Morn' RM..

Ja, det er jo så et af disse forhold jeg intet kan vide om, men forstår nu bedre at det kan tage lidt tid, så tak fordi du skrev det. Desuden mener jeg bestemt ikke man skal skynde sig med at læse gode bøger, tværtimod mener jeg at enkelte ligefrem bør drikkes, herunder hører Vendepunktet. Men hele Mann-familien består jo af samme slags forfattere, klassikere, der betød noget for mange mennesker dengang, og som vil gøre det langt ud i fremtiden.
Læser man hurtigt en klassiker, er det yderst sandsynligt at man vil genlæse den, et klassisk exempel er Tolkiens trilogi Ringenes Herre - jeg kender folk der har læst den, måske ti gange og stadig gribes af fortællingen. Så der findes altså virkelig litteratur man tar med sig og aldrig bliver færdig med, hvorimellem også Inger Christensens digtsamlinger befinder sig, hvad du mange gange selv har vist et flot exempel på.

Og nu er vejret så igen klart tåleligt, netop p.a. regnen og den friske vind. Man er som et nyt menneske under den himmel, som en Martin A. Hansen på ekskursion i landskabets historie, man snuser velbehageligt vejret i sig. Solvarme er fint og rart, men når grønkorn må gi op, blir landet til savanne. Regn må der til, uden den blir vi vindtøre rosiner, ikke til årgangsvin.

mvh & go dag
Simon

Apropos familien Mann:

Træt og bekranset strakte Sommeren sig i græsset.

- Heinrich Mann.


Fra tegntyderen Paul la Cour:

Nattetale

Vandet under græsset

De gamle paa Egnen siger, at under det magre Land
løber nede o Dybet en vældig Aare af Vand.

Det hænder, at de kan høre den mumle, naar Natten er
tyst.
De siger, det lyder fjernt som en Vaar i Jordens Bryst.

De ligger i deres Senge og lytter til Pulsen, der bor
i Kamrene under Græsset i den grønnende Jord.

Der findes maaske en Latter, et hemmelig Kildespring,
en leende Aare af levende Vand begravet i alle Ting.

Og naar de i Gulvets Fjæle hører Vandaarens Sang,
synes dem Livet et Eventyr og Dagen mindre trang.

Det kommer dem for, at de lever og dunkelt er i en
Favn,
hvor alting staar sluttet omkring en Drøm, og ingen har
Alder og Navn.

*


Og Ivan den store:


vandet
tömmer
floden

*

gråsten mod hård indmad
af sirener jazzbule blodstyrtninger

hårdnakkede ven
i engenes flade stilhed

*

det er en hvid fjer
båret af en hjælpsom luftning
når luften bevæger sig
uden at være vind

frygtløs i fremmede forstæder
belejrede af mørket sneen blæsten

men menneskene dem kender jeg

fra mig selv

*

spyt dem ud
vimplerne
vend vinden

*

sidder og skider
i et af verdens største huse

tilbagelæggende
108000 km i timen

i

flueklatten på ruden
ikke til at kradse væk

det er en ko i det fjerne

*

sæt darwin havde kendt mennesket

tigeren kropotkin

*

fra sure haver
våde uger
så brat herud
med et så blind

snemorgen
lyssekund

forsommerens konvaller og syrener
armhulens og skridtets vellugt
hægens fine bitre duft af frøken
høets billige parfume

synger: leve døden

*

ansigter med kalksår og skudhuller
by uden levende
varmelegemer

hver morgen står solen op over stenene
et mekanisk legetøj glem af sin dreng

steppegræsset hvisker i tusind telefoner
dirigerer nattevinden med sine bølger

forsænket i sig selv fikserer
brøndens lille øje evigheden

*

i

jeg skrev om et hus

de byggede det

ii

jeg skrev om en stjerne

da jeg så op fra papiret
var den nede

ordet udelukker ikkordet
ordet tar sig selv i munden
ordet tar sig selv på ordet
på lårene brysterne enden

ordgasme
talende tomrum
i stilheden tonefjeld

*

håb
lykke

krykker
at kaste

*

myldrende masser søger sammen
i ny telluriske kontraktioner

venlighedens gamle drøm: at overleve
det overlevedes agoni

stokdøve
alverdens brølende ure

derfor stammer digterne

*

brølende majestætisk stemmer orkestret
dirigenten hæver taktstokken

pip

*

steder at elske
steder at drømme og spise og sove
og forlade i morgen

men boliger

*

et med alverden

jeglikvidation
poetomatic

*

der er
ingenting
bag bjergene
bag blomsterne og sangen

med et
som en fløjte

glæden

- Ivan Malinovski.

*

Græsset nærmest råbte på vand, lignede nærmest afrikansk slette. Omsider kom den så, regnen, for fulde sejl, og nu måber så flamingoerne på vandspejlet mens man ror forbi på vej til postkassen, suk!
Forregnede vi os mon, da vi i skyggen fra træet sang solen ned med flaget i top?

