Her lidt tidsvarende tankebilleder fra 82. Centralnervesystemer døser nu bag skærme til lemlæstede kroppe i blod til sofaens kant, sikkert i 3-D og med jesusikoner på væggen, for en sikkerheds skyld – helligdrømmene sku nødig komme noget til. Der plaskes i hæmaglobin som aldrig før, den trygge uvirkelighed fra skærmene ligger som arvæv henover en blodig virkelighed, man døser og fryder sig over pengene fra skat i år, som i 1982…

Englene & Ikonografi

Jeg så kvinder komme og gå i rummet,
De lydløst flagrende cocktailengle
Med blanke læber og glinsende tøj,
En duft af løfter og lokkende fred
Viklet om de lange fingres konstante
Sommerfugledans. Her er målet for
Din rejse. Come and Take the
Pleasures of the Harbor. Glem din
Storm i mørket bag gardinerne,
Men dagen kommer op udenfor.
Vid det, ved det, kød er alt.
Du behøver ikke andet end
De levende bryster mod din ryg.
Udslet dig selv i mig og jeg i dig.
Vi kan sende verden op i en boble
Af skum og se den eksplodere.
Jeg er kød, tekstil og mulighed.
Jeg går altid med dig hjem.
Jeg er syntetisk. Jeg er perfekt.
Tilfredsstiller hvert et behov
Med rutineret hellighed og et
Dovent skuldertræk. Jeg er engel.
Jeg er bedre end maskiner.

Skriget kaster vraggods op og
Hvirvlen drejer ned i sig selv.
Helliget være aftenbyen
Hvor gud bor i en flaske
Og den nødvendige engel
Altid går med dig hjem.
Sover når morgenen kommer
Med duft der bliver ved
I dit hoved. Du skal ikke
Tænke mere. Det er ikke
Godt for noget. Du skal
Bare spærre grinet op og
Dreje gennem aftenen.

Der er ingen fribyttere mere,
De er hentet ned fra stjernerne
Og stedt til hvile her.
Horisonten er af panser
Og kun under klokker af glas og acryl
Lever endnu det skabende øjes
Autonome transcendens. Men
Drømmene bliver i stuen
Og visionerne er alle mareridt.
Hun havde ret: Det er bedre
At give slip. Det gør
Næsten ikke ondt og du
Skal ikke være bange.

Den moderne verdens ikonografi er splittet
og sær. Sten & Spejl. Kaos & Dislokation.
Du kender kataloget. Det dumper ind hver
dag i dybtryk med alle dine drømme i. I
Kværnen salmer for den tavse tid mens veje-
ne forsvinder og vi venter på den vilde
gud. Magtjunkier poserer som værn og for-
nuft. The last resort of the gambling man.
Mugge på den femte væg. Men alvoren krake-
lerer og abstinenserne skinner igennem. Bag-
efter kollektiv længsel tilbage til dage
før faldet. Vi leger vi ikke ved hvad det
drejer sig om og glemmer os selv i indkø-
ringsflimmer og strygeruskyld. La Guerre
Des Etoiles. May the Force Be With You.
Smukke kroppe forbruger ting I det lyse rum,
de bløde tæppers organiske hud varm og lyd-
løs under din. Barbidukkekvinder drikker
djus og går i sauna og lytter til machomænd
uden smil. Kernefamilier bygger korthuse
til et TV uden lyd. Hygge for de små maski-
ner. Ved siden af virkeligheden i sorthvid
og underformat. Korn og slør står bedst til
absurditetens konsekvens og logiske nødven-
dighed. Forrevne lig i fjerne lande, vrag,
spild, pludselig død og parterede kroppe.
Du kender kataloget. Der er ikke mere drøm
og virkelighed. Brændende børn skriger ned
ad julglevejetil ære for klikkende kamera-
øjne. Faktionsmareridtet sprøjtes nonstop
ud i disse byer uden tid. Velfærd konstant.
Statis gjort til gyldent snit. Kun fabeldyr
og offerbukke afleder hærens opmærksomhed.
Angstens ubikvitet holder folk i hullerne.
Istedet stormer vi billedhuse for sammen
at se jorden gå under igen og igen. Dolby,
Sensurround, 3-D, som at være der i øjet
selv. En pervers fryd i at udforske kata-
strofen. Denne æggende kontrast til den
lille cirkels lave dage og flimrende intet-
hed. Ixion er kigger. Ud af disen, ud af
døsen. Ansigter åbne blinker ikke. Vi vil
have det hele med.

