0
registrerede
123
gæster og
152
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#19481 - 24/07/2015 15:07
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Så er det med at stemme i, RM, sang gør så godt i livet – og er den ikke også bare herlig? ;)
Den spillemand snapped fiolen fra væg og gik i den grønne skov, - og gik i den grønne skov. Hej, piger små, en dans skal I få, den gamle han gi'r vel forlov. En fejende dans med Per eller Hans, hvordan det bedst kan falde. Jeg spiller for én, jeg spiller for to, jeg spiller for en og alle! Bind dit skørt og flet dit hår, læg an dit hovedklæde. I præstevænget dansen går med fryd og megen glæde.
Den bondemand fingred sig over sit skæg og så mod den grønne skov, - og så mod den grønne skov. Så lunt han lo: Nu ja, min tro, så får jeg vel gi' jer forlov. Men lad ikke Per jer komme for nær, lad Hans jer ikke bestjæle, et kys eller to, det lader jeg gå, men brug jer forstand med de dele! Bind dit skørt og flet dit hår, læg an dit hovedklæde. I præstevænget dansen går med fryd og megen glæde.
Den bondeknøs slog sig over sin læg og gik i den grønne skov, - og gik i den grønne skov. I piger kær, vi danser med jer, den gamle han gav jo forlov. Vi svinger jer, ret som var I så let som dun og spindel for resten. Så går vi i skoven to og to og snakker om lysning hos præsten. Bind dit skørt og flet dit hår, læg an dit hovedklæde. I præstevænget dansen går med fryd og megen glæde.
Så gik da dansen, den var ej træg, udi den grønne skov, - udi den grønne skov. Der stod et spor i den bløde jord, hvor fødderne tog sig forlov. Og skumringen kom, og pladsen stod tom, det hvisket og lo mellem løvet. Da morgenen gryed, så gik der to, men da var den ene bedrøvet. Bind dit skørt og flet dit hår, læg an dit hovedklæde. I præstevænget dansen går med fryd og megen glæde.
- Holger Drachmann, 1877.
Ups! Hvem är, som ej vår broder mins. Fastän hans skygge mer ej fins? Fastän hans valdthorn tystnad har, Âr skogens genljud ändå qvar. Än Floras fåglaskare Skall ömt hans spel förklara. Än jägarn vid sin snara skall på sin pipa svara Hur, ibland Orfei söner Af Bacchus krönt så sköner, Han utan like var, hurra-hurra-hurra.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19483 - 25/07/2015 01:46
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej i natningen RM..
Det er sengetid, men forinden noget sprogligt lidt anderledes, ja måske digtene her kræver deres egen tid, men det gør jo så meget, ikke mindst at gå på stjerne- og jordbærhugst..;) Så her, et overfald af landskabsbilleder i nynorsk poesi, voldsomt og kraftfuldt som landskabet selv – her er naturen ikke degraderet til et rekreationssted for sensible gemytter, men en bevaret karakter og udfordring med indblik i stejle temperamenter. Der sker noget, når vort sind boltrer sig i storladen natur, sindbilleder af livet og døden ka synes en knappenål fra hverandre, kontrasterende bylivets kvælende ømhed af lysreklamer. En brutal ro, ka i naturen sænke sig nedover os:
Nattfiske
I natta ror guten med otrar ute – venter på morgonbitet. Både han og Broren teier; høgt imot nordhimmelen svartnar husa på ein gard. Flagremysene skinglar.
*
Kvinnetankar
Vi flytter inn i huset vårt i dag. D’er sol og sunnanver, og kvitsunn-vindar står gjennom glasset inn i lystig jag med bof frå jord og skog og fjerne tindar. Vi flytter inn, vi har vårt eige hus. Men kva er dette for ein sus og brus? Er det musik fra høge himmelsalar ell er det djupet i meg sjølv som talar?
Vi bur så vent innunder logne lid med utsynover bakkar, elv og enger til kaute snøfjell attom fjorden vid. Her er så fritt, finst ingenting som stengjer. Og lunden med sin kvate fuglesong – der skal eg drøyme, drøyme mange in gong! Og hamnehagen full av skire blomar – der skal eg vanke sumar etter sumar!
- Ragnvald Skrede.
mvh & drøm godt ;) Simon
Redigeret af Simon (25/07/2015 01:49)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19490 - 25/07/2015 21:15
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
(Kvinnetankar fortsat):
Byggmeister var han sjølv. Kvart hamarslag fall traust og tung lik ord for sterke tanker. Han er ein mann, det kviskrar eg i dag, og eg er kvinde, blodet brår og bankar. Vi drøymde dette huset. Hans og mitt er kvart eit rom der lyset fell så blidt. Det tek, det rislar meg om hjarterøter, eg synest høyre steg av barneføter.
Alt kjem nok ikkje slik som stunda spår, for slik som eg, slik drøymde vel dei hine, og ingen over liv og lagnad rår. Men alle sorgene bliver hans og mine. Kjenn, huset dirrar mot si røyningstid! Men aldri rømer vi or denne strid. Vårt bu, vårt bu. Eit skip på livsens bylgjer. Høgt over hav skin sthernene vi fylgjer.
*
Nålys
Gjenta leika i stutte år, lengta mot sin aller sælaste vår.
Kvinna syrgde eit barn i jord; sidan fekk ho fleir, dei kom og die for.
Logar bykste i skog og gras; stjernene rak lause, sol gjekk i knas.
Nålys brenn over sokken skatt; Kvinna får eit barn kvar einaste natt.
*
Villdyraugo
Svart er natta kring mannens bål. Villdyraugo gjev enno tol.
