Hej i natten, RM..

Vågnede på bredden af søen som sommervarmen skabte mellem puden og øret, en søslange snoede sig i selvglæde midt i dammen og hviskede søde ord om drengens minder, fordrejede heltekvad eller små epos om prinsesser, ondskabsfuld rivalisering under lange cykelture i glemte sommerminder fra skoletidens parenteser, drømme af solskin, der ser noget matte ud i eftertiden. Men tænk at en søslange ka’ huske alt dette, selv om en del unægtelig mindede om noget jeg havde læst og nu fik blandet sammen til det uigenkendelige. Men så kom jeg i tanke om det, for i skyggen på natbordet lå stadig drengens drømme og smeltede i Dylan Thomas forevigelse, men allerførst det fine digt du just lagde på langs, som også findes, nu blandt andre der næsten har dannet kult i en mærkelig institution, der nok ville ha’ forarget og måske bedaget damen lidt, og som nu stråler under denne juninats tunge skyer; hendes blide puf ind i samme art af fantastiske scener, som det nu heller ikke er så sikkert man kommer helskindet ud af igen, men skøn er hun…;)

I 18 poems findes denne smuksak; meget han skrev handlede akkurat om drengen dengang, noget umisteligt fik former, og hvilke, huu! Min søslange er næppe nogen enestående selvbader, apropos det med institutionen, men det ér enestående og meget smukt, man lægger sig ikke uberørt, snarere vågner man midt i et søslag akkompagneret af en stille snorken:

I see the boys of summer

I
I see the boys of summer in their ruin
Lay the gold tithings barren,
Setting no store by harvest, freeze the soils;
There in their heat the winter floods
Of frozen loves they fetch their girls,
And drown the cargoed apples in their tides.

These boys of light are curdlers in their folly,
Sour the boiling honey;
The jacks of frost they finger in the hives;
There in the sun the frigid threads
Of doubt and dark they feed their nerves;
The signal moon is zero in their voids.

I see the summer children in their mothers
Split up the brawned womb’s weathers,
Divide the night and day with fairy thumbs;
There in the deep with quartered shades
Of sun and moon they paint their dams
As sunlight paints the shelling of their heads.

I see that from these boys shall men of nothing
Stature by seedy shifting,
Or lame the air with leaping from its heats;
There from their hearts the dogdayed pulse
Of love and light bursts in their throats.
O see the pulse of summer in the ice.

II
But seasons must be challenged or they totter
Into a chiming quarter
Where, punctual as death, we ring the stars;
There, in his night, the black-tongued bells
The sleepy man of winter pulls,
Nor blows back moon-and-midnight as she blows.

We are the dark derniers let us summon
Death from a summer woman,
A muscling life from lovers in their cramp
From the fair dead who flush the sea
The bright-eyed worm on Davy’s lamp
And from the planted womb the man of straw.

We summer boys in this four-winded spinning,
Green of the seaweeds’ iron,
Hold up the noisy sea and drop her birds,
Pick the world’s ball of wave and froth
To choke the deserts with her tides,
And comb the county gardens for a wreath.

In spring we cross our foreheads with the holly,
Heigh ho the blood and berry,
And nail the merry squires to the trees;
Here love’s damp muscle dries and dies
Here break a kiss in no love’s quarry,
O see the poles of promise in the boys.

III
I see you boys of summer in your ruin.
Man in his maggot’s barren.
And boys are full and foreign to the pouch.
I am the man your father was.
We are the sons of flint and pitch.
O see the poles are kissing as they cross.

- Dylan Thomas.

Nu risler regnen i træerne atter vidunderligt køligt, jeg hader disse ”pudedamme” i sommervarmen og tør vædde på at missemand nu drømmer om markmus og små bevingede sataner et sted i en hule med underlige gemmerier man næppe forestiller sig eksistensen af, for væk er han. Men lyden er fantastisk, et orgel af vandpiber spiller i løvværket, en vellyd der stryger over alle sind, måske en sang fra fostertiden, jeg kender intet mishag derom. Meget apropos Pablo Nerudas sidste tanker på skrift, findes også hans Vinterhave, sommeren skal jo nok klare sig, så på nisselig vis får du herfra dette sneskrift med dig ud i natten – og ja, man glemmer ham ikke lige med det samme, måske aldrig, noget i ham klinger, måske glemte sager eller noget ukendt nyt. En bemærkelsesværdig mand, smuk er han jo også, med disse spillevende øjne der ler livet ret ind i ansigtet, selv om jorden nu har opslugt ham, så med ham godnat fra mig igen, en ny pude venter, hvem ved, måske endnu et søslag:

Vinterhave

Vinteren kommer. Et strålende diktat
giver de langsomme blade fra mig,
klædt som de er i tavshed og gult.