- Bo Green Jensen

mvh
Simon

Sommerfugledalen

I

De stiger op, planetens sommerfugle
som farvestøv fra jordens varme krop,
zinnober, okker, guld og fosforgule,
en sværm af kemisk grundstof løftet op.

Er dette vingeflimmer kun en stime
af lyspartikler i et indbildt syn?
Er det min barndoms drømte sommertime
splintre som i tidsforskudte lyn?

Nej, det er lysets engel, som kan male
sig selv som sort Apollo mnemosyne,
som ildfugl, poppelfugl og svalehale.

Jeg ser dem med min slørede fornuft
som lette fjer i varmedisens dyne
i Brajcinodalens middagshede luft.

II

I Brajcinodalens middagshede luft,
hvor al erindring smuldrer, og det hele
i lysets sammenfald med plantedele
forvandler sig fra duftløshed til duft,

går jeg fra blad til blad tilbage
og sætter dem på barndomslandets nælde,
naturens mest guddommelige fælde,
der fanger hvad der før fløj væk som dage.

Her sidder admiralen i sit spind,
mens den fra forårsgrøn, forslugen larve
forvandler sig til det vi kalder sind,

så den som andre somres sommerfugle
kan hente livets tætte purpurfarve
op fra den underjordiske bitre hule.

III

Op fra den underjordiske bitre hule,
hvor kældermørkets første drømmekryb
og al den grusomhed, vi helst vil skjule,
lægger bunden under sindets dyb,

op stiger Morfeus, dødningehoved, alle
der vender aftensværmersiden ud,
og viser mig, hvor blødt det er at falde
ned i det askegrå og ligne gud.

Kålsommerfuglen fra en eng i Vejle,
den hvide sjæl, som har en tegning malet
af altings flygtighed på vingens spejle,

hvad vil den her i denne dystre luft?
Er det den sorg, mit liv har overhalet,
som bjergbuskadset dækker med sin duft?

IV

Som bjergbuskadset dækker med sin duft,
at blomstringen har rod i alt det rådne,
det skyggefulde, filtrede og lodne,
en vild og labyrintisk ufornuft,

kan sommerfuglen med sin flagren dække,
at den er bundet til insektets krop,
man tror det er en blomst der flyver op,
og ikke denne billedstorm på række,

som når en sværmer, spinder, måler, ugle,
der hvirvler farvens tegnfigur forbi,
tilkaster os en gåde som skal skjule,

at alt hvad sjælelivet har at håbe
hinsides alt er sorgens symmetri
som blåfugl, admiral og sørgekåbe.

V

Som blåfugl, admiral og sørgekåbe
i farvens periodiske system
ved hjælp af blot den mindste nektardråbe
kan løfte jorden op som diadem,

som de i farvens klare sorgløsheder,
lavendel. purpur, brunkulssorte,
præcist indlejrer sorgens skjulesteder,
skønt deres glædesliv er alt for korte,

kan de med deres sommerfuglesnabel
opsuge verden som en billedfabel,
så let som med et kærtegns glideflugt,

til alle glimt af kærlighed er brugt,
kun glimt af skræk og skønhed går i ring,
som påfugleøje flagrer de omkring.

VI

Som påfugleøje flagrer de omkring,
jeg tror jeg går i paradisets have,
mens haven synker ned i ingenting,
og ordene, der før var til at stave,

opløser sig i falske øjepletter,
dukatfugl, terningfugl og Harlekin,
hvis gøgleord om kiselhvide nætter
forvandler dagens lys til måneskin.

