Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Høj høj, de ubebrillede nissekone..
- Alternativt ku' du få dig en monokel; bare så du ved det: rigtige nissekoner går med monokel - når de ik' jågger...
Med tak for Nis'en, her lidt til eftermiddagskaffen - ja, man sku’ vær’ ta’et på tur’ med hende Gitte, sår'n u'i natur’en, bar’ sår'n for li’e og se på’en! På den anden side, ér det jo ikke sikkert man ville være kommet hjem igen uden alvorlige maveproblemer, ik’ så meget p.a. naturen ...
Gittes monolog
om Christiansborg
Nå, det’ dær de gør’et!
Ja, det’ godt nok flot, det er’et altså,
oss’ lidt blæret, jo, det syn’s jeg,
al’ det antik, ikk’ oss’, ta’ bar’ vinduern’,
- ja, og så tårn,
jeg ve’ da ikk’ hva’ de ska’ hel’ derop for!
Lidt mindre ku’ vel gør’et,
såen som de er kørend’.
Preben, han vill’ alså bli’ sur
hvis han så det her, det’ hel’ sikker’!
De sku’ ha’ ladt vær’ me’et, det sku’ de alså,
og funden dem noget mer’ moderne,
det’ for antik, det dær!
De ku’ jo bar’ ta’ hesten med derud, ikk’ oss’,
hvis de er så glad’ for’en!
Preben og så mig,
vi had’ alså flyttet for læng’ siden,
hvis a’ det var os der boet sårn,
det’hel’ sikker’,
- og så de trapper!
»Man ska’ alså ka’ gå lig’ ind,« sir Preben,
»fra gaden!«
Sårn ser vi nu på’et,
det’ bar’ lissom ikk’ os, det dær!
*
Gittes monolog om
Krisen i landbruget
Jammen, de mener’et, Susanne,
de alså i nød.
Prebens far, ikk’ oss’, vi var jo derud’
sidst lørdag, lidt æg og så kød, ikk’ oss’,
og det var godt nok slem.
»Ja, vi ved snar’ ikk’ vor’ leven’ råd«,
sagde han oss’, Prebens far, alså, Niels, ikk’ oss’,
de sætter peng’ til hver dag,
og hun hade lig’ fået ny køkken
med det hel’, ikk’ oss’, aubergine,
emhætt og alting,
men hun brugt’en ikk’,
hun syns hun fik gigt a’en,
hun syns lissom det trak fra’en,
hun var nød’ te’ og ha’ hendes frakk’ på
når hun lavet mad, ikk’ oss’,
og det gad Niels lissom ikk’ og se på,
så de slukket for’en.
Det alså syns de skal ha’ al det kris’,
det er’et alså,
nu hvor de sku’ te’ og ha’et lidt godt
med Preben i vej og hans søster, ikk’ oss’,
- men man mærker ikk’ noget te’et, kris’,
ikk’ sårn i det daglig’,
hun had’ da bagt, og lagkage, og ny fjernsyn.
Jeg mærker overhodet ikk’ noget te’ kris’,
ikk’ førend de sa’et.
»Det lissom oss’ med bag kulissern’«
sagde Preben, da vi kørt’ hjemad,
»foderstoffer og sårn, afskrivninger osv«.
Det lyder alså flot, når han snakker sårn, Preben,
vi glemt’ hel’ og kør’ rally på hjemvejen.
Det mest ham der kigger ud te’em,
hver fjortens dag eller sårn,
når han lissom har tid, alså,
han har jo hans rally.
»Du ka’ jo kør’ rally derud’«, siger jeg så, ikk’ oss’,
når’et varer for læng’, før han kommen derud.
For det går jo og venter, ikk’ oss’, om sønda’en.
Eller oss’ så henter vi’em,
for og vær’ sikker, ikk’ oss’,
så de ikk’ kommer a’ den selv, ikk’ oss’,
for han ka’ alså ikk’ ta’et, Preben,
det ka’ han alså ikk’,
og ve’ du hvad, Susanne,
jeg ka’ lissom godt lev’ mig ind i’et,
de kører alså Vauxhall,
en gammel syvogtresser, ikk’ oss’,
og den ka’ vi alså ikk’…
vi ka’ alså ikk’ ha’en holden’.
Nu sidst de kom, ikk’ oss’,
da vidst’ vi’et alså i forvejen,
så han hade alså bakket hans Toyota us, Preben,
så de ble’ nød’ te’ og kør’ ind, ikk’ oss’,
- så påkørt’ de han blodbøg!
De troed flisern var te’ og gå på,
så dem kørt’ de uden om, - og lige ind i’en!
De holdt’ oven på’en!
Næst’ gang de kommer, ikk’ oss’,
så skubber vi alså Vauxhall’en lidt hen,
te’ ud for naboen, de lærer begg’ to,
de lissom nød’ te’ og find’ dem i’et.
A’ me’en, det vil de alså ikk’, de gammel,
han har to mer syvogtresser’ holden derhjemm’,
som han går og piller ve’, ikk’ oss’, reservedel’.
»Det oss’ det kris’«, siger Preben, »det hård’ ve’em«.
Og det er alså oss’ for gal’, Susanne,
de slider og de slider,
du sku’ se de der’ hænder,
du sku’ alså se’em, Susanne,
og hvem takker’en for’et?
Hvad har de ud a’et? –
Det ni heller ikk’ så pæn som man siger, landbrug,
det er’et alså ikk’ ,
ikk’ når’en kommer nærpå, ihverfel,
det alså slem,
og når de så ikk’ engang lissom tjener på’et,
tvangsauktioner, ikk’ oss’,
jeg ka’ godt forstå de gør’et, Susanne,
for de altså i nød, ikk’ oss’, bøndern’.
- Per Højholt.
mvh
Simon
P.s.:
Gittes monolog om forfat’en
Om jeg har læst ham,
jammen, det har jeg da,
jeg syn’s lissom jeg var nød’ te’et.
Det’ alså vers, Susanne,
det er’et godt nok,
nogen bitte små nogen,
og overhodet ikk’ rim,
nej, det bruger de ikk’ f’tiden,
det’ lissom ikk’ »in«.
Om jeg forstod’em?
Guud, det kigget jeg da ikk’ efter!
Jeg læst’ dem da bar’,
og de var godt nok lidt underlig’,
det var de alså,
men interessant’, det tror jeg nok de er,
moderne, ikk’ oss’,
der’ overhodet ikk’ noget dær,
- men forstår’et?
|
|
