Hej til dig, Simon

At klukke sig i søvn med Jacs finurligheder gjorde godt for en go' nats søvn med smil på læben og dejlige drømme ... :)))
Lige før morgengry og Zveig er foreløbig lånt på eReolen, men jeg må se at få læsebrillerne på og få bogen i hånden fra bibliotekets reoler. Lige nu lysner det udenfor, og herinde skal det lysne med et kvirrevit:

Hr. Kvirrevit og fru Kvirrevit

Man anede lige vejen,
klemt ind mellem grøft og grøft;
man anede natten græde
med tårer og sagte snøft;
det hele var som et mareridt
skummelt, uvirkeligt, sammenbidt
— da skete det under, at hr. Kvirrevit
og fru Kvirrevit —
kvirrevit!
vit!

Der skete med ét det mirakel,
at luften blev fuld af musik
— der vippede himmelsk spektakel
i snore af elastik;
— der skete det, at en stor appetit
fik bugt med det tyngende mareridt
— der skete det under, at hr. Kvirrevit
og fru Kvirrevit —
kvirrevit!
vit!

De svippede ud i mørket,
gik syngende ned igen,
mens natten lo gennem tårer
omkring de små sprællemænd.
Men tænk, om to mennesker vågnede midt
om natten og glemte, hvad mit var og dit
og sang — bare sang som hr. Kvirrevit
og fru Kvirrevit —
kvirrevit!
vit!

***

Jeg fatter —

Jeg fatter, du ængstes i mørket, som lægger
sig tungt over folkenes lykke
— forstår, du fortvivler, thi jeg har fortvivlet
og rakt efter stav eller krykke.

Men mørket er ikke så mørkt, som det synes
den dag, da glæderne ødes,
når kun man erindrer, at det er i mørket
morgenrøden skal fødes.

Og jeg har erfaret, at mørket kan komme,
kan tynge, kan kvælende lamme
for mægtigt at fatte et brændende hjerte
ind i sin mulmende ramme.

***

Vikingepigen

Da det blev efterår, og løvet faldt,
kom hun her oftere
og talte svanerne,
hvis sære kiler kan fortælle alt.

Før himlen rødmede ved dagens gry,
kom pigen springende
og sad her dagelang,
og næste morgen kom hun her påny.

Mens regnen regnede, og tågen føg,
sad pigen spejdende
med blikket vogtende
på fjordens blinken over birk og bøg.

Og da en morgenstund et sejl blev kendt,
da sprang hun hujende,
da fo’r hun skrigende,
da fløj hun gladgal nedad Hohøjs skrænt.

Som hjortekiddet over stok og sten
— med arme glinsende
og håret flagrende
— som trommestikker gik de brune ben.

Hun stod og ventede på bådens sted,
mens de kom nærmere,
ja, de kom nærmere,
bestandig nærmere — og han var med.

Nis Petersen


Kvirrevit! vit! vit! til morgenkaffe og solopgang
RoseMarie

Høj høj, de ubebrillede nissekone..

- Alternativt ku' du få dig en monokel; bare så du ved det: rigtige nissekoner går med monokel - når de ik' jågger...

Med tak for Nis'en, her lidt til eftermiddagskaffen - ja, man sku’ vær’ ta’et på tur’ med hende Gitte, sår'n u'i natur’en, bar’ sår'n for li’e og se på’en! På den anden side, ér det jo ikke sikkert man ville være kommet hjem igen uden alvorlige maveproblemer, ik’ så meget p.a. naturen ...

Gittes monolog
om Christiansborg

Nå, det’ dær de gør’et!
Ja, det’ godt nok flot, det er’et altså,
oss’ lidt blæret, jo, det syn’s jeg,
al’ det antik, ikk’ oss’, ta’ bar’ vinduern’,
- ja, og så tårn,
jeg ve’ da ikk’ hva’ de ska’ hel’ derop for!
Lidt mindre ku’ vel gør’et,
såen som de er kørend’.
Preben, han vill’ alså bli’ sur
hvis han så det her, det’ hel’ sikker’!
De sku’ ha’ ladt vær’ me’et, det sku’ de alså,
og funden dem noget mer’ moderne,
det’ for antik, det dær!
De ku’ jo bar’ ta’ hesten med derud, ikk’ oss’,
hvis de er så glad’ for’en!
Preben og så mig,
vi had’ alså flyttet for læng’ siden,
hvis a’ det var os der boet sårn,
det’hel’ sikker’,
- og så de trapper!
»Man ska’ alså ka’ gå lig’ ind,« sir Preben,
»fra gaden!«
Sårn ser vi nu på’et,
det’ bar’ lissom ikk’ os, det dær!