Jeg er en bog af sne,
en rummelig hånd, en eng,
en cirkel der venter,
jeg tilhører jorden og dens vinter.

Verdens brus tog til i løvværket,
så flammede hveden op, stjernestrøet
med blomster, røde som brandsår,
og så kom efteråret for at indføre
vinens skrift:
alt passerede, en forgængelig himmel
var sommerens bæger,
og den sejlende sky døde bort.

Jeg ventede på balkonen, bedrøvet
som i går af min barndoms efeu,
ventende på at jorden skulle sprede sine vinger
i min forladte kærlighed.

Jeg vidste, at rosen ville falde
og den ubestandige ferskens sten
atter synke i søvn for at spire på ny:
og jeg berusede mig i luftens bæger,
indtil hele havet forvandlede sig til nat
og morgenrøden blev til aske.

Jorden lever sagtere nu,
roligere er dens forhør,
udstrakt dens stilheds skind

Jeg bliver igen den fåmælte,
der er kommet langvejs fra,
indhyllet i kold regn og klokker:
jeg kan takke jordens rene død
for viljen til at spiring i mig.

- Pablo Neruda, Vinterhave.

mvh
Simon

En varm og levende gut i et meget lille band, der gemmer spændende lyrik i en smuk stor krukke:
https://www.youtube.com/watch?v=2aI0mfFsvzo

mvh
Simon

Et Nerudisk p.s.:

Maskerne

Hav medynk med disse århundreder og med dem
der overlevede dem,
lykkelige eller mishandlede; hvad vi ikke skabte,
var ingens skyld, der manglede stål:
vi opbrugte det til så megen nyttesløs ødelæggelse,
men når vi gør status betyder alt dette intet:
årene led af blegner og krige,
brøstfældige år, hvor håbet skælvede
på bunden af de fjendtlige flasker.
Nuvel, så lad os da en gang eller undertiden
tale med en svale, så ingen hører det:
jeg skammer mig, vi er jo sky som enkemænd:
sandheden døde, den er rådnet op i så mange
grave:
så lad os hellere lægge os på sinde, hvad det
vil ske:
i det store bryllupsår er der ingen slagne:
lad os derfor alle tage sejrsmasker på.

*

XX

Jeg, en synder i ethvert regime,
sammen med ædedolke fra fjerne egne,
turkmenere, kirgisere, kaukasiske hyrder,
bestemte mig til at blive kødæder og skjald:
jeg frydes ved kroppene og musikken,
ved mavens ubeskrivelige glæde,
ved lyden af søvngængeragtige violiner.

XXX

Med revolutionens første sne,
den røde sne,
forsvandt maleriet med sine oranger.
Med sine vidunderlige kuber
fravristet det rene kaos
levede det i Berlin, i Paris, i det sorte London,
modnedes overalt i sit eksil
og illuminerede med sit elektriske glimt
fremmede landes mure.
Alt blev orangefarvet
af den billedskabende fantasi
hos emigrerende jøder og russere,
som fik andre stjerner til at skinne.

Imedens vågede Moskva i sit skatkammer,
i de kejserlige staldes Manege,
over et dødt maleri, småborgerskabets
forlorne bras, portrætterne
af helte og heste, så udsøgt malet,
så heroiske, så korrekte, så sakrosankte
som kobberstik i fromme bøger
der ligger fremme i sygehuses
venteværelser, slidt op af døde maleres
rutine, døde men endnu i live.

Ak, men maleriet i eksil,
det uvirkelige, det imaginære,
den centrale orange, poesien,
vil vende hjem til sin moderlige bolig,
hjem til sit hus af sne.

*

En hund er død

Min hund er død.

jeg begravede den i haven
ved siden af en gammel, rusten maskine.

Dér, ikke længere nede,
ikke længere oppe,
vil den engang forene sig med mig.
Nu er den borte, med sin brogede pels,
sim slette opdragelse, sin kolde snude.
Og jeg, en materialist som ikke tror på,
der findes en forjættet himmelsk himmel
for noget menneske,
tror for denne hund eller for enhver hund
på himlen, ja, jeg tror på en himmel,
hvor jeg ikke kommer, men hvor den venter mig,
logrende med sin viftehale,
for at jeg ikke skal mangle venskab,
når jeg indfinder mig.

Ak, jeg vil ikke tale om, hvor trist det er
ikke mere at have den at følges med
her på jorden,
den der aldrig har været en tjener for mig.
Den nærede et venskab for mig som et pindsvin,
der bevarede sin uafhængighed,
en selvstændig stjernes venskab,
uden overflødig fortrolighed,
uden overdrivelser:
den sprang ikke op ad mit tøj,
dækkede mig ikke til med hår og skurv,
gnubbede sig ikke op ad mit knæ
som andre, brunstige hunde gør.