En af de lokale troende sendte for nylig sin himmelnisse en telex:

„Vil gerne ha’ regn – stop – holder skam meget af vand – stop – i moderate mængder! – stop – Ingen grund til overdrivelser – stop – dem klarer jeg fint selv! – stop”.
Og modtog kort efter et noget flabet svar:
„I har godt af vand – stop – masser af det – stop – tænk på Moses! – stop – Tror du stadig græsset er grønnere på den anden side af dammen? – stop”.

Trods sommerbrune kroppe stadig høje af sol, er det nu alligevel skønt at skimte det omskiftelige efterår ret forude, min tid mellem lange skygger og en utrolig farvepragt der svider som feberøjne, men bare er indledningen til tider hvor også træerne kaster med sne, landskabet der hviler i én på mærkværdige måder.

mvh
Simon

Hej Simon

Åh jo, jeg ser det for mig ...




Jeg håber, at du sådan bare for et tilfældigt øjebliks skyld overgav dig til lidt down under og tog et kig med DR og Tannes øjne ind i Babettes gæstebud.

Som en bagtrop fører hun flokken til netop dét sted, hvor græsset er grønnere ... helt uden Mosesstaven, vejlederekspertise og -gang.

"Barmhjertighed og Sandhed mødes
Retfærd og Fryd skal kysse hinanden

Mennesket tror i sin svaghed og kortsynethed, at det skal træffe sit valg her i livet,
Og frygter den risiko, det derved løber.
Vi kender frygten.

Men nej!

Vort valg har ingen betydning.
Den tid kommer, hvor vore øjne åbnes, og vi omsider indser, at Nåden er uendelig.
Vi skal blot vente i tillid, og modtage i taknemmelighed.
Nåden stiller ingen betingelser.

Og se, alt det, som vi har valgt, blev i virkeligheden skænket os.
Alt det, vi har afstået fra, bliver os til del,
Ja, vi får også det tilbage, som vi har forkastet.

Barmhjertighed og Sandhed mødes
Retfærd og Fryd skal kysse hinanden."

Gensynsglade hilsner
RoseMarie

P.s.

Babettes gæstebud er hver gang en fryd, som fremkalder smil og latter. Ebbe Rodes udtryk i både stemme og mimik, når han gi'r den med sit Halleluja!, får mig til at juble og forventningsfuldt vente på det næste Halleluja! :))

Jeg forstår slet ikke, den dårlige kritik Gabriel Axel fik for filmen. Bog og film er aldrig det samme, og jeg mener ikke, man skal vurdere en film efter denne sammenligning.

"Under historiens lette og ligefremme overflade ligger en række mangetydige og sammensatte lag, der gør fortællingen kompleks og abstrakt, og i sidste ende hæver den fra det gængse ind i kunstens verden. Babettes Gæstebud handler nok om mad, men i overført forstand. Maden såvel som Babettes karakter er egentlig springbrætter for en diskussion af store begreber og sammenhænge som retfærd og fryd, liv og skæbne, fysisk og åndeligt.

Det er helt centralt, at Babettes udsøgte middag og fremragende vin indvier menigheden i en sublim verden. På den måde bliver det tydeligt, at provstens forestilling om en uoverstigelig modsætning mellem jordisk og guddommeligt er uholdbar. Det er gennem sanserne mennesket kan skimte den guddommelige verden.

Babettes Gæstebud er på samme tid sprudlende uregerlig og nøje formmæssigt defineret. På den måde udfolder fortællingen sit højeste betydningsniveau, når den læses som en allegori over kunstens væsen. Det siges om Babette, at hun "er i Stand til at forvandle ethvert Maaltid til en Art Kærlighedsaffære - et Elskovsforhold af den ædle og romantiske Slags, hvor man ikke mere skelner mellem legemlig og sjælelig Appetit og Mæthed."

Det skyldes, at hun opfatter madlavning som en kunstart. I bredere forstand bliver altså kunsten i alle dens former midlet, der kan genskabe den tabte forbindelse mellem materie og ånd, himmelsk og jordisk. Denne tanke, tematisk formet som et spil mellem etik og æstetik, udgør i øvrigt en rød tråd i Blixens forfatterskab som helhed.

For mig at se er der mange grunde til at fejre sol og vand og frihed langt fra hverdagen i selskab med Babettes Gæstebud. Blixen er en særegen og helt unik forfatterinde, der samler sit stof alle vegne fra. Det afspejles med al tydelighed i historien om Babette, der nok er let tilgængelig og hurtigt læst - sanselig som en feriedag - men bliver ved med at give stof fra sig, uanset hvor mange gange den læses og genlæses.

Fortællingen samler det store i det små; gennem den komplekse komposition i kinesiske æsker udgør den en fin mosaik af poesi, psykologi, miljøbeskrivelse, underfundighed og vitalitet. Dens glimtende magi ligger i det åbne tolkningsfelt og det fællesmenneskelige, i oprøret mod konventionerne. Den afgiver livsfølelse og livsfylde til lange tider!"