*

Gittes monolog om
Krisen i landbruget

Jammen, de mener’et, Susanne,
de alså i nød.
Prebens far, ikk’ oss’, vi var jo derud’
sidst lørdag, lidt æg og så kød, ikk’ oss’,
og det var godt nok slem.
»Ja, vi ved snar’ ikk’ vor’ leven’ råd«,
sagde han oss’, Prebens far, alså, Niels, ikk’ oss’,
de sætter peng’ til hver dag,
og hun hade lig’ fået ny køkken
med det hel’, ikk’ oss’, aubergine,
emhætt og alting,
men hun brugt’en ikk’,
hun syns hun fik gigt a’en,
hun syns lissom det trak fra’en,
hun var nød’ te’ og ha’ hendes frakk’ på
når hun lavet mad, ikk’ oss’,
og det gad Niels lissom ikk’ og se på,
så de slukket for’en.
Det alså syns de skal ha’ al det kris’,
det er’et alså,
nu hvor de sku’ te’ og ha’et lidt godt
med Preben i vej og hans søster, ikk’ oss’,
- men man mærker ikk’ noget te’et, kris’,
ikk’ sårn i det daglig’,
hun had’ da bagt, og lagkage, og ny fjernsyn.
Jeg mærker overhodet ikk’ noget te’ kris’,
ikk’ førend de sa’et.
»Det lissom oss’ med bag kulissern’«
sagde Preben, da vi kørt’ hjemad,
»foderstoffer og sårn, afskrivninger osv«.
Det lyder alså flot, når han snakker sårn, Preben,
vi glemt’ hel’ og kør’ rally på hjemvejen.
Det mest ham der kigger ud te’em,
hver fjortens dag eller sårn,
når han lissom har tid, alså,
han har jo hans rally.
»Du ka’ jo kør’ rally derud’«, siger jeg så, ikk’ oss’,
når’et varer for læng’, før han kommen derud.
For det går jo og venter, ikk’ oss’, om sønda’en.
Eller oss’ så henter vi’em,
for og vær’ sikker, ikk’ oss’,
så de ikk’ kommer a’ den selv, ikk’ oss’,
for han ka’ alså ikk’ ta’et, Preben,
det ka’ han alså ikk’,
og ve’ du hvad, Susanne,
jeg ka’ lissom godt lev’ mig ind i’et,
de kører alså Vauxhall,
en gammel syvogtresser, ikk’ oss’,
og den ka’ vi alså ikk’…
vi ka’ alså ikk’ ha’en holden’.
Nu sidst de kom, ikk’ oss’,
da vidst’ vi’et alså i forvejen,
så han hade alså bakket hans Toyota us, Preben,
så de ble’ nød’ te’ og kør’ ind, ikk’ oss’,
- så påkørt’ de han blodbøg!
De troed flisern var te’ og gå på,
så dem kørt’ de uden om, - og lige ind i’en!
De holdt’ oven på’en!
Næst’ gang de kommer, ikk’ oss’,
så skubber vi alså Vauxhall’en lidt hen,
te’ ud for naboen, de lærer begg’ to,
de lissom nød’ te’ og find’ dem i’et.
A’ me’en, det vil de alså ikk’, de gammel,
han har to mer syvogtresser’ holden derhjemm’,
som han går og piller ve’, ikk’ oss’, reservedel’.
»Det oss’ det kris’«, siger Preben, »det hård’ ve’em«.
Og det er alså oss’ for gal’, Susanne,
de slider og de slider,
du sku’ se de der’ hænder,
du sku’ alså se’em, Susanne,
og hvem takker’en for’et?
Hvad har de ud a’et? –
Det ni heller ikk’ så pæn som man siger, landbrug,
det er’et alså ikk’ ,
ikk’ når’en kommer nærpå, ihverfel,
det alså slem,
og når de så ikk’ engang lissom tjener på’et,
tvangsauktioner, ikk’ oss’,
jeg ka’ godt forstå de gør’et, Susanne,
for de altså i nød, ikk’ oss’, bøndern’.

