1
registreret Arne Thomsen
84
gæster og
1064
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Sådan en venlig solskinsfredag ka’ benene godt ha’ behov for at gå bytur, og mens de går, ka’ man jo passende se på mennesker og tænke på, at det for både dem og én selv ku’ være den sidste gang:
Gennem Byen Sidste Gang
Før jeg dør vil jeg gerne slentre byen igennem en sidste gang det skal være mit sidste beskedne ønske jeg vil gå på mine fødder igennem min by igennem København som jeg har gjort så mange gange før og jeg vil vide det er den sidste gang og jeg vil vælge min rute med omhu og jeg vil gå ned ad Istedgade eller Vesterbrogade og gå ned ad alle de små solløse sidegader med alle deres nedlagte butikker og jeg vil sé på alle antikvar-udstillingerne af gulnede gardiner og fedtede gasapparater og jeg vil mærke lugten i næsen af kål og frikadeller og kartofler i hver eneste trappeopgang og jeg vil rode i bogkasserne og jeg vil ingenting købe og ikke fordi det er sidste gang men fordi jeg aldrig roder i bogkasserne for at købe men for at rode i dem og tænke på hvor kort og mærkeligt livet er
og jeg vil sé børnene lege i de små firkantede stenede forblæste baggårde og jeg vil høre dem råbe til og efter hinanden og jeg vil sé mødrene læne sig ud af køkkenvinduerne med deres svulmende barme og kalde dem ind når maden er færdig og ud af vinduerne vil der hænge tørresnore med familiens undertøj og det vil blafre i vinden og jeg vil gå igennem Vesterbros digterkvarter i skumringen jeg vil slentre langs med Saxogade Oehlenschlägergade Kingosgade og jeg vil gå ind et sted på et af værtshusene måske Café Guldregn og nyde en bitter dram og ikke andet og så ud og videre
jeg vil slide mine såler flade den sidste slentretur i København jeg vil sige farvel til min by jeg vil sé alle Vesterbros arbejdere komme hjem i deres kedeldragter mærket af dagens slid og sved med en grøn Cecil i munden og et sammenfoldet Ekstra Blad i baglommen
... og jeg vil gå videre fra Vesterbro jeg vil gå ind over Hovedbanegården jeg vil passere den i gråt lys og den vil være lettere sløret og den vil som altid ligne en gammel tårestribet film og den vil skære i hjertet som den altid gør dé sædvanlige sprittere vil sidde dèr og vente på ingenting de unge blaffere vil stå der med deres rygsække og deres mælkekartoner fortravlede og forjagede folk vil vente på deres forbindelser familier vil komme med kufferter og barnevogne for at tage på week-end hos familien på landet og jeg vil stille mig i et hjørne og blive overvældet og ikke ville kunne gribe ind og heller ikke have lyst bare blive overvældet af alt dette liv al denne mylder fugtig i øjnene uden påviselig grund og meget meget fjern
og når jeg har fattet mig vil jeg ryste mine frakkeskuldre ryste Hovedbanegården af mig som en hund ryster sin våde pels eller som når man kommer ud af biografen fra en film jeg vil tænde en cigaret og gå videre ned ad Vesterbrogade til Rådhuspladsen hvor alle flakser rundt mellem busser og biografer og igen vil jeg bare stille mig op ad en plakatsøjle og stå og kysse alle i mit stille sind da jeg ikke kan gøre det i virkeligheden og jeg vil vide at her et sted på disse sten ligger hele mit liv og alle mine drømme ganske som så mange andres liv og drømme
og i morgen kommer gadefejerne og fjerner det hele pakker det sammen og det brænder og rådner som din cigaretpakke således også du og jeg vil vide det ganske klart og uden nogen sorg som neonlysene tændes over Rådhuspladsen og lysavisen telegraferer sine nyheder alting er så flygtigt og forbigående som éns sidste slentretur i byen
og jeg vil gå ned ad Strøget som en skygge og hele vejen ned vil jeg være ledsaget af mine venner og alle jeg har elsket og de vil alle være genfærd og ingen andre end jeg vil sé de er der men det er de og vi tager afsked med alting og hinanden og vi er ikke sentimentale men luften er fyldt af noget ingen véd hvad hedder eller er og vi går dèr i tavs samtale og hen imod Nytorv er de væk igen alle skyggerne er smeltede og selv fader jeg ud lidt længere nede min sidste slentretur igennem byen er forbi og en enkelt skygge mindre befærder gaden –
- Dan Turèll
mvh & god weekend Simon
|
|
|
|