Nej, når min hund så på mig,
skænkede mig den opmærksomhed jeg behøver,
den opmærksomhed der er nødvendig
for at få en selvglad fyr til at forstå,
at den, som hund,
med disse øjne, renere end mine,
spildte tiden, men den så på mig
med blikket, der holdt hele sit blide,
lodne liv, sit tavse liv,
beredt for mig alene,
tæt op ad mig, uden nogen sinde
at genere mig og uden at forlange
noget som helst af mig.

Ak, hvor ofte ønskede jeg mig ikke en hale,
når vi fulgtes ad langs havets bredder,
om vinteren på Isla Negra,
i den store ensomhed: deroppe i luften,
gennemilet af iskolde fugle,
og min hund hoppende, pjusket, fyldt
af den elektriske havspændings kraft
i bølgernes bevægelse,
min omstrejfende, evindeligt vejrende hund,
som stak sin gyldne hale i vejret
ved synet af Oceanet og dets skumsprøjt.

Lystig, lystig, lystig,
som hun kan være lykkelige,
bare sådan, med den uforskammede naturs
uindskrænkethed.

Intet farvel til min hund, som er død.
Mellem os er der og var der ingen løgn.

Den er borte, og jeg begravede den,
og det var alt.

- Pablo Neruda.

mvh
Simon

Måske Henrik Nordbrandt fandt sommeren…

Næsten

Det er næsten sommer
men også kun næsten.
Og når det er sagt
er sommeren næsten forbi.

*

Husker man sin første tur med skolen i maven, sin nye læderskoletaske, bøgerne og det spændende indhold i penalhuset, mødet med skolekammerater og lærer, skolegården og den første sommerferie med 2. klasse i vente:

Skolernes skole

Alene

Ordet

Skole

*

Hestene

Heste bør blive nede på jorden
så ddres trav får den til at dreje om sin egen akse
sådan som det ses på alle
de gamle cowboy- og indianerfilm, og ikke mindst
så nat kan blive til dag og dag igen til nat
kom jeg til at tænke
fordi jeg så en flok på fjorten-femten stykker flyve
belyst nedefra af februareftermiddagens
skarpe lys i den oversvømmede eng
hvor jeg stod i mine gennemblødte sko
og undrede mig over vinterens pludselige farvepragt
og at ingen af hestene havde vinger.

Når de alligevel kunne flyve, måtte de have lært det
af mig, for mig bekendt
er jeg den eneste, der kan dét.
Så måske
er jeg alligevel ikke helt så talentløs som vintermørket
næsten havde fået mig til at tro
da jeg selv næsten havde glemt at flyve
og hvordan
man også godt selv kan hjælpe
forårslyset lidt på vej.

- Henrik Nordbrandt, 3½D, 2012.

Villy Sørensens 55 Bagateller er vidunderlige, på én gang runder de levetiden af og kaster et sært lys over den, og står nu i hjem og fylder så lidt af hvad han huskede, tænkte og læste, men betyder meget:

En kort historie

Han hed Frederik og var fregnet, tit tog han chokolade op af
tasken og spiste den midt i timen og blev derfor kaldt cho-
kolademanden. Det var første klasse. Vi stod på række i den
lille gård, kirkeklokker ringede, chokolademanden stod bag
mig og sagde til sin sidemand: Nu ringer de til begravelse.
Jeg følte mig klogere: de ringede selvfølgelig solen op. Han
forsømte i nogen tid, så hørte vi at han var død. Han var den
første døde jeg kendte.

*

Ukendt soldat 1-2

1

Underligt at blive kendt som den ukendte soldat
jeg ville gerne være blevet kendt
have fået et navn
høstet hæder i felten, fældet fjenden med ære
jeg så aldrig fjenden, hørte ham kun
jeg faldt for hans granat
ukendelig
derfor begravet og ophøjet som den ukendte soldat.

I det korte øjeblik så jeg hele mit korte liv
alle jeg kendte og som kendte mig
mig selv som lille dreng der legede soldat
og blev større og stor nok til rigtig soldat
det første kys, det sidste kys
jeg prøvede at fastholde det, hun prøvede at fastholde mig
men jeg forsvandt i mængden af ukendte soldater
søvngængere på flugt mellem syner i sneen
engle i hvide uniformer, lysende stolte, flyvende heste
jeg ledte efter mig selv og var kun en af de andre
et ligtog af ulevet liv.

