vidste også Brecht, der var særlig glad for Finlandstiden sammen med Hans Tombrock. Kvinderne i Brechts liv, ak ja, de fungerede vel nærmest som sekretær-sengekammerater hos manden der måtte huske at vende sokkerne om, for ikke også at komme på kant med jorden under ham. Sjovt er det at tænke sig flere af fortidens personligheder ind nutidens forhold, og jeg er slet ikke så sikker på at herrerne deriblandt havde fået ørerne i maskinen hos nutidens kvinder, hvorimod misundelse blandt haner (og hønsemænd) jo er en tidløs affære. Men hvordan så Brecht ville ha’ haft det i Pisa året 1564 er så et godt spørgsmål, men under hvilke omstændigheder vi aldrig havde set skyggen af Galileis Liv, og dét ville ha’ været synd for os; for slet ikke at tænke på, hvis Galilei havde holdt tand for tunge:
I Rom var Galilei gæst ved kardinalens store fest, maden var lækker, vinen skøn. Man havde kun en lille bøn…
Mvh Simon
P.s.: jeg forstår din glæde og interesse i Tom Kristensen, også han er tidløs på sin egen besynderlige facon, for hvilke karakterbeskrivelser og fornemmelser for situationer mellem mennesker, udfolder sig ikke for ens øjne i hans bøger og digte. Som dreng, læste jeg bogen Kina i Oprør, der var som et filmisk indblik i en historisk tid, hvor man også dér, foldede hele sanseapparatet ud overfor alt "omkring sig", i denne fabelagtige historie. Og fabelagtig er måske et godt udtryk for denne mands evner som forfatter og digter, ja som menneskekender.
Redigeret af Simon (13/01/2014 20:15)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#16527 - 14/01/2014 22:42
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Ohøj i aftningen… Her en Kristensen’sk fornemmelse for vandets historie – som muligt havde formet sig lidt anderledes, vil jeg tro, havde han iblandet en dråbe af whisky, eller to. Spøg tilside, smukke og meningsfyldte er begge digte her, som er fra digtsamlingen ”Mod den yderste rand” (1936). Det er beundringsværdigt så effektivt han åbner situationer der længe klinger, som lydfotografier i en sansebilledbladebog.
I Regnvejr -
Paa Fortovscaféen i Lindealléen er Regnen trængt ind, og under Markisen som bugner i Brisen, er Væde og Vind.
Paa Bordpladens Øde Er Sjatter af Fløde Og Søer af Regn som draabevis blandes, så draabevis dannes et mælkevidt Tegn.
Hvad Tegnet, som flyder på Bordet, betyder. har ingen Værdi, for Skønheden svinder, saa snart som jeg finder en Mening deri. ____
Her ét der passer det snarlige vejr og favner så meget – og som af forskellige årsager fik mig til at tænke på den fascinerende karakter Jesper Klein med glød skabte i filmen Skønheden og Udyret. Jeg sku’ i øvrigt ta’ meget fejl, hvis ikke et par Kristensen’ske æselører har tittet op mellem andet i Kleins og Lykkes hus, så her en…
Situation –
De danser paa Kanalerne, de danser to og to, og Skøjten synger hvislende på Isens Dansebro, og alle lykkelige Tal som otte, tre og nul er ridset af de dansende på Vintrens blanke Gulv.
Med indadvendte skøjter og med indadvendte Tæer gaar jeg min Skøjtevandring langs Breddens sikre Træer. Jeg bunper imod Stammerne, så Sneen drysser ned, og rækker Grene mig en Hånd, gaar hånden straks af Led.
De elskende Elskende kan danse baade Ottetal og Hjul; men jeg maa gaa alene som en fremmed Vadefugl, og Træerne, som drysser Sne, hver Gang jeg støder mod, har lange Rødder ude for at gribe om min Fod.
Da fyger det, da ryger det, da styrter det med Sne, og gennem hvide Taager hører jeg en Kvinde le, og Sneens Tykning letter, og med indadvendte Knæ har Kvinden angstfuldt klamret sig til mit Forsiklringstræ.
Jeg ryster atter træet, Du Madame Butterfly, og Snevejrsdrys skal blomsterdrysse over dig og mig. Men Smilet som jeg skimter i din blussende Profil, er Genskær af mit eget desperate Chaplin-Smil.
For vi kan ikke danse paa Kanalens Dansegulv Og svinge os i lykkelige otte, tre og nul. Et Snevejrsdrys, et Blomsterdrys fra dette sikre Træ Er Lykken for to elskende med indadvendte Knæ. _____
mvh Simon P.s.: for øvrigt ka’ jeg varmt anbefale Ellen Forchhammers ”Kære Knud”, som giver et fascinerende indblik Knud Rasmussens vennekreds og livsnerve gennem breve m.m.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|