- Per Højholt.

mvh
Simon
P.s.:
Gittes monolog om forfat’en

Om jeg har læst ham,
jammen, det har jeg da,
jeg syn’s lissom jeg var nød’ te’et.
Det’ alså vers, Susanne,
det er’et godt nok,
nogen bitte små nogen,
og overhodet ikk’ rim,
nej, det bruger de ikk’ f’tiden,
det’ lissom ikk’ »in«.
Om jeg forstod’em?
Guud, det kigget jeg da ikk’ efter!
Jeg læst’ dem da bar’,
og de var godt nok lidt underlig’,
det var de alså,
men interessant’, det tror jeg nok de er,
moderne, ikk’ oss’,
der’ overhodet ikk’ noget dær,
- men forstår’et?

Lidt morgentid, stunden med kaffen på hæld og øjnene på den søvnige måne endnu vågen, i døren ud til tidløs morgensang og dans i luften;

Tiden och jag är två

Som musik är organiserad tid
är jag stindtals i kontroll
över den kronologiska tiden.
Men ofta, alltför ofta, behärskar den
mig så att jag känner den gå forbi
sekund för sekund med sin last av
betydelser. Dette är långtifrån
skapande tid, från psykologisk tid,
från formulerad tid, den enda tid
det gäller.

Är det vår eller höst? Det gör detsamma.
För mig är tiden två; och när jag formar den
formar jag också mig själv
strax innan jag åter splittras i fragment.

Dagarnas tid och årstidernas växling
inträffar på ett annat plan: över
en akvedukt passerar klockslagen,
de intetsägande, de tärande, de dödande
formerna av tid som går förbi.

På vägen därinunder vänter jag.

- Petter Bergman.

mvh
Simon

Go'morgen Simon

Tak for go'e ord ... og nu til flere finurlige nisserier fra en morgennisse :))

Digtet

Hun spurgte mig, hvordan et dig bli'r til.
Jeg svared' sanddru: - Kun fordi det vil!

Man intet andene går sin gang.
og lytter til små fugles morgensang - .

en tvivlsom digter, men utvivlsom synder,
da kyllingen i en forsagt begynder.

at pikke på sin skal, for den vil ud.
Og resten gør såmænd den gode Gud ...

***

Hvad en gammel bissekræmmer fortalte mig om pigerne

Se - no'en er jo skabt til at danse med
- og no'en til at føde en sønner,
og no'en til at lappe og lave ens mad
og no'en til at be' ens bønner.

Der er pi'er med ansigt og pi'er med krop,
- og no'en har guldhår og -nakke,
og no'en kan starte og no'en gå med,
når det gælder den sidste bakke.

No'en er som himlens små engle af sind
(- ja, no'en har det omvendt desværre!)
- og no'en kan malke og spille klaver,
men de bliver færre og færre.

Men finder du dydernes sum på et brædt
- det hænds - nå, jeg véd det for fanden! -
tja - så kan du roligt belave dig på,
at pigen er gift med en anden.

***

Nytår 1942

Vær rolig, mit hjerte, i blæsten
- vær tapper, min ængstende sjæl,
en dag skal skyerne splittes
af solens glødende hæl.

En dag skal det fygende angstvejr
- de driver, der skjuler vort mod,
forsvinde og smelte, og våren
skal varmende gå i vort blod.

En dag skal vor pantsatte håben
med kongelig mønt løses ind,
og modet, der svides af kulden,
skal grønnes og gro i vort sind.

Thi landet, vi elsker, har løndom
af evigt, ukueligt liv,
og hvisker til den, der kan lytte,
som sommervind hvisker i siv.

Hvisker: Vær rolige, hjerter,
vær tapper, hver sjæl, fuld af ve.
Lad stormene isne ved solhverv
- min løndom skal vårbrudet se.

Nis Petersen

Dejlig dag til dig
RoseMarie

Hej RoseMarie og Simon

Jeg forstår ikke jeres tryllerier med ordene, men de gør deres virkning, og jeg vil bare sige...tryl videre...men kender I til denne digtkreds:

http://vandrermodlyset.dk/index_pfb.htm

Kærlig hilsen

ABC

Ps. I har over 3 millioner læste på tråden...det er da lidt af en bedrift...2500 indlæg...så skal der regnes