Her gror de stikkelsbær- og slåenbuske,
som ligegyldigt hvilke ord du spiser
gør livet sommerfuglelet at huske.

Skal jeg måske forpuppe mig og måbe
ved alt, den hvide Harlekin fremviser
og foregøgler universets tåbe.

VII

Og foregøgler universets tåbe
sig selv, at der er andre verdner til,
hvor guderne kan både gø og råbe
og kalde os tilfældigt terningespil,

så min mig om en sommerdag på Skagen,
da engblåfuglen under parringsflugten
fløj rundt som himmelstumper hele dagen
med ekko af det blå fra Jammerbugten,

mens vi, der bare lå fortabt i sandet,
så talrige som nu kun to kan være,
fik kroppens elementer sammenblandet

af jord som havs og himmels mellemting,
to mennesker, der overlod hinanden
et liv der ikke dør som ingenting.

VIII

Et liv der ikke dør som ingenting?
Hvordan hvis vi i alt det menneskeskabte,
naturens sidste selvoptagne spring,
må se os selv i det på forhånd tabte,

må se den mindste stump af kærligheden,
af lykken i en formålsløs proces,
gå ind i billedet af menneskeheden
som græsset, selv når det er gravens græs.

Hvad skal vi med den store atlasspinder,
hvis vingefang udbreder jordens kort,
den ligner mest det hjernespind af minder,

vi kysser som ikoner af de døde,
med smag af dødens kys, der rev dem bort.
Hvem er det der fortryller dette møde?

IX

Hvem er det der fortryller dette møde?
Er det min hjerne, som er bleg og grå,
der selv får lysets farver til at gløde
som andet end den sommerfugl jeg så.

Jeg så Auroras stænk af paprika,
den blege skær af pebergrå savanne,
og tidselfuglens træk fra Afrika
den lige vej til jordens vinterlande.

Jeg så en månemålers fine rids,
de små halvmåneformers sorte rande,
der sad på universets vingespids.

Og det jeg så var ikke kun forfløjne
syner, som en hjerne selv kan blande
med strejf af sjælefred og søde løgne.

X

Med strejf af sjælefred og søde løgne,
med dunet skær af grøn smaragd og jade
kan irislarverne, der selv er nøgne,
efterligne piletræets blade.

Jeg så dem æde deres eget billede,
som så blev foldet sammen til en puppe,
til sidst hængt op som det det forestilled,
et blad blandt andre blade i en gruppe.

Når sommerfuglen med sit billedsprog
kan overleve bedre ved at stjæle,
hvorfor skal jeg så være mindre klog,

hvis det kan dulme angsten for de øde
at kalde sommerfuglene for sjæle
og sommersyner af forsvundne døde.

XI

Og sommersyner af forsvundne døde,
hvidtjørnens sommerfugl, der svæver
som en sky af hvidt med stænk af røde
blomsterspor, som lyset sammenvæver,

min bedstemor i havens tusind favne
af gyldenlak, levkøj og brudeslør,
min far, der lærte mig de første navne
på alt hvad der må krybe, før det dør,

går med mig ind i sommerfugledalen,
hvor alting kun er til på denne side,
hvor selv de døde hører nattergalen,

dens sange har en sært bedøvet svingen
fra ingen lidelse til det at lide.
mit øre svarer med sin døve ringen.

XII

Mit øre svarer med sin døve ringen,
mit øje med sit indadvendte blik,
mit hjerte ved, at jeg ikke er ingen,
men svarer med det kendte lille stik.

Jeg spejler mig i frost- og løvfaldsmåler
en aften i novembers egekrat,
de reflekterer månelysets stråler
og leger solskin i den mørke nat.

Jeg spejler mig i deres puppedvale,
hvorfra de nådesløst befries, når nøden
er størst i kuldens spejlbelagte sale,

og det jeg ser ved selvsyn, spejlets nøgne,
fortabte blik, er ikke bare døden,
det er døden som med egne øjne.