I det korte blændende øjeblik
var det mig selv der blev sprængt

2

Jeg meldte mig frivilligt
fred er ikke det bedste
vi havde glemt at livet er kamp
at først kampen er liv

jeg ville lære mig selv at kende
føle alle følelser jeg ikke rigtig havde følt
jeg ville bruge alt hvad jeg havde i mig
og endnu ikke kendte

jeg kunne ikke kende mig selv i kampen
det var ikke mine følelser jeg følte
det var ikke mit liv jeg mistede
det var en ukendt soldats

*

mvh
Simon

Sådan en venlig solskinsfredag ka’ benene godt ha’ behov for at gå bytur, og mens de går, ka’ man jo passende se på mennesker og tænke på, at det for både dem og én selv ku’ være den sidste gang:

Gennem Byen Sidste Gang

Før jeg dør vil jeg gerne slentre byen igennem en sidste gang
det skal være mit sidste beskedne ønske
jeg vil gå på mine fødder igennem min by
igennem København
som jeg har gjort så mange gange før
og jeg vil vide det er den sidste gang
og jeg vil vælge min rute med omhu
og jeg vil gå ned ad Istedgade eller Vesterbrogade
og gå ned ad alle de små solløse sidegader med alle deres nedlagte butikker
og jeg vil sé på alle antikvar-udstillingerne af gulnede gardiner og fedtede gasapparater
og jeg vil mærke lugten i næsen af kål og frikadeller og kartofler i hver eneste trappeopgang
og jeg vil rode i bogkasserne og jeg vil ingenting købe
og ikke fordi det er sidste gang
men fordi jeg aldrig roder i bogkasserne for at købe
men for at rode i dem og tænke på hvor kort og mærkeligt livet er

og jeg vil sé børnene lege i de små firkantede stenede forblæste baggårde
og jeg vil høre dem råbe til og efter hinanden
og jeg vil sé mødrene læne sig ud af køkkenvinduerne med deres svulmende barme
og kalde dem ind når maden er færdig
og ud af vinduerne vil der hænge tørresnore med familiens undertøj
og det vil blafre i vinden
og jeg vil gå igennem Vesterbros digterkvarter i skumringen
jeg vil slentre langs med Saxogade Oehlenschlägergade Kingosgade
og jeg vil gå ind et sted på et af værtshusene
måske Café Guldregn
og nyde en bitter dram og ikke andet
og så ud og videre

jeg vil slide mine såler flade den sidste slentretur i København
jeg vil sige farvel til min by
jeg vil sé alle Vesterbros arbejdere komme hjem i deres kedeldragter
mærket af dagens slid og sved
med en grøn Cecil i munden og et sammenfoldet Ekstra Blad i baglommen

... og jeg vil gå videre fra Vesterbro
jeg vil gå ind over Hovedbanegården
jeg vil passere den i gråt lys og den vil være lettere sløret
og den vil som altid ligne en gammel tårestribet film
og den vil skære i hjertet som den altid gør
dé sædvanlige sprittere vil sidde dèr og vente på ingenting
de unge blaffere vil stå der med deres rygsække og deres mælkekartoner
fortravlede og forjagede folk vil vente på deres forbindelser
familier vil komme med kufferter og barnevogne for at tage på week-end hos familien på landet
og jeg vil stille mig i et hjørne og blive overvældet
og ikke ville kunne gribe ind og heller ikke have lyst
bare blive overvældet af alt dette liv al denne mylder
fugtig i øjnene uden påviselig grund
og meget meget fjern

og når jeg har fattet mig vil jeg ryste mine frakkeskuldre
ryste Hovedbanegården af mig som en hund ryster sin våde pels
eller som når man kommer ud af biografen fra en film
jeg vil tænde en cigaret og gå videre ned ad Vesterbrogade til Rådhuspladsen
hvor alle flakser rundt mellem busser og biografer
og igen vil jeg bare stille mig
op ad en plakatsøjle
og stå og kysse alle i mit stille sind
da jeg ikke kan gøre det i virkeligheden
og jeg vil vide at her et sted på disse sten ligger hele mit liv og alle mine drømme
ganske som så mange andres liv og drømme

og i morgen kommer gadefejerne og fjerner det hele
pakker det sammen og det brænder og rådner
som din cigaretpakke således også du
og jeg vil vide det ganske klart og uden nogen sorg
som neonlysene tændes over Rådhuspladsen
og lysavisen telegraferer sine nyheder
alting er så flygtigt og forbigående
som éns sidste slentretur i byen

og jeg vil gå ned ad Strøget som en skygge
og hele vejen ned vil jeg være ledsaget af mine venner
og alle jeg har elsket
og de vil alle være genfærd
og ingen andre end jeg vil sé de er der men det er de
og vi tager afsked med alting og hinanden
og vi er ikke sentimentale
men luften er fyldt af noget ingen véd hvad hedder eller er
og vi går dèr i tavs samtale
og hen imod Nytorv er de væk igen
alle skyggerne er smeltede
og selv fader jeg ud lidt længere nede
min sidste slentretur igennem byen er forbi
og en enkelt skygge mindre befærder gaden –

- Dan Turèll

mvh & god weekend
Simon