Ordene stammer fra denne artikel om bogen og fortællingen:

http://litteratursiden.dk/anmeldelser/babettes-gaestebud-af-karen-blixen

Filmen fik mig til at låne Ebbe Rodes Fodnoter i øjenhøjde som lydbog, og dén fik mig så til låne Fredrik Sjöbergs Fluefælden. Det er vist, hvad man kan kalde en sneboldeffekt i den allerfineste nysne ... og de skal lyttes til i dag samtidig med rengøringen ... :))

... og i aften går jeg igen ind i filmens verden, der hvor snebolden lige ruller forbi :))

Ha' en dejlig dag.

Hej RM..

Holder meget af Barbettes Gæstebud, ved du, men jeg ku' ikke af den grund drømme om at se noget fra DR - og begriber ærlig talt ikke at befolkningen skal spises af med dén forsamling af grådige gribbe. Igrunden synes jeg nu også den skal læses, selv om filmen indrømmet er fortrinlig - man tør jo slet ikke tænke på hvad der var sket, hvis fortællingen fx havde fyldt 300 sider, uf..;)

Så mange af Seamus Heaneys digte var døden klogere, de overlevede derfor i og heldigt for os, som små stjerner vævet i Athenes tæppe sidder de nu på vor nethinde og soler sig, og så fremdeles. En del af hans digte oversatte Uffe Harder, bedre gøres det næppe, her et par smuksakker:

En dagslys kunst
til Norman Mac Caig

Den dag Sokrates skulle indtage giften
fortalte han sine venner at han havde skrevet:
havde sat Æsops fabler på vers.

Og det var ikke fordi Sokrates holdt af visdom
og ville forsvare det undersøgte liv.
Grunden var, at han havde haft en drøm.

Nå, tag nu Cæsar, eller Herodes, eller Konstantin
eller hvem som helst af de Shakespeare’ske konger,
der ender med at briste som dæmninger

hvor originale panorama’er ligger oversvømmede
og må stige op igen før dødsscenerne –
det er troligt, at de tror på drømme.

Men næppe Sokrates. Før, selvfølgelig,
han siger til sine venner drømmen gentog sig
hans liv igennem, hver gang med samme opfordring:

Dyrk kunsten, hvilken kunst han indtil da
altid troede var filosofien.
Lykkelig derfor den, som er født med evnen

til at dyrke den rigtige lige fra starten –
poesi, for eksempel, eller lystfiskeri; hvis nætter er drømmeløse;
hvis dybt sunkne panorama’er stiger op og glider bort
som dagslys gennem fiskestangens øje eller pennespidsens.

*

Stensliberen

Penelope arbejdede med en vis garanti for et resultat.
Hvor meget hun end ødelagde om natten af sin vævning
kunne det fremskynde alt med en dag.

Jeg, jeg sliber de samme sten i halvtreds år
og hvad jeg ødelagde var aldrig hvad jeg havde gjort.
Jeg var uden belønning som mørke ved et spejl.

Jeg behandlede min flade så den kunne overleve hvad der kom –
kartografer. typografer, al denne linietegning og farvesætning.
Jeg fastlagde uigennemsigtigheder og de spåede.

For dem var det hver gang en frisk start
og en ren tavle. For mig, at komme cirklen rundt
som den lille krusning der fødes i stilhed.

Derfor. For at mindes mig. Tænk på de flader hugget
i et stenbrud. Praktisér
coitus interruptus på en stak gamle litografier.

- Seamus Heaney.

Slutningen af forordet til:

Ein Frühling

»Ak, det var vel nok en skøn tid, da Himmelen endnu
var saa overdrevent blaa og Jorden saa vældig grøn og
enhver Malerpotte overfuld! – Ved Anubis, Venner vi vil
bestræbe os paa at komme videre ad Vejen til en værdig,
brav og forstandig Alderdom; men vi vil alligevel heller
ikke lade os beskylde for Utaknemmelighed overfor vo-
res Ungdoms gode, naragtige, lystige og grædefærdige
Dage. Tværtimod, engang i vores lænestol skal det være
os til Ære og Fornøjelse, at ogsaa vi engang stod paa
Hovedet midt i det grønne og ikke skammede os! –«

- Wilhelm Raabe.


*

Også Ivan Malinovski lever videre, fra dag til dag fra sag til sag, sidder han stadig i nogens hjertekamre og skriver poesi på væggene:

irriterede over at hjertet
fra den gedde de havde renset
vedblev at banke
tog de det og skar det over
men halvdelene
bankede videre og
endnu en gang
delte de stykkerne

i fire timer lå
efter sigende
de fire blodige klumper på klippen
og slog
som eet hjerte

*

her
er urene løbet ud
og lyset slukket

sådan
ser jeg den først rigtig
den anden verden

*

Og stadig kan en del af os som han, blive så edderarrige over grådige politikeres leg med en hel grønlandsk befolknings fremtid:

nu drikker vi grønland
i vore manhattans og highbaals
intet er os helligt
exit indlandsisen
via urinveje og wc-kummer
træk og slip

- Ivan Malinovski.

mvh
Simon
P.s.: ja, det var en sjov lille anekdote, heldigvis er mange troende jo fyldt med humor..;)