Hej RM…

Her sidstningen af Kirkebys samling ”Linieret papir” på ulinieret baggrund. Han er også en nisse, der hopper og danser over, under og imellem og lige midt i øjet med pragtfulde nisserier – nissens pen(sel) er en tryllestav der kan udvirke sære sager, og fra underlaget dufter der af poesi…

Ut Pictura Poesis
for klangens skyld sagde katten på plankeværket.
Et hul til fugten
Omgivet af grønne tæppekanter
et henkastet fugleskelet
en dinosaur-rest


11. sept. 1834
foregriber filosoffen Kierkegaard
gallerist Michael Werners flue =
hvad angår det os
vi har med kunst at gore
som svar på mit udbrud
om pragten ved
skovtunnellens indian summer.


Hiatus

Det er skuffer der mangler
det er ikke til at trække et hul ud
men skufferne over og under
afslører ikke noget nyt.
Så lad bare det hele
blive mast sammen
af knasende kontinentaldrift.


Reglement

trække skuffen ud
skubbe den ind
stå op og gå i seng

Farveløs og hudløs
kortet er monokromt
skifter farve fra blomstring til forrådnelse
Grønt er svært
og sløver detaljerne
de viser sig først når det visner.

Det store atelier
nøgenmodeller
i ydmyge stillinger
Maleren begynder med omridset
men folk strømmer til
paraplyer og forfængeligheden
et stop på spadsereturen


Lyrik-efterskrift

Jo værre jo bedre
Det eneste regellignende udsagn
i en verden hvor ingen regler findes.
Ingen mening
Ingen intellektuel struktur
De der hævder det modsatte
er digtere der ikke har haft mod til at tage afmagten på sig
og er blevet kritikere

Lyrik er
Papirkurv
Losseplads
Mudderhul

Digteren står i lort til halsen
Mumlende sin fortvivlelse over universets sorthed
Verdens åndssvage indretning
Dagligdagens og kærlighedens lidelser
Lyrik kommer af afmagt
Det står i Anden Mosebog:
(Moses: ˶ Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord. ˝
Herren: ˶ Gå nu. Jeg vil være med din mund og fortælle hvad du skal sige. ˝)
Lyrik er afmægtige fremmedskabende indskydelser
Og selv om det ser lykkeligt og lyst ud
er en afmægtig formulering
tvunget frem af
mudderhullets fortvivlelse

Det er en gerning
uden belønning eller anerkendelse
for ikke at tale om penge

Der er kun de andre tossers
modtagelse af endnu en tosse

Debutantprisen er ikke en vurderingspris
men iagttagelse af
at endnu en er sprunget ud
i sumpen
Denne tale – eller efterskrift –
ønsker at føje spot til skade

- Per Kirkeby, september 2004.


Her et…

DIKTUM

Enhver har sin egen grænse
ind mod det ubevidste
Min er et snehegn
Jeg elsker følelsen af fygning mod ansigtet
mørket som blander sig med sneen

- fra Johan W. Ibsens ”Datolinjer”.

Nu er det allerede ved at mørkes midt om eftermiddagen og vi mangler sneen til lokation, det hvide sprøde lærred vore sammenknebne øjne kan boltre sig som børn i, ja den gir næsten anledning til sangen om Ole der sad på sin knold og sang. Men min stemme er sprød og kaffen lunken, så jeg vil nøjes med et nisseligt vink med huen…

mvh
Simon

P.s.: Laugesens kragetæer er tip-top! ;)

Hej i natten RM…

December uden sne, og så er det tilmed lunt! I går kørte jeg forbi to ”skiløbere” på hjul: tidens aktive snesavn, men dog et noget morsommere syn end disse ”fittnisse-cykelryttere” (læs: at fise rundt på cykelstierne iført cykelrytterdress med mindst 25 km./t med ringeklokken i bund).
Det er på høje tid, at de små snefnug atter gir sig til at danse omkring os, det her ér altså lidt for unisset, og for december ret uelegant!

”Hverken solen eller mennesket tillader, at man betragter dem uden gennem et beskyttende dække. Solen betragter man gennem en farvet ædelsten, mennesket gennem poesiens slør…”
- Asinius Pollo.

Nå, man ka’ blie fuldstændig vågen af at la’ sig forsvinde i Borges Fiktioner og andre fiktioner, hans Utopia – det græske ord som betyder, at et sådant sted, findes ikke –, eller bare rækken af de fortræffeligste historier, og det er jo ikke det allerværste sted at forsvinde; ja det sker tilmed at man runder et hjørne og pludselig støder ind i sig selv, eller et minde om noget, der pludselig levenedegøres, rejser sig, fra glemslen eller…
Her lidt mere Borges:

Cambridge

New England og morgenen.
Jeg runder Craigie.
Jeg tænker (jeg har længe tænkt)
at navnet Craigie må være skotsk
og at ordet crag har keltisk rod.
Jeg tænker (jeg har længe tænkt)
at denne vinter rummer de gamle vintre
hos dem der har skrevet
at vejen er fastlagt på forhånd
og at vi allerede tilhører kærligheden eller Ilden.
Sneen og morgenen og de røde mure
er måske former af lykken selv,
men jeg kommer fra andre byer
hvor farverne er blege
og hvor en kvinde, når aftenen sænker sig,
vil vande patioens blomster.
Jeg ser op og mine øjne fortaber sig i det
uendelige blå.
Længere borte er Longfellows træer
og den evige sovende flod.
Ingen i gaderne, men det er ikke søndag.
Det er heller ikke mandag,
den dag vi bilder os ind at noget begynder.
Det er ikke tirsdag,
dagen som regeres af den røde planet.
Det er ikke onsdag,
dagen for denne labyrinternes gud
som i Norden var Odin.
Det er ikke torsdag,
dagen som allerede er underlagt søndagens vilje.
Det er ikke fredag,
dagen som styres af denne gudinde som i skovene
sammenvæver de elskende kroppe.
Det er ikke lørdag.
Den findes ikke i den kommende tid
andre steder end i erindringens spøgelsesriger.
Som der i drømmene
bag de høje døre ikke er noget,
end ikke tomheden.
Som der i drømmene
ikke er nogen bag ansigtet der betragter os.
Forside uden bagside,
mønt med et eneste ansigt, tingenes.
Denne elendighed er det eneste gode
den hastige tid efterlader os.
Vi er vor erindring,
vi er et indbildt museum af flygtige former,
denne bunke af knuste spejle.

- Jorge Luis Borges.

mvh & god rigtig søndag
Simon

P.s.: hva mon du så synes om Padura – måske lidt for klicheagtigt?

Hej Simon

Tak for så meget, og så især for at huske mig på min lyttelæsning af Padura, inden han fik en tilfældig plads blandt glemmebogens notater ... jeg er igen igen solgt, og det med blafrende ører, øjne på stilke, myriader af småbobler i mellemgulvet og så en gang hjerteflimmer oven i hatten :)))))))))))))

Sne, sne, vi må ha' sne, julesne, nytårssne, ja bare sne. Og derfor får du her lidt af bare en bette smule


Snevejr

Sneen er den store magiker
der tryller med hvide slør
og hurtige håndbevægelser

den eneste gode letvægtsdrømmer

Mogens Bynkou Nielsen, "Et træ åbner sig" 2004


Snefnuglignende hilsner
RoseMarie

Hej RM..

Bare en kommentar:
Ja, det er nemlig en fin samling af pragtfulde historier, der udmærket ka læses uafhængig af hinanden, med et attraktivt loyalt og socialt venskabs-familiekærlighedsforhold som grund i samtlige, og hvor Contes kærlighedsproblemer let identificeres – ligegyldigt hvor gamle vi blir, ligner vi jo klodsede teenagere i tango med forelskelsen!
Men han er en både herlig og kærlig karakter, ikke sandt, og hvor de mange problemfyldte tanker over livet heldigvis ikke isoleres i de sædvanlige åndssvage drukscener der typisk findes i danske, svenske og norske kriminalromaner, men som i stedet har deres relation i venskabsbånd med indbyrdes realistiske forventninger. Og så er der jo det lidt vemodige og let sentimentale nedenunder, hvor særlig en real-socialist vil ku mærke blodet banke stjernerne op i øjnene; det kan jeg især godt lide, klicheerne er sgu for trættende læsning. Historierne har noget menneskeligt genkendeligt at ta ind, man er i godt selskab, og ser pludselig fortvivlet på uret…,)

mvh & godnat dér..
Simon

Her lidt aftenspoesi:

DEN KLARE DØD

Der er ingen, der ikke under et kys
mærker ansigtsløse menneskers smil,
ingen der kan røre et nyfødt barn,
uden at huske de ubevægelige hestekranier.

For det roserne søger på panden,
er et hårdt landskab af ben,
og menneskers hænder har ingen anden mening
end den at efterligne rødderne under jorden.

Som jeg fortaber mig i nogle børns hjerter
har jeg ofte fortabt mig i havet.
I foragt for vandene søger jeg
en lysende død, der vil fortære mig.

- Frederico Garcia Lorca.


Har man sagt Lorca, må man også sige Svante – nu sagde jeg det, i al fald!

SVANTE I PARADIS

Hvidblomstret tjørn.
Legende børn.
Solkalket mur.
Øm temp’ratur.

Kvidrende fred.
Skyer i skred.
Portvin med is.
Søndagsavis.

Æbler i fad.
Rejser på rad.
Duft af syrén.
Eva’ske ben.

Smægtende smil.
Topløs tekstil.
Ingen trafik.
Smålun musik.

Gøgen sir kuk.
Flasken slår kluk.
Løvet er tæt.
Rejerne ædt.

Al denne ilt.
Hjertet bliver vildt.
Flasken er tom.
Eva si’r: Kom! ..
Jeg sidder i Edens have
men jeg har så ondt i min mave.

- Benny Andersen

mvh
Nissen