|
0
registrerede
185
gæster og
1526
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej RM..
Holder meget af Barbettes Gæstebud, ved du, men jeg ku' ikke af den grund drømme om at se noget fra DR - og begriber ærlig talt ikke at befolkningen skal spises af med dén forsamling af grådige gribbe. Igrunden synes jeg nu også den skal læses, selv om filmen indrømmet er fortrinlig - man tør jo slet ikke tænke på hvad der var sket, hvis fortællingen fx havde fyldt 300 sider, uf..;)
Så mange af Seamus Heaneys digte var døden klogere, de overlevede derfor i og heldigt for os, som små stjerner vævet i Athenes tæppe sidder de nu på vor nethinde og soler sig, og så fremdeles. En del af hans digte oversatte Uffe Harder, bedre gøres det næppe, her et par smuksakker:
En dagslys kunst
til Norman Mac Caig
Den dag Sokrates skulle indtage giften
fortalte han sine venner at han havde skrevet:
havde sat Æsops fabler på vers.
Og det var ikke fordi Sokrates holdt af visdom
og ville forsvare det undersøgte liv.
Grunden var, at han havde haft en drøm.
Nå, tag nu Cæsar, eller Herodes, eller Konstantin
eller hvem som helst af de Shakespeare’ske konger,
der ender med at briste som dæmninger
hvor originale panorama’er ligger oversvømmede
og må stige op igen før dødsscenerne –
det er troligt, at de tror på drømme.
Men næppe Sokrates. Før, selvfølgelig,
han siger til sine venner drømmen gentog sig
hans liv igennem, hver gang med samme opfordring:
Dyrk kunsten, hvilken kunst han indtil da
altid troede var filosofien.
Lykkelig derfor den, som er født med evnen
til at dyrke den rigtige lige fra starten –
poesi, for eksempel, eller lystfiskeri; hvis nætter er drømmeløse;
hvis dybt sunkne panorama’er stiger op og glider bort
som dagslys gennem fiskestangens øje eller pennespidsens.
*
Stensliberen
Penelope arbejdede med en vis garanti for et resultat.
Hvor meget hun end ødelagde om natten af sin vævning
kunne det fremskynde alt med en dag.
Jeg, jeg sliber de samme sten i halvtreds år
og hvad jeg ødelagde var aldrig hvad jeg havde gjort.
Jeg var uden belønning som mørke ved et spejl.
Jeg behandlede min flade så den kunne overleve hvad der kom –
kartografer. typografer, al denne linietegning og farvesætning.
Jeg fastlagde uigennemsigtigheder og de spåede.
For dem var det hver gang en frisk start
og en ren tavle. For mig, at komme cirklen rundt
som den lille krusning der fødes i stilhed.
Derfor. For at mindes mig. Tænk på de flader hugget
i et stenbrud. Praktisér
coitus interruptus på en stak gamle litografier.
- Seamus Heaney.
Slutningen af forordet til:
Ein Frühling
»Ak, det var vel nok en skøn tid, da Himmelen endnu
var saa overdrevent blaa og Jorden saa vældig grøn og
enhver Malerpotte overfuld! – Ved Anubis, Venner vi vil
bestræbe os paa at komme videre ad Vejen til en værdig,
brav og forstandig Alderdom; men vi vil alligevel heller
ikke lade os beskylde for Utaknemmelighed overfor vo-
res Ungdoms gode, naragtige, lystige og grædefærdige
Dage. Tværtimod, engang i vores lænestol skal det være
os til Ære og Fornøjelse, at ogsaa vi engang stod paa
Hovedet midt i det grønne og ikke skammede os! –«
- Wilhelm Raabe.
*
Også Ivan Malinovski lever videre, fra dag til dag fra sag til sag, sidder han stadig i nogens hjertekamre og skriver poesi på væggene:
irriterede over at hjertet
fra den gedde de havde renset
vedblev at banke
tog de det og skar det over
men halvdelene
bankede videre og
endnu en gang
delte de stykkerne
i fire timer lå
efter sigende
de fire blodige klumper på klippen
og slog
som eet hjerte
*
her
er urene løbet ud
og lyset slukket
sådan
ser jeg den først rigtig
den anden verden
*
Og stadig kan en del af os som han, blive så edderarrige over grådige politikeres leg med en hel grønlandsk befolknings fremtid:
nu drikker vi grønland
i vore manhattans og highbaals
intet er os helligt
exit indlandsisen
via urinveje og wc-kummer
træk og slip
- Ivan Malinovski.
mvh
Simon
P.s.: ja, det var en sjov lille anekdote, heldigvis er mange troende jo fyldt med humor..;)
|
|
|
|
