Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Et Nerudisk p.s.:
Maskerne
Hav medynk med disse århundreder og med dem
der overlevede dem,
lykkelige eller mishandlede; hvad vi ikke skabte,
var ingens skyld, der manglede stål:
vi opbrugte det til så megen nyttesløs ødelæggelse,
men når vi gør status betyder alt dette intet:
Ã¥rene led af blegner og krige,
brøstfældige år, hvor håbet skælvede
på bunden af de fjendtlige flasker.
Nuvel, så lad os da en gang eller undertiden
tale med en svale, så ingen hører det:
jeg skammer mig, vi er jo sky som enkemænd:
sandheden døde, den er rådnet op i så mange
grave:
så lad os hellere lægge os på sinde, hvad det
vil ske:
i det store bryllupsår er der ingen slagne:
lad os derfor alle tage sejrsmasker på.
*
XX
Jeg, en synder i ethvert regime,
sammen med ædedolke fra fjerne egne,
turkmenere, kirgisere, kaukasiske hyrder,
bestemte mig til at blive kødæder og skjald:
jeg frydes ved kroppene og musikken,
ved mavens ubeskrivelige glæde,
ved lyden af søvngængeragtige violiner.
XXX
Med revolutionens første sne,
den røde sne,
forsvandt maleriet med sine oranger.
Med sine vidunderlige kuber
fravristet det rene kaos
levede det i Berlin, i Paris, i det sorte London,
modnedes overalt i sit eksil
og illuminerede med sit elektriske glimt
fremmede landes mure.
Alt blev orangefarvet
af den billedskabende fantasi
hos emigrerende jøder og russere,
som fik andre stjerner til at skinne.
Imedens vågede Moskva i sit skatkammer,
i de kejserlige staldes Manege,
over et dødt maleri, småborgerskabets
forlorne bras, portrætterne
af helte og heste, så udsøgt malet,
så heroiske, så korrekte, så sakrosankte
som kobberstik i fromme bøger
der ligger fremme i sygehuses
venteværelser, slidt op af døde maleres
rutine, døde men endnu i live.
Ak, men maleriet i eksil,
det uvirkelige, det imaginære,
den centrale orange, poesien,
vil vende hjem til sin moderlige bolig,
hjem til sit hus af sne.
*
En hund er død
Min hund er død.
jeg begravede den i haven
ved siden af en gammel, rusten maskine.
Dér, ikke længere nede,
ikke længere oppe,
vil den engang forene sig med mig.
Nu er den borte, med sin brogede pels,
sim slette opdragelse, sin kolde snude.
Og jeg, en materialist som ikke tror på,
der findes en forjættet himmelsk himmel
for noget menneske,
tror for denne hund eller for enhver hund
på himlen, ja, jeg tror på en himmel,
hvor jeg ikke kommer, men hvor den venter mig,
logrende med sin viftehale,
for at jeg ikke skal mangle venskab,
når jeg indfinder mig.
Ak, jeg vil ikke tale om, hvor trist det er
ikke mere at have den at følges med
her på jorden,
den der aldrig har været en tjener for mig.
Den nærede et venskab for mig som et pindsvin,
der bevarede sin uafhængighed,
en selvstændig stjernes venskab,
uden overflødig fortrolighed,
uden overdrivelser:
den sprang ikke op ad mit tøj,
dækkede mig ikke til med hår og skurv,
gnubbede sig ikke op ad mit knæ
som andre, brunstige hunde gør.
Nej, når min hund så på mig,
skænkede mig den opmærksomhed jeg behøver,
den opmærksomhed der er nødvendig
for at få en selvglad fyr til at forstå,
at den, som hund,
med disse øjne, renere end mine,
spildte tiden, men den så på mig
med blikket, der holdt hele sit blide,
lodne liv, sit tavse liv,
beredt for mig alene,
tæt op ad mig, uden nogen sinde
at genere mig og uden at forlange
noget som helst af mig.
Ak, hvor ofte ønskede jeg mig ikke en hale,
når vi fulgtes ad langs havets bredder,
om vinteren på Isla Negra,
i den store ensomhed: deroppe i luften,
gennemilet af iskolde fugle,
og min hund hoppende, pjusket, fyldt
af den elektriske havspændings kraft
i bølgernes bevægelse,
min omstrejfende, evindeligt vejrende hund,
som stak sin gyldne hale i vejret
ved synet af Oceanet og dets skumsprøjt.
Lystig, lystig, lystig,
som hun kan være lykkelige,
bare sådan, med den uforskammede naturs
uindskrænkethed.
Intet farvel til min hund, som er død.
Mellem os er der og var der ingen løgn.
Den er borte, og jeg begravede den,
og det var alt.
- Pablo Neruda.
mvh
Simon
|
|