XIII

Det er døden som med egne øjne
vil se dig selv i mig, som er naiv,
en indfødt, som er bundet til den nøgne
selvindsigt i det der kaldes liv.

Jeg leger derfor gerne skovhvidvinge
og sammensmelter ord og fænomen,
jeg leger perlemåler for at bringe
alverdens leveformer ind i én.

Så jeg kan svare døden, når den kommer:
jeg leger sandrandøje, tør jeg håbe,
at jeg er billedet på evig sommer?

Jeg hører godt, du kalder mig for ingen,
men det er mig, der svøbt i kejserkåbe
ser dig an fra sommerfuglevingen.

XIV

Ser dig an fra sommerfuglevingen,
det gør jo kun lidt sommerfuglestøv,
så fint som intet skabt af ingen,
et svar på fjerne stjerneformers løv.

Det hvirvles op som lys i sommervinden,
som glimt af perlemor og is og ild,
så alt hvad der er til i sin forsvinden
forbliver sig selv og aldrig farer vild,

så det som ildfugl, iris. isblåfugl
gør regnbuen til jordens sommerfugl
i jordens egen drømmesynske sfære,

et digt som nældens takvinge kan bære.
Jeg ser, at støvet løfter sig en smule,
de stiger op, planetens sommerfugle.

XV

De stiger op, planetens sommerfugle
i Brajcinodalens middagshede luft,
op fra den underjordisk bitre hule,
som bjergbuskadset dækker med sin duft.

Som blåfugl, admiral og sørgekåbe,
som påfugleøje flagrer de omkring
og foregøgler universets tåbe
et liv der ikke dør som ingenting.

Hvem er det der fortryller dette møde
med strejf af sjælefred og søde løgne
og sommersyner af forsvundne døde?

Mit øre svarer med sin døve ringen:
Det er døden som med egne øjne
ser dig an fra sommerfuglevingen.

- Inger Christensen, Sommerfugledalen, et requiem – så smukt som nogen sommerfugl…

mvh
Simon

Godmorgen Simon

Åh ja, så smukt som nogen sommerfugl ...
Tak for dem alle. De har bredt deres vinger ud og deres flagren mærkes i både sjæl og krop.

Og nu må stemmen fra manden hendes så også lyde. Her på en sommerdag af jord som havs og himmels mellemting :))


Grønne skridt i græsset
stier ind mod skoven
mørket er en del af
det lys du skal bekræfte

Hvert skridt er en begyndelse
til en åben verden
Din rygs linjer tegner
det du gik forbi.


Og derfra til disse andre smukke ord


De som har smak för det
eviga
måste ändå dröja vid minnet
av ett kök om kvällen.
Dröja vid doften av mjölk
och barnens skrik, dröja
vid skenet av levande ljus.

***

Ty det är vid denna
vardagliga gräns
som undret sker, om och om,
i varje stund, mot allt förnuft.

Jacques Werup


Sommerhilsner på en septemberdag
RoseMarie

Morn' RM..

Ja, det er virkelig en smuk og bevægende beretning, konsistent og isiggribende - hørte hende læse den op, for nogle sommerfugletider siden; hendes særlige stemme, sommerfuglsk let dæmpet. Man hører den let for sig, når man i dalen vandrer og dér omsust møder døden.

Fra Jacques Werup må du lægge mere ind, det sir sig selv..;)

Nisseligste hilsner
Simon

P.s.: ved ikke om dette ka’ bruges, men Nils Ferlin sidder i mig fra allerførste gang jeg mødte ham, i en sang der fik stjerner til at smelte, dengang sunget af Ketil Bjørnstad; dette er lidt specielt…lidt jazzet, muligvis i Jacques Werups ånd, han tog jo prisen…;)

https://www.youtube.com/watch?v=SsMbM5sQdr4

mvh
Simon