|
0
registrerede
35
gæster og
1484
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej i natten, RM..
Vågnede på bredden af søen som sommervarmen skabte mellem puden og øret, en søslange snoede sig i selvglæde midt i dammen og hviskede søde ord om drengens minder, fordrejede heltekvad eller små epos om prinsesser, ondskabsfuld rivalisering under lange cykelture i glemte sommerminder fra skoletidens parenteser, drømme af solskin, der ser noget matte ud i eftertiden. Men tænk at en søslange ka’ huske alt dette, selv om en del unægtelig mindede om noget jeg havde læst og nu fik blandet sammen til det uigenkendelige. Men så kom jeg i tanke om det, for i skyggen på natbordet lå stadig drengens drømme og smeltede i Dylan Thomas forevigelse, men allerførst det fine digt du just lagde på langs, som også findes, nu blandt andre der næsten har dannet kult i en mærkelig institution, der nok ville ha’ forarget og måske bedaget damen lidt, og som nu stråler under denne juninats tunge skyer; hendes blide puf ind i samme art af fantastiske scener, som det nu heller ikke er så sikkert man kommer helskindet ud af igen, men skøn er hun…;)
I 18 poems findes denne smuksak; meget han skrev handlede akkurat om drengen dengang, noget umisteligt fik former, og hvilke, huu! Min søslange er næppe nogen enestående selvbader, apropos det med institutionen, men det ér enestående og meget smukt, man lægger sig ikke uberørt, snarere vågner man midt i et søslag akkompagneret af en stille snorken:
I see the boys of summer
I
I see the boys of summer in their ruin
Lay the gold tithings barren,
Setting no store by harvest, freeze the soils;
There in their heat the winter floods
Of frozen loves they fetch their girls,
And drown the cargoed apples in their tides.
These boys of light are curdlers in their folly,
Sour the boiling honey;
The jacks of frost they finger in the hives;
There in the sun the frigid threads
Of doubt and dark they feed their nerves;
The signal moon is zero in their voids.
I see the summer children in their mothers
Split up the brawned womb’s weathers,
Divide the night and day with fairy thumbs;
There in the deep with quartered shades
Of sun and moon they paint their dams
As sunlight paints the shelling of their heads.
I see that from these boys shall men of nothing
Stature by seedy shifting,
Or lame the air with leaping from its heats;
There from their hearts the dogdayed pulse
Of love and light bursts in their throats.
O see the pulse of summer in the ice.
II
But seasons must be challenged or they totter
Into a chiming quarter
Where, punctual as death, we ring the stars;
There, in his night, the black-tongued bells
The sleepy man of winter pulls,
Nor blows back moon-and-midnight as she blows.
We are the dark derniers let us summon
Death from a summer woman,
A muscling life from lovers in their cramp
From the fair dead who flush the sea
The bright-eyed worm on Davy’s lamp
And from the planted womb the man of straw.
We summer boys in this four-winded spinning,
Green of the seaweeds’ iron,
Hold up the noisy sea and drop her birds,
Pick the world’s ball of wave and froth
To choke the deserts with her tides,
And comb the county gardens for a wreath.
In spring we cross our foreheads with the holly,
Heigh ho the blood and berry,
And nail the merry squires to the trees;
Here love’s damp muscle dries and dies
Here break a kiss in no love’s quarry,
O see the poles of promise in the boys.
III
I see you boys of summer in your ruin.
Man in his maggot’s barren.
And boys are full and foreign to the pouch.
I am the man your father was.
We are the sons of flint and pitch.
O see the poles are kissing as they cross.
- Dylan Thomas.
Nu risler regnen i træerne atter vidunderligt køligt, jeg hader disse ”pudedamme” i sommervarmen og tør vædde på at missemand nu drømmer om markmus og små bevingede sataner et sted i en hule med underlige gemmerier man næppe forestiller sig eksistensen af, for væk er han. Men lyden er fantastisk, et orgel af vandpiber spiller i løvværket, en vellyd der stryger over alle sind, måske en sang fra fostertiden, jeg kender intet mishag derom. Meget apropos Pablo Nerudas sidste tanker på skrift, findes også hans Vinterhave, sommeren skal jo nok klare sig, så på nisselig vis får du herfra dette sneskrift med dig ud i natten – og ja, man glemmer ham ikke lige med det samme, måske aldrig, noget i ham klinger, måske glemte sager eller noget ukendt nyt. En bemærkelsesværdig mand, smuk er han jo også, med disse spillevende øjne der ler livet ret ind i ansigtet, selv om jorden nu har opslugt ham, så med ham godnat fra mig igen, en ny pude venter, hvem ved, måske endnu et søslag:
Vinterhave
Vinteren kommer. Et strålende diktat
giver de langsomme blade fra mig,
klædt som de er i tavshed og gult.
Jeg er en bog af sne,
en rummelig hånd, en eng,
en cirkel der venter,
jeg tilhører jorden og dens vinter.
Verdens brus tog til i løvværket,
så flammede hveden op, stjernestrøet
med blomster, røde som brandsår,
og så kom efteråret for at indføre
vinens skrift:
alt passerede, en forgængelig himmel
var sommerens bæger,
og den sejlende sky døde bort.
Jeg ventede på balkonen, bedrøvet
som i går af min barndoms efeu,
ventende på at jorden skulle sprede sine vinger
i min forladte kærlighed.
Jeg vidste, at rosen ville falde
og den ubestandige ferskens sten
atter synke i søvn for at spire på ny:
og jeg berusede mig i luftens bæger,
indtil hele havet forvandlede sig til nat
og morgenrøden blev til aske.
Jorden lever sagtere nu,
roligere er dens forhør,
udstrakt dens stilheds skind
Jeg bliver igen den fåmælte,
der er kommet langvejs fra,
indhyllet i kold regn og klokker:
jeg kan takke jordens rene død
for viljen til at spiring i mig.
- Pablo Neruda, Vinterhave.
mvh
Simon
|
|
|
|
