|
0
registrerede
79
gæster og
134
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Apropos familien Mann:
Træt og bekranset strakte Sommeren sig i græsset.
- Heinrich Mann.
Fra tegntyderen Paul la Cour:
Nattetale
Vandet under græsset
De gamle paa Egnen siger, at under det magre Land
løber nede o Dybet en vældig Aare af Vand.
Det hænder, at de kan høre den mumle, naar Natten er
tyst.
De siger, det lyder fjernt som en Vaar i Jordens Bryst.
De ligger i deres Senge og lytter til Pulsen, der bor
i Kamrene under Græsset i den grønnende Jord.
Der findes maaske en Latter, et hemmelig Kildespring,
en leende Aare af levende Vand begravet i alle Ting.
Og naar de i Gulvets Fjæle hører Vandaarens Sang,
synes dem Livet et Eventyr og Dagen mindre trang.
Det kommer dem for, at de lever og dunkelt er i en
Favn,
hvor alting staar sluttet omkring en Drøm, og ingen har
Alder og Navn.
*
Og Ivan den store:
vandet
tömmer
floden
*
gråsten mod hård indmad
af sirener jazzbule blodstyrtninger
hårdnakkede ven
i engenes flade stilhed
*
det er en hvid fjer
båret af en hjælpsom luftning
når luften bevæger sig
uden at være vind
frygtløs i fremmede forstæder
belejrede af mørket sneen blæsten
men menneskene dem kender jeg
fra mig selv
*
spyt dem ud
vimplerne
vend vinden
*
sidder og skider
i et af verdens største huse
tilbagelæggende
108000 km i timen
i
flueklatten på ruden
ikke til at kradse væk
det er en ko i det fjerne
*
sæt darwin havde kendt mennesket
tigeren kropotkin
*
fra sure haver
våde uger
så brat herud
med et så blind
snemorgen
lyssekund
forsommerens konvaller og syrener
armhulens og skridtets vellugt
hægens fine bitre duft af frøken
høets billige parfume
synger: leve døden
*
ansigter med kalksår og skudhuller
by uden levende
varmelegemer
hver morgen står solen op over stenene
et mekanisk legetøj glem af sin dreng
steppegræsset hvisker i tusind telefoner
dirigerer nattevinden med sine bølger
forsænket i sig selv fikserer
brøndens lille øje evigheden
*
i
jeg skrev om et hus
de byggede det
ii
jeg skrev om en stjerne
da jeg så op fra papiret
var den nede
ordet udelukker ikkordet
ordet tar sig selv i munden
ordet tar sig selv på ordet
på lårene brysterne enden
ordgasme
talende tomrum
i stilheden tonefjeld
*
håb
lykke
krykker
at kaste
*
myldrende masser søger sammen
i ny telluriske kontraktioner
venlighedens gamle drøm: at overleve
det overlevedes agoni
stokdøve
alverdens brølende ure
derfor stammer digterne
*
brølende majestætisk stemmer orkestret
dirigenten hæver taktstokken
pip
*
steder at elske
steder at drømme og spise og sove
og forlade i morgen
men boliger
*
et med alverden
jeglikvidation
poetomatic
*
der er
ingenting
bag bjergene
bag blomsterne og sangen
med et
som en fløjte
glæden
- Ivan Malinovski.
*
Græsset nærmest råbte på vand, lignede nærmest afrikansk slette. Omsider kom den så, regnen, for fulde sejl, og nu måber så flamingoerne på vandspejlet mens man ror forbi på vej til postkassen, suk!
Forregnede vi os mon, da vi i skyggen fra træet sang solen ned med flaget i top?
En af de lokale troende sendte for nylig sin himmelnisse en telex:
„Vil gerne ha’ regn – stop – holder skam meget af vand – stop – i moderate mængder! – stop – Ingen grund til overdrivelser – stop – dem klarer jeg fint selv! – stop”.
Og modtog kort efter et noget flabet svar:
„I har godt af vand – stop – masser af det – stop – tænk på Moses! – stop – Tror du stadig græsset er grønnere på den anden side af dammen? – stop”.
Trods sommerbrune kroppe stadig høje af sol, er det nu alligevel skønt at skimte det omskiftelige efterår ret forude, min tid mellem lange skygger og en utrolig farvepragt der svider som feberøjne, men bare er indledningen til tider hvor også træerne kaster med sne, landskabet der hviler i én på mærkværdige måder.
mvh
Simon
|
|
|
|