Elden er hans mod. Siste vern. All hjelp er tom og fjern.
Eldtunger her. Rovtunger der. Nærare, nærare. Nær.
*
Kvifor?
Kvifor eg valde deg? Fordi augo dine er Jønndalsdjupe.
Fordi du er elskeglad einmannskvinne.
Fordi mine ufødde søner ville ha deg til mor.
Fordi eg av alle kvinner helst vil sjå deg ved dødssenga mi.
Fordi du såg avgrunnar i meg utan å svimre.
Fordi du valde meg, vel! Fordi du såg idéen i meg.
*
Nattfiske
I natta ror gutan med otrar ute – ventar på morgonbitet. Både han og broren teier; høgt imot nordhimmelen svartnar husa på ein gard. Flagremysene skinglar berre i sinnet no; men hujolæte rislar ned or berga som nordlysbragd, som blod. Hjarta er fullt av kastevindar, støitar frå ei fjern og farleg fele, angstlykke …
Eit hjarta er femten år.
*
- Ragnvald Skrede (1904 – 1983).
mvh Simon
Redigeret af Simon (25/07/2015 21:24)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19493 - 26/07/2015 05:43
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Morn’ i regnen RM..
Mon du er ved at sætte sejl, eller, er der tørre sokker – det var lidt af en pøs vand, vi fik ;)
VED SØEN
Lad søen ligge blankblå, lad hjertet falde til ro. Det var sommervejr af stilhed, da vi gik der ene to.
Jeg så verdenssjælens aftryk i en midtjysk bundløs sø, og jeg så i dine øjne små hormoner stå i kø.
- Karl V. Thomsen. Mens regnen prikker blidt på ruden, ka man jo højlydt tænke: ak, var det virkelig vores sommer? – og næppe er ludoterningen faldet i slag, før et par skraldgrinende stemmer i kor messer: ”ja i min barndom var sommeren altid fyldt med sol og varme dage, dengang regnede det kun om natten!” … ”Ak ja…”, tilføjer man, ”det var tider, dengang børn var velopdragne og havde rene ører, og aldrig gjorde grin med oldsagers barndomsminder!” – så her lidt vemodig oldermandslyrik:
Indtog
Nu bringer storken bud om land, at våren hist ved fjerne strand til togt sin skude takler. Så frem til lyset alle mand: Viol, Ranunkel, Løvetand og Haslens unge rakler! Kastanie, hold din knop bered, så blank og trind, af harpiks fed, at højt i solen flamme kan de lyse blomsterfakler!
Drag på, o jord, din kjortel grøn! Du stolte Bøg, du brede Løn, luk op for knoppens gemme! Lad se, du Hvidtjørn, Birk og Røn, hvor langt i alt er fremme! Slet ingen af jer fattes må, langs vej og sti i tæt skal stå og hilse årets Kongesøn i bred og broget bræmme!
Og Lærke, Mejse, Finke, Stær fra himlens kuppel, skovens træer skal gladeligen sjunge. Hver fugl på kvist, hver frø i kær og menneskenes børn især skal røre deres tunge. Til den, som tog vor tynge bort, vi jublende vil synge vort: Velkommen vær fra fjerne færd, o vår, vor drot, hin unge!
- Otto. C. Fønss.
OM NATTEN
Om natten inde i sommernocturnen har vi efter heftig endt dagsværk i vore brødres blødende fodspor drukket af ømhedens nære drøm bedt en bittervarm bøn til solen om at smile til de små børn kornets rytme høstens mening Om morgenen inde i kimningens klare daggry har vi taget vore tryllefløjter ned fra vor nyskabte hengivelse som en en mor der dier sit lille nyfødte hjerte har vi lokket toner ud af træets grønne tavshed Menneskene modtog skjælmens humor og skjaldens musik solnedgangen og dens søster solopgangen blev vort livs evigt rislende kilde Sig det med blomster
- Jørgen Nash.
mvh Simon
Redigeret af Simon (26/07/2015 05:47)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19494 - 26/07/2015 09:08
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Go'morgen Simon
Åh, hvilken overdådighed af ord og digte, du fodrer mig med :)) Jeg læser, smager og nyder hvert eneste ord med fryd og glæde :))
Tak for din vedholdende ihærdighed med at dele skønne ord og tanker ... De er til stor inspiration for mig, så jeg bevæger mig længere ud end mine egne små cirkler ... som jeg elsker at gøre.
Mængder af vand fra oven har vi i hvert fald fået i det sidste døgn, og det til stor vækst og frodighed i haverne ... også :))
BYGEVEJR
Sorte snegle glider over våde veje. Bregner samler regnen. Sagte blæser skoven, og en gulspurv kvidrer: her er godt at være.
Regngrå spejler himlen sølvgrå sig i åen, og en sluse bruser. Nøkkeroser svømmer langs de grønne bredder: her er godt at være.
Og nu øser regnen fra Vorherres kande! Dobbelt skinner græsset under bygens mørke, og mit hjerte blomstrer som en regnfrisk skærve.
-- Rød går solen under i en damp af skyer, og nu klarer himlen. Og mens månen stiger, vokser vejens træer, rejser sig i rummet.
Mine øjne drikker måneglansen, fylder sig med lys til randen. I de milde skygger er der søvn og sødme, er der vækst og hvile.
Med en knitren stænker dagens regn i dråber fra de sorte kroner. Og som greneregnen drysser der fra dagen lykke i mit hjerte.
Otto Gelsted
Søndagshilsner i regndråbernes frodighed fra RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (26/07/2015 09:15)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|