P.s.:

Lidt mer fra bjørnen i vigen, og en lyd allerede savnet:

Morgenlyd

Brumbassen ved det åbne vindu summer
udhvilet nøgternhed, vild sødme
og tidlig sommermorgen ind i øret
højlydt og uforstyrret, eneste lyd
som var der intet sket for mig siden
engang for længe siden, årtiernes
tummel af utilregnelig natterus
energisk summet hen i glemsel af
dens lodne flid og vekslen mellem
borende brum i en støvbund og hidsig
flugt til den næste –
i bassens pels
safrandryp fra et himmelrum i brand
og i dens vingesurr en dobbeltsvingning
af kontrabas fraskaberdyb af humor,
af skingrende planetklang med hæs dæmper
uændret hørlig også denne morgen.

- Thorkild Bjørnvig.

Nu vi er i bjørnens habitat, fandt jeg forleden endnu noget ukendt: Tommy og Tanne af Tom Buck-Swienty, en rejse i Tannes historie der nok vil interessere dig. Ellers vil Suzanne Brøggers Sølve så ganske afgjort, som er en række helt igennem herlige lokalhistoriske fortællinger, et tidsglimt der bestemt ikke befrier nogen fra lidt kærlighed til madammen på landet, der så behændigt ormer sig rundt i kildematerialer – ”medormen” Keld Zeruneith, har ligefrem skabt bevidsthedshistorie, nemlig pragtstykket Træhesten, blot nævnt hvis pludselig natbordet sku’ trænge til lidt lys fra nogle af verdenshistoriens allerstørste dramatikere. Man ved jo aldrig..;)

mvh
Simon

Hej til dig i morgennatten

Jeg bli'r liige nødt til at fortsætte lidt i dine bjørnespor, inden jeg går på nye opdagelser med dine forslag til mit natbord. Så nu går jeg en tidlig morgentur langs vigens kystlinje og følger lidt flere bjørnespor i sandet. Rejsebeskrivelsen udkommer her i mellemrummet i aftenskumringen :))

Til glæde i dagslysets komme
RoseMarie

Hej RM..

Vandringer ved vand er jo også poetiske forposter, så du kruser allerede midt i sporet, såmænd også hvad gælder Sølve, men både madammen & magen har jo i årevis fremvist fund af guld fra arkæologiske vandringer, små henvisninger er blot en sølle pejling.

Bjørnen er nu alligevel lidt for sig, der ligesom Paul la Cour m.f. stikker hoved frem de morsomste steder, og dukker sikkert op dér langs kysten, tror jeg gerne, så hvad mon du oplevede, tænker jeg...;)

mvh under solstrejf..
Simon

Til dig her i aftenskumringen, Simon

Lige på netop denne dag vandrede jeg med morgenlyset i bjørnens fodspor, som nærmest vil følge prins Henrik på vej med et tak for livet.

Lykkestrejf

Røde Skyer
mod den nøgne Himmel,
Røg af den gale
Aftenbrand.
Mit Hjærte: en Fugl,
som tumler sig svimmel
og slig ind
i sit Fødeland.

***

Nu

Nu, under disse rentblæste Forårshimle
med Dybder, som vækker en isnende Fromhed,
nu, da dén Følelse længst er gravlagt
under en kølig Sol, en ustoflig Dagmaane -

saa lad mig aldrig møde dens Genfærd ved natlige Vejkryds,
når det med glemsom Fryd går derhen, hvor ingen mer venter,
og maa min Følelse, Guddom,
svare nøjagtig til Hjærtets Plads og mit Legemes Linjer.

***

Præludium

Hvor er der en Indgang -
skinnende Stene er Laase og Slaaer
for dette Landskab, alle
dets lukkede Skatkamre -
en mægtig Maskinduren føles, naar Havet er tomt,
for lav til at blive til Lyd,
blot et Vindtryk i Øret, en Smærte
i Trommehinderne, ja -:
Men et Himmelrums-landskab, en Smeltedigel,
Paradis for Mineraler -

I denne sørgmodige Purpurslette
i Solnedgangsstunden
synker min Sjæl som en Kilde i Ørknen,
forsvinder sporløst i Sandet,
men hvisker, imens den synker:

Eneste Renhed,
hvor Kaos paany og paany
sletter alt levendes Spor,
Ternens paa Stranden og Myrens i Klitgryden,
Skarnbassens, Hugormens Mønster
og Hjelmens Cirkel -
Vinden fører dens spidse Straa
rundt og rundt som en Passer, der tegner det blivende:
Himlens Figurer -
og slutter den evige Kreds
med fygende Sand -

Thorkild Bjørnvig

https://vimeo.com/31895885

Fra den blå skumringstime på en nærved-og-næsten-forårsdag
RoseMarie

P.s.

Her i natten et af prinsens egne digte:

ANDRE STEDER

En dag, måske, en dag - vil vi finde andre egne,
ja, andre landskaber, fyldt med andre tiders sødme.
I andre byer - varmere - smukkere - vil du rødme
mere lykkeligt end her, hvor hver dag og hver time
kun var en snærende lænke, som lod kærligheden segne.

Vort liv på dette sted, er nu tilendebragt -
for alle kar er tømt, som vor elskov havde fyldt.
De skønne år, der var evighed på jord,
er nu som byens mure - ruiner af det ord,
vi gav hinanden - spredte sten af vor fæstnings pragt ...

Det blotte syn af denne ruin, som var en by,
af brudte spir og tårne, af ødet kærlighed,
får sjælen til at vige forfærdet bort. Et sted
så smuldrende og mørnet som vore hjerters bånd
vil jeg ikke mere kende. - Kom, følg mig, tag min hånd
i dette rustne fængsel, og lad os sammen fly.

En dag, måske en dag - vil lykken atter vende
og smile til os, give os vor første fryd tilbage.
Kom - jeg skal finde kilder, der risler mindre spage,
langt friskere, langt rigere på kærtegn mod din hud.
Pinje og eg skal knejse, og roser springe ud -
Vi skaber skønne haver, som når til verdens ende ...