P.s.:
VI ER FOR SMALLE TIL TEATERSTORME, PUH
Tivolis galskaber af fortissede højdedrag slår i baghovedet,
så al pertentlig ro må man skyde i sig selv.
Vi skal bare en tur i teatret, vores øjne må vækkes,
om noget er København en bank- og skuespilsdelikatesse,
pengefilialerne var polerede og tillokkende, teatrene alt fra synkende
både
til renovationsdyb med stoppede toiletter, demokratiet sat i
skranteblomst.
Vi finder dog et teater i gadehøjde, her ville selv en Colombocigar
være gået ud
så tryghed til fem stjerner, jeg lægger min hånd på dit urs lysende
visere.
Anstændigt sidder vi dér i mørket, så kommer der lys og
tordenskrald,
nu er der slået an til fordybelse, jeg husker tilbage på timerne i fysik.
Et kvarter inde noterer jeg, sårbart politisk stykke, rigtig godt tænkt.
En halv time inde, det handler om grænser og utopi,
så må det være vigtigere end „Vild med dans”, men bløde sofaer
frister.
Voldsommer interne diskussioner på et sprog i tredje potens,
endelig grinede jeg igen, men voldsommere og fra maven.
Grænser og efterretningstjenester, ustandselig flytter et par
metalskinner,
det er styrkeforholdet, selvfølgelig forstår vi moderne teater,
i dette sandede Mellemøsten og omegn.
Nu havde de stædigt krummet kejtethed i fem kvarter.
og efter tre ovationer gik dørene op, helt helt op, ud til den fulde
frihed.
Røven er nødt til at bene sig igen, akavet kommer vi ned til
billardbordet,
en god digter har valgt for os, man kan mærke at tørsten hænger i
tøjet.
Så er vi i teater igen, siger jeg til fruen, det overskuelige af slagsen,
ja, teater med luftudsugning, griner hun, og så taler de med øl i
munden.
Jeg ønsker mig horisontfri, sådan et langt tov af søvn,
så bunden af næste glas hæves til i morgen, godaften, godaften.
Det er dog langt vi har gået, mit ansigt bliver grønt som overgangene,
du bliver så smidig i dine bare tæer, og så smiler du.
Endelig stikker Svanemøllen Station sine redningsskinner frem,
jeg har mistet stemmen, og et ben trækker med frisk fibersprængning.
Toget mod Nordsjælland er vores brunstige luksus, en portvinsrede
venter.
Vi snakker om teater, skulle vi ikke tage chancen og skrive?
Vi vågner i et natteinferno af lyn og tordendrift, som udlignende fest,
kaffen fylder stuerummet med begejstring og milde eftertanker.
Så slog det os pludselig i et kig efter sukkeret,
vi sidder jo midt i skuespillet, nu skal vi bare dele akter ud til
hinanden.
Det skal være en lysning vi finder frem til, sikkert vores eget liv,
totalt blottet for terapeuter, coachere, psykologer og hypnotisører.
Vi ender i lutter lys imellem benene, dér er alderen stadig
nyudsprunget bøg,
kun kræfterne forkorter seancen, men det ses heldigvis ikke i os.
Men som vi sover ind som dramatikere, hvis ben er mon hvisses,
en reception for os spinder dejlig fjoget på læberne.
- Jac.
*
Vintermørket slår ned
Med bøflugt i stræder og korridorer.
Seks aften.
Røgfulde dages udbrændte stumper.
Og nu vikler en regnvåd blæst
Den grimede rest
Af visent løv om dine sko
Og avispapir fra byggetomter;
Regnen slår
Mod skorstenspiber og halve skodder,
Og henne på hjørnet af gaden står
En enlig træhest som damper og stamper.
Og så tændes gadens lamper.
- T.S. Eliot.
mvh
Simon
Redigeret af Simon (10/02/2019 20:09)
Svar
Citer