|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Her lidt aftenspoesi:
DEN KLARE DØD
Der er ingen, der ikke under et kys
mærker ansigtsløse menneskers smil,
ingen der kan røre et nyfødt barn,
uden at huske de ubevægelige hestekranier.
For det roserne søger på panden,
er et hårdt landskab af ben,
og menneskers hænder har ingen anden mening
end den at efterligne rødderne under jorden.
Som jeg fortaber mig i nogle børns hjerter
har jeg ofte fortabt mig i havet.
I foragt for vandene søger jeg
en lysende død, der vil fortære mig.
- Frederico Garcia Lorca.
Har man sagt Lorca, må man også sige Svante – nu sagde jeg det, i al fald!
SVANTE I PARADIS
Hvidblomstret tjørn.
Legende børn.
Solkalket mur.
Øm temp’ratur.
Kvidrende fred.
Skyer i skred.
Portvin med is.
Søndagsavis.
Æbler i fad.
Rejser på rad.
Duft af syrén.
Eva’ske ben.
Smægtende smil.
Topløs tekstil.
Ingen trafik.
Smålun musik.
Gøgen sir kuk.
Flasken slår kluk.
Løvet er tæt.
Rejerne ædt.
Al denne ilt.
Hjertet bliver vildt.
Flasken er tom.
Eva si’r: Kom! ..
Jeg sidder i Edens have
men jeg har så ondt i min mave.
- Benny Andersen
mvh
Nissen
|
|
